Slumløberen

En drøm om at ændre alt... En drøm om at løbe...
Skrevet til konkurrencen "Guldmedaljen"
...
Link til efterskrift: http://www.youtube.com/watch?v=GoAKLyjkzjI

*Ændringer kan forekomme*

65Likes
133Kommentarer
3662Visninger
AA

2. Nala

 

”Mor,” sagde Kianga, imens hun studerede sine fødder.

Hendes mors brune hænder stoppede med at vride tøjet over vandbaljen, og hendes mørke øjne søgte Kiangas. Forsøgte at få hende til at se op.

Kianga havde været så stolt over, at hun havde fået træningstimer på atletikstadion, at hun havde spurtet hele vejen ned gennem Addis Ababas slumkvarter. Støvet var fløjet op, hver gang hendes fødder havde ramt jorden, og vaskekoner havde råbt vredt efter hende og trukket det før-rene tøj længere ind under halvtaget af pil eller tørt mudder.

Kiangas drømme og stolthed havde leget tagfat i hendes hjerne, og hun kunne ikke stoppe de lange ben under hende, når drømmene triumferende råbte ”taget!” med en hånd på stolthedens skulder.

Billeder, af hende med en tung guldmedalje om halsen eller hendes mor og hendes søstre og brødre siddende foran et stort hus i et af Addis Ababas fine kvarterer, glimtede frem som spejlingerne fra en diamant og vidnede dermed om, hvor usandsynlige drømmene var. En diamant var omtrent lige så sjælden som et mirakel i slummen… Alligevel kunne hun ikke stoppe tagfat’en, og den eneste grund til at hun prøvede, var at hun var bange for at blive skuffet.

Hun havde glædet sig sådan til at fortælle sin mor den gode nyhed. Glædet sig så meget, at hun hele vejen fra stadion havde forestillet sig, hvordan hendes mors hvide smil ville lyse op på det ellers så mørke ansigt. Hun kunne have løbet tværs gennem Afrika af spænding og stolthed.

Men nu hvor hendes mor kiggede og lyttede til hende, kunne hun ikke få sig til at åbne munden. Hendes mors blik føltes som en brændende hestesko mod hendes pande, for normalt var det kun Nala, hun kiggede sådan på. Hun var uvant med opmærksomheden, og fra helt lille havde hun lært ikke at pege for meget på sig selv, medmindre det var meget nødvendigt for ikke at tage på mors kræfter. Det var Nala, der skulle have opmærksomheden - det var og blev nødt til at være klart for enhver af hendes mors børn, før de kunne gå.

Kianga kunne mærke, hvordan hænderne blev svedige. Hendes hjerte dunkede helt oppe i halsen på hende. Det hele snurrede rundt.

Hun var ikke sikker på, om hun ville kunne klare savnet, hvis hun først havde følt omsorgen. Hun kunne ikke fortælle det. Hun ville blive ødelagt.

Med et drejede hun om på hælen og spurtede ned ad gaden. Hendes mors forpinte blik løb med hende, indtil det ikke længere kunne se hende. Kianga drejede væk fra den lille gade og ned ad en lidt større slumvej. 

Nala rejste sig langsomt op i støvet et stykke nede ad slumvejen. Hun havde en lille sort sten mellem tommel- og pegefinger. Kianga løb lige imod hende. Nala smilede til sin søster og åbnede munden for at sige noget, men stoppede og stirrede i stedet forvirret. Det forvirrede blik forsvandt pludselig, og Nala kiggede hurtigt væk. Hun kunne genkende den måde, hun løb på. Som en duknakket, pilende mus. Kianga kiggede skamfuldt ned i jorden, da hendes ben drejede rundt om hjørnet og væk fra Nala.

Aldrig havde hun været så jaloux på Nala før. 

Byen fløj forbi hende. Høje lejlighedskomplekser havde erstattet slumkvartererne. Biler drønede forbi hende. Solen skinnede ned og varmede hendes næse.

Pludselig blev sur på sig selv. Hun ville ikke være sur på Nala. Hun ville ikke være ked af det over hendes mor. Alle kunne hænge sig i uretfærdigheden, hvis de ville... Men det ville hun ikke. Hun måtte videre. Hendes brune øjne stillede skarpt. Hun rankede ryggen. Hun fokuserede på sit mål - stadion. Hun ville løbe. Hun måtte løbe.  

Folk hujede og råbte hendes navn. Trommer tordnede taktfast. Kameraer susede gennem luften og sendte hendes snublende blik og hektiske åndedræt ud til hele verden.

Hun søgte desperat efter sin tabte ro, men den var som løbet bort. Havde gemt sig et sted bag de mange hujende og hoppende tilskuere.

Hun forsøgte febrilsk at fokusere på banen. Forsøgte at lukke alt ude. Lyttede til de andre løberes rolige åndedræt og deres koncentrerede blikke og prøvede at vinde samme ro, men det var, som om hendes åndedræt kørte i helt en anden rytme, der umuligt ville kunne passe sammen med deres.

Kommentatorens stemme snakkede på et sprog, hun ikke kunne forstå. Flag flagrede i takt til tilskuernes begejstrede hop. Hun hørte svagt lyden af en mand, der sagde netop de tre ord, hun havde hørt så mange gange før.

”På pladserne,”

”Færdige,”

”Løb!”

Hendes blik snurrede rundt på det store stadion og ned ad den brune bane, hvor hendes konkurrenter løb.

Storskærmen fokuserede på en mørk pige med lange ben, der stod helt stille bag startstregen, men hun lagde kun svagt mærke til det, for minderne om en brun pige med flotte læber trak hende med til et andet stadion med et helt andet klima.

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...