Hit The Big Bang - (1D)

Veronica og Louis mødtes tilbage i år 2008, hvor pressen, fansne og vanvidet ikke var en del af Louis Tomlinsons liv. Og da de så - 4 år efter - mødes ved et tilfælde, bringes deres fortid til overfladen. Men de har begge ændret sig, hvilket får Veronica til at tage dramatiske metoder i brug. Men hvor meget kan spotlyset egentlig holde til?

35Likes
36Kommentarer
2964Visninger
AA

6. Brændende hænder

Duften af gran når mine næseborer, da jeg træder ind i den førhen kedelige hal. Hallen, hvis basketball kurve og ribber nu farverigt stråler og forestiller to meter høje juletræer, pyntet med selvlysende snefnug. De slidte sæder og bænke, som jeg tidligere sad på, er blevet belagt med hvidt uldstof, der skal forestille vinterens bløde sne. Mens man i gulvet nu kan spejle sig, eftersom det skal forestille en skøjtebane.
Rundt omkring i loftet er cirkulerende lamper og lysstofrør blevet hængt i forskellige farver, hvilket giver alting – blandt andet de tusindevis af mennesker – et magisk skær og en underlig form for ømhed.
Jeg sætter forsigtigt den ene fod foran den anden, ironisk nok bange for at glide på ”skøjtebanen”, mens jeg holder det kolde sølvfad med punchen i højre hånd.

Louis’ Eleanor. Louis’ Eleanor. L-o-u-i-s’ Eleanor.

Jens distraherende ord forsøger jeg at skubbe ud af mit hoved, mens jeg går. I stedet koncentrer jeg mig om at holde min ryg oprejst, fordi den har en tendens til at krympe sig i ubehagelige situationer.
Men i det, hvor jeg næsten er nået halvejs over det lange gulv, starter en melodi. En melodi, hvis høje toner bringer duften af sommer og nyslået græs frem. En yderst upassende melodi, taget årstiden i betragtning. En yderst upassende klaver melodi. Et øjeblik står jeg måbende mit i hallen, med sølvfadet og et viskestykke i hver sin hånd. Jeg genkender melodien. Typisk!

Irriteret forsøger jeg at finde ud af hvor melodien kommer fra, men alt jeg ser, er tusindvis af højtalere og musikanlæg. Gud, hvor er jeg dog paranoid.
Fokuseret på mit mål, punchen, går jeg denne gang med stive skridt videre.

”Endelig!”.

En lyshåret, forholdsvis lav, fyr spæner hen mod punchen, da jeg smækker den på bordet. Han trækker sin fjer maske af og begynder at bælle af plastikkrusende.
Jeg rynker på panden af ham. Men han ser bare nedladende på mig, for jeg er jo trods alt ”kun” en servitrice. Let himler jeg med øjnene, mens jeg vender mig om på hælen og sætter kurs mod køkkenet.

Jeg bemærker svagt da klaver melodien stopper, selvom det får mit hjerte til at slå endnu hurtigere. Jeg er dybt fokuseret på at komme tilbage til Jen, og få lukket alt mit paranoia ud. Men en varm hånd, nærmest brændende, når at stoppe mig endnu en gang. Jeg vender mig chokeret om, og ser ind i de snart velkendte grønne øjne, som de mange lys får til at se helt søgrønne ud. De øjne, som er gemt bag en blå maske.

Matthew!

Hans kridhvide tænder kommer til syne, da han ser mit lettede ansigtsudtryk.

”Så kom du alligevel!”, får jeg fremstammet gennem den nu høje bas.

Han nikker kort, nærmest forvirret, hvorefter han åbner munden for at sige noget. Jeg fokuserer på hans bløde læber, som nu bevæger sig. Men det er svært at hører noget, så jeg nøjes bare med at nikke smilende.
Efter et stykke tid, tager han fat om min hånd, så det brænder og sitrer hele vejen gennem mit bryst. Jeg ligger mærke til rødmen i mine kinder, da jeg sænker blikket mod gulvet. Kom så, Ronnie! Tag dig sammen!

Jeg ved ikke hvorfor jeg gør det. Men da han trykker sine brændende hænder mod min talje og trækker mig ind til sig, vælger jeg at give slip på min paranoia og angst.
Så vi kysser. Hårdt, blødt og trygt. Nærmest notorisk.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...