Forever. [1D]

Annie Nelson. En 17 årige pige, som går på gymnasiet. Hun har været mobbet siden 4. klasse i folkeskolen, hvor hendes bedsteven flyttede. En dag i det nye år, begynder Liam Payne. En alle kender. En Annie ikke gider at give sig tid til. Hvad skulle skolens nye drømmefyr også med hende? Liam prøver i hvert fald at blive venner med hende, som om det er hans mission. Vil Annie lukke ham ind? Hvad bliver konsekvenserne for et ja? Eller med et ja? Uanset hvad; giver Liam ikke op.

9Likes
8Kommentarer
1035Visninger
AA

2. Annie - More.

Leave me alone

Get out of my face

I'm tired and low

Feeling so misplaced

Time for you to go

You still know I'm better off on my own, so oh

Leave me alone This isn't gonna work

Jeg kiggede direkte op i loftet. Intet. Intet håb om at kunne blive hjemme. Intet håb om at finde venner. Bare intet overhovedet. Min fingre sad foldede imens jeg ventede på jeg skulle give mig til at stå på. Mit lille trænge værelse, hvor der var plads til en reol, en seng og et skrivebord og et indbygget skab. Min mor der desperat prøvede at få mig til at føle mig godt tilpas, min far med sin lorte pep talk. Min lillebror som til tider bare er værd at kvæle. Mine fingre trommede let på den blomstrede dyne, imens min pude lod mig ligge behageligt. Dernæst bankede det let på døren.

"Annie. Du skal op nu." sagde min mor roligt, og lod døren stå på klem. Jeg rejste mig sukkende op fra den varme seng, som til tider var min eneste ven. En ven at græde på skulderen ved, og ligeglad om man lå med ens hoved. Sådan en ven havde jeg ikke siden 4. klasse. Jeg vil ikke fortælle resten af mit sørgelige liv. Det er let at gætte. Jeg er et mobbe barn; jeg er hverken tyk eller tynd, jeg er ikke klog eller dum. Jeg er bare Annie Jennifer Nelson.

Efter at have flettet mit hår, og fået tøj på, og spist min morgenmad var jeg nok parat til at tage afsted. Min far sad nede sammen med min mor og snakkede. Jeg var ligeglad med hvad de snakkede om, min taske var pakket, og jeg kunne lige så godt spise et æble på vej til skole.

"Farvel!" råbte jeg, imens jeg slog egetræsdøren i. Mit æble smagte godt, jeg havde faktisk fået en okay morgen. Måske kunne jeg smitte lidt glæde? Nej, hvad bildte jeg mig ind? Jeg kunne bare nøjes med at nyde mit æble imens jeg gik. Der var okay langt til skole, men mere magtede jeg ikke. Wolverhampton havde det med at være en lorte by. Jeg ville bo i London, og være mig. Hjælpe andre, som ikke har mulighed for hjælp andre steder. Bare at være en hjælp. Jeg gik i mine egne tanker. I håb om at kunne nå frem til skolen, før Laila kravler ud fra sit slot kaldet et hus.

Før jeg ved af det taber jeg mit æble. Der er en der er kommet til at gå ind i mig. Jeg var parat til at bande af personen, men jeg kiggede op. "Undskyld, undskyld. Jeg havde ikke set dig!" udbrød han. Det undskyldende blik var lige meget. Hvis ikke at  han undskyldte på den måde, ville jeg tro at han lo falsk af mig. Det fine hår, og brune øjne. Og det var præcis hvad jeg ikke havde brug for.

"Det er okay." smilede jeg kort og falsk. Han kiggede skævt på mig. Det gjorde alle. Hmm. Jeg skulle i det mindste ikke se ham mere fra det øjeblik af, han skred fra mig, bare fordi han følte sig bedre. "Du ved tilfældigvis ikke hvor Wolverhampton Højskole er?" spurgte han roligt. Wolverhampton højskole. Det var jo der jeg gik... alt for de falske forhåbninger. Jeg sukkede let og pegede i den retning hvor jeg gik.

"Den er derovre, jeg går der selv." sagde jeg roligt, og kejtet. Imens jeg kiggede i retningen. Han kiggede der hvor jeg pegede, og derefter på mig igen. Det var først nu jeg lagde mærke til han havde en Converse skuldertaske der matchede min. Hmm.. god stil. "Er det så okay, jeg går med dig?" Med mig? Han var ikke blevet skræmt væk af mig! Det fik et lille smil frem på mine læber, og det var endda ægte. Jeg nikkede og vendte mig igen mod retningen. Det tog nogle sekunder før han opdagede jeg var vendt om.

"Så.. 1.G, 2.G, eller 3.G?" spurgte han så. Hvad ragede det egentlig ham? Når vi først nåede derovre, ville han se hvordan jeg blev i skolen. Hvordan det her faktisk bare var en facade. Eller noget af det. Smilet da han spurgte om jeg ville gå med ham, var ægte nok. Jeg havde ikke gået med nogen i skole i... evigheder. "2.G." svarede jeg kort, imens min hænder bare simrede i mine lommer. Sommerferien var slut, og september var nu begyndt. "Okay.. jeg begynder også i 2.G." sagde han en anelse for glad.Det var næppe fordi han skulle være sammen med mig. Laila havde sikkert hyret ham for at få mig til at føle mig glad og dernæst ødelægge det.. igen. Ligesom i 1.G.

"Hvis du er en af Lailas små pengeslaver, kan du godt gå igen." sagde jeg hårdt, og knugede om tyggegummipakken i min lomme. Han kunne rende mig, hvis det var sådan. Han kiggede uforstående på mig. Sådan virkelig uforstående. Som han ikke vidste hvem Laila var. Jeg fnøs lavt for mig selv. "Laila? Nej.. jeg går her sammen med min ven Niall som er gået i forvejen, og besluttede ikke at vække mig.." lo han. Hvorfor grinte han? Der var intet at grine af? Det var latterligt. Nu var det mig, der kiggede uforstående på ham. "Never mind." mumlede jeg og kiggede i jorden. Han havde en ven. Gid det var mig, der kunne snakke til hver og en. Han kiggede skuffet på mig, nå. Det kunne være lige meget.

"Der er skolen. Løb mens du kan." fnøs jeg, imens vi stadig gik. Igen, kiggede han uforstående på mig. Hvorfor kunne han bare ikke fatte at han begik en enorm fejl? Hvis han blev set med mig, ville jeg få høvl, eller han ville få høvl."Hvorfor skulle jeg løbe? Du virker da rar nok.." mumlede han højt nok til kun jeg kunne høre det. Han kiggede stadig skuffet og uforstående på mig. Ærligt, kunne jeg bare slå ham. Men det gør jeg ikke. "Fordi jeg vil ikke have at du eller ej skal have tæsk bare fordi du snakker med mig!" næsten råbte jeg. Hårdt. Han kiggede såret på mig. Han var sikkert den rolige type, som troede der var noget godt i alle sammen. Jeg siger ikke at jeg er den person som går rundt og ryger, og drikker mig stiv og har one night stands hele tiden. Tværtimod var jeg bare personen der var omtalt som 'offeret'. Han kiggede bare på mig, ude fra skolens område. Bare stirrede.

"Hey Liam!" råbte en lyshåret, og sprang på hans ryg. Så hans navn var Liam. Han rodede ham i håret. "Farvel.. Liam." mumlede jeg kort, og vendte mig om imens jeg havde chancen. Han skulle ikke snakke med mig overhovedet. Jeg gik inden for de store døre. Alt var som før, og mit skab var det gamle. Rustbunken Irma. Det var den blevet omtalt som fordi den havde fået mere synligt rust end alle andre skabe. Den var unik, den var speciel. Den var et offer. Derfor stod jeg gerne som frivillig til lige præcis dét skab. Jeg åbnede skabet og puttede min bøger ind. Så snart jeg åbnede skabet fløj tons af sedler ud fra mit skab. Jeg vidste hvad der stod. Alt. Jeg snurrede på hælen, og tørrede de tårer væk, som jeg vidste der ville komme. Jeg sparkede de fleste fra mit skab, og vendte mit hoved mod lokalet, som lå et par sale højere oppe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...