Help me, Please?! 1D

En pige humper ned ad en gader. Med et næsten knust ben. Bag hende går ingen andreen 1D. Hun ved det ikke, men hendes dæmon af en far kommer efter hende, men hvad sker deer så da hun falder og møder Zayn. Er det ægte kærlighed.

7Likes
6Kommentarer
1671Visninger
AA

2. Smerte og ..........Zayn?!

Jeg humpede fremad på gaden, eller jeg nærmest hoppede på mit højre ben og det venstre hang bar som en kludedukke bag mig. Det gjorde ondt af helveds til. Mit hoved dunkede også som en gal. Jeg havde lyst til at skrige og græde, men kunne jeg ikke måtte jeg ikke. For det første ville min far høre, eller det kan man ikke kalde ham. Han var en led dæmon sendt fra de ondes rige, for at gøre mit liv til et helved, efter at min mor døde.  Og for det andet, gik der fem drenge bag. Da jeg kiggede efter dæmonen, så jeg dem. Det ville bare være pinligt. Så det gjorde jeg ikke. Jeg hoppede bare videre.

Da jeg hørte en råbe krummede jeg mig sammen. Og jeg begyndte så småt at løbe, men det var en dum ide, for jeg faldt lige med det samme, men skyndte at rejse mig op. Uden at støtte mig på mit venstre ben. Så hørte jeg dæmonen komme tættere på. Da han hørte en skrige snorede han om og løb den anden vej, væk fra mig. Jeg var så lettet at et lille suk kom ud mellem mine læber.

Jeg begyndte at løbe igen, men endte ligesom sidst på jorden. Jeg vendte mig om på ryggen og gav et skrig fra mig, da der stod en høj og mørk skikkelse over mig. ”D-d-du må i-k-k-e gøre mig no-noget” stammede jeg og rystede af kulde. Skikkelsen der passede til en mand satte sig på hug foran mig, og strøg mit lange sorte hår væk fra mine chokolade brune øjne og mine røde fyldige læbe.  ”Rolig, jeg går dig ikke noget” svarede han og smilede skævt til mig. Hans øjne kiggede på mig og jeg faldt pladask for ham med det samme. Han var smuk og charmerende. Min drømmeprins.

”Hvem er det Zayn” sagde en stemme bag ham. Jeg ville rejse mig, men kunne ikke på grund af mit ben. ”Rolig” smilede han til mig. ”De gør dig ikke noget, det love jeg”. Jeg nikkede bare stumt og så til mens han rejste sig op og gik hen til de andre drenge. Det var dem der havde gået bag mig. De snakkede vidst om mig, for jeg hørte ordet ”såret” og ”pige på vores alder” og ”kommet slemt til skade”.  Drengen der hed Zayn kom hen til mig. ”Kom, vi må hellere se at få dig indenfor” sagde han og støttede mig, men jeg faldt sammen af smerte, med det samme. Tårerne begyndte lydløst at rende ned af mine kinder. Han tog sin hånd og strøg dem hurtigt. ”Gør det meget ondt” spurgte han sukker sødt og pegede på mit ben. Jeg nikkede. Det føltes som om tusind nåle sad inden i det. Så tog han mine arme og lagde dem om hans hals og løftede mig op som om jeg ingenting vejede.  Jeg gispede helt af forskrækkelse og grinte lidt. Zayn førte mig hen til drengene, som kiggede nysgerrigt på mig.

. Jeg tryggede mig længere ind til ham. Som om han kunne beskytte mig. ”Hvad hedder du?” spurgte en dreng med mange krøller. Jeg tøvede. ”Daniella” stammede jeg genert. Jeg stolede ikke rigtig på nogen af dem, men lidt Zayn. ”Jeg hedder Harry og det her er Niall, Louis og Liam” smilede han til mig, jeg gengældte hans smil med et lille genert et og trykkede mig under små omstændigheder længere ind til Zayn.

Han begyndte at gå. ”Hvor skal vi hen” hviskede jeg. ”Vi skal hjem til os”. Det lød dejligt hjem. Jeg gav et lille suk fra mig, for det ord havde jeg ikke hørt længe og jeg havde heller ikke noget hjem. Da jeg tænkte på det begyndte jeg at snøfte. ”Hvad er der søde?” spurgte Zayn. ”Hjem. Jeg har ikke noget hjem og det er jeg glad for, hvis jeg alligevel skulle bo sammen med en dæmon” svarede jeg stille, men hidsigt. ”Hvem er en dæmon?” spurgte Louis. ”Min far, men nej det kan man ikke kalde ham. Han har mishandlet mig. Lige siden min mor døde, har han slået mig” Hikstede jeg og lagde mine hænder om nakken på Zayn.

”Så er vi her endelig. Jeg er møg hamrende sulte” udbrød Niall og alle grinede undtagen mig. Det var Liam der låste op, men huset var ikke tomt. Ud sprang en stor mørk hund. Den gøede og logrede med halen og jeg blev så bange at jeg skreg op på nul komma fem sad jeg omme på ryggen af Zayn med benene og armene rundt om ham. Zayn fik vidst også et chok på min reaktion. ”Rolig, det er bare min hund Prada. Han gør dig ikke noget”. ”Hvordan er du endt deromme?” spurgte Harry. Jeg skulede forsigtigt til hunden, bagfra Zayns skulder.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...