Forever. [1D]

Annie Nelson. En 17 årige pige, som går på gymnasiet. Hun har været mobbet siden 4. klasse i folkeskolen, hvor hendes bedsteven flyttede. En dag i det nye år, begynder Liam Payne. En alle kender. En Annie ikke gider at give sig tid til. Hvad skulle skolens nye drømmefyr også med hende? Liam prøver i hvert fald at blive venner med hende, som om det er hans mission. Vil Annie lukke ham ind? Hvad bliver konsekvenserne for et ja? Eller med et ja? Uanset hvad; giver Liam ikke op.

9Likes
8Kommentarer
1023Visninger
AA

3. Annie - This.

I hate to turn up out of the blue, uninvited

But I couldn't stay away,

I couldn't fight it

I had hoped you'd see my face

and that you'd be reminded

That for me, it isn't over

 

"Hej igen!" sagde han en anelse forpustet. Han lagde mærke til hun havde hænderne begravet i en grå hættetrøje. Mit lange brune hår skjulte hætten. Brillerne skjulte mine øjne. Som alligevel var brune. Ligesom hans.

"Hvad smiler du af?" spurgte jeg koldt. "Du har samme taske som mig." smilede han, og jeg så ud til også have et lille smil på læben. Om det var falsk eller ægte var ikke til at bedømme. Man måtte vel efterhånden ved at være god til at skjule det, ikke? Jeg trak på skulderen, og rykkede tasken om på den anden skulder. Hvad var meningen. "Du skal ikke gøre noget ved min taske." næsten snerrede jeg af ham. Jeg forventede at han ville på en måde ødelægge hendes taske, siden han kom med den 'kompliment'. Han blev såret, lignede han måske en der kunne finde på det, men det var jo op til personen selv.  "Det ville jeg ikke gøre. Der var en i folkeskolen som gik over i billedkunst og ødelagde den taske min farfar købte mig. Knust i dagevis, og det var 7. klasse." mumlede han lavt. Efter at have kastet blikket væk fra mig, kiggede han hurtigt på mig igen.

"Hør, hvis du ikke også vil have høvl her, burde du måske prøve at finde andre venner." sagde jeg tørt, og gik hurtigere. Jeg svedte, jeg var anstrengt. Som om, jeg ville undgå noget. Han stoppede, og lod mig gå videre. Mange tak. "Hvis du ikke vil have høvl, burde du måske finde andre venner.." det var bare ikke godt. Han ville indse at det var det bedste, og jeg kunne lige så godt hjælpe ham med at fatte det.

Så snart jeg havde sluppet ham af syne, og med det samme kom jeg med en fejl til at gå ind i.. hende. Min forhenværende bedsteveninde. Jeg fnøs, imens jeg prøvede at gå udenom. "Siger man ikke undskyld, mini?" spurgte hun med sin sukkersøde stemme. Jeg undre mig over hun kalder mig mini, da jeg jo først og fremmest var højere end hende, og ældre. "Lader man ikke vær med at stå i vejen?" svarede jeg med sukkersøde stemme.

"Hey!  Jeg fik hentet min bog, er du klar til at gå videre?" spurgte ham der fulgte efter mig. Hvad laver han? Jeg kunne godt klare mig selv! Jeg havde lyst til at sige han skulle skride, i det han tog mig under armen, og trak mig ud derfra. Hvad lavede han? Og hvorfor bakkede de fra ham?!

"Hvad laver du?" hviskede jeg til ham. Jeg smilede kort til mig, og lod min arm glide ud fra grebet af hans. "Redder dit skind." smilede han. Jeg så i hvert fald taknemmelig ud. Men kort efter vendte det hårde udtryk tilbage. "Jeg behøver ikke din hjælp." vrissede jeg og lod brutalt min arm komme ud af hans. Jeg sukkede lydløst. "Hør, hvis du ikke vil have min hjælp: okay. Men det at jeg prøver at være en ven og du afslår; slipper du ikke fra, for jeg kommer til at gå med dig som en hund indtil du siger jeg er din ven." advarede han. Jeg kiggede forvirret på ham og fnøs.

"Hvorfor gør du det her? Jeg har aldrig betydet noget for nogen!" råbte jeg, men dog dog lavt nok til kun han kunne høre det. Det var det jeg gik rundt og tænkte hele tiden. At jeg ikke betød nogen for noget som helst. Han måbede kort. Jeg kunne mærke tårerne bag mine briller. Han tog roligt mine briller af, uden jeg protesterede, og tørrede tårerne væk, og satte brillerne på igen. "Fordi jeg var selv som dig engang, og jeg tror ærligt at det ville jeg stadig være hvis det ikke var på alt hvad der var sket." mumlede han lavt. Jeg kiggede overraskende på mig, jeg vidste ikke hvem han var. "Hvem er du?" spurgte jeg lavt. "Liam - og det er det eneste du behøver at tænke på." svarede han roligt. Jeg nikkede bagefter, og følte en eller anden underlige følelse som mindede om tryghed. "Hvad hedder du så?" spurgte han bagefter. "Annie." svarede jeg. "Nelson" tilføjede jeg kort efter. Jeg kiggede på ham i et øjeblik.. Han kiggede på mig. "Du har én chance til at bevise at du er en ven, laver du kage i det, bliver det værst for dig selv" sagde hun hårdt. Det kunne jeg forholde mig til.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...