Ud af Mørket

Historien er en selvbiografi, som ikke blot er skrevet for andres begejstring, men også som en hjælp til at få anerkendt hvad det var der gik så frygtelig galt.
Historien fortæller om hvordan det er at være ung og forstyrret og hvilken kamp det er at danne sig en identitet, når man ikke engang ved hvem man er inden i.

3Likes
0Kommentarer
598Visninger
AA

2. At blive taget af mørket

Jeg var kun 8 sølle år da jeg blev syg. Jeg vidste ikke at jeg var syg, det gjorde mine forældre eller folk omkring mig heller ikke. Det eneste alarmerende ved 8'årige Nill, var at jeg blev mobbet i skolen. Jeg havde et stort temperament den gang og jeg kunne blive rigtig sur, hvis jeg blev provokeret nok - og det blev jeg. Det var drengene der drillede mig. De kunne finde på at kaste tusser i hovedet på mig eller prikke til mig med en passer og så eksploderede jeg. Det at jeg altid blev så vred, fik min lærer til at sige "at det var altså min egen skyld at de var efter mig, når jeg ikke kunne finde ud af at beherske mig". Nogle gange var det endda mig der fik skylden for at være efter de andre, fordi mine vredesudbrud altid kom til at fylde meget mere end deres mobberier.  Drengene elskede at jeg kunne blive så vred og de stoppede aldrig. I 6. klasse gav min krop efter og jeg holdt op med at spise. Endelig gik det op for min mor, at de små kærlige drillerier ovre i skolen, ikke var så kærlige som hun gik rundt og bildte sig ind. Jeg flyttede skole i 7. Det gjorde det ikke meget bedre, for jeg var stadig et nemt offer, ikke på grund af mit temperament (for det var jeg for længst vokset fra), men på grund af min forsvarsløshed. Jeg kunne ikke noget, jeg havde ingen våben at forsvare mig med. Jeg var et åbent sår, som ikke kunne andet end at give op og lade sig skære i. Jeg lod dem skære i mig, de nye mobbere og det vidste de godt. Jeg spiste stadig ikke noget, kun en toast fra skolens kantine, ellers intet. Jeg var tit svimmel og blev hurtigt udmattet i idrætstimerne.               

Jeg sad tit og søgte på billeder af kvinder med anoreksi og jeg læste utallige bøger om det. Det tiltrak mig. Pigerne i bøgerne var nervefaste, havde ben i næsen og havde fuldstændig styr på hvad de ville og hvad de ikke ville - og hvis de blev spurgt om at gøre noget de ikke ville, så skulle de nok få gjort klart at det på ingen måde ville kunne komme på tale! Jeg beundrede dem. De var nogen, de vidste hvem de var og de havde en identitet: at være syg. Jeg vidste ikke dengang at jeg allerede var syg, så jeg gjorde nogle ihærdige forsøg på at overbevise mig selv om at jeg også havde en spiseforstyrrelse. Når jeg ser tilbage på denne periode af mit liv, tænker jeg tit at det er frygteligt at jeg var så desperat efter at finde ud af hvem jeg var, at jeg bestemte mig for at det at være en syg pige med spiseforstyrrelse, var det perfekte svar på en identitet. Det blev min identitet. Det var en forbandelse, som jeg ikke anede var blevet kastet over mig, jeg var blot desperat efter at finde ud af hvem jeg var. 

         Jeg fandt en trøst i at vide at det at være sulten, var noget jeg kunne overmande. På alle andre måder var jeg den overmandede. Jeg kunne godt lide at gå rundt og være sulten, men ikke spise noget og bare mærke hvordan min mave sugede sig ind og blev helt tom. Det gav mig selvtillid ikke at spise når jeg var sulten. Det eneste bagslag ved det var, at når jeg så endelig skulle spise noget, fik jeg så meget kvalme at jeg nogle gange blev nød til at gå ud og kaste op. Hvis ikke jeg fik kvalme af at spise, fik jeg kvalme af at føle mig mæt. Jeg var så fyldt op inden i at min krop ikke kunne rumme noget som helst. Væske ville den gerne have, men fast føde ville den ikke have. Den var på overarbejde i forvejen på grund af mine psykotiske tanker, så mad havde den ikke overskud til at rumme. 

 

Jeg var et åbent sår som hver dag blev skåret dybere af mobning. Mobningen blev voldsommere og voldsommere i takt med at jeg blødte mere og mere. Jeg kunne ikke noget, alle våben var lagt. Jeg overgav mig til mørket og lod mig flå i stykker.

 

 

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...