Colors - Jason Mccann

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 aug. 2012
  • Opdateret: 18 feb. 2013
  • Status: Igang
Brooke Abigail Madison er en helt almindelig pige. Eller sådan da. Folks syn på hende er meget snævert på grund af hendes to ældre brødres ry, som var bad boys. Hendes første dag i high school lærer hun den lækre, charmerende og ikke specielt venlige Jason Maccann at kende. Ikke en person hun bryder sig sønderligt meget om. Men hvad sker der, når Jason en dag kidnapper hende? Hvad er grunden? Kunne det måske tænkes at de bliver forelskede i hinanden, trods hun bliver holdt fanget?

Læs historien og find ud af det!

29Likes
42Kommentarer
2956Visninger

3. 2

Jeg havde svært ved, at følge med i timen. Og nej, det er ikke kun fordi, at jeg er dårlig til biologi. Det er fordi denne mr. Mccann - eller hvad det var han hed - havde stirret på mig lige siden jeg satte mig. Jeg var begyndt, at føle mig ret utilpas. Stille drejede jeg mit hoved for, at se om han stadig stirrede. Det gjorde han - selvfølgelig. Han løftede let det højre øjenbryn, og jeg kunne tydelig se, at han morede sig. Jeg skyndte mig, at dreje hoved igen. Jeg sukkede indvendigt. Hvorfor? Hvorfor lige mig? Med en hurtig bevægelse blev et lille foldet stykke papir skubbet hen over boret til mig. Først kiggede jeg bare underligt på den, men foldede det derefter ud. "Hey babe. Du kan kalde mig Jason <3" Jeg sank en klump af ren og skær væmmelse, og kiggede hen mod Jason, som nu havde vendt sin opmærksomhed mod læren.  

"Okay -" Sagde mr. Gray. "Nu vil jeg dele nogle kopi ark ud. I skal lave dem to og to, sammen ham eller hun i deler bord med." Jeg stønnede højlydt og vendte mig mod min side makker, som jeg så vidt som muligt havde prøvet at ignorere, og især efter hans lille 'brev'. "Hva' går det ud på?" Spurgte jeg ufrivilligt Jason om, da mr. Gray havde givet os hver et stykke papir, med en masse skrift på. "Tja, Snuske. Hvis du havde fulgt med havde du måske vidst det" Sagde Han flirtende, og sende mit et charmerende smil. Normal ville jeg være faldet for ham med det samme, men Jason var anderledes, Det var som om, at det smil ikke var helt ægte. Som om der gemte sig noget mørkt bag hans tåbelige bemærkninger. Og ikke nok med det. Det var som om, at der var en gnist af had i hans øjne, men hvad ved jeg? Det kan jo sagtens bare være min fantasi, som der spille pus med min forstand. "Fuck af..." mumlede jeg lavt, ikke sikker på om han havde hør mig eller ej.

"Hey!" Sagde en pige stemme bag mig. Ikke helt sikke på om det var til mig, vendte jeg mig om. Lige foran mig stod en blond pige. Hun havde røde kinder, klare lyseblå øjne og omkring et halvt hoved højere end mig. Jeg var nu heller så høj igen, - 1.67 - men det havde jeg det nu helt fint med. "Hva' så?" spurgte jeg med opløftede øjenbryn, som man lige kunne skimte igennem mit sorte pandehår. Men en hurtig bevægelse klappede jeg skabslågen i, på det skab jeg havde fået tildelt. Jeg lænede mig op af skabet, og kiggede nysgerrig på hende. Som hun stod der med favnen fuld af bøger, og et smil på læben, så hun ret sød ud. Hun var den første der sådan rigtig havde henvendt sig til mig. Der havde selvfølgelig været nogle, som havde sagt hej. Det var bare ikke så mange. For det meste var folk bange for mig, og ærlig talt kan jeg ikke forstå hvorfor. Hvad har jeg gjort? "Jeg tænkte på om du måske ville have lyst til, at sidde og spise frokost med mig om mine venner?" Spurgte hun, og jeg kunne se på hende, at hun virkelig håbede på, at jeg sagde ja. "Altså -" sagde hun hurtigt bagefter, med et mere tænksomt ansigt. "- Jeg har ikke spurgt de andre endnu, men de har sikkert ikke noget imod det. Men hvis du ikke har lyst, så gør det selvfølgelig ikke noget. Jeg tænkte bare - " Jeg afbrød hende midt i sætningen, da det var begyndt at irritere mig en del, at hun ikke bare kunne stille spørgsmålet uden en lang forklaring. For så vidt jeg ved, havde jeg ikke bedt om nogen. Jeg sukkede mentalt, men nikkede dog, og sendt hende et lille smil. Hendes blå øjne lyste på, og et kæmpe smil spillede på hendes læber. 

"Heeej!" råbte Lily højt til tre drenge fem borde fra os, og en del kiggede på op os. Hvilket jeg bare ignorerede. På vej hen til kantinen havde hun fablet på om hvor fedt det var, at der endelig var startet en ny pige på hendes årgang, da hun ærlig talt savnede, at være sammen med nogle piger, ikke at hun ikke kunne lide hendes venner, men det var jo noget lidt andet. Efter ikke så lang tid havde jeg dog lukket af, og nikkede bare på de rigtige tidspunkter. Det var også der, at jeg opfangede, at hun hed Lily, og hendes venner hed Luke, Daniel, og Noah. 

"Er det nu sikkert?" Sagde Daniel dæmpet til Lily, imens han kiggede rundt på alle de andre elever. Ganske rigtigt var der mange der kiggede på os og små viskede, men var det ikke meget normalt når der startede en ny pige midt i semesteret? Jeg sukkede mentalt, og studerede de tre drenge, som sad foran mig. Daniel, Luke og Noah, så meget forskellige ud, og på en eller anden måde var der noget ens over dem. Luke havde det same lyse hår og blå øjne som Lily, dog var håret klippet i en drenge frisure. Hvis jeg ikke tog meget fejl, så var de i hvert fald fra samme familie. Daniel havde kommune farvet hår, som var så langt at det falde ned i hans øjne, og hvis man ikke viste, at det var en del af hans frisure, så havde man troet, at han havde brug for en klipning, men det passede godt til hans afslappede stil. Der imod havde Noah klippet sit mørkebrune hår så kort, at der kun var et par centimeter tilbage, men det gjorde nu ikke noget, da det frem hævede hans kindben og kæbe på en god måde. Lily rystede smilende på hoved. Og kiggede rundt, hvorefter hun rynkede panden lidt. "Jason..." Sagde hun i et stille tone fald, og vi kiggede alle i hendes retning. "Fedt! -" sagde Luke sarkastisk, hvorefter han stønnede højlydt. "- Søs det er jo den dårligste idé du har kommet med til tider! Hun tiltrækker jo alle de forkerte typer." Fortsatte Luke bebrejdende, da han opdagede, at Jason var på vej mod vores bord. Man skulle være dum for ikke, at forstå at det var mig han mente. Der var bare lige det ene problem. Hvordan skulle jeg tiltrække alle de forkerte type? Det var jeg min første dag, jeg havde ikke rigtig snakket med nogle ud over dem jeg sad ved bord ved. Og en smule med Jason selvfølgelig. Jeg rømmede mig en smule , og fik de fire andres opmærksomhed over på mig. "Ja undskyld mig meget! -" Sagde jeg ironisk, og rullede halvt med øjnene. "- Men hvorfor skulle jeg tiltrække alle de forkerte typer?! Hallo, det er jo min første dag i dag. Jeg kan da umulig havde gjort mig så bemærket allerede!" Sagde jeg tvær, imens jeg lænede mig tilbage i stolen, og kiggede skiftevis på dem alle sammen med sammenknebet øjne. "Ved du det ikke?" Spurgte Daniel måbende. Jeg kiggede forvirret på ham. Skulle jeg det? Åbenbart i følge de andre. "Selvfølgelig ved hun ikke det! -" vrissede Noah, og rullede øjne af Daniel. "- Ellers havde hun jo nok ikke spurgt, vel? Ser du Brooke. Dine brødre gik jo på denne skole. -" startede Noah ud, og sendte min et lille smil, hvor efter han lænede sig hen over bordet og foldede sine hænder. Jeg nikkede som tegn på, at han skulle fortsætte. "De var nogle af de værste bad boys på denne skole, og ja, alle huske dem, som du nok kan se. Jeg ved ikke helt hvorfor, men de har i hvert fald givet et stort indtryk på skolen. Det har gået nogle rygter om, at de havde en lillesøster, som efter signe skulle være lige som dem, og alle på skolen har derfor været lidt spænde på - hvis det altså passede - om du skulle går her. Og her er du!" afsluttede Noah, imens han spredte sine arme ud til hver side, som for at under strege det han lige havde sagt. Hvorefter han lænede sig tilbage på stolen, og kiggede på mig, for at se min reaktion. Okay, så kunne jeg bedre for stå alle de folk der var bange for mig. Men så alligevel ikke. De kender mig jo ikke! Jeg kunne mærke, at jeg var ved at blive godt gal. Så ubemærket jeg kunne skulede jeg hen mod Jason, som nu kun var få skridt fra os. "Og Jason, er så en af disse bad boy eller hvad?" Spurgte jeg, og kiggede lidt rundt på dem alle. Lily nikkede svagt. "En af? Han er ikke bare hvilke som helst bad boy. Han er berygtet for at stjæle, have slået folk ihjel og ting der er være end det. Det har været i tv'et og alt muligt! Den eneste grund til, at han ikke er kommet i brummen endnu er fordi, politiet ikke har kunne skaffe nok beviser." Sagde Lily dæmpet. Jeg skulle til at nikke, da der blev lagt en hånd på min skulde. Jeg fik det største chok, og det var lige før jeg faldt ned fra stolen, og det blev absolut ikke  bedre, da jeg så Jasons ansigt bag mig. "Så, så, snuske, det er jo bare mig. -" Sagde han, og jeg var lige ved, at få mit eget spyt galt i halsen. Han smilede sit charmerende smil igen, og fortsatte: "Jeg skal bare lige tale med dig. Alene!" Men denne gang var der en anelse mere hårdhed i hans stemme. Inden jeg overhoved var nået til det faktum, at jeg skulle svare, havde han allerede grebet mit håndled, trukket mig op af stolen og var på vej ud af kantinen. Tydeligt kunne jeg mærke alles blikke på Jason og jeg. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...