Skifterne

Min verden er lille. Jeg blev født i skoven ,jeg bor i skoven og jeg beskytter skoven. mit folk bliver kaldet Lilipat som betyder skifterne.Vi kan formskifte til de dyr, som vi beskytter og elsker. Hver stamme får max 4 formskiftere, som bliver udpeget til at beskytte skoven. vi bliver oplært til at beskytte den fra den anden stamme, buhay, oversat livs suger. Det skal du snart finde ud af hvad indebærer i min fortælling, om kærlighed, drab og venskab.

Jeg hedder Kasia og dette er min historie.

4Likes
8Kommentarer
1286Visninger
AA

2. venskab

 17 år gik!

 

Kasia:

 

Jeg løb alt hvad jeg kunne vinden rev i min pels. Jeg kiggede mig over skulderen, Luke var lige i hælene på mig.

Han hyllede for at jeg skulle stoppe men jeg fór afsted. Da jeg nåede til en bakke top standsede jeg brat op og grinede. 

"Kom nu Luke! så langsom må du ikke være, hvad nu hvis Buhay stammen var efter dig?" spurgte jeg med iver i stemmen.

"Sååååå..... ville jeg nok løbe hurtigere, men det ... hhhhar jeg ikke brug for nu vel?" 

Han hev efter vejret og så sig dramatisk om, som for at se om, der var nogen. 

Jeg satte mig på bagbenene med tungen ud af munden. 

"Jah jah." 

Buhayerne var den anden stamme, som vi kæmpede imod. Vi beskyttede skoven og de dræbte den ved at tage dens og dyrenes energi. Det var derfor de havde fået deres navn fra Buhay betød livs sluger. En gren knækkede og vi så os begge om med rejste børster. Jeg var den første som smilende loggerede med halen. 

"Det er bare Liam," grinede jeg da den lille dreng kom til syne bag en busk. 

Luke rystede på hovedet af sin lillebror. 

"Gå hjem Liam! du kan jo ikke følge med og farer bare vild." 

Liam kastede grinende sin vandflaske, som var åben, i hoved på Luke." 

"Vel gør jeg ej! Jeg fandt da jer gjorde jeg ikke?" 

Luke rystede sin pels så jeg blev våd. 

"Hey!" råbte og daskede til ham med min pote. 

Liam aede min ryg og jeg slikkede ham på kinden.

"Jeg vil også være en ulv en dag," mumlede han. 

Luke sukkede dybt. 

"Det har vi jo talt om Liam! kun få bliver født som skifter." 

Liam efterlignede sin brors suk og løb tilbage til busken. Inden han forsvandt mellem bærerne, gjorde han et kast med hovedet. Hans øjne skinnede, hvor hans bror Luke havde mere blå grå øjne, skinnede Liams øjne så smukt grå.

De lignede meget hinanden, det blonde hår, de blå grå øjne. Men personlighederne var helt forskellige.

"Kommer i med eller hvad? Der er snart aftensmad."

Luke trak på skulderene og råbte:

"Den der kommer sidst skal vaske op i floden!"

Liam stønnede højlydt i protest, men begyndte alligevel at løbe.

"Du ved godt at han ikke har en chance ikke?" spurgte jeg Luke.

han smilede lumsk til mig.

"Det er det der gør det så sjovt, at han alligevel prøver haha." 

så satte Luke i løb. Jeg kunne lige skimte hans sandfarvet hale da han forsvandt i busken. Jeg sukkede og løb efter. 

Da jeg fik øje på Liam, som lige var blevet overhalet af sin bror, fik jeg alligevel medlidenhed med drengen. 

Jeg tænkte på et dyr og mærkede med det samme skiftet. Hjertet i brystet voksede sig større og min puls dunkede gennem min krop. Mine ben blev stører og udvidede sig til 4 i stedet for 2 , min pels forsvandt og blev udskiftet 

med en man i stedet for. Jeg prustede, som heste nu gør og galoperende mod Liam, som med det samme stoppede op.

Jeg stoppede ud for ha´m og gjorde et kast med hovedet.

"Spring på!" vrinskede jeg. 

Liam hoppede op på min ryg med et stort smil. 

Vi overhalede en måbende Luke med lethed og nåede Stammen på ingen tid. 

Liam hoppede ned og klappede mig på siden. 

"Takker Kasia."

Liam så sig over skulderen og smilet blev bredere.

"Og her kommer taberen så! nåå skal du så vaske op i dag?"

Liam vendte sig om og råbte:

"Moar!!! Luke skal vakse op i dag."

Så gik Liam op til sin hytte Mens hans brede smil lyste hele hans ansigt op.

Luke kom traskende hen til mig med et surt ansigt. 

"Snyder!" mumlede han. 

Jeg kiggede ned på den lille sandfarvet ulv og kunne ikke holde latteren tilbage. Min far Erik kom gående mod mig med en sur mine. 

"Åh Åh," hviskede Luke og skyndte sig væk.

"Hej far," sagde jeg på den sødest måde jeg kunne, selvom jeg vidste, at det ikke hjalp.

"Du skal ikke hej far mig! hvor var du? " 

Jeg skulle til at svare da han viftede mig af med hånden.

"Lige meget. du skulle have været til træning i dag, også kommer du hjem sådan der!" han viftede op og ned af mig. 

Jeg drejere hovedet så godt, som jeg nu kunne. Jeg syntes nu ikke at det var så dårligt. 

Min man så fin ud. mine hove var i god stand. tja jeg var da en fin hoppe, hvis jeg selv

skulle sige det, men min far så nu ikke ud til, at ville dele min mening.

"Gå nu ind i din hytte og skift til dig selv!" hvæsede han og vendte ryggen til mig da jeg travede op til hytten. Vinden blæste blidt til mig, jeg snusede ind og fik duften af træernes friske blade. Sommeren var lige begyndt, min ynglings tid.

Vi blev tildelt hver sin hytte. Normalt delte piger på min alder hytte, med deres mor, men jeg havde ingen mor.

Min mor døde da jeg kom til verden. Jeg undrede nogle gange over, om hun havde fortrudt at have født mig og selv mistet livet. 

Jeg kunne næsten ikke komme ind ad døren til min hytte, så jeg måtte først skifte tilbage,

til ulve skikkelsen for at kunne komme ind ad døren. Mine øjne skulle lige vænne sig til mørket, men det tog ikke lang tid, og rummet kom til syne. Min bløde seng, mit primitive skab, som jeg selv havde sat sammen, med Lukes hjælp og mit fine spej.

 Jeg stillede mig foran mit spejl, lukkede øjnene og tænkte på mig selv. Mit røde krøllede hår, mine slanke hænder, mine alt for brede hofter og mine små bryster, da jeg mærkede håret lægge sig ned på skulderne, åbnede jeg øjnene og så migselv så i spejlet

ikke ulven ikke hoppen, men mig selv. Jeg smilede til mit nøgne jeg.

hver gang vi skiftede skulle vi huske at gøre det uden tøj ellers ødelagde vi det og så meget tøj kunne vi heller ikke skaffe. Det skete så at når man skiftede tilbage til sig selv, stod man fuldstændig nøgen. Godt jeg havde lært den lektie efter mange gange at stå nøgen foran stammen. Jeg smilede ved mindet og min fars forskræmte ansigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...