drowning in dreamy love

hvad sker der hvis man forelsker sig i en person fra ens drømme? kan det overhovedet lade sig gøre? det kan det, for det er både Nathan og Yasmin kommet ud for. De har forelsket sig dybt i hinanden, så meget at det gør ondt. Men problemet er at de mødes kun om natten i hinandens drømme, indtil lyset kommer og skiller dem ad og de vågner. De tror begge to at personen i drømmene ikke findes og det er smertefuldt for dem begge at være forelsket i en person de er overbevist om ikke eksistere. følg med, når Nathan og Yasmin går hver deres veje for at komme sig over forelskelsen i hinanden. Mon de finder ny kærelighed eller vil kærligheden til hinanden aldrig kunne erstattes? eller måske en dag møder de hinanden i virkeligheden? og hvordan ville de reagere hvis de møder hinanden i virkeligheden? læs med!

20Likes
30Kommentarer
3334Visninger
AA

31. 30: Halvhjertet smil.

”hej Mathias… Det er Yasmin..” fik jeg sagt tøvende. Der blev helt stille i lidt tid, og jeg var sikker på at han ville ligge på, indtil…

”Hvad vil du?” snerrede han. Det føltes som om jeg fik en kniv i hjertet, når han snakkede så vredt til mig. Jeg tog mod til mig og sagde noget.

”Jeg ved godt at det ikke er nok med et undskyld… Det jeg gjorde var ikke okay, men jeg vil gerne have en chance til at forklare mig. Det er meget mere indviklet end du tror, og du kender kun til en lille del af historien… jeg vil bare gerne ha’ dig til at forstå..” Forklarede jeg desperat. Jeg krydsede fingre for at han ville høre på mig. Det kan godt være at han ikke ville tilgive mig, men han er nødt til at høre sandheden, så han kan forstå mig bedre.

”Jeg ved allerede alt hvad jeg behøver at vide. Du brændte mig af, og var mig utro. Jeg-”

”Mathias please hør på mig! Det er her er ikke et desperat forsøg på at få dig tilbage, eller noget, jeg kan godt forstå hvis du ikke gider, at have mig tilbage, men du er nødt til at høre på mig! Du er nødt til at forstå, hvorfor jeg gjorde, som jeg gjorde!” Jeg kunne mærke en klump presse sig på nede i min hals, og mine øjne dunkede med tåre.

Der lød et suk gennem telefonen. Jo længere tid der gik, jo mere nervøs blev jeg.

”Okay.. Det betyder ikke at jeg har tænkt mig at tilgive dig. Men jeg vil gerne høre hvad du har at sige.”

”Godt. Men jeg er stadig i London. Kan du så ikke komme og hente mig i din bil, så fortæller jeg dig det i bilen på vejen hjem…” Det spørgsmål var det, jeg var mest nervøs for, at høre svaret på, for hvem gider køre fra Manchester til London, og tilbage igen, for at hente én de hader? Det ville jeg aldrig selv gøre.

”Okay…. Men så har din forklaring også at være god.” Jeg blev faktisk lidt overrasket over det. Jeg troede, at jeg var nødt til at kæmpe mere, for at få ham til det.

”Det lover jeg. Men det kommer også an på om du tror mig.”

”Det kan jeg ikke love… når men så ses vi vel om et par timer…” Han lød ikke specielt interesseret, men der måtte vel være en eller anden grund til at han sagde ja til at hente mig… Det måtte jeg finde ud af, men først skulle jeg vente i tre timer. Jeg kunne gå hen i hotellets lobby, og lade som om jeg lige havde tjekket ud når han kom. God ide.

-

Han kiggede ikke én gang på mig, efter jeg havde sat mig ind i bilen. Jeg var som luft. Hans greb om rettet var unormalt stramt, og når jeg kiggede op på hans ansigt, skræmte det mig lidt, så vred han så ud.

”Mathias…” Sagde jeg ud i luften, bare for at være sikker på, at han ikke havde glemt min tilstedeværelse. Jeg kunne se hans pupil rulle hen i øjenkrogen, for at kigge på mig, uden at dreje hovedet. Derefter rullede hans øjne tilbage, for at kigge ud på vejen, hvor han kørte. Jeg skulle lige til at sige noget mere, men han kom først:

”Har du tænkt dig at komme med din forklaring nu?” Min lukkede i, ved hans pludselige sætning, og jeg kiggede ned i mit skød. Det her ville gå præcis som, da jeg fortalte det til Frederikke. Han ville tro, at jeg var skør. Han ville begynde at råbe af mig. Og jeg ville have ødelagt det hele. Men jeg havde selv rodet mig ud i at skulle fortælle ham det, og jeg vidste også at det var det bedste, lige meget om han ville tro mig eller ej.

Mit blik listede op fra mit skød, og rettede sig ud mod vejen, i forruden. Jeg tog en dyb indånding, men stoppede midt i at blæse luften ud gennem min mund, for at sige:

”Du lover ikke at afbryde mig, før jeg er færdig med at fortælle, ik?” Jeg kiggede hen på ham, gennem min øjenkrog, og hørte ham sige at kort ’hhhmm sikkert’.

”Det er lidt indviklet at forklare… men jeg var på en måde allerede sammen med Nathan, før vi kom sammen…” Han sagde ikke en lyd. Det virkede som om, at han holdt hvad han lovede.

”Lige meget hvor underligt det her kommer til at lyde, så må du tro på, at det jeg siger, er sandt. Jeg ringede ikke til dig for at fortælle dig en eller anden sindssyg løgn, vel.” Jeg stoppede op, for at kigge på ham, og se hans reaktion. Han så helt kold ud, og lignede mest af alt, at han slet ikke lyttede efter.

”Inden vi to kom sammen, havde jeg haft de her underlige drømme om Nathan. Jeg drømte om ham næsten hver nat, og jeg kunne ikke tænke på andet end ham….” Ved det kiggede han hen på mig, med et løftet øjenbryn, men afbrød mig ikke, ligesom han havde lovet. ”Jeg er ked af det Mathias…. Men grunden til at jeg blev kæreste med dig er, at jeg håbede, at jeg kunne blive forelsket i dig. Jeg var overbevist om, at jeg kunne blive forelsket i dig, og glemme alt om Nathan, som kun eksisterede i mine drømme. Men det gik ikke helt sådan… Jeg kunne ikke stoppe med at tænke på ham, og da vi kom til London, skete der det, at jeg mødte ham, og fandt ud af at han også havde haft de samme drømme om mig.-”

”Vent… hvad fanen er du fortæller mig? Skulle jeg tro på at du har haft ’drømmemøder’ med en fyr du ikke kender? Phhhf…”

”Jeg ved godt at det lyder underligt, og jeg kan knap nok selv tro på hvad det er jeg sidder og fortæller, men lige meget hvad er det altså det der er sket…” Han så helt tom ud for ord, og skulle lige til at sige noget, men lukkede munden igen, for at lytte videre. Det var heller ikke fordi at han kunne stikke af nu, ligesom Frederikke havde gjort det, fordi det jo var hans bil, vi sad i.

”Det var aldrig meningen, at jeg skulle såre nogen, men jeg tror bare, at jeg havde så travlt med at have ondt af mig selv, så jeg glemte at tænke på andre. Jeg er så ked af det Mathias…” Jeg afsluttede min forklaring, uden nogle forhåbninger. Jeg vidste godt, at det ikke ville ændre noget mellem os, men jeg var nødt til at få det sagt. Fordi han ikke skulle tro, at jeg med vilje havde været ham utro. Fordi Han var nødt til at vide sandheden, så han ikke blev ved med at leve på løgnen. Fordi jeg inderst inde håbede at han ville tro mig, i modsætningen til Frederikke.

”Tror du mig?” Spurgte jeg tvivlende.

”Jeg ved ik…” Jeg sukkede opgivende, og kiggede tilbage i mit skød.

”Men det her gør ikke så jeg for mere lyst til at tilgive dig… Nu ved jeg jo, at du hele tiden bare brugte mig til at komme dig over en anden fyr.” Når han bare sagde det lige ud, som det var, fik jeg en dårlig fornemmelse. Sandhedens fornemmelse. ”Hvad bliver det næste?… At han også er far til dit barn?” Sagde han snerrende. Jeg vendte mundvigen ned, og kiggede ned på min mave, hvor en lille bule havde begyndt at forme sig.

”Nej… Mig og Nathan har ikke en gang været i seng sammen, sådan da… Altså… kun én gang, men det var altså i drømmene.” Han fnes hurtigt, og det fik mig til at stirre i forvirring.

”Hvis i kan mødes i jeres drømme, og i begge kan huske det samme om drømmene, Hvorfor fanen skulle det der er sket i drømmene så ikke kunne være virkelighed?” Det føltes som at blive slået i brystkassen, da det gik op for mig, at han måske kunne have ret.

Jeg huskede tilbage på dengang, jeg var vågnet op efter en drøm om Nathan, med et sugemærke på halsen. Det der var sket i drømmen var også sket i virkeligheden. Men det er da umuligt…

”Det… det ved jeg ik…” Sagde jeg så stille, at man næsten ikke kunne høre det.

Jeg mærkede min Mobil vibrere baglomme, og jeg skyndte mig, at kigge hvem det var der ringede. Det var Nathan. Jeg kiggede hen på Mathias, som også kiggede på min skærm, hvorefter han rullede med øjnene. På en eller anden måde fik jeg guided min finger hen på ’afvis opkald’ -knappen.

”Hvorfor lagde du på?” spurgte han. Jeg var nødt til også selv at stille mig det spørgsmål, før jeg fandt et svar.

”Ikke særlig god timing, lige nu…” Jeg smillede til ham, før han nåede at kigge tilbage på vejen, uden noget gengældt smil. Jeg vendte ikke mit hoved, for der var stadig et spørgsmål, jeg behøvede et svar på.

”Tror du på mig nu?” Kom det ud som en tynd håbefuld stemme. Hans adamsæble hoppede, som han sank, og jeg studerede nøje hans øjne, mens hans hoved vendte sig mod mig igen.

”Ja…” Han smilte for første gang, dog ikke et smil der nåede helt hans kinder, men det var en start. Jeg lænede mig afslappet tilbage i sædet, med tanken om at jeg rent faktisk havde fået ham overbevist. Men alligevel virkede det som om, der var noget, som fyldte luften mellem os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...