Angsten for Lyset

Erik er et væsen som lever af menneskers angst og frygt, han er overalt og lever godt. En dag mærker han en fødsel af en lille pige, Laura.
Denne pige bliver personen i hans liv, han er altid hos hende.
Erik er en Nymkle, som en dag overgiver noget af sine kræfter til Laura.
Det bliver skæbnesvanger for dem begge to, da Laura nu bliver hentet af nogle folk som vil Nymklerne til livs.

8Likes
8Kommentarer
1003Visninger
AA

2. Skæbnen

 En efterårsdag blev en lille pige født, jeg så det selv, den gang troede jeg ikke at jeg havde set den pige som skulle forandre mit liv. Jeg blev slået af hvor smuk hun var, de små totter af hår på det lille hoved, de små fingre der strakte sig op imod mig. Jeg glemmer aldrig hendes små lysende grønne øjne, det var som om der var to små diamanter i dem, de skinnede og strålede til mig. Folk omkring hende snakkede om hvor fantastisk smuk hun var, de var helt overvældet af hendes skønhed og særpræget udseende. Du tænker sikkert: hvordan ved du det? For at fortælle sandheden så forlod jeg aldrig hendes side, jeg blev hendes Skygge, blev en slags skytsengel. Jeg greb altid ind i hendes liv hvis der var ved at ske hende noget.

~

Seksten år efter stod jeg stadig ved hendes side, jeg var lige bag hende til hendes fødselsdag. Jeg så på mens hun lod papiret falde ned fra en gave fra hendes forældre, i samme øjeblik ramte en kraftig smerte hende i hovedet. Jeg mærkede det selv, men blev chokeret da jeg mærkede en smerte i mig selv, der var en stikken i mit stille hjerte. I det sekund smerten ramte mig, så jeg en svag glød komme over hende, hendes øjne skinnede på en helt ny måde. Jeg så det kun, fordi jeg mærkede en del af min kraft forlade mig og strømme over i hende. Da strømmen stoppede, faldt hun langsomt til gulvet, og jeg viste at jeg måtte forlade hende, ellers ville jeg gøre en ende på os begge to.

Så jeg besluttede at rejse så langt væk som muligt, jeg ville se om jeg virkelig var den sidste Nymkler på jordkloden. På min rejse fandt jeg frem til fem Nymkler i Brasilien, to i Australien og en i Rusland.

*Hvis det var muligt, ville jeg have følt en stor glæde ved det, men jeg føler intet, jeg kan kun mærke følelser som mennesker har. Det tætteste jeg kan komme på at føle noget er ved at gennemleve menneskers liv.*

Jeg havde aldrig været særlig opmærksom på nogens menneskers liv eller deres følelser, men der var en jeg fulgte nøje. Hende Laura, jeg mærkede alle hendes følelser hun havde fra jeg forlod hende til nu, lige fra den dag hun blev født havde jeg observeret alle hendes følelser. Mens dagene gik mærkede jeg at hendes angst blev mindre og mindre og at hun blev stærkere og stærkere for hver time der gik. Min sidste time nærmede sig hurtigere end jeg troede.

~

50 dage efter hendes fødselsdag var hun pludselig væk, jeg kunne ikke mærke hende mere, jeg afsøgte hver en krog i hendes hus, hendes venners huse, men fandt hende ikke. Da gik det op for mig at skæbnen havde beseglet mit og hendes liv, at de havde fundet og hentet hende for at træne hende op til at bekæmpe mig..

*Når de opdager at et menneske har afgang til Lyset, så finder de frem til mennesket og træner det op til at kæmpe imod os, træner det op til at bruge de kræfter, som Nymklen har overført, mod Nymklen. Jeg har set det før, hvordan denne kamp kommer til at foregå. Mennesket glemmer alt fra fortiden, det husker kun det som de har lært det, det husker kun hadet til den Nymkle det skal udrydde.*

Hvis jeg havde været menneske havde jeg rystet af raseri og angst, men jeg var ikke menneske, så de muligheder havde jeg ikke. Jeg tog i stedet til det sted i verden hvor der er mest angst og frygt – jeg tog i krig.

Jeg kunne mærke frygten hos soldaterne og hos de civile, jeg nød at være omgivet af frygten og angsten, det gav mig kræfter til at acceptere det der var sket med hende. Jeg håbede bare på at hun ikke blev ramt af samme had som det forrige menneske blev. Det var en forfærdelig oplevelse at se. Han følte ikke at det var nok at dræbe Nymklen med magi, da hun allerede var dø rev og flåede han i hende, det var som at se en løve overfalde en dø gazelle. Makabert. Da menneskene fandt resterne af hende var der frygt i spandevis, men jeg følte ingen glæde, ingen lykke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...