Slumløberen

En drøm om at ændre alt... En drøm om at løbe...
Skrevet til konkurrencen "Guldmedaljen"
...
Link til efterskrift: http://www.youtube.com/watch?v=GoAKLyjkzjI

*Ændringer kan forekomme*

65Likes
133Kommentarer
3663Visninger
AA

5. Azubuike

 

”Hvem kommer først ned til stadion?!” skreg Ashanti grinende og spurtede forbi Kianga. Kianga smilede og løb op ved siden af hende.

”Hvorfor køber du ikke snart det hus til din mor? Du har jo masser af penge,” spurgte Ashanti og slog hendes krøllede, sorte hår om bag den ene skulder. Det var sandt. Kianga havde efterhånden vundet mange penge og medaljer til stævner verden rundt.

Men Kianga kiggede ned på sine fødder. Hendes øjne flakkede over mod Ashantis. Ashantis smil forsvandt.

”… Kender du det, at man har fået en splint i fingeren, der har siddet der i så lang tid, at den vil gøre alt for ondt at tage ud? At det er for sent?” spurgte Kianga, imens hun iagttog hendes løbende fødder kreere fodspor i sandet.

Det var ikke hele sandheden. Hun var bange for at blive afvist, selvom drømmen nu ikke bare var et usandsynligt mirakel, men en realitet. Og måske var hun stadig såret?

Hun havde sådan drømt om et hus væk fra slummen, hvilket hun stadig gjorde, men nu hvor der endelig var grønt lys, kunne hun ikke få sig til at flytte fødderne.

Hun kunne ikke. Hun turde ikke. Hun ville ikke.

Ashantis øjne flygtede væk fra Kiangas alvorlige ansigt.. Hun havde aldrig været god til at snakke om følelser. Ashanti mindede om et fyrværkeri – farverigt og fuld af krudt. Fyrværkeri kunne være farligt og gøre ondt, men efter Ashantis første onde kommentarer, havde hun aldrig såret Kianga- og selv den gang havde hun ikke gjort det med vilje. Det var bare ikke noget, hun tænkte på.

Det var omtrent lige så svært for Ashanti at trøste Kianga, som det er at slikke sin albue. Ashanti drejede derfor hurtigt samtalen over på noget, hun bedre kunne finde ud af og forstå.

”Jeg løber fra dig, hvis du bliver ved med at løbe som en gammel ged med slidgigt!” Lo hun og spurtede fem meter længere frem.

Kianga stirrede længselsfuldt efter hende, men tvang så et smil frem, og snart lo hun ved siden af Ashanti igen.

De andre løbere var igen snart en halv runde foran Kiangas langsomme, jokkende skridt. Men Kianga så dem ikke. Hendes blik gloede på noget, usynligt for andre, men så levende for hende, at hun kunne mærke tyngden af guldmedaljen om sin hals.

Smilet strakte sig helt op til hendes ører. Kianga stod på toppen af podiet – lige over ettallet. Hendes blik vandrede over det store stadion. Plasticsæderne var fyldt med hujende mennesker.

Kameraer glimtede om kap med guldet om hendes hals. Publikum råbte hendes navn. Kameraer zoomede sig ind på hendes ansigt og viste det på storskærmen, imens kommentatoren snakkede:

”En stolt og glad Kianga fra Etiopien vandt verdensmesterskaberne i 5000 m løb. Hvor er det dejligt at se et smil på unge Kiangas ansigt. Hendes mor har lige fået konstateret Aids, og mange eksperter troede, at det ville påvirke hendes chancer for at vinde, men hun har i sandhed bevist, at ingenting kan slå hende ud. Jeg kan umiddelbart ikke se, hvem der vil kunne slå Kianga til OL i London 2012."

Kiangas smil stivnede. Hendes øjne snublede hele vejen ned fra de øverste tilskuerpladser og faldt dybere og dybere, indtil de endte i et sort hul under græsplænen, hvor hun genhørte sin mors rystende stemme, da hun sagde: 

”Jeg har fået Aids,” Stilheden omkring middagen var tykkere end det lag sved, der lagde sig på fars pande – og det sagde meget. Far så hurtigere væk end ét kolibrivingeslag.

De fleste børn i slummen vidste, hvad Aids var – noget dødbringende og farligt – ligesom en slange eller en skorpion. 

Da stilheden truede med at tegne en endnu kraftigere streg imellem børneflokken og mor end nogensinde før, kravlede Kiangas yngste bror, Azubuike, hen til mor og knugede sine små arme om hendes hals.

Varmen tiltrak resten af børneflokken – som om de havde været ved at fryse ihjel. Snart sad de alle sammen og holdt om mor.

Men det var, som om varmen ikke helede Kianga, som den skulle. Som om der voksede en trang i Kianga i stedet. En trang til mere varme – som når man drikker en lille slurk vand efter lang tids tørke og kan mærke, hvordan væsken i stedet for at gøre godt tørrer ganen ud – og dermed gør tørsten endnu større end før.

Og på det tidspunkt vidste hun, at noget havde ændret sig fra at være diffust til at være en beslutning.

Kiangas sind var som fuld af dybe huller. Hun prøvede at hoppe uden om hullerne, men det var svært, og når hun faldt ned i et, var der ikke andet end et gennemtrængende, sort mørke tilbage, hvor den eneste lyd der brød den kvælende stilhed var hendes eget skrig…

Hun stoppede brat op på den aflange, brune cirkel. Hendes vejrtrækning nærmede sig det hyperventilerende.

Hendes blik var vildt og susede rundt på stadion. Hendes ansigt begravede sig i hendes hænder. Hun satte sig ned og trykkede benene ind til sig, som om hun var en bold.

Kommentatoren talte dæmpet med usikkerhed i stemmen. Kameraer fokuserede på den lille mørke kugle midt på det røde gummi.

Publikum summede højere og højere. Råbte og skreg hendes navn, som om de kunne råbe hendes ben i gang. Som om de kunne råbe hullerne væk.

Men hun så dem ikke. Stirrede bare frem – som om der sad én foran hende.

”Mor,” sagde Kianga endelig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...