Slumløberen

En drøm om at ændre alt... En drøm om at løbe...
Skrevet til konkurrencen "Guldmedaljen"
...
Link til efterskrift: http://www.youtube.com/watch?v=GoAKLyjkzjI

*Ændringer kan forekomme*

65Likes
133Kommentarer
3688Visninger
AA

6. Ma

 

”Mor,” sagde Kianga endelig.

Hendes mor løftede blikket, imens hun vred vasketøjet over den lille balje. Hun sad under det tørre mudderhalvtag – akkurat ligesom første gang, Kianga ville snakke med hende. Solen var på sit højeste, og støvet fik det til at kradse i deres øjne. 

Kiangas blik flakkede. Men denne gang endte de ikke mod jorden. De endte på mors ansigt. På de dybe øjenhuler og de skarpe kindben. Kiangas øjne flyttede sig ikke en millimeter, da hun sagde:

”Jeg tænkte på… … om du og resten af familien vil flytte med ind i byen?” spurgte hun, og hendes blik veg ikke en millimeter fra mors øjne.

Mor stirrede på hende. Hun tabte vasketøjet ned i baljen. En tåre trillede langsomt ned ad hendes ene kind. Hun rejste sig langsomt op – som om hun var på vagt- og gik så forsigtigt hen til Kianga og knugede hende ind til sig.

Kianga kunne ikke lade være med at gengælde knuset. Et øjeblik føltes livet så varmt. Kianga kunne ikke lade være med at smile.

***

De stod i døråbningen. Kianga var lige trådt ind. Hendes søskende og brødre kiggede tøvende ind i rummet bag deres mor.

Huset var hvidt og mindede om et gammeldags dukkehus med krummelurer og to etager. Mor begyndte langsomt at gå frem. Børnene fulgte forsigtigt efter.

Nogle af de små rørte ved de hvide vægge og kiggede hurtigt ind bag de døre, der stod på klem – som om de var bange for, at Kianga så, at de kiggede.

”I kan følge med, når jeg skal løbe 5000 m til OL i London,” sagde Kianga og pegede på fjernsynet i midten af stuen. Kianga iagttog flokken. Mor prøvede tydeligvis at sige noget, men det så ud, som om ordene ikke ville samarbejde med hendes tunge.

”Jeg må af sted til træning… og derefter skal jeg videre til OL,” sagde Kianga og kiggede på den forsigtige hob.

”Vi ses om to uger, når du har vundet OL-guld,” sagde Nala pludselig og brød forsigtigheden og varsomheden. Hun smilede opmuntrende til sin søster.

Kianga smilede igen. Hun krammede dem alle og forlod så huset.

Hun nåede lige at se, hvordan de satte sig på den store lyse sofa og tændte for TV’et, og hun forestillede sig, at de blev siddende dér, indtil det var hende, de sendte live fra London.

Hun håbede, at når hun kom hjem, ville hendes søskende lege i haven, hendes far sidde og rokke i gyngestolen på altanen og hendes mor have fået sul på kinderne.

Hun knugede benene ind til sig, imens hun stirrede lykkeligt frem for sig. Hun forestillede sig, hvordan de ville grine, når de så hende sidde her på banen. Rullet sammen som en af de bolde, kuglestøderne ville støde langt ud i sandet i aften.

Hun blev pludselig angrebet af en myg sendt fra hjernen – og det stak hende, at de måske ikke ville grine. Hun rørte uroligt på sig. 

Tilskuerne råbte højere og højere, og det blev sværere og sværere at overhøre dem. Kianga vendte langsomt blikket op mod dem. Tankerne flød ud imellem fingrene på hende.

Hun kunne ikke koncentrere sig. De skreg hendes navn.

Men så med ét var der en stemme, der fik tilskuerne til at glide om i baggrunden. Kianga drejede hovedet med et ryk. Hendes blik søgte desperat hen over den brølende tilskuerhob.

Hun var sikker på, at hun havde hørt den velkendte stemme. Så sikker, at hun kunne have væddet sin mors nye hus på det.

Mor. Der stod hun. Ashanti, Abimbola og resten af børneflokken vinkede til hende. De var kommet hele vejen til London for at se hende. 

”Kianga, min lille stærke pige! Lad mig se dig løbe – gør mig stolt…” råbte mor, imens hendes brune øjne så intenst ind i Kiangas. Ashanti kiggede på Kiangas mor og fulgte hendes eksempel.

”Løb for Etiopiens slum! Løb for miraklerne! Løb for Afrika!” råbte hun og kiggede ind i Kiangas øjne med et lille smil.

”Kianga… Jeg gav dig en chance- brug den!” råbte Abimbola hæst.

”Undskyld Kianga, undskyld!” råbte hendes mor til sidst.

Og så var det, som om hun fik skyklapper på. Hun så ikke tilskuerne mere. Hun hørte ikke deres brøl.

Hun kneb øjnene sammen og orienterede sig på den rødbrune bane. Hendes konkurrenter var lidt over en bane foran hende.

Det ville blive umuligt. Hun var lige ved at give op, men så stirrede hendes øjne pludselig stædigt frem, og hendes ben begyndte at løbe.

Hendes tunge åndedræt afbrød den rolige stilhed i hendes indre. Hun fløj over banen, og hendes blik veg ikke en eneste gang fra sit mål; hendes konkurrenter.

***

Hendes ben begyndte at syre til, da hun efter fem runder havde minimeret afstanden med en halv bane, men hun tvang dem fremad. Hendes øjne var fremadrettede, og viljen lyste ud af dem.

Hun ville nå op til sine konkurrenter. Hun måtte.

Hendes krop sled sig hen over banen, og hun var nu nærmere gruppen end nogensinde før. Hendes ben truede med at give efter, men hendes blik gravede sig ind i hendes konkurrenters ryg, med en stædighed selv hendes lange trætte ben ikke kunne protestere imod.

Banerne flød sammen. Der var ikke noget tilbage. Kun rødbrunt gummi og hvide striber. Hun var flere gange ved at tro, at hun løb hjemme på Addis Ababas stadion, men solen var stadig gemt bag et gråt lag skyer, og det eneste tidspunkt solen ikke skinnede i Addis Ababas, var under regntiderne. 

Og så med en sidste kraftanstrengelse nåede hun gruppen. Hun kunne se målstregen hundrede meter længere fremme. Hendes blik flakkede, og hendes ben værkede. Hun havde mest lyst til at give op. Give slip og lade sig dale ned i søvnen som et af de efterårsblade, en af hendes konkurrenter havde fortalt hende om.

Men så kæmpede drømmen sig op til overfladen. Hun så sig selv med en OL-guldmedalje om halsen. Ligesom Abebe Bikila. Hun vidste ikke, hvor den sidste rest energi kom fra. Den bare boblede op, som en ukendt kilde og skyllede trætheden væk for et øjeblik.

Et lille smil krusede på hendes læber. Stirrede på de andre og kneb øjnene sammen.

Hendes lange ben trådte over målstregen akkurat før, resten af hendes konkurrenter nåede den. Hun trak hvæsende vejret. Stirrede op mod himlen og så, at solen var brudt frem.

Kommentatoren råbte om kap med det skrigende publikum: ”SUNSHINE VANDT! JEG HAR ALDRIG SET NOGET LIGNENDE!”

Kianga stirrede rundt på stadion. Hendes hjerte bankede om kap med hendes vejrtrækning. Munden reagerede før hjernen. Et kæmpe smil boblede frem. Hun havde gjort det.

Tankerne flaksede rundt i hendes hoved. Hun havde vundet OL. Hun løftede langsomt sine arme over hovedet – først forsigtigt, så knugende. Hun mærkede ikke trætheden.

Mærkede kun, hvordan lykken gav hende vinger. Hun fløj op i uanede højder- baskede fortumlet, men lykkeligt med vingerne - som en fugleunge på sin første flyvetur.

Hun havde vundet. Et glædeskrig kimede altoverdøvende hele vejen fra de rystende tæer til hovedet, som om hun stod indeni en kirkeklokke, imens nogen ringede med den. Chokket var måske endda større for Sunshine, end for en uvelkommen gæst i kirketårnet.

Hun stirrede op på de tårnhøje tribuner, imens solen aede hendes mørke kind.

Hun havde vundet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...