Så tæt på

"Jeg" skal deltage i de Olympiske lege, som svømmer. Hun er kommet til 200meter Fri (Freestyle, Crawl), finalen og er hamrende nervøs. Alt hendes træning skal nu vise hvad hun duer til. Selvfølgelig både håber og regner hun med en medalje.

Dette er mit indslag til OL konkurrencen, jeg skriver den ikke for at vinde, men fordi jeg synes at det var en udfordring værd at tage.

0Likes
1Kommentarer
833Visninger

1. 1

 

Det er så tæt på nu. Det er det her jeg har trænet for, i så mange år. Så mange år med bane efter bane, vending efter vending. Nederlag, på nederlag. Men nu skal jeg bevise hvad jeg er værd. Det er nu det må briste eller bære. Patrick, min træner, kom og gav mig en briefing, før jeg gik ind i omklædningsrummet, på hvordan han mener jeg kommer lettest til guldet. ”Hvis du gør ligesom i semifinalerne, skal det nok gå. Spar på kræfterne de første 100 meter, men lad ikke nogen af de andre komme for langt foran. Husk at holde dine vejrtrækninger i sprinten. Kun hver 3. gang.” Det er det han altid siger, spar på kræfterne og lav en god sprint. Deltagerne fra bane 1 og 2, er blevet sendt ind nu, jeg ligger på bane 6. Jeg kan høre brølet fra publikum, hver gang en af finalisterne kommer ind. Nervøsiteten melder sig som en uvelkommen gæst da finalisten på bane 5 bliver kaldt ind. Det er mig næste gang. Der står nogle kvinder ved åbningen til hallen, deres job er at sørge for at vi kommer ind på præcis det rigtige tidspunkt. De er meget punktlige, men det skal man jo også være i denne sport. Mit navn bliver nævnt i højtalerne og kvinderne lader mig entrere hallen. Den er kæmpe stor og lige så over vældende som de første 2 gange. Jeg kigger ligefrem for mig i dyb koncentration. Tilskuerne på den modsatte tribune, holder Union Jack imellem sig. Lidt længere henne vejer Stripes and Stars. Jeg kommer hen til min start skammel og begynder at tage overtøjet af. Jeg tjekker en sidste gang om hætten sidder ordentligt, og sørger for at brillerne ikke kan glide af. Vi er alle otte klar, nogle hopper, andre svinger med armene. Det er alt sammen forberedelse til at gøre deres bedste. Jeg selv står og svinger lidt med armene, men jeg repeterer de forestående 200 meter. Husk fly-ben, lav gode armtag, bøj i armene, få dem helt ind under kroppen, spark kraftigt af i vendingerne, husk at få benene med. Jeg er klar. Vi bliver fløjtet op på skamlerne. Vi står alle spændte som buestrenge.

”Take you’r marks!”

Stilhed. Det føles som en evighed inden lyden kommer. Men da han trykker på knappen, springer vi alle sammen i. Jeg laver perfekte fly-ben, og kommer op til vandoverfladen lige til 15-meter mærket. Jeg kan mærke armene og benene bliver et med vandet. Larmen oven over vandet er øredøvende. På trods af at vi svømmer på langbane, kommer endevæggen alligevel uendeligt hurtigt imod mig. Da jeg er halvanden meter fra den, begynder jeg på vendingen. Jeg kommer hurtigt rundt og sparker kraftigt af fra kanten. Jeg laver, igen fly-ben, ud til 15-meter mærket. Jeg ligger et lille stykke foran de andre, men jeg anstrenger mig ikke til det yderste endnu. Jeg kan mærke vandet suse mod hovedet og kroppen, for hvert armtag. Endevæggen kommer endnu engang susende mod mig. Jeg laver en hurtig vending og får et godt afsæt fra kanten. Vi har nu rundet de første 100 meter og jeg kan både se og fornemme at de andre er ved at sætte tempoet op. Kameraerne på bunden af bassinet følger med som små beskyttere. De følger hver enkel svømmer, og kan filme alle deres bevægelser. Vandet føles køligere, jo tættere jeg kommer på endevæggen. To meter før begynder jeg min vending. Den er ikke perfekt, for at sige det mildt. Jeg begyndte for tidligt og fik ikke ordentligt fat i væggen. Jeg fik det bedste afsæt ud af den sorte hændelse, og jeg ligger da stadig iblandt de første fem. Vi har sat næsen mod de sidste 50 meter og alle har begyndt deres sprint. Jeg kan mærke pulsen stige, og lungerne skrige på luft. Men jeg gør som Patrick sagde, så jeg holder mig til mig vejrtrækning på hvert 3. armtag. Endevæggen kommer nærmere og jeg ligger til en bronze medalje så vidt jeg kan se. Jeg putter alle mine kræfter i de sidste 15 meter. Alle mine muskler skriger af smerte og anstrengelse. Jeg hamrer hånden mod pladen på væggen, med et kæmpe plask. Da jeg har fået fodfæstet vender jeg mig om så hurtigt som muligt, for at se min tid. Den siger 1.57.63. 1/100 af et sekund fra bronze medaljen. Utroligt at så mange års træning kan ende op med at blive afgjort af, 1/100 til den dårlige side.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...