drowning in dreamy love

hvad sker der hvis man forelsker sig i en person fra ens drømme? kan det overhovedet lade sig gøre? det kan det, for det er både Nathan og Yasmin kommet ud for. De har forelsket sig dybt i hinanden, så meget at det gør ondt. Men problemet er at de mødes kun om natten i hinandens drømme, indtil lyset kommer og skiller dem ad og de vågner. De tror begge to at personen i drømmene ikke findes og det er smertefuldt for dem begge at være forelsket i en person de er overbevist om ikke eksistere. følg med, når Nathan og Yasmin går hver deres veje for at komme sig over forelskelsen i hinanden. Mon de finder ny kærelighed eller vil kærligheden til hinanden aldrig kunne erstattes? eller måske en dag møder de hinanden i virkeligheden? og hvordan ville de reagere hvis de møder hinanden i virkeligheden? læs med!

20Likes
30Kommentarer
3390Visninger
AA

32. 31: besvarede spørgsmål

her kommer der endelig et nyt kapitel! :-) Der er nu kun få kapitler tilbage, men jeg er faktisk begyndt at få en god idé, til en toér, oppe i mit hoved. Skriv en kommentar hvis I synes jeg skal lave en to'er, så skal jeg overveje om jeg vil gøre det!

I må også gerne skrive en kommentar om hvordan i tror den ender, eller hvordan i synes den skal  ende, så jeg ved i stadig læser med :-)

Mathias havde sat mig af på min vej og kørt igen uden at kigge på mig. Han sagde dog farvel, men det kom ud i et støn, som om han var glad for at slippe af med mig.

 Et lille smil bredte sig over mit ansigt, da jeg trådte ind i min lejlighed, og mine vante omgivelser omgav mig. Jeg glemte alt der lige var sket, bare i ét sekund, indtil jeg mærkede min mobil vibrere i min lomme. Nathan ringede igen.

Mit smil svandt ind, og jeg stod og lyttede til hans bekymrede stemme, mens jeg forsikrede ham at jeg havde det fint, og at jeg var hjemme. Jeg prøvede alt, hvad jeg kunne for at virke glad for at høre hans stemme, fordi inderst inde, et sted, var jeg oprigtigt glad for at høre hans stemme, men alligevel føltes det som om jeg ikke orkede at snakke med ham.

Bagefter krøb jeg ind i min seng og lod varmen af min dyne hviske mine tanker ud. Alligevel var der en tanke som blev ved med at snige sig ind på mig. Dét Mathias havde sagt med at barnet sikkert var Nathans, og alt der var sket i drømmene måske også var sket i virkeligheden. Der var kun én måde at finde ud af om det var hans barn, og det var at tage en prøve.

Et sted inden i mig var det som om at jeg ikke kunne lade værre med at hade Nathan, og måske det var det der stod imellem lysten til at være med ham. Han havde trukket mig igennem den lange periode, inden jeg mødte ham, hvor jeg var i konstant smerte overham. Så når jeg møder ham ødelægger det mine to eneste venskaber, og så er det muligvis også ham der har gjort mig gravid. Jeg var for ung til at blive mor, men jeg havde intet valg. Jeg havde så meget lyst til at være sur på ham, men jeg havde ikke lyst til at såre den sidste jeg havde kær.

Hvis bare den London tur rent faktisk havde taget mig væk fra mine tanker, men i stedet bragte den mig tættere på alt det der frustrerede mig, og lavede nyt kaos i mit hoved. Hvis bare jeg aldrig havde mødt Nathan.

-

De næste par mange dage foregik med en daglig rutine. Jeg stod op. Lavede morgenmad. Så TV mens jeg spiste min morgenmad. Hvis jeg var løbet tør for mad, gik jeg ud og købte ind. Når jeg blev træt af at se TV, plejede jeg at ligge mig ind i min seng og lege med Chewie, men hun ville helst bare sove, så det endte med at jeg også lagde mig til at sove. Nogle gange ringede Nathan til mig, men jeg var ikke rigtigt interesseret. Jeg svarede bare på det han spurgte mig om. Så ville han spørge mig om der var noget i vejen, fordi jeg virkede så uinteresseret, og så ville jeg svare nej.

Men i dag var anderledes. Jeg havde en aftale med min psykolog. Det ville blive godt at få snakket nogle ting igennem med ham, men jeg glædede mig bestemt ikke til at se hans mugne fjæs. Jeg sagde hurtigt farvel til Chewie, før jeg lukkede døren efter mig, og gik afslappet ned ad trapperne. Det var første gang jeg skulle snakke med et menneske i flere dage. Bortset fra de gange jeg har sagt ”på beløbet” til fyren ved kassen i supermarkedet.

Jeg kom ud på gaden og så mig for, før jeg gik over vejen og hen til min gamle røde Skoda. Jeg hoppede ind i bilen og kørte ud på de trafikkerede veje i Manchester.

-

”Hej Yasmin, hvordan har du det?” Hilste min psykolog Hr. Charles mig. Jeg nikkede, smilede og sagde lidt tvivlende: ”jeg har det… godt, tak.” Jeg satte mig hen i min sædvandelige stol, ved hans skrivebord, og han satte sig overfor mig. Han rodede rundt i si skrivebordsskuffe, indtil han fandt en blank blok, og en kulepen.

”Det er lidt tid siden vi sidst har snakket.” sagde han og løftede sine briller højre op på sin næseryg.

”ja, jeg har været i London i ca. en måned.” Han rømmede sig og placerede sin hånd, med kuglepennen i, på blokken.

”Hvordan går det så? Noget nyt med dine drømme?” spurgte han, mens han stirrede mig ned, med hans pupiller.

”Ja… det må man sige…” Jeg pausede, da jeg pludselig svandt ind i mine tanker. Hr. Charles’ blik borrede sig dybere ind i mine øjne, mens han ventede på at jeg fortsatte.

”Jeg har på en måde mødt ham fyren jeg har drømt om.” Sagde jeg usikkert. Han skrev noget ned på sin blok og kiggede så op i igen.

”Er du sikker på at det var ham, fordi det er jo sådan set um-”

”Ja, det er helt sikkert. Han har selv fortalt at han har haft de samme drømme om mig.” afbrød jeg ham, træt af folk som ikke troede mig.

”Okay… er du sikker på at det faktisk har været drømme? Nogle folk går i søvne, du ved…” Jeg rullede øjnene ved hans forsøg på at finde en logisk forklaring.

”Han bor i London, og jeg i Manchester… Skulle vi så havde taget toget hen til hinanden?” Sagde jeg ironisk.

”Så i har rent faktisk haft drømme om hinanden?” Sagde han undrende. Jeg nikkede og lod ham forsvinde ind i sine tanker.

”Det er ikke det eneste jeg gerne vil snakke med dig om, Hr. Charles…” Sagde jeg højt. Endelig skulle jeg snakke med ham om det jeg havde gået og tænkt over.

”Sig frem.”

”Da jeg var i London fandt jeg ud af at jeg var blevet gravid. Jeg kunne overhovedet ikke forstå hvordan det kunne lade sig gøre, fordi jeg var jomfru, og jeg begyndte at tænke på om jeg var blevet voldtaget eller noget… men så kom jeg til at tænke på-”

”Om du er blevet gravid med Nathan, da I havde sex i drømmen?” afbrød han mig. Jeg stoppede bredt med at snakke, men lukkede ikke munden, i chok, da han totalt regnede ud hvad jeg ville sige. Jeg nikkede.

”Nu er det her ikke noget jeg har forstand på, men jeg kan fortælle dig hvad jeg tænker om det:

Hvis det er rigtigt at dig og Nathan har haft drømme om hinanden, uden at kende til hinanden, som jeg kan forstå er rigtigt, så tænker jeg at det i har lavet i drømmene på en eller anden måde også har været virkeligt.  Jeres følelser i drømmene var virkelige, og måske var jeres sex også? Den eneste måde du kan finde ud af det, er ved at tage en faderskabsprøve, når barnet bliver født.” Han sagde det samme som Mathias. Men han havde jo ret. Den eneste måde jeg kunne for alvor afgøre det, var ved at få Nathan til at tage en prøve.

”Men for at komme tilbage til det om at i har drømt om hinanden, så kan den mest logiske forklaring, som stadig ikke er helt logisk, være at i har en eller anden speciel connection  Det kan jo ikke bare være tilfældigt, det der er sket.” Jeg nikkede langsomt, da han fortalte noget jeg aldrig havde tænkt over før.

"Altså I har måske en speciel kontakt til hinandens sind, på en eller anden måde."

”Det har jeg aldrig tænkt på..” Sagde jeg opgivende. Han nikkede og begyndte at skrive ned på sit papir. Jeg kiggede ud af vinduet, mens jeg ventede på ét til spørgsmål, eller én til konklusion. Min hjerne begyndte at vandre hen mod Nathan. Jeg havde stadig en mærkelig følelse i maven, når jeg tænkte på ham. Jeg var stadig irriteret på ham, uden nogen egentlig grund, og jeg havde egentlig ikke den helt store trang til at se ham, samtidig med at jeg savnede ham utrolig meget. Det var nærmest en ubeskrivelig følelse.

”Men du har nok ikke så meget brug for mig, nu hvor du har fundet ud af at Nathan er en virkelig person.” Mit blik faldt tilbage på ham, og jeg kunne ikke lade værre med at smile da det gik op for mig at han havde ret. Jeg fik en psykolog fordi jeg troede at der var noget i vejen med mig fordi jeg blev ved med at drømme om den samme person. Men der var ikke noget i vejen med mig, fordi Nathan jo fandtes.

”Nej, du har nok ret….”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...