drowning in dreamy love

hvad sker der hvis man forelsker sig i en person fra ens drømme? kan det overhovedet lade sig gøre? det kan det, for det er både Nathan og Yasmin kommet ud for. De har forelsket sig dybt i hinanden, så meget at det gør ondt. Men problemet er at de mødes kun om natten i hinandens drømme, indtil lyset kommer og skiller dem ad og de vågner. De tror begge to at personen i drømmene ikke findes og det er smertefuldt for dem begge at være forelsket i en person de er overbevist om ikke eksistere. følg med, når Nathan og Yasmin går hver deres veje for at komme sig over forelskelsen i hinanden. Mon de finder ny kærelighed eller vil kærligheden til hinanden aldrig kunne erstattes? eller måske en dag møder de hinanden i virkeligheden? og hvordan ville de reagere hvis de møder hinanden i virkeligheden? læs med!

20Likes
30Kommentarer
3417Visninger
AA

7. 6: stormen bliver værre, vi bliver stærkere

 

 så er jeg tilbage og jeg har en masse nye kapitler som jeg vil udgive i dag. kommenter gerne hvad i synes om kapitlerne xx :-)

 

Nathans synsvinkel

”du er smuk” hviskede jeg hende ind i øret. Jeg så smilet i hendes ansigt bredde sig og hendes kinder blev langsomt rødere. ”det er du” forsikrede jeg. hun tog fat rundt om mig igen og kyssede mig på munden, mens hun stadig havde et stort smil plastret i ansigtet.

Vinden blæste hendes hår op i luften, så hun var nødt til at holde det nede med en hånd, mens hendes anden hånd var rundt om min nakke. Månelyset var lige så kraftigt som det plejede. Lige lyst nok til at jeg kunne se Yasmins kønne ansigt. Det var alt hvad jeg havde brug for at se resten af mit liv. Hendes ansigt. Hendes personlighed var bare et plus. Hun virkede som den perfekte for mig, men hun eksisterede ikke. hvis hun eksisterede, ville jeg være sammen med hende for evigt. Jeg ville ha’ to børn med hende. En dreng og en pige, som skulle hedde Jasmina og Alex. Jeg ville giftes med hende og tage på bryllups rejse til Paris, hvor jeg ville lave en perfekt middag for hende, oppe i Eiffeltårnet. Jeg ville gøre alt for hende og være der for hende når som helst hun havde brug for mig. Vi ville blive gamle sammen og gå ture ude ved en græs høj, som mindede om denne vi stod på nu, så vi mindedes om dengang vi mødtes i vores drømme. hendes ansigt skulle være det sidste jeg så og hvis der skulle ske det forfærdelige at hun døde, så ville jeg ikke kunne leve uden hende og være nødt til at selv at tage mit eget liv.

Ja, jeg havde planlagt min fremtid med Yasmin, selvom den ikke eksisterer. Sådan var jeg bare…

Vinden tog til på den velkendte græshøj og Yasmin greb hårdere fat om mig. Begge hende arme var slynget stramt fast om min nakke, mens hun kyssede mig gennem stormen. Hendes hår baskede mod min nakke, men hun tænkte ikke længere over at styre det. hun var lige så forsvundet ind i kysset, som jeg var. Gennem det dybe kys, uden at fjerne mine læber et sekund fik jeg hvisket ind i hendes mund: ”hop” og derefter svang hun sine ben rundt om mine hofter og jeg bar hende over mod træet, hvor jeg pressede hende op mod træet, mens vinden fortsatte.

Det var lige som om vi var uovervindelige. Hvis vinden tog til, blev vi bare stærkere, og lige meget hvad ville intet skille os ad. Vi ville ikke skilles, før lyset ramte os og vi blev taget tilbage til den rigtige verden. Den verden hvor Yasmin ikke fandtes. På en måde kunne jeg bedre li’ drømme verdenen. Den føltes så eventyrlig...

Hun strammede sit greb om mig endnu mere og lod hendes ben presse mig tættere på hende. Jeg mærkede noget vådt i min nakke og åbnede øjnene for at tjekke at Yasmin ikke var begyndt at græde igen. det var hun ikke, men det var himlen derimod. Lidt efter styrtede det ned fra himlen og vi blev begge gennemblødte, men vi gav ikke slip. Intet skulle skille os ad så nemt. Kun lyset kunne gøre det.

Yasmin fjernede sig fra kysset og kiggede på mig. Hun var fuldstændig våd af regnen, men hun så stadig lige så smuk og naturlig ud som altid. ”jeg elsker dig Nathan” min mave krummede sig sammen ved lyden af de ord. Jeg havde på en måde håbet på at høre dem igen, selvom jeg ikke havde forventet noget. hun elskede mig og jeg elskede hende, så hvorfor kunne hun ikke få lov til at eksistere, så det her ikke bare var et eventyr med en sørgelig slutning? ”jeg elsker også dig” sagde jeg. det så ud som om at hendes ansigt også var dryppende vådt af regnen, men jeg opdagede at det fordi hun græd. ”undskyld…” hviskede hun ud gennem hendes gråd. Hvorfor var livet så unfair? Det var ikke fair at jeg skulle forelske mig i en person fra mine drømme. det var ikke fair at livet skulle få Yasmin til at brude sammen i tåre hver gang hun så mig. Hvis bare jeg kunne styre mine drømme, så ville hun ikke altid være så ked af det. Det knuste mig hver gang jeg skulle se synet af hende græde.

Jeg svang mine arme rundt om hende og puttede hendes hoved i min nakke. ”der er ikke noget at græde over. Jeg er her og det vil jeg altid være. Det her vil forhåbentligt altid eksistere i drømmende. Bare husk at jeg aldrig glemmer dig” hviskede jeg til hende, mens jeg agede hende på ryggen.

Vi stod sådan lige indtil lyset ramte os igen og vi var nødt til at skilles.

-

Mine øjne sprang åbne. Endnu en fantastisk drøm med Yasmin, bortset fra at hun var ked af det igen. Jeg savnede de tider hvor vores møder altid var muntre og lykkelige. Jeg tror det havde ændret sig fordi vi var blevet mere forelsket og kunne ikke længere slippe hinanden.

Jeg kiggede på min mobil for at se klokken. Klokken var 10.23. hvad skulle jeg bruge dagen i dag på? At surmule igen?...

Jeg gik ud i køkkenet for at lave min sædvandlige morgen te. Jay var allerede vågen og sad derude, med sin mobil. Han tjekkede sikkert twitter. ”hej..” sagde jeg stille da jeg så ham. ”stadig muggen?” spurgte han. ”hvad snakker du om… jeg har det fint” og der kom det. Det så ud til at jeg skulle surmule endnu en dag. ”det tager jeg som et ja…” han begravede sit hoved i sin mobil igen, mens jeg lavede min vej hen til kedlen. ”Nathan… hvad er det der er i vejen for tiden? Det bekymrer faktisk os alle sammen. du ved, du kan altid fortælle mig hvis der er noget.” sagde han pludselig. Jeg havde været så optaget af at skulle lave te, så jeg ikke havde opdaget at Jay havde lagt mobilen fra sig og i stedet holdt øje med mig.

”det er ikke noget… det er for indviklet til at du ville forstå noget af det” ”jeg vil gerne prøve at forstå det alligevel… det er ikke sjovt for nogen af os, at du går rundt og er trist over noget, vi ikke ved hvad er” hans blik var blevet meget seriøst. Det skar nærmest igennem mig, fordi han tiggede efter svar. ”det er bare dumt…” sagde jeg. kedlen kogte færdigt og jeg hældte vandet op i et krus, hvorefter jeg hoppede op på køkkenbordet. ”fortæl. Det er ikke sikkert at det er så dumt som du tror” skulle jeg fortælle det? eller ville det ikke lyde ret dumt: jeg har forelsket mig i en ikke eksisterende pige fra mine drømme, som hedder Yasmin og jeg kan ikke lade vær’ med at tænke på hende hele tiden.

Jeg behøvede ikke at tænke over om jeg skulle fortælle det eller ej, for min hjerne havde allerede taget valget. ”…jeg har haft de her drømme på det seneste…” mumlede jeg, med te koppen lige under min mund. ”hvilke drømme? mareridt?” spurgte han. ”man kan ikke lige frem kalde dem mareridt…” ”hvad er det så?” hans blik sad som lim på mit og det satte mig under pres. Jeg tog en hurtig tår af teen og åbnede munden for at sige noget mere. ”drømmene handler alle sammen om den her pige..” han kiggede mistænksomt på mig, som om han vidste hvad det næste jeg sagde, ville være. ”drømmene virker meget mere virkelige end normale drømme…” fortsatte jeg, men stoppede da det gik op for mig at jeg ikke kunne fortælle ham at jeg havde forelsket mig i pigen. Hvordan skulle jeg kunne fortælle ham det? jeg kunne også lade vær’, nu har han jo også fået det meste at vide.

”en pige? Hvad sker der så i drømmene? Jeg håber ikke at i-” ”nej… det er ikke det du tror… vi snakker bare… og … kysser lidt” jeg afbrød ham inden han nåede at sige det færdigt. Jeg følte at mit ansigt blev varmt og jeg var sikker på at han rødmede. Jay sad med et stift ansigt. Jeg havde regnet med at han ville begynde at grine eller noget, fordi han syntes det det lød dumt, men nej.

”du har ikke forelsket dig vel?” spurgte han, med et selvfølgelig i hans stemme. Jeg tog endnu en tår af min te. Jeg kom til at drikke så meget at jeg fik tårer i øjnene og min tunge begyndte at brænde. ”pas på med al den te Nath” grinede han, men gik tilbage til sit seriøse ansigtsudtryk igen bagefter.

Han kiggede ventende på mig, men efter lidt tid fandt han ud af at jeg ikke ville svare. ”du ved godt at det bare er en drøm, ik? Du kan få noget meget bedre i virkeligheden” sagde han. han havde nok anet at svaret på det spørgsmål han stillede før, var ja. ”det ved jeg… men du forstår ikke… hun er bare anerledes end alle andre” ”og hun eksistere kun oppe i dit hoved” afbrød han. Det var jo netop det som var mit problem. At hun ikke eksistere og det var jeg godt klar over. ”ja det ved jeg…” Jay rejste sig fra sin stol og gik hen til håndvasken for at smide resterne af sin te ud. ”men faktisk så må den pige du drømmer om eksistere et sted derude og du må ha’ mødt hende før, fordi ens hjerne kan ikke selv skabe et ansigt. Du må ha’ set pigen engang før. Godt nok er det ikke sikkert at personligheden er det samme med…” sagde han henne ved håndvasken.

Så det kunne faktisk være at Yasmin eksisterede? Jeg havde håb? Hun var åbenbart ikke bare en pige som min hjerne har skabt, men måske havde jeg mødt hende før. Hvorfor kunne jeg så ikke huske jeg havde mødt en pige med Yasmins udseende? Det udseende ville jeg kunne huske, lige meget om jeg kun fik et glimt af det i 2 sekunder. Jeg ville aldrig kunne glemme hvis jeg havde mødt en pige lige så smuk som Yasmin. Jay havde måske ikke ret. Han siger så meget, som for ham til at lyde klog og hvordan skulle han overhovedet vide noget om den slags?

”oi Jay… du vover lige på at sige noget til de andre…” sagde jeg inden han gik ud af køkkenet. ”nej nej, det må du selv klare” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...