Skifterne

Min verden er lille. Jeg blev født i skoven ,jeg bor i skoven og jeg beskytter skoven. mit folk bliver kaldet Lilipat som betyder skifterne.Vi kan formskifte til de dyr, som vi beskytter og elsker. Hver stamme får max 4 formskiftere, som bliver udpeget til at beskytte skoven. vi bliver oplært til at beskytte den fra den anden stamme, buhay, oversat livs suger. Det skal du snart finde ud af hvad indebærer i min fortælling, om kærlighed, drab og venskab.

Jeg hedder Kasia og dette er min historie.

4Likes
8Kommentarer
1326Visninger
AA

8. løbetur i måneskin

Jeg fór ud af landsbyen, og gennem de tætte træer.

Vinden rev i mine ører og tårerne gjorde min pels våd.

Møg Møg Møg!!!!

Hvorfor Luke?! Hvorfor ramte denne ulykke ham?

Hvorfor ikke mig? Min hjerne blev ved med at stille alle disse ubrugelige  spørgsmål.

Skovbundens grene knækkede under mine poter, jeg plejede at smile ved den sprøde lyd, men ikke denne gang. Min verden var smadret og jeg ville have hævn! De møgdyr skulle betale for det de havde gjort!

Hvis de ikke eksisterede ville hele mit liv have været nemmere!

Jeg eller mere sagt folk, som mig blev født for en grund: At passe på skoven.

En Buhay blev bare født for at ødelægge den!

Deres liv gik kun ud på at suge livet ud af skoven.

Vi prøvede for nogle hundrede år siden at slå en handel af,

men nej de forkælede møgdyr ville have hele skoven og dens befolkning, til dem selv.

Jeg stoppede brat op, da jeg ikke kunne få vejret mere. Sveden drev mig ned af ryggen.

Shila kom op på siden af mig.

"Er du okay?" spurgte hun.

Jeg nikkede med gråden i kroppen.

En skifter kan kun tale med et dyr når de er i samme skikkelse, da de ikke kan tale vores sprog.

"Jeg ville bare ønske at jeg kunne gøre noget. At vide  Luke måske vil sove resten af sit vil dræber mig indvendigt,"

jeg sukkede højlydt.

Shila slikkede mig på snuden, en moderlig gestus, som jeg elskede hende for.

Hun havde været en form for mor for mig.

Da jeg var mindre luskede jeg mig altid ud for at løbe tur i mørket. Shila forstod denne trang,

som jeg havde og tog tit med mig. Hun trøstede mig når jeg gik for vidt og kom til skade,

hun sang for mig, på sin helt egen måde, da jeg havde mareridt og hun har været der ved min side altid. Det var ikke fordi min far aldrig var der for mig, men han var jo stammens overhoved, han havde det så travlt at jeg belv skubbet til side.

Vinden purrede blidt op i min pels og jeg blev revet tilbage til virkeligheden.

Shila så mig ind i øjnene og bekymringen stod malet i dem.

"Du må ikke søge hævn, tænk vis du bliver såret eller værre. Nej hævn er aldrig løsningen og det ved du," sagde hun med en hvisken.

Jeg nikkede.

"Men det føles så godt at gøre det."

Shila gik ind foran mig og rystede på hovedet.

"Jeg ville aldrig lade dig gøre det og det ved du godt!"

Jeg sukkede indvendigt selvfølgelig havde hun ret, men sorgen gjorde mine tanker uklare.

"Flyt dig!" råbte jeg i vrede og irritation.

Luften omkring os blev opslugt af had.

Nogen skulle bøde for dette!

Vinden ramte mig atter engang og jeg indåndede den tilfreds. 

"Buhay," hylede jeg.

Shila skreg og bønfaldt mig om at lade være, men jeg lyttede ikke, drev mig

selv fremad med et bredt smil, som viste mine tænder.

Når jeg først have sat farten grundigt op , kunne selv Shila ikke følge med.

træerne slog forbi mig indtil de kun udgjorde nogle streger i mit synsfelt.

Shila var stoppet med at følge efter mig, hun måtte have givet op.

Pludselig stoppede jeg så bart, jeg mine poter skred over den fugtige skovbund.

Hvide øjne bordede sig ind i mine og hadet voksede sig større inden i mig.

Klørerne var længere end jeg nogensinde havde set dem, hos en Buhay, denne måtte være  gammel.

Jeg smilede bredt af ham og viste mine tænder som en udfordring.

En af os skulle ned med nakken, og det blev skam ikke mig!

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...