Skifterne

Min verden er lille. Jeg blev født i skoven ,jeg bor i skoven og jeg beskytter skoven. mit folk bliver kaldet Lilipat som betyder skifterne.Vi kan formskifte til de dyr, som vi beskytter og elsker. Hver stamme får max 4 formskiftere, som bliver udpeget til at beskytte skoven. vi bliver oplært til at beskytte den fra den anden stamme, buhay, oversat livs suger. Det skal du snart finde ud af hvad indebærer i min fortælling, om kærlighed, drab og venskab.

Jeg hedder Kasia og dette er min historie.

4Likes
8Kommentarer
1268Visninger
AA

3. en fremmed

 

Kasia:

Efter et godt bad, samt påklædning, gik jeg ned til min fars telt.

Jeg skulle lige til at trække hans forhæng til siden da jeg overhørte hans samtale.

"Jeg er ved at blive bekymret Ulrik," hviskede min far i en anstrengende tone.

Ulrik var min fars højre hånd og bedste ven. Han var også Lukes far.

Han var kendt for sit hvide hår og isblå øjne.Han var kun de 50, men en meget klog mand, det var han.

"Det er da helt normalt for en 17 årig skifter, at rende rund i skoven og udforske," svarede Ulrik.

Ulrik var også skifter og en god en af slagsen.

"Men hun skal til at tage sig sammen. måske skulle jeg finde en mand til hende?" spurgte min far.

mine nakkehår rejste sig. En mand? det kunne de vírkelig ikke mene!

"Hun er en klog pige Erik. Hun lærte dyrens sprog husrtigt, hun skifter bedre end de andre på hendes aldre, måske enda bedre end mig. Hun lærte enda at tale menneskesprog mens hun var et dyr, på det første år jeg havde hende! Det er stort lad hende nu selv finde sin fremtid uden at du ånder hende i nakken."

Jeg smilede ved Ulriks ord. Det var en masse ros at få på en gang. Jeg listede væk så stille jeg kunne og satte kurs mod bålet.

Bålet var noget vi havde når det blev aftensmadtid så tændte kvinderne bålet, for at vise at vi skulle spise. Vi samles alle ved bålet og spiste sammen.

Jeg satte mig ned ved Luke. Duften af mad og bål omgav os og min mave knurrede højlydt.

Luke grindede til mig ved lyden. Min far kom og satte sig sammen med Ulrik. Han sendte dog et fast blik i min retning. Mon han stadigvæk tænkte på at finde mig en mand? Jeg gøs ved tanken. Jeg var bare ikke klar til at skulle dele telt med nogen, som helst!

Efter det lærke måltid hjalp jeg en lidt gnaven Luke, med at vaske op.

Jeg sparkede noget vand i hovedet på ham og smilet brød frem.

"Kasie! altså vi er ikke 5 år mere!" kluklo han.

Jeg gentog bevægelsen og hans hvide bluse blev gemmensigtig af vand. Jeg kunne tydeligt se hans lange ar  over brystkassen. Det var fra dengang, hvor jeg havde siddet fast i et træ og han måtte kravle op efter mig. Han var faldet ned og en gren havde åbnet hans brystkasse. Dengang troede jeg at han skulle dø.

Luke fulgte mit blik og fnisede.

"Tro det eller ej damerne dyrker mæmd med ar," sagde han og plaskede noget vend på mig.

Mine tanker om fortiden stoppede og jeg rystede på hovedet.

"Jeg overhørte min far snakke om at han vil finde mig en mand."

Mine ord rungede gemmen vandets overflde. Luke stoppede midt i en bevægelse.

"En mand? nu?"

Jeg nikkede så mine våde krøller dryppede ned i vandet og lavede ringe. Luke gik imod mig.

"Kasia.. jeg.."

Men mere nåede han ikke at sige før et hyl brød løs. Vi kiggede begge ud i natten.

Hylet sagde at der var en fremmed og de kunne lugte Buhay! Jeg knurrede og skiftede med det samme til den rødbrune ulv, som var mit ynglings skifte. Jeg kiggede mig over skulderen og så at Luke var ved at skifte til sin ulve skikkelse.

Hans ynlings skifte var leopart, men det duede ikke hvis vi skulle arbejde sammen om en forstående kamp.

 Han så så elegant ud med den glatte pels, da han kom hen ved min side. Vi nikkede begge og løb ind i den mørke skov. Vi efterladte kun en bunke opvask og vores itu revet tøj, ved floden.

 

Mine ben bar mig hurtigt over skovbunden, mens min snude duftede mig frem til fjenden. Duften af træ og jord  var det eneste, jeg kunne lugte.

Luke løb lige bag mig med tungen hængende ud af munden.

Pludselig hørte jeg en gren knække og en fremmed duft slog mig i møde. En duft af grennåle, og røg. En mandelig duft.

Jeg nåede lige at tænke tanken til ende, da en Sort ulv braste ind i mig. vi blev begge slået omkuld.

Jeg kom hurtigt på benene og knurrede surt til hanulven. Han måtte være en rigtig ulv, som boede i skoven. Han så omtumlet ud, men ikke bange. Jeg kiggede ind i de grønne øjne og fik et meneskeligt blik. Jeg gik et skridt bagud. Luke kom op på siden ad mig.

"En skifter," mumlede han.

"Men ikk fra vores flok," hviskede jeg tilbage.

Ulven hylede og vi kiggede bagud, men forsent. 3 Buhayer kom lige mod os med køller i hænderne.

En Buhay lignede et menneske, de havde bare hvide øjne, klør på fingerne og var umeneskeligt hurtige. Hvis en Buhay først fik fat i en kunne han eller hun suge livet ud. Jeg undveg for et stød, men en anden Buhay kom med det samme og slog sin kølle i maven på mig. 

Jeg klynkede og mærkede smerten vokse, så jeg næsten ikke kunne stå. Buhayen grinede grumt og rakte ud med sine klør.

Så, tænkte jeg, nu skal jeg dø.

Klogen var så tæt på at jeg kunne daske til den. Mit hjerte røg i vejret, men Buhayen blev skubbet ind i et træ med så voldsomt en kraft at han besvimede.

Jeg kiggede op på min redningsmand og så ind i et par grønne øjne. Den fremmede ulv stod over mig med bekymring i blikket.

Et hyln fra Luke gav mig styrken til at rejse mig. Jeg så til min skræk at de to andre Buhayer havde omringet Luke.

Jeg fór ind i kampen og fik bidt struben over på den ene, så blodet danede røde spor langs min rødbrune pels. Den Sidste Buhay skreg og løb sin vej ind i skoven. Jeg ville efter den, men Luke lå slapt på jorden og peb. Mine poter gav genlyd over den tøre skovbund, da jeg bukkede mig ned til Luke. Blodet løb ham fra munden og et gabende sår lå langs hans mave.

Jeg hylede et skingert hyl ud til de andre og bad om hjælp, men intet svar.

"Luke!" råbte jeg ud i skovens mørke      

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...