Hit The Big Bang - (1D)

Veronica og Louis mødtes tilbage i år 2008, hvor pressen, fansne og vanvidet ikke var en del af Louis Tomlinsons liv. Og da de så - 4 år efter - mødes ved et tilfælde, bringes deres fortid til overfladen. Men de har begge ændret sig, hvilket får Veronica til at tage dramatiske metoder i brug. Men hvor meget kan spotlyset egentlig holde til?

35Likes
36Kommentarer
3039Visninger
AA

3. Baywatch

I-i-i-i-v-h-r! Den skingrende lyd af gummisko mod gulvet, fjerner hurtigt mit blik fra Ipaden.

”Undskyld, forstyrrer vi?”.

En svagt brunhåret fyr løber smilende mod mig. Mit blik svæver hurtigt henover hans muskuløse krop. Det er som Baywatch om igen. Svagt ryster jeg på hovedet, for at komme til bevidstheden.

”Eh, hvad?”

Han griner forsigtigt, mens hans knald grønne øjne vikler sig ind i mine.

”Normalt har vi bare hallen til omkring..”, han fjerner blikket og kigger mod sit sorte armbåndsur, ”til omkring klokken 17. Men hvis vi forstyrrer, kan vi sagtens finde et andet sted.”

Vi? Først nu bemærker jeg den store flok høje drenge bag ham, klædt i samme slags basketball shorts.
Pinligt berørt rødmer jeg.

”For min skyld må i gerne spille, eller hvad i nu laver..”

Jeg forsøger fortumlet at dække over min rødmen, med et skævt smil.

”Men snak lige med Mrs. Clearwater først!”, skynder jeg mig at indskyde.
Jeg slynger hurtigt mit blik mod Ipaden, og vender tilbage til festforberedelserne.
Hvor fanden er Jen?! Hun plejer altid at redde mig ud af de her Klods Hans situationer.

***

Min løn ville nok være mere velfortjent, hvis jeg forlod hallen. Men de få flirtende blikke, der sommetider bliver sendt i min retning, har limet min røv fast til sædet. For selv nu, efter tre kvarter hvor svedige overkroppe er blevet smasket op i mit ansigt, er jeg ikke nået særlig meget længere end før.
Pludselig hører jeg tunge skridt ovrefra indgangen. Klikkende, alt for tunge, skridt. Velkendte skridt. Jeg slår desperat mine øjne mod Ipaden, og forsøger at ligne en der tager mit arbejde seriøst.

”Ha! Det så jeg godt, Ronnie.”, hvisker hendes sukkersøde stemme i mit øre, da hun kommer helt tæt på.

”Så hvad?”, forsøger jeg med forsvarende bevægelser.

”Helt ærligt! Du overstirrede ham dér!”. Ivrigt afslører hun mig og peger mod den brunhårede fyr.

”Shhhh! Forhelvede Jen! Vær dog lidt mere diskret.”, hviner jeg.

”Som dig, når du diskret stirrer?”.
Irriteret himler jeg med øjnene, og slår armene over kors.

”Take it easy, tiger!”, griner hun bare og slår sig ned ved siden af mig, så det nærmest sender vibrationer gennem hele hallen.
Jeg fnyser, hvorefter jeg kigger spørgende på Jen.

”Hvorfor kom du? Er du færdig?”, spørger jeg.
Hurtigt rejser hun sig.

”Gud ja! Vi skal hænge lamper op i gangen. Kom!”
Hun hiver mig i ærmet, mens jeg vaklende følger efter hende langs trapperne. Jeg tripper forsigtigt henover hallens gulv, og holder mit blik rettet mod udgangen. Jen har gjort mig bange for at stirrer mere end nødvendigt.
Men alligevel, da jeg når udgangen, griber en varm hånd om min barre skulder. Det giver et sæt i mig, så da jeg lynhurtigt vender mig om, fanges jeg igen af hans grønne øjne. De øjne, som pludselig bringer en underlig følelse af gammel tryghed frem i mig.
Svagt hæver jeg det ene øjenbryn.

”Ville bare høre om vi ses til maskeballet i aften?”, spørger den brunhårede fyr.

”Det er helt op til dig. Jeg skal trods alt ikke bære maske.”, svarer jeg.

”Af den grund, vil jeg afsløre at min, den er blå.”
Jeg smiler bredt mod hans åbne ansigt.

"Du er nok ikke den eneste med den farve.”

”Jeg skal nok love at finde dig.”, blinker han, mens han forsigtigt bevæger sig baglæns.

”Jeg glæder mig”, griner jeg svagt og vinker mod ham.

”Forresten er mit navn Matthew.”, råber han og forsvinder ud af hallen.
Et øjeblik står jeg og stirrer efter ham, mens sommerfuglene blander sig med en underlig form for nervøsitet i min mave. En nervøsitet, som jeg ikke når at tænke videre over, før Jen igen er ovre mig.

”Helt ærligt, Ronnie.”
Hun rynker panden af mig, hvilket ikke er et godt tegn.

”Hvad nu?”, svarer jeg igen.

”Kan du virkelig ikke se det?”.

”Nej, hvad er der at se? Du er måske jaloux?”, driller jeg. Det er egentlig bare et håbløs forsøg på, at skubbe emnet over på hende.
Hun himler håbløst med øjnene.

”Kan du virkelig ikke se hvem han minder om?”.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...