Skifterne

Min verden er lille. Jeg blev født i skoven ,jeg bor i skoven og jeg beskytter skoven. mit folk bliver kaldet Lilipat som betyder skifterne.Vi kan formskifte til de dyr, som vi beskytter og elsker. Hver stamme får max 4 formskiftere, som bliver udpeget til at beskytte skoven. vi bliver oplært til at beskytte den fra den anden stamme, buhay, oversat livs suger. Det skal du snart finde ud af hvad indebærer i min fortælling, om kærlighed, drab og venskab.

Jeg hedder Kasia og dette er min historie.

4Likes
8Kommentarer
1288Visninger
AA

7. I live eller død?

Kasia:

efter at have forbundet den fremmede, kunne jeg ikke blive siddende. Jeg gik hvileløst rundt i teltet indtil Shila blidt bed mig i ærmet. Jeg bukkede mig ned til hende så alt det røde hår blandede sig med den sne hvide pels. 

"Jeg vil så gerne være der for Luke, men far bad mig passe den fremmede."

en hård følelse af frustration ramte mig med et slag.

En tåre trillede ned og ramte gulvet. Luke min bedste ven. Mine øjne borrede sig ind i Shilas himmelblå.

"Bliv her og pas på den fremmede. Jeg må hen til Luke! Vil du gøre det for mig?"

Shila nikkede og slikkede min kind. Hun var sådan en god ven, jeg elskede hende så utroligt højt. 

Efter at have trukket min sorte kåbe om mig løb jeg, at hvad jeg kunne til lægens telt. 

Liam stod, som en støtte udenfor foran teltet, med sveden løbende ned af panden.

Hans øjne var blanke og sorgen stod malet i hans kropssprog.

Jeg troede først det værste, men da far kom ud fra teltet, frøs mit hjerte.

Blod ned af hans bukser fik mine øjne til at løbe i vand. Hele skoven blev for et øjeblik stille.

Det føltes som om verdenen holdt vejret sammen med mig. 

Da far nikkede til mig, kom lydene tilbage og mine knæ gav efter.  

Liam græd af glæde, løb hen til mig og omfavnede min spændte krop.

Jeg måtte se ham, jeg måtte se ham trække vejret og smile til mig mens han forsikrede mig om at han var udødelig.

Jeg rejste mig op selvom mine ben protesterede. Far så mig i øjnene og nikkede, men der var sorg at spore i de gamle øjne, jeg skubbede tanken væk og gik forbi ham.

Liam fulgte lige i hælene på mig da jeg trak forhænget til teltet fra. 

Lugten af medicin slog mig i møde og fik maven til at tage et spring.

Men det var intet af hvad jeg følte, da jeg fik øje på Luke.

Hans let krøllede blonde hår sad i kager med blod i.

Hans mund, som ellers var så smilende vendte nedad. De smukke blå øjne, som jeg elskede at kigge på, var lukkede.

Han trak vejret med hænderne foldet på brystet, der omhyggeligt lagt et tæppe på ham så han ikke frøs. Min hånd fandt skælvende hans.

Den var kold, men ikke iskold. 

Jeg smilede til Liam.

"han lever! Vi får lov at beholde ham Liam!" vi græd begge i noget, som svarede til en time, da far kom ind til os.

Han havde Evin med sig. Hun så meget trist ud, hvorfor?

Luke var reddet. Var han ikke? Jeg så fra den ene til den anden.

Min far brød stilheden. 

"Kasia du må forstå noget." han stoppede og kiggede tvivlsomt på Evin. Hun tog modvilligt over.

"Luke overlever, men vi ved ikke om han nogensinde vil vågne helt op igen. Hans krop er gået i en slags koma og kun den bestemmer hvornår han skal åbne øjnene igen."

Jeg kiggede ned på Luke. Nej... Nej .. NEJ!!! Jeg rejste mig med et sæt så stolen bragede på gulvet. Liam var blevet bleg og løb ud af teltet.

"Hvad med mad og vand? Hvad med hans familie, hvad med mig`?!"

Jeg græd og græd. Evin omfavnede mig.

"Vi giver ham det gennem blodet. vores medicin kan holde ham i live i flere år min kære."

Mine hulk blev til en hikke. 

"Hvad så n år de år er gået?"    

Stilheden tog over Evin kiggede stift på Lukes sovende skikkelse. 

"Det ved end ikke jeg min kære. Tiden må vise om han klarer den." 

Det var uretfærdigt! Hvordan kunne man føle sig så glad det ene øjeblik for derefter at blive knust det næste? Jeg trak mig ud af Evins favn og løb mod mit telt med en blandet følelse af had og håb.

Samme aften stod jeg foran mit spejl. Mine øjne var røde og mit hår filtret. Et hurtigt bad i skovens sø ville gøre en ende på mine tanker, håbede jeg da.

Mine grønne øjne skinnede ikke, som de plejede, de så ældre og sørgmodige ud.

Jeg indeholdt et suk og tænkte på en ulv. Jeg ville være en ulv løbe hen til søen og bare ikke være mig selv i nogle øjeblikke. 

Jeg tænkte på mine bløde poter, alle de dufte jeg kunne opspore og på Luke når hans tunge hang ude af munden. 

Ud af den blå luft stod jeg ikke mere foran spejlet, men istedet for stod en hunulv.

Jeg hyllede og satte afsted med et sekund. Shila besvarede hylet og løb lige i hælene på mig. 

Jeg spurtende forbi min far og han så trist efter mig, da jeg forlod landsbyen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...