Skifterne

Min verden er lille. Jeg blev født i skoven ,jeg bor i skoven og jeg beskytter skoven. mit folk bliver kaldet Lilipat som betyder skifterne.Vi kan formskifte til de dyr, som vi beskytter og elsker. Hver stamme får max 4 formskiftere, som bliver udpeget til at beskytte skoven. vi bliver oplært til at beskytte den fra den anden stamme, buhay, oversat livs suger. Det skal du snart finde ud af hvad indebærer i min fortælling, om kærlighed, drab og venskab.

Jeg hedder Kasia og dette er min historie.

4Likes
8Kommentarer
1323Visninger
AA

4. angst

Kasia:

Panikken ramte mig i hjertet, som en hård sten. Luke smilede til mig og grinede.

"Rolig Kas. Jeg dør aldrig husker du nok."

Det var det samme han havde sagt til mig, dengang med træet. Bare det at han kaldte mig mit kælenavn  gjorde det værre. Jeg kunne tydeligt huske, at Luke havde udfordret mig til at kravle op i det dumme træ. 

Jeg havde smilet og med det samme gået i gang med at klatre. Efter jeg var kommet helt op mærkede, jeg noget ved mit ben. En stor behåret edderkop sad på min ene læg.                    Skriget måtte   kunne høres flere kilometer væk, det føltes ihvertfald sådan.                       Chokket havde sendt mig ud af balance og jeg ramlede ned i en gren og sad fast i min dumme kjole.  Luke kravlede heltemodigt op til min redning, men efter at have gjort mig fri, havde                  han selv mistet grebet og var faldet ned i en anden gren, for derefter at ramme jorden. Blodet havde løbet ned af hans bryst og jeg hyllede, som en lille tøs.     

"Rolig Kas. Jeg dør aldrig," havde han hvisket roligt i mit øre.

Og overlevet det havde han, men denne gang vidste jeg ikke om han kunne holde løftet.

Mine tårer løb ned og ramte jorden. Han var stærk, men han mistede en masse blod. Luke var min bedste ven og jeg ville ikke miste ham. verden omkring mig forsvandt, der var kun Luke døende ved min side. 

Jeg blev vred. Vred over tanken at han muligvis ville forlade mig! Jeg skreg mit skrig var ikke en ulvs men menneskelig. Pludselig hørte jeg en gøen. Jeg drejede mit hoved og så den sorte ulv komme hen til mig. 

"Lad mig være!" skreg jeg. 

Ulven kom bare nærmere. Som et hjerteslag begyndte den at skifte lige foran mig. 

Jeg havde set mange skifte foran mig før, men det havde kun været dem, jeg kendte. 

Denne ulv var fremmed og jeg vidste ikke hvad, der ville komme frem fra ulven. Jeg så til med hjertet oppe i halsen på mig, sig ikke at han var en fjende! Men nej En fyr kom til syne foran mig. En muskuløs smuk ung fyr tog form.  Han havde sort kort hår, grønne øjne, store fyldige læber og han... han.. han var nøgen! Jeg mærkede rødmen stige og vendte blikket til Luke. Sorgen voksede, som en sygdom inden i mig. Hans øjne var lukkede og han lå slapt. Jeg vendte mig endnu engang om mod den smukke fyr. 

"Kan du hjælpe mig," hviskede jeg i min ulveskikkelse. 

Alle skiftere lærte at snakke menneskesprog, som dyr. Det var meget svært fordi ens instinkt sagde at man ikke kunne, men jeg havde lært det hurtigt. 

Fyren nikkede tvivlsomt og fast. Han gik mod Luke og bar ham op i favnen. Jeg tænkte tilbage til den hoppede, jeg havde været tidligere og tog strakt form, som en. 

Fyren veg tilbage for mig, som om han ikke vidste hvad jeg var. Han havde jo selv lige skiftet så hvorfor var han pludselig bange?

Der var ikke tid til at være bange Luke var døende!

"Op på min ryg med jer begge!" Skreg jeg.

Fyren gjorde straks, som jeg sagde. Han lagde først Luke på min ryg og derefter kom han selv på.

Vægten gjorde det hårdt, men jeg red så hurtigt jeg kunne.

Hold ud Luke... Lev... lev lev lev. Det  var mine tanker hele vejen til lejeren.

turen føltes, som om den tog flere timer, men den varede kun nogle få minutter. Da jeg kunne lugte lejrens duft vrinskede jeg, så højt jeg kunne. Min far kom løbende med alvorlig mine, da han så Luke hængende på min ryg stoppede han brat op.

"Læge! få lægen herud nu!" råbte han.

Jeg stoppede op ud fra min far og bukkede mig så han kunne, forsigtigt hive Luke ned. Den fremmede hoppede også ned af mig. En eller anden rakte et tæppe frem til mig og jeg skiftede med det samme, så jeg kunne vikle tæppet om mig. Vores læge Evin kom farende. 

"Ind i mit telt med ham." Evin kiggede på mig, hendes grå øjne kiggede omsorgsfuldt ind i mine. 

"Jeg vil gøre hvad jeg kan Kasia." 

Jeg nikkede, det vidste jeg godt, hun var en dygtig læge, måske den bedste. jeg ville gå med dem ind i teltet, men Far stoppede mig. 

"Evin skal have ro til at hjælpe ham, det ved du. Det skal nok gå. fortæl mig senere hvad der skete okay?" 

Med et nik fra mig gik far ind i teltet og stilheden bredte sig i lejren. Shila kom gående mod mig. hendes pels var våd og hun hev efter vejret. Shila havde været mors bedste ven og nu var hun min. Jeg smillede til hende, faldt ned på knæ og omfavnede hendes bløde pels.Hun gjorde intet stod bare der og lod mig klamre mig til hendes stærke krop. 

"Kasia?" Liams stemme gjorde mig nærværende. Jeg kiggede op og så ham stå med den fremmede.

"Luke?" spurgte Liam med svag stemme.

Jeg gav ham et kram og hviskede:

"Han skal nok klare den, det ved jeg!"

Liam nikkede og pegede derefter på den fremmede.

"Hvem er dette?"

Den fremmede havde heldigvis også fået et tæppe omkring sig. hans grønne øjne borrede sig ind i mig da han rakte hånden frem og sagde:

"Jeg hedder Will. Må jeg spørge dig om noget?"

Jeg blinkede og nikkede, turde ikke slippe de grønne øjne og det sorte hår med øjnene. 

"Dette er en drøm ikke?" 

Jeg rystede på hovedet for at lade hans spørgsmål synke ind. 

"En drøm? nej det er det ikke." sagde Liam mig i forkøbet. 

Will grinede.

"Det må det være. Du blev til en hest og jeg var en ulv. Det er ikke muligt!" 

Troede han at han drømte?! Jeg kiggede på Liam for at få hjælp, men han trak på skulderene, hvad skulle jeg dog sige til Will?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...