Angsten for Lyset

Erik er et væsen som lever af menneskers angst og frygt, han er overalt og lever godt. En dag mærker han en fødsel af en lille pige, Laura.
Denne pige bliver personen i hans liv, han er altid hos hende.
Erik er en Nymkle, som en dag overgiver noget af sine kræfter til Laura.
Det bliver skæbnesvanger for dem begge to, da Laura nu bliver hentet af nogle folk som vil Nymklerne til livs.

8Likes
8Kommentarer
1002Visninger
AA

3. Væk

De følgende dage afsøgte jeg verden for at prøve at finde frem til hende, dog uden held, det var som om hun var sunket under jordens overflade, hun var væk. Jeg havde aldrig før følt sådan her, en form for afmagt, et savn. Jeg viste ikke, hvorfor jeg følte sådan her.

Da jeg var lille, fik jeg fortalt historie om min art, at vi kun forelsker os en gang igennem hele vores liv. Eftersom vi ikke selv kan dø, ingen sygdomme bider på os, og vi ældes heller ikke som jer mennesker, så er vores kærlighed en ting som vare for evigt. Det eneste som bider på os er den vi elsker, det eneste menneske som kan bekæmpe os er den vi elsker. Da jeg var ung, troede jeg ikke på disse fortællinger, jeg så dem som eventyrer – historier, som skulle lærer os, hvordan det var godt at leve.

Da jeg blev ældre og fik mere erfaring fra andre, både mennesker og Nymkler, så jeg hvordan kærligheden kunne ændre livet til det bedre – eller det værre. Dog troede jeg stadig ikke på at jeg som Nymkler kun kunne elske en igennem hele mit liv, det ville jo være umuligt – jeg troede ikke, jeg kunne elske. Som timerne gik, fandt jeg frem til grunden til mine følelser – jeg elskede hende, jeg elskede Laura.

*Vi Nymkler kan ikke selv føle noget, men når vi har fundet vores eneste kærlighed, begynder der at ske en forandring med os. Vi bliver langsomt mere menneskelige, samtidig med at mennesket langsomt bliver mere Nymklelige.*

Da jeg fandt frem til svaret på mine nye og første følelser, viste jeg at jeg ikke kunne blive ved med at være væk fra hende, jeg havde brug for hende hos mig. Der var dog et lille problem, jeg havde ingen idé om hvor hun var henne.

~

Jeg afsøgte de steder på jorden, hvor jeg før havde mærket de særlige udvalgte mennesker var blevet ført hen, men jeg fandt intet. Jeg afsøgte i fortvivlelse resten af Jorden og fandt kun små og løse spor på hvor hun havde været. Jeg opsøgte de steder hvor de stærkeste spor befandt sig, men hver gang smuttede hun fra mig. En tanke strejfede mig: Hun kan først findes når hun er klar.

Men chokket fortog sig, mærkede jeg et menneske tæt på som havde haft kontakt med hende for kort tid siden. Jeg besluttede at følge efter dette menneske, da jeg havde en overbevisning om at jeg nok skulle blive ført til hende. Mennesket gik ind i en del af byen hvor gaderne var meget smalle, så der kom ikke meget lys ned på den brostensbelagte gade. Ikke at det påvirkede mig rigtig, men jeg kunne mærke hvordan det påvirkede menneskerne rundt omkring. Der var ingen der var glad.

Stille og roligt nærmede vi os et sted hvor jeg opfangede mange mennesker der havde haft kontakt til hende. Det var overvælden at jeg ikke havde mærket det før.

*På dette tidspunkt havde jeg ikke lagt mærke til at jeg var gået i en fælde*

Langsomt vendte det menneske jeg havde fulgt efter og så direkte på mig. Jeg så munden åbne sig på hende: ”Hvem er du?” Lød det, jeg var dybt forvirret. Jeg burde ikke kunne ses, så hvordan kunne det være at hun kunne se mig? Jeg fandt langsomt frem til den eneste måde jeg kunne give hende svaret på. Jeg kunne lægge et billede ind i hendes hoved. ”Jeg er Erik. Hvordan kan du se mig?” Hun smilede bare grumt til mig. ”Kan du ikke genkende mig? Jeg er Laura! Jeg er her for at udrydde dig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...