Hit The Big Bang - (1D)

Veronica og Louis mødtes tilbage i år 2008, hvor pressen, fansne og vanvidet ikke var en del af Louis Tomlinsons liv. Og da de så - 4 år efter - mødes ved et tilfælde, bringes deres fortid til overfladen. Men de har begge ændret sig, hvilket får Veronica til at tage dramatiske metoder i brug. Men hvor meget kan spotlyset egentlig holde til?

35Likes
36Kommentarer
3043Visninger
AA

8. Overskud

 

Duften af nybagt brød går mig i møde, da jeg bevæger mig ned af trætrappen, mod køkkenet.
Jeg kaster mig op langs marmor disken, og griber om et stykke brød som jeg begynder at gnave i. Kort efter, kommer mor nynnende ind i køkkenet, med lighter og stearinlys i hver sin hånd.

”Godmorgen smukke!”, hun bevæger sig hen mod håndvasken, hvor hun er i gang med at vaske skrigende lysestager.
Jeg kigger undrende på hende, med opspilede øjne og rynket pande.
Hendes blik hæves forsigtigt, da jeg ikke svarer hende.

”Hvorfor så bebrejdende?”, griner hun mod håndvasken.

”Hvorfor alt det her?”, jeg slår ud med hænderne, omkring mig.

”Det er i anledningen af din nye kæreste, skat.”, svarer hun med en irriterende klang. En kærlig stemme, som hun konstant har overrumplet mig med den seneste måned.

”Tyler?”, hvæser jeg, og slår hænderne i køkkendisken.
Hun nikker smilende, mens hun samler sit blonde hår i en hestehale, så hendes buttede kindben kommer til syne.
Jeg gengælder svagt hendes smil, ved at nikke godkendende.

”Hvorfor arbejder du ikke?”, mit tonefald er anstrengt, bebrejdende.
Mor tager en dyb indånding, og forsøger at bevare sit skæve smil.

”Lidt overskuds mor har man vel lov til at være?”
Ikke når man så sjælendt er hjemme.
Jeg siger det ikke højt, fordi jeg er løbet tør for undskyldninger og hendes gråd, det er ikke længere smerte, men selvmedlidenhed. Hun er som glas, stærk og skindende på ydersiden. Men et skub, mere skal der ikke til, før hendes skrøbelighed afsløres. Det er som om, at hendes mange lag af styrke er blevet flået fra hinanden her det sidste halve år. Og i stedet er hun blevet erstattet med anstrengte vræl.

”Veronica!”, Tylers grove stemme lyder overrasket fra bryggerset.

”Hvad?”, råber jeg igen.

”Døren. Det er til dig!”
Jeg har fuldstændig overhørt dørklokken midt i min pludselig akavede samtale med min egen mor. Derfor er jeg også Tyler taknemmelig, for at have afbrudt den. Hurtigt hopper jeg ned af køkkendisken, og går med faste skridt henover det brune trægulv.

Jeg har sænket blikket, i frygt for at møde mors inden jeg bevæger mig ud. Først da jeg når ud i bryggerset, hæver jeg det igen og ser Tyler med ryggen til, famlende med armene, sikkert i fuld gang med at forklare Jen noget. Jeg går smilende om på siden af ham, mens jeg svagt skærmer mod det skarpe sollys.

Det første jeg bemærker, er de hævede øjenbryn, som længere nede former et skævt smil. Sollyset, der giver håret blonde striber. Samt de søgrønne øjne, som i mine drømme stadig omfavner min nu stivnede krop.
Louis. Louis William Tomlinson. Eleanors’ Louis.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...