Hit The Big Bang - (1D)

Veronica og Louis mødtes tilbage i år 2008, hvor pressen, fansne og vanvidet ikke var en del af Louis Tomlinsons liv. Og da de så - 4 år efter - mødes ved et tilfælde, bringes deres fortid til overfladen. Men de har begge ændret sig, hvilket får Veronica til at tage dramatiske metoder i brug. Men hvor meget kan spotlyset egentlig holde til?

35Likes
36Kommentarer
2984Visninger
AA

2. Pink Panter

Doncaste, England, 2012.

Tirsdag. Matematikprøve. Mrs. Marshall. Helvede.

Utålmodigt roder jeg ved mit hår, mens mit blik instinktivt følger Mrs. Marshall.

10, 9, 8..

Hendes venstre fod begynder at tromme uroligt i takt med viserne.

7, 6, 5...

Hun forvrænger et blik mod koppen, forenden af katederet.

4, 3, 2..

Dybt sukker hun, og skæver ud mod klassen.

1, 0. Nu.

Hendes stol bliver skingert skubbet bagud, hvilket får alle til at løfte hovederne. Der veksles skumle blikke, som Mrs. Marshall smidigt ignorer. Hun er desperat. Da døren højlydt bliver smækket bag hende, rejser jeg mig lynhurtigt. Jeg griber fat om mit penalhus på bordet, og lader den falde ned i min – bogstaveligt talt – 80'er taske. Jeg smider den om ryggen, og går med hastige skridt mod katederet, hvor jeg efterlader min 22 procent færdige matematikprøve.

Fordomsfulde blikke følger mine skridt mod døren. Ser om jeg tør. Udfordrer mig.

Men selvfølgelig tør jeg. Intet problem. Vi har alle noget på hinanden her i klassen. Og så længe vi har det, er alle i sikkerhed. En ny form for tillid. En bedre en af slagsen.

Jeg forsætter ned ad gangen, langs de mange skabe. En irriterende Pink Panter sang summer i mit hoved. Hvilket giver mig lyst til, dramatisk, at hoppe fra skab til skab.

Jeg søger mod kantinen, som aftalt. Krydser fingre for at Mrs. Marshall ikke, netop nu, har opdaget min tomme stol. Hvilket hun formodentlig ikke har, hvis jeg kender hende ret. Jeg når hurtigt de to smækdøre, som jeg ivrigt skubber til. Jeg skubber rent faktisk! Selvom jeg plejer at gøre det modsatte, trods 'skubbe-skiltet' med blokbogstaver.

Da jeg får øje på hendes skrigende gule læderstøvler under kantine disken, spredes et smil på mine læber.

”Endnu en gang en vellykket Mrs. Marshall situation!”, hviner Jen, da hun vrikkende går mig i møde.

”Hvem kan også leve uden kaffe? Helt ærligt!”, griner jeg sarkastisks og omfavner hende.

”Hvad med prøven, hvordan gik det?”, spørger Jen.

Undrende spærrer jeg øjnene op. Jen bemærker hurtigt mit blik.

”Okay okay, det er ikke min stil. I get it!”, fniser hun og rækker forsvarende hænderne i vejret.

Utålmodigt himler jeg med øjne.

”Kom nu! Lad os komme afsted!”.

***

Sneen har klistret sig fast til til mine hæle, som tyggegummi. Så da vi endelig får sat os på en bænk, er det en lettelse.

”Hvad så nu?”, spørger Jen, i mens jeg ivrigt forsøger at baske sneen væk med mine handsker.

Jeg trækker på skuldrende.

”Flere kjoler?”, fnyser jeg ironisk. Nu har vi snart vandret rundt i flere timer, uden at finde en nogenlunde pris.

”Du er så sjov, Ronnie!”

Jen langer lynhurtigt en snebold i min nakke.

”Argh!”.

Desperat vrider jeg mig kuldegesynde, da jeg mærker den våde kulde langs min, endelige varme, ryg.

”Du er så irriterende!”, beklager jeg og læner mig tilbage i bænken.

”I know.”, svarer Jen, og efterligner mine bevægelser.

Lidt efter bemærker jeg, hvordan den behagelige stilhed langsomt sænker sig over os. Jeg skimter omkring på torvet, hvor julepynten reflekterer solens svage skær. Mit blik ender hos Jen, som er dybt fokuseret på en leende familie nær mandel boderne.

”Har du hørt fra ham, Jen?”, spørger jeg og lægger min hånd i hendes skød.

”Hm?”.

Langsomt vender hun ansigtet mod mig.

”Din far? Har du hørt fra ham?”, forsøger jeg igen. Jen tager en dyb indånding, og møder mit blik.

Blidt ryster hun på hovedet. Hvorefter jeg forsigtigt giver hendes hånd et klem.

”Nå, lad os komme videre.”, siger hun ivrigt, i mens hun rejser sig fra bænken. Jeg nikker svagt, og følger hendes lange skridt. Vi bevæger os langs Bailey Mews, som snore sig gennem centrum. Personligt en af mine yndlings geneveje mod skolen. Her er musik og farverigt. God stil.

”Undskyld, må jeg stoppe jer i to sekunder?”, en hæs stemme går os i møde.

Jen og jeg stopper brat op foran kvinden, hvis grå hår - som man skulle tro var specielt tilegnet sneen – svæver i takt med vinden.

”Ja, selvfølgelig”, smiler vi i kor. Næsten for sukkersødt.

”Hvor gamle er i helt præcist?”, spørger hun.

”Æhm, 18.”, svare Jen. Hurtigt udveksler vi blikke.

”Perfekt! Okay, undskyld. Lad mig lige forklare. Jeg er lidt under tidspres. Rettere sagt er mit firma og jeg under tidspres. Hvilket vil sige, at vi mangler tjenere til aftens maskebal i Brodsworth Hall. I kender godt til årets maskebal, ikke sandt?Men altså, vi har hvert fald brug for to unge piger over 17 . Jeg lover at i vil blive godt betalt. Selvfølgelig.” Da hun endelig er færdig med at snakke, hiver hun desperat efter vejret og stirrer os afventede i øjnene.

Jeg forsøger, ud af øjenkrogen, at fange Jens blik. Men det er svært, for denne kvinde har taget smarte metoder i brug. Jeg føler på ingen måde at valget er mit længere. Hun forventer et ja. Heldigvis ved jeg, at Jen og jeg tænker det samme.

Job betyder penge. Og penge betyder 'ny kjole til julebal'.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...