Slumløberen

En drøm om at ændre alt... En drøm om at løbe...
Skrevet til konkurrencen "Guldmedaljen"
...
Link til efterskrift: http://www.youtube.com/watch?v=GoAKLyjkzjI

*Ændringer kan forekomme*

65Likes
133Kommentarer
3686Visninger
AA

1. Kianga

 

”Jeg vil gerne løbe,” sagde hun og kiggede endelig op i hans brune øjne. Håbet fór rundt i hendes hoved, som om der var nogle efter det. 

”Du vil gerne løbe…” gentog han. Hendes hoved tippede hurtigt forover igen, og hun studerede sine bare fødder mere intenst end før. Støvet havde gjort dem endnu mørkere, end de allerede var.

”Uden sko?” spurgte han skeptisk.

”Abebe Bikila vandt OL guld barfodet,” sagde hun ivrigt, men kiggede hurtigt ned ved den lave gamle mands hånlige blik.

"Du tror vel ikke, at du nogensinde vil kunne måle dig med Abebe Bikila, vel?!” han spyttede næsten ordene ud.

”Giv mig en chance. Bare en chance,” sagde hun. Tankerne og håbet frøs fast – som midt i et åndedræt. Nu var det op til ham. Der var ikke andet tilbage end øjenkontakten mellem hende og den lille mand.

Hans furede brune øjne kæmpede med at få hende til at se væk. Få hende til at skamme sig og erkende, at hun aldrig ville blive lige så god som Bikila. Men hendes brune øjne flyttede sig ikke et sekund fra hans.

”Så prøv da én træningstime,” mumlede han til sidst. Hendes brune øjne vaklede, og indeni kunne hun mærke, at hun faldt og faldt. Et lykkeligt skrig gav genlyd i det dybe hul. Et kæmpe smil afslørede et sæt hvide tænder i stærk kontrast til hendes mørke hud. Manden kiggede væk, da han så det.

”Én træningstime, Kianga,” sagde han bare. Så begyndte han haltende at gå ned af de mange betontrapper.

Kianga kneb øjnene sammen og kiggede ud over stadion. De blå plasticstole flød sammen for hendes blik. Suget i maven blev større, da hun så de små løbere på den ovale rødbrune bane. Hun vidste med et, at hvis hun nogensinde skulle kunne bryde ud af pengemanglen og hungren, var det her, det ville ske.

Det var, som om drømmene blev mindre, når hun løb ture hjemme i Addis Ababas slumkvarter. Som om de små lerhuse og de undervægtige mennesker skrumpede tanker, drømme og håb ind.

”Addis Ababa er Etiopiens største by. Bare vent… En dag vil miraklerne og storheden nå os,” havde hendes mor gentaget med øjne, der var ved at falde ind i øjenhulerne. Hun gav altid lidt af hendes mad til hendes førstefødte, Nala, for at sørge for, at i hvert fald et af hendes børn overlevede.

Hendes mor kiggede på resten af hendes sultne børneflok med et forpint blik, som hurtigt fik de fleste til at fortrække fra middagen – duknakkede og pilende som mus.

Kianga troede ikke på hendes mors løfte. For hvorfor havde hendes mor brug for at sikre sig hendes førstefødtes liv, hvis hun troede på, at de en dag aldrig mere ville sulte og få et ordentligt hus?

Kianga havde sådan drømt om, at hendes familie ville flytte væk fra slummen, og at hendes mor havde råd til at give alle hendes børn lidt ekstra mad. Hun drømte om en overvægtig mor, der nussede hende i søvn, når hun havde mareridt og ikke havde travlt med at sove de tydelige ribben væk.

Men Kianga vidste, at miraklerne havde det med diskret at snige sig uden om slummen.

Hendes brune øjne blev klare igen, og hun skyndte sig ned ad de mange betontrapper. Der var stegende hedt på den brunrøde bane. De hvide striber strakte sig hen over den brune oval som tænder.

Hendes fødder blev varmere og varmere, men hun nægtede at gå over i det grønne græs i midten og blive kølet af. De andres idrætssko skinnede, og hun kiggede skamfuldt ned på hendes bare fødder.

Men så rankede hun ryggen. På sådan et stort stadion kunne hendes drøm umuligt falde ned på slumniveau.

Den lave mand haltede hen til hende.

"Du skal vinde over de andre for at komme med på holdet,” sagde han uden at kigge på hende. Så humpede han over mod den hvide startstreg.

"Løbere på plads,” sagde han skarpt. Hun klemte øjnene sammen og gik over mod de andre. Hendes fødder føltes varmere, end dengang hun tabte en brændende varm pande ned over dem. Pigen til venstre sendte hendes bare tæer et hånligt blik og hviskede:

”Du bliver trampet ned.”

”På pladserne,” råbte den lave mand.

"Dit ansigt bliver tværet ud over hele banen,”

”Færdige,” sagde han. Hun forsøgte at lukke hende ude. Forsøgte at fokusere.

”Dit hår revet af og gemt bag pointtavlen,” hviskede pigen.

”LØB!” råbte han. Kianga stirrede på pigens ansigt, der lynhurtigt forsvandt fra hendes øjne. Hun kiggede forvirret efter hende, og det gik op for hende, at løbet var startet.

Det ene ben begyndte langsomt at flyve foran det andet. Hun stirrede forvirret efter gruppen af løbere, der efter hendes dårlige start var langt foran. Måske skulle hun bare stoppe nu? Hun ville nok alligevel aldrig nå dem…

Men hendes mor tonede pludselig frem på hendes nethinde. Så klemte hun sine øjne sammen. Hørte kun sin egen vejrtrækning. Så kun sit mål – gruppen.

Hendes lange brune ben tog det ene skridt efter det andet. Pludselig var gruppen bag hende. Pigen med de onde kommentarer løb foran dem alle sammen, og Kianga stirrede efter hende.

Hun nærmede sig hende hurtigt. Overhalede hende. Og så kunne hun mærke hendes lår syre til. Hendes vejrtrækning blev besværet. Pigen sendte hende et ondskabsfuldt smil og overhalede hende tre meter før målstregen.

Træneren haltede over til Kianga og smilede for første gang venligt.

”Kianga betyder solskin – ved du godt det?” spurgte han. Hendes hænder var placeret på hendes lår, og hun trak vejret forpustet.

”Lige så sikkert som solen skinner alle håb væk her i Etiopien– lige så sikkert er det, at den lige har bragt os et kæmpe håb,” sagde han. Da det gik op for hende, at han ville give hende flere træningstimer, selvom hun ikke havde vundet over pigen, kunne hun ikke lade være med at smile.

Denne gang smilede den lave mand tilbage.

Det regnede i London. Hendes øjne fokuserede på den rødbrune bane. Et banner med ordene: ”Bring solskinnet til London,” og ”Kom så Sunshine. Bryd igennem skyerne!” var på storskærmen, og hendes blik vaklede op mod de høje tilskuerpladser.

Et OL-flag, med hendes navn skrevet hen over, flagrede i vinden. Tilskuerne flød langsomt sammen for hendes blik. Råb og pift gjorde hende svimmel.

Hun forsøgte at fokusere, men kunne kun se hendes mors forpinte blik, når hun havde givet sit brød til Nala – den førstefødte…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...