Angsten for Lyset

Erik er et væsen som lever af menneskers angst og frygt, han er overalt og lever godt. En dag mærker han en fødsel af en lille pige, Laura.
Denne pige bliver personen i hans liv, han er altid hos hende.
Erik er en Nymkle, som en dag overgiver noget af sine kræfter til Laura.
Det bliver skæbnesvanger for dem begge to, da Laura nu bliver hentet af nogle folk som vil Nymklerne til livs.

8Likes
8Kommentarer
1000Visninger
AA

6. Lauras version

Hej, mit navn er Laura, nu har du læst, hvordan Erik opfattede denne mærkværdige oplevelse. Nu er det min tur.
Før min sekstenårs fødselsdag, var jeg en ganske normal pige, som boede hjemme ved sine forældre med sin lillebror. Men en underlig ting skete til min sekstenårs fødselsdag. Dette er min fortælling om det der hente den skæbnesvanger dag.

Fødselsdagen

Jeg vågnede op om morgen, og viste at dagen ville blive en helt speciel dag. Jeg lå og ventede på at min mor og bror ville komme og vække mig. Normalt ville jeg ikke have tålmodighed til at lade dem hente mig, men i dag havde jeg er utrolig ro over mig. Jeg kiggede rundt i mit værelse og registrerede nogle små ændringer, som var sket i løbet af natten. På mit skrivebord var alle mine papirer samlet i en nydelig bunke og alle mine blyanter og kuglepenne var sat ned i holderen. Jeg smilede for mig selv og tænkte at det var nok min bror som ville glæde mig med at rydde op på mit værelse.

Jeg lå yderlige ti minutter og ventede, da jeg pludselig hørte en svag knirken fra gulvet, klemte jeg mine øjne hårdt i, de skulle jo tro at jeg stadig sov. Døren knirkede svagt, da de puffede den blidt op. ”GODMORGEN!” lød et råb fra min tre år yngre bror, jeg slog øjne op og frembragte et pragteksemplar af et smil. Jeg svarede ham og kiggede forventningsfuld på min mor. ”Kom” sagde hun og gik ud af værelset med et smil. I løbet af tre sekunder var jeg ude af sengen og fulgte efter hende. Nede i stuen stod min far til min store overraskelse, normalt havde han altid for travlt til at have tid til mig og min bror. Jeg løb over til ham og gav ham et kram. ”Her, min prinsesse, og tillykke med dagen.” Han trak en lille gave frem fra ryggen og gav mig den. Jeg gav ham mit største smil, og skyndte mig hen til spisebordet og trak en stol ud. Langsomt lod jeg mig dumpe ned på stolen, alt i mens min familie samlede sig rundt om mig. Jeg kiggede op på dem, jeg ville brænde dette øjeblik ind på min nethinde.

Jeg samlede mine tanker om gaven, hvor jeg satte mig for at pakke gaven ud uden at ødelægge papiret bare for at øge spændingen for mig selv. Jeg lod papiret falde af rundt om gaven, da jeg pludselig blev ramt at den værste gang migræne, jeg nogensinde havde oplevet. Langsomt blev verden omkring mig mørke, det eneste jeg kunne se var Lyset, som var omkring mig. Jeg hørte en bag mig, person som jeg ikke kendte, det undrede mig hvordan han var kommet ind og hvem han var.

~

Det næste jeg registrerede, var at jeg lå i noget blødt noget, det tog et sekund, før det gik op for mig at det var min seng. Jeg slog øjne op og så op i et par blanke mørke øjne, min mors. Jeg prøvede at smile beroligende til hende, men det blev kun til en grimasse, da en lysstråle ramte mine øjne. Hun lagde bekymret en hånd på min pande, den føltes som lava mod min hud. Jeg lod øjelågene falde i igen, mens jeg hørte min mor ringe efter vores læge. Jeg sukkede indvendig, godt nok følte jeg mig ikke rask, men jeg var helle ikke syg. Det var, som om jeg kunne mærke en anden en mig selv, jeg kunne mærke ham, personen fra før. Jeg lod mig selv drive ind i en slags drøm, hvor underlige skygger trådte frem fra skyggen, og bekendtgjorde deres eksistens.
Jeg vågnede brat da jeg mærkede en hånd på min pande igen, og igen føltes den som lava. Jeg slog forskrækket mine øjne op og så ind i et par utrolige lysende øjne. ”Skat? Laura?” Jeg drejede besværet hovedet for at se på min mor. ”Det her er Dr. Skousen. Vores egen læge er syg, så Dr. Skousen tjekker dig.” Jeg prøvede at nikke, men overgav mig til en godkendende lyd fra struben. Jeg drejede hovedet tilbage, så jeg kunne se ham i øjne. Han smilede venligt til mig, dog var der noget ved smilet som skræmte mig, han kiggede underligt glubsk på mig. ”Hvis De er så venlige at gå ud, så skal jeg nok undersøge hende i løbet af to sekunder.” Den måde han sagde det på lød ubetrykkende i mine øre, men min mor smilede bare og gik ud af værelset.

~

De næste to sekunder, blev som en levende drøm. Han bøjede sig ned over mig, helt ned til mit øre og hviskede: "Nu skal du sove. Vi ses om lidt igen." og selvom jeg gjorde alt for at kæmpe imod, så faldt jeg i vågensøvn.

Som i en drøm mærkede jeg, nogen flyttede mig. Jeg mærkede en bils skrumlende over en brostensvej. Jeg mærkede, nogen lagde mig i en seng igen, og at denne nogen hviskede i mit øre: "Nu kan du godt vågne igen." og jeg åbnede mine øjne uden selv at kunne styre det. Det første jeg så, var de lysende øjne og det glubske smile. Han rakte en hånd ned til mig, og hjalp mig op at sidde. Jeg lod øjne løbe igennem rummet, det eneste jeg registrerede var, at der ikke var noget lys ud over det mørkegrønne skær, der omkransede ham.

Oplæringen

Resten af den dag var jeg spærret inde i rummet sammen med ham, manden. Jeg erfarede, at han havde et navn: Lukas. Jeg sad det meste af tiden og stirrede blindt frem for mig, mens flere spandfulde tanker gik gennem mig. Hvad laver jeg her? Hvor er blevet bortført til? Hvem er han?” Den én gang hvor jeg prøvede at få svar på mine spørgsmål, for han hen og lagde en hånd over min mund.

~

Den næste morgen, eller jeg gættede på at det var morgen, og at der var gået en dag, blev jeg lukket ud af rummet. Blot for at blive ført ind i et nyt rum. Heldigvis havde dette rum et mikroskopisk vindue, hvor en stribe lys blev lukket ind. I det nye rum sad jeg igen en hel dag, denne gang med en ny mand, Klaus. Jeg brugte den først del af dagen på at studere ham, jeg lagde mærke til at han havde et mørkegulligt skær om sig. Midt på dagen blev jeg opmærksom at der var noget andet lys i rummet nu. Noget meget svagt lys, det tog lang tid før jeg fandt frem til at det kom fra mine hænder.

Da lyset fra vinduet langsomt forsvandt, blev jeg hevet ud af rummet og ind i et nyt et igen. Her var der igen et vindue bare cirka dobbelt så stort, og igen til min store undrende var der lys, som strømmede ind. Efterhånden blev været rum skiftet hurtigere og hurtigere ud, i denne udskiftende cyklus gled jeg langsomt ind i en slags dvale. En dag stoppede denne skiftning af rum. Mændene som jeg ikke længere kendte satte mig ud i et helt andet rum. Dette rum var fuld af lys, ingen skygger kun lys. I starten stod jeg som et barn og kiggede og ventede. Da tiden gik, og de ikke hentede mig igen, begyndte jeg at se mig om i rummet. Der stod et bord og en stol, og på bordet lå en tavle. Efter flere dage hvor jeg kun havde sat på gulvet eller stået op, nærmede jeg mig langsomt bordet og stolen, mens jeg kastede frygtsomme blik over skulderen. Jeg satte mig langsomt ned på stolen, og nød den måde stolen formede sig til mig. Mens jeg sad i min egen verden, lød en pludselig lyd, jeg så op som en forskræmt harekilling. Foran mig stod en person, helt indhyllet i en kappe. Han rømmede sig: ”Du kommer til at møde stor fare om lidt, du skal finde dit største mod frem. Se ind i tavlen!” Jeg strittede imod, jeg havde aldrig været modig, og jeg havde ingen planer om at skulle blive det. Men uanset hvor meget jeg prøvede at lade være, blev mit blik draget af tavlen. Da mit blik først havde rørt ved tavlen, var det umuligt at tage det væk der fra.

*Det næste der skete var grænseoverskridende, efterfølgende havde jeg svært ved at huske hvad der overhoved var sket. Nu kan jeg kun huske at en stemme igen og igen fortalte om Nymklerne, nedgjorde dem, forklarede med lange uredninger om at de skulle dø, udraderes. Til sidst var der kun stemmen inde i mit hoved, som hele tiden gentog hver gang jeg glemte.*

”Lad mig høre! Hvem er du?” manden lod til at vide at min hjerne var kogt, at selvom jeg stadig så ind i tavlen, så jeg intet mere. ”Jeg er kuren mod Nymkler, jeg kommer af Soflernes gode vilje.” lød det hult fra mig. ”Hvad er meningen med dit liv?” ”At udrydde og tilintetgøre Nymkleren Erik.” Tiden gik mens manden forhørte mig, jeg var væk, jeg var forsvundet ind til ingenting. Selvom min krop var der og reagerede på kontakt, var jeg væk, erstattet af en anden. Det sidste han sagde til mig var: ”Find ham, udfør det som skæbnen har lagt på dine skuldrer.”

ERIK!

Det næste er meget rodet for mig at finde rundt i. Jeg kan huske, jeg går rundt i en by og leder, hvad jeg leder efter er utydeligt for mig. Jeg ved, jeg gik ned at en side gade, og den var brostensbelagt. Det efter mærker jeg ham, Erik, så jeg vender mig om og jeg kan hører ordne komme ud fra min mund: ”Hvem er du?” og ”Kan du ikke genkende mig? Jeg er Laura! Jeg er her for at udrydde dig.” Derefter blev det hele stor for mine øjne, og jeg har ingen erindringer om, hvad jeg gør, eller hvad der sker, indtil lyset danner hjertet og forsvinder ind i mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...