Never Give Up *One Shot*

Et one shot om at vinde guld til Ol i 200m frisvømning

7Likes
6Kommentarer
1053Visninger

1. One Shot

Min krop gled igennem vandet, nærmest som en havfrue, mine ben piskede af sted og lavede skum i klorvandet, mens mine arme lavede små vindmøller. Det hele var så fantastisk, jeg havde det let. Det var som om jeg slet ikke kunne mærke hvordan mine arme meter for meter blev mere og mere tilsyrede, det var som om at jeg, der ellers altid kiggede på de andre baner og dermed forsinket, havde glemt alt om at jeg lå på en bane og havde 4 andre konkurrenter. Jeg svømmede bare, det var mig og vandet, ligesom før jeg blev elitesvømmer. Vandet og jeg. Mig og vandet. Hvordan jeg svømmede var ligegyldigt, hvor hurtigt jeg svømmede var ligemeget, og jeg interesserede mig da slet ikke om jeg var bagud eller foran. Jeg svømmede bare, for sjov. Min hjerne glemte langsomt at jeg var til Ol, her i London over totusind kilometer fra min hjemby i New Zealand. Lige nu var jeg bare Elene Burnwind, en almindelig i New Zealand, hvis far var den mand med den største konkurrenceånd i verden. Egentlig havde jeg meget at takke ham for, uden ham og hans evige prædiken om at jeg ikke måtte svigte familien, jeg måtte ikke svigte familiens stolthed. Det eneste der talte for ham var at jeg svømmede, og hvis jeg svømmede hurtigere end de andre, vandt guldmedalje fik jeg et nik og en besked om at det kunne gå hurtigere næste gang, at jeg bare var heldig at de var langsomme, dem jeg svømmede imod. Lige nu var det som om før jeg fyldte 9 år og skulle være elitesvømmer, lige nu gjorde jeg det jeg gjorde for sjov. Der var intet konkurrence for mig, jeg gled bare afsted og for første gang siden jeg var 9 år svømmede jeg med et smil på læben. Men jeg kunne også takke ham for at tage min barndom fra mig, for at tage min far fra mig. Siden han erfarede jeg kunne svømme, var jeg ikke længere hans datter og han var ikke længere min far. Jeg var hans stjernesvømmer og han var den bedste træner i verden, ifølge ham selv. Og jeg kunne takke ham for at pille min selvtillid ned, selvtillidssten for selvtillidssten. Han fik mig til at tro at jeg ikke kunne tage nogen beslutninger selv, uden at jeg ville ødelægge alle mine chancer for at kommer til Ol i London i 2012. Væggen nærmede sig, men jeg hverken sænkede farten eller fik den til at stige. Langt væk kunne jeg høre skrigene, fra mine øjenkroge kunne jeg se nogle stå og vifte med New Zealand's flag. Jeg følte mig levende her i vandet, vandet gav mig livskraft og ønsket om at fortsætte. Instinktivt vendte jeg rundt og startede på endnu en 50 meters bane, men for mig var det mere end en 50 meters bane. For mig var det endnu en mulighed for at gøre hvad jeg elskede i endnu længere tid. Faktisk havde jeg længe ikke haft denne følelse af at jeg levede og åndede for svømning, men det havde jeg nu og hvor havde jeg savnet den. Den specielle følelse, hvor jeg følte der var en mening med det jeg gjorde. En mening større end en guldmedalje, noget meget større. Jeg havde aldrig været den person, der troede på sine egne meninger, der havde altid været nogen der fortalte mig hvad jeg skulle, men lige nu var jeg fri for andres meninger. Lige nu var jeg fri, og for første gang følte jeg at jeg havde kontrol over mit liv. På land kunne de muligvis godt bestemme hvad jeg skulle gøre, men i vandet var jeg mig selv. I vandet levede jeg. Oppe på land var jeg bare en nikkedukke, de kunne bruge for at skaffe New Zealand bedre resultater på verdens ranglisten. Men ikke i vandet. Skrigene fra publikum lød højere, og jeg så muren foran mig. De sorte fliser, hvor jeg skulle slå ind, var fuldstændig dækket af den plade der ville måle præcist hvornår jeg slog ind. Mine øjne opfattede stadig ikke, udaf siderne på de sorte svømmebriller at der var konkurrenter. Lige nu var det stadig mig og vandet. Vandet, der de seneste par år havde været den jeg hadede allermest og vandet, der lige nu var min bedste og eneste ven. Jeg spredte min hånd, gjorde ét armtag og slog ekstrahård med benene før jeg slog ind og stoppede med at svømme. I det øjeblik jeg lod mine ben synke ned i vandet, kunne jeg føle syren og jeg måtte holde ekstragodt ved kantem for ikke at synke ned. Mine fødder fandt den lille afsats i vandet og lænede min ryg mod muren, udmattelsen gjorde mig helt ør. Det var virkelig som om at det var svømningen og vandet, der havde givet mig den fornødne styrke til at komme i måls. Jeg så hen på tavlen, hvor der blev vist i nummerrækkefølge hvem der var kommet først og så videre.

Elene Burnwind 3 1.56.67

Jeg sukkede og lukkede øjnene. Jeg havde ikke vundet, det havde Elene Burnwind på bane 3... Vent lige lidt, mit navn var da Eline Burnwind og jeg lå på bane 3. Jeg kiggede derop igen og et smil bredte sig på mit ansigt. Jeg var kommet først, selvom jeg ikke havde svømmet for at vinde. Jeg havde vundet mere end en sejr, jeg havde vundet troen på mig selv og evnen til at svømme hurtigt for sjov, og vundet mit heat. Finaleheatet. Publikum råbte og skreg, men jeg kunne ikke gøre andet end at smile stort og lade mit blik løbe hen over stadionet, hvor New Zealands flag var tydeligt at se over det hele. Ligemeget hvor meget jeg prøvede kunne jeg ikke lade være med at løfte min badehætte og svømmenbriller triumferende. Pigen på nabobanen løftede hånden som highfive og jeg gav hende det.

***

Guldmedaljen, den var faktisk virkelig tung og stor, blev hængt om min hals. Stoffet var blødt med min nøgne hals og da jeg løftede hovedet, blev mit smil større af publikums heppen og råben og skrigen. Det var en dejlig følelse der susede rundt i min krop og denne gang kunne min far ikke sige jeg skulle svømme hurtigere, for jeg var verdensmester. Nej, ikke bare verdensmester. Olympisk mester. Det var en fantastisk følelse at vide, at mens jeg svømmede i mit eget tempo vandt min disciplin og nu stod med guldmedaljen i hænderne, og viste den frem til hele stadionet og igennem kameraerne, til hele verden. Over mit hoved, og de to pigers der kom på 2. og 3. pladsen blev der hejs tre flag op. Storbritanniens og Japans flag hang lidt under New Zealands flag. Jeg kiggede op på det og smilte, før jeg kunne høre en kvindestemme sige noget.

"Please stand up for the national anthem of New Zealand to honor of Miss Elene Burnwind."

Med tårer i øjnene kunne jeg høre New Zealands nationalmelodi, God Defend New Zealand, spille i baggrunden, mens jeg kæmpede for ikke at græde. Det her var det største øjeblik nogensinde for mig, og det ville det blive ved med at være. Om jeg så blev olympisk mester flere gange, ville den her første gang som den bedste i hele verden være det øjeblik jeg altid ville huske. Min mund begyndte at synge med på versene, mens mine øjne limede sig fast til det store publikum.

Jeg havde vundet guld til Ol i den sport jeg elskede. Kunne det blive meget bedre?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...