Ud af Mørket

Historien er en selvbiografi, som ikke blot er skrevet for andres begejstring, men også som en hjælp til at få anerkendt hvad det var der gik så frygtelig galt.
Historien fortæller om hvordan det er at være ung og forstyrret og hvilken kamp det er at danne sig en identitet, når man ikke engang ved hvem man er inden i.

3Likes
0Kommentarer
598Visninger
AA

1. Jeg, mig og Nill

Jeg træk vejret dybt og prøvede på at samle mig mod til at åbne øjnene, men det var som om mørket allerede havde taget mig og frygten for hvilket uhyre der ville stå foroverbøjet ved siden af min seng og se ned på mig, fik mine øjne til at knibe sig sammen. Jeg vidste uhyret var her. Jeg vidste at de tomme, hvide øjne stod og stirrede på mig. Der var ikke noget inde i øjnene, kun to hvide øjenæbler som sad i nogle store huller i kraniet på den. Den var en omvandrende bunke knogler, holdt sammen af et tyndt lag hud.  Den stod bare og stirrede med bøjet nakke ned på mig, kun lyst op at gadelampen ude foran mit vindue. Jeg havde været for bange til aften og havde ikke fået gjort en ordentlig indsats for at få bekæmpet mørket. Nu var det trængt ind og det klistrede sig til mig. Jeg mærkede hvordan uhyret bøjede sig endnu længere ned over mig og hvordan dens hovede var så tæt på mig at jeg kunne mærke hvordan den træk vejret tungt ind og pustede det ud i ansigtet på mig. Mine muskler var spændte og jeg lå stiv som et bræt på ryggen og ventede på det hele var forbi. Jeg vidste, at hvis jeg åbnede øjnene nu, ville jeg se lige ind i de tomme, hvide øjne. Jeg turde ikke tænke på hvordan den ville reagere hvis jeg åbnede øjnene nu. Jeg overgav mig. Mine øjne forblev lukkede og jeg lod mig ligge stift på ryggen og mærkede hvordan der blev pustet luft i mit ansigt.                

           Pludselig gav mine ben et spjæt. Jeg åbnede øjnene og uden jeg havde bedt min krop om det, for den op af sengen og stod nu stift midt i værelset og skælvede. Jeg fik samling på mig selv og gik over og tændte for lyset. Der var intet i rummet. Ikke noget som helst var anderledes. Ingen tegn på uhyrer, ånder eller hvad der ellers kunne finde på at besøge mig når lyset blev slukket. Jeg gik i seng igen, med lyset tændt og faldt straks i søvn.

 

Jeg har altid været mørkerad, men det har aldrig rigtig forhindret mig i at falde i søvn så snart der blev tændt en lille lampe så min seng blev oplyst. Jeg vidste godt at ånderne og uhyrerne kun kunne gøre mig noget i mørket, men at lyset beskyttede mig så de ikke engang kunne komme i nærheden af mig. Min fantasi har altid været meget livlig. Den hjalp mig med at skrive de mest fantastiske eventyr i folkeskolen til min læreres fornøjelse, men om aftenen når lyset blev slukket og jeg lå i min seng og ventede på at falde i søvn, gjorde den mig vanvittig. Uhyret med de tomme øjne, den lille pige i nattøj som tit stod i døråbningen, kvinden som sad på min sengekant og stirrede på mig og den nøgne mand, som altid gik rundt ude foran vores hus og prøvede på at finde en vej ind, var alle sammen opstået fra min fantasi. Jeg har sagt adskillige gange til min fantasi at den altså er ved at tage livet af mig om natten når den gør mig så bange. Jeg har også tigget og bedt den om den i det mindste ikke kunne skrue ned for virkelighedsfornemmelsen? Om for eksempel uhyret behøvede ånde mig ind i hovedet eller om den døde kvinde behøvede at røre mit ansigt? Det gjorde ikke noget at de kiggede på mig, det havde jeg mod nok til at kunne abstrahere fra, men når de bevægede sig og jeg kunne mærke dem, var jeg tit så bange at jeg måtte hive så meget efter vejret at jeg blev helt svimmel.                Min fantasi lyttede aldrig. Ånderne elskede mig. De elskede at være på mit værelse og se på mig. Jeg var det eneste de havde. Jeg vidste godt at de ikke havde det godt og at de havde brug for hjælp. Uhyret med de tomme øjne var holdt op med at føle noget. Han var følelsesløs, men når han bøjede sig ned over mig, kunne han mærke min frygt. Det var det han kom for. For at få mine følelser. Han vidste at jeg bar mine følelser uden på tøjet og så var de lette for ham at få fat i. Han var afhængig af mine følelser. Når jeg dagen efter han havde været der, tænkte på ham, fik jeg altid fornemmelsen af at han engang da han var levende, var så ked af det, at hans følelser forsvandt. Han havde ikke følt andet end sorg og mørke og efter han døde forsvandt alle følelser fra ham. Jeg vil gerne skrive at han var dybt ulykkelig, men det var han ikke, han var bare tom. Den lille pige som stod i døren var altid vred. Hun var indebrændt og fuld af had. Hun kunne ikke lide mig, men jeg tror hun fandt en styrke i at stå i min døråbning og se på mig med hendes lange, sorte hår ned foran ansigtet og gøre mig bange. Det gjorde hende tilfreds, det var hendes hævn. Lige som uhyret var hun derfor også afhængig af mig: hun havde brug for en at udføre sin hævn på og jeg var åbentbart det letteste offer. Hun lyste altid op i sin hvide natkjole. Hun flyttede sig aldrig, kun få gange har jeg set hende andre steder i døråbningen. De få gange har hun stået bag mig når jeg sad i mørket ved min computer henne ved mit skrivebord. Aldrig har hun gjort noget, for jeg har altid været så rædselsslagen når hun har været her, at hun ikke har behøvet at gøre andet end at stå og stirre på mig. Den døde kvinde var en mor, som havde mistet sin datter til døden. Hun var for evigt underlagt en stor sorg. Hun boede i mine forældres arbejdsværelse oppe på hemsen. Hun lå oppe på hemsen hele dagen og kiggede og om aftenen når mørket var faldet på, kravlede hun ned af stien og gik ind på mit værelse. Her satte hun sig altid på min sengekant og så ned på mig med sorgmodige øjne. Hun græd tit mens hun strøg mig over ansigtet. Jeg tror at jeg mindede hende om hendes afdøde datter. Jeg var en erstatning for datteren, så den døde kvinde var også dybt afhængig af mig. Den nøgne mand havde jeg marraridt om og lige siden dette har han altid gået rundt nede på gaden ude foran vores hus og prøvet på at finde en vej ind. Han var vred. Fuldstændig vanvittig. Psykotisk! Ham var jeg mest bange for, for jeg vidste fra mit marraridt om ham, at han var ubeskrivelig voldsom og at han ville slå mig ihjel. Han ville ikke andet end at have fat i mig og voldtage mig. Han ville have mig og intet skulle stoppe ham, så derfor var jeg altid meget opmærksom på at alle dørene var låst og alle vinduer lukkede når jeg gik i seng om aftenen. 

 

Om dagen mærkede jeg stort set aldrig at vores hus var hjemsøgt, det var kun når mørket kom, at vores hus blev invaderet.  

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...