Slumløberen

En drøm om at ændre alt... En drøm om at løbe...
Skrevet til konkurrencen "Guldmedaljen"
...
Link til efterskrift: http://www.youtube.com/watch?v=GoAKLyjkzjI

*Ændringer kan forekomme*

65Likes
133Kommentarer
3783Visninger
AA

4. Abimbola

 

”Mor,” sagde hun varmt, imens hendes øjne strålede af spænding.

”Ja,” sagde mor og kiggede op fra det nymalede mel. Hendes hænder slog rytmisk op og ned i kornene på bordet med en morter. Dunk’ene var bløde, men viljefaste.

Kianga var varm indeni - det føltes, som om hun havde sit eget private, knitrende, bålsted bag huden. Hendes smil nåede lang op på kinderne. Hun var ikke bange for den mærkelige varme eller opmærksomheden mere.

Hun ville fortælle sin mor, at hun løb. Hun kunne ikke holde det inde mere.

”Jeg løber, mor,” sagde hun ivrigt. Hendes øjne strålede. En fugl fløj lettet op i himlen. 

”Jeg har lige vundet det Etiopiske mesterskab, mor og…” Men hendes stemme gled langsomt ud. Smilet flygtede. Hun gjorde kun et halvhjertet forsøg på at holde det fast. Hendes mor kiggede væk. Kianga ængsteligt ned. Hun skulle aldrig have fortalt hende det. Hun havde haft ret. Det ville ødelægge hende. 

”Kianga…” Mor sukkede. Hendes øjne havde aldrig ligget dybere i øjenhulerne end nu.

”…Der er andet at tage sig til end at løbe efter det umulige,” hun uddybede: ”Vigtigere ting. Jeg har brug for alle de hænder, jeg kan få.”

Det knitrende bål og dens varme forsvandt, som om nogen havde kastet en hel spand vand ned over det. Kiangas øjne flakkede. Tårerne pressede sig på.

”Mor,” sagde Kianga med et bedende blik. ”Jeg har vundet mesterskabet i Etiopien.”

Mors blik blev hårdt.

”Kianga, gå ud og hent rent vand,” sagde hun uden at kigge på hende. Mor der altid havde sagt, at miraklerne og storheden en dag ville nå dem. Kiangas øjne blev våde.

Hun vendte sig med ét om og fór ud af det lille mudderhus. Hendes far stod som altid og stirrede over mod genboens hus. Når han kom hjem fra arbejdet, stillede han sig altid fluks herud. Genboen havde Aids, og far var så hurtig til at hjælpe hende, når hun havde problemer, at hun ofte ikke nåede at kalde.

Hun tørrede hurtigt tårerne væk ved synet af sin far. Sikke en far- hjalp den syge genbo når hun var i nød.

”Hej Kianga,” sagde han uden at flytte blikket fra mudderhuset på den anden side.

”Hun er bare bange for, at du bliver skuffet… Som mor er det hendes pligt at beskytte sin datter,” sagde han og drejede ansigtet over mod hende i alvorlige folder.

”Hun frygter, at du aldrig vil forlade barnets naive sind og blive til en kvinde,”

Kianga bøjede hovedet af skam over ordene. Det lød så fornuftigt. Alligevel var det, som om hendes hjerte smuldrede væk sammen med støvet, da hendes fødder med spurtede ned gennem slumkvarteret.

Solen var blød og rød på himlen, da hun spurtede ned mod byen.

Nogen havde taget en håndfuld diamanter og strøet dem over himlen som en påmindelse om, at miraklerne bare hang og ventede på, at man plukkede dem. Men himlen var så langt væk. Og nu ville hun aldrig kunne nå den.

En tåre trillede ned ad hendes kind. Men hendes blik var viljefast plantet mod Abimbolas dør, hun nu kunne skimte forenden af den asfalterede vej. Han boede i et af Addis Ababas velhavende kvarterer. Hans hus var hvidt med en lille granittrappe.

Hendes hjerte bankede oppe i halsen på hende, da hun langsomt gik op af trappen, men da hun bankede på, faldt det til ro. Måske var det stoppet – gået i strejke over hendes beslutning?

Abimbola åbnede døren og stirrede ind i hendes øjne. Han rynkede øjnene.

"Jeg stopper,” sagde hun uden at kigge på ham. Hendes stemme rystede. Abimbola kiggede tænksomt op mod stjernerne. Han blev stående sådan i så lang tid, at hun til sidst også drejede hovedet og spejdede efter, hvad det var, der fangede hans opmærksomhed.

Så lo han lige pludselig lavt.

”Kianga, jeg ved ikke, hvad der har fået dig til at komme her og fortælle mig, at du vil stoppe. Men det undrer mig endnu mere, at du tror, at jeg vil give dig lov til det,” sagde han, imens hans blik fangede hendes. Han kneb øjnene sammen.

”Kianga, du er og bliver mit største håb. Forspild ikke dit talent. Alle oplever hårde tider, men ingenting- og jeg mener ingenting- skal få dig til at opgive dine drømme. For hvad har du så tilbage?” Spurgte han med en sær klang.

Kiangas tanker sloges om plads i hendes hoved, indtil der pludselig blev helt stille. Hun stirrede ud mod stjernerne igen. Hun trak vejret dybt en enkelt gang. Lukkede øjnene. Et smil landede på hendes ansigt og lovede højtideligt, at det aldrig ville flygte igen.

”Jeg vil ikke være voksen,” sagde hun fast.

”Voksne har også drømme, Kianga,” sagde han med et mærkeligt glimt i øjet.

”Er jeg voksen?” spurgte hun.

”Mere voksen end dem der har givet op for længst. Dem der aldrig i et barnligt øjeblik rækker ud efter en stjerne. For dem er der ingen håb, Kianga,” 

Kianga smilede og kæmpede for at forstå det hele. 

”Jeg-jeg vil aldrig stoppe med at løbe,” sagde hun og stirrede ind i hans blik. Han smilede.

”Det håbede jeg, du ville sige,” Hun gik drømmende ned ad trappen og smilede let til Abimbola, der nikkede en enkelt gang.

Hun prøvede at kæmpe sig tilbage til virkeligheden, men hun kunne ikke finde fodfæste og blev endnu engang revet med strømmen af minder… 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...