Skifterne

Min verden er lille. Jeg blev født i skoven ,jeg bor i skoven og jeg beskytter skoven. mit folk bliver kaldet Lilipat som betyder skifterne.Vi kan formskifte til de dyr, som vi beskytter og elsker. Hver stamme får max 4 formskiftere, som bliver udpeget til at beskytte skoven. vi bliver oplært til at beskytte den fra den anden stamme, buhay, oversat livs suger. Det skal du snart finde ud af hvad indebærer i min fortælling, om kærlighed, drab og venskab.

Jeg hedder Kasia og dette er min historie.

4Likes
8Kommentarer
1288Visninger
AA

10. Refleksion

 

Kulden bed sig fast i mig og selvom jeg løb og løb blev den hvor den var. Tænderne klapperede og

pelsen stod lige op i vejret. Efter at have efterladt Buhayen, var jeg løbet, så stærkt jeg kunne.

Hvor jeg var på vej hen måtte skovens ånder vide. Træerne fløj forbi mig i en stor forvirring.

Månen skinnede ned på mig og gav mig lys, selvom mine øjne ikke behøvede det. En sø nærmede sig og mine potter satte farten automatisk ned. Lige i tide for nåede lige at stoppe, inden jeg røg ned i det klare vand.

Der stod jeg så fortvilet, fuld af sorg og fuldstændig dum!

Hvorfor havde jeg ikke lyttet til Shila? Hun havde jo ret hævn var noget værre rod. Det havde ikke gavnet mig noget som helst andet end at jeg nu også afskyede mig selv. Noget kølig strejfede mine poter og jeg kiggede ned.

Søens vand skulpede frem og tilbage af den stille vind, som bragte vandet over mine potter og tilbage igen, og over mine potter og tilbage igen. Det var en blid følelse det gav mig.

Øjnene føltes tunge og benene slappe. Med et bumb lagde jeg kroppen ned ved de bløde bølger. Mit blik gled på op Himlen og jeg bad. Bad til hvem som helst der ville lytte til at få Luke hjem igen og bad om tilgivelse for min ugerning. Tårer slørrede synet og et stille, men desperat hyl undskal mig. Jeg vidste ikke, hvem jeg regnede med at hyle til. Ingen ville komme og det fortjente jeg heller ikke.

Søvnen tog mig og mørket bragte stilheden med sig, en velkommen stilhed.

 

Noget føltes godt lidt for godt. Det var varmt, blødt og trygt på samme tid. Det bevægede sig og gav mig en kilden i maven jeg ikke havde prøvet før. Hvad var det ? Jeg så kun mørke ikke andet end mørke.

Jeg prøvede at lugte mig frem. Var det lugten af Røg? Muligvis noget metallisk. Denne gang fik jeg øjnene op og så ud over en smuk blank sø. Månen var stadigvæk oppe, dens spejling i søen gav den en magisk klang.

Hvad var det mod min ryg? Jeg turde ikke vende mig om og kigge. Det var den bløde og varme følelse fra før den gav mig. Og den bevægede sig? Nej den trak vejret. Så stille jeg kunne, vendte jeg hovedet og kiggede ind i Wills ansigt.

Eller rettere Wills ulvs ansigt. Øjnene var lukkede og vejtrkningen var rolig. Han havde en ren forbindning om det ene ben, som måtte være den jeg havde lagt tidligere. Det måtte gøre ondt af skoven til.

Jeg snuseede lidt mere til ham og fik den samme kildende fornemmelse i maven som før. Stille uden at vække ham rejse jeg mig op, lidt stiv i leddene. Jeg kiggede mig rundt hvordan havde han fundet mig?

Tørst skylede ind over mig og fik søen til at se lækker ud. Mine lemmer strakte sig og hovedet bøjede sig, 

for at slikke vandet i mig. Mums det var bare godt! 

En lyd fik mig til at fryse på stedet. Nogen eller noget gemte sig i buskaset lige ved siden af den sovende Will.

En beskyttende trang sneg sig ind over mig og fik mig til at kravle hen til buskaset lydløst. Jeg snusede ind af, men fik kun duften af Will med mig. Et kig på Will fortalte mig at han intet hørte, han sov, som en sten.

Jeg satte mig i stilling, som Shila havde lært mig og sprang så til. Et skrig slog mig i møde da jeg ramte buskaset. Will hyllede og kiggede sig om efter mig, det blik det måtte havde slået ham i møde, må have været sjovt, for han skreg af grin.

Der sad jeg med grene over det hele og et lille egern på hovedet, der klamrende sig til mig af skræk. Will græd af grin og jeg syntes ikke det var spor sjovt!

"Hahahaha.. du skulle se dig selv!" Han gryntede helt så pelsen stod om ham.

Jeg rystede på hovedet. "Jeg troede noget ville angribe dig i busken!" 

Det fik ham til at grine mere.

"Uha ja det kan jeg se, det er farligste egern jeg nogensinde har set! seee dens hale er busket!"

Han lavede dramatiske bevægelser med poten, men ømmede sig da det gjorde ondt i det sårrede ben. 

Egernet kom til sig selv, og hoppede ned af mig hoved. Det så på mig med sine runde, brune øjne og lagde hovedet på skrå.

"Hey søster er du ikke en skifter?" Egernets stemme var skingert og jeg undertrykte et smil.

" Jo jo det er jeg. De må meget undskylde at jeg angreb dig."

Jeg prøvede at lyde meget mere ked af det, end jeg var.

Egernet rystede på hivedet. 

" I skiftere og jeres massen rundt i skoven! Jeg fatter ikke at i skal beskytte os alle helt ærligt!" 

Jeg fnøs sikke et gnaven egern. 

Mit blik ged over på Will. Han forstod sikkert ikke hvad egernet sagde det tog tid og træning at kunne kommunikere med alle slags dyr.

" Det han sagde var.." Will afbrød mig hurtigt.

"Ja jeg hørte det sagtens herfra." 

Hold da fast! Sagde han ikke, at han var en smed og aldrig havde skiftet før? Det kunne da ikke passe.

Egernet hoppede foran mig og viftede med halen. Den ville have min opmærksomhed.

" Undskyld hvad sagde du?" Jeg fokuserede på egernet og ikke Will.

" Jeg sagde at du skylder mig en stor tjeneste sådan at hoppe på mig uden grund." 

Fantastiskjeg skulle skylde et egern noget, kunne livet blive bedre? Jeg kiggede rundt, bare en eller anden skov ånd ikke havde hørt det og ville kaste noget nyt i hovedet på mig, det var jeg ikke sikker på, at jeg kunne klare. 

Jeg pustede ud og kiggede igen på egernet.

" i orden hvad kan jeg gøre for at gøre det bedre?"

Egernet smilede og nikkede mod mig.
" Tag mig med hjem." 

Af hvad for noget?!

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...