drowning in dreamy love

hvad sker der hvis man forelsker sig i en person fra ens drømme? kan det overhovedet lade sig gøre? det kan det, for det er både Nathan og Yasmin kommet ud for. De har forelsket sig dybt i hinanden, så meget at det gør ondt. Men problemet er at de mødes kun om natten i hinandens drømme, indtil lyset kommer og skiller dem ad og de vågner. De tror begge to at personen i drømmene ikke findes og det er smertefuldt for dem begge at være forelsket i en person de er overbevist om ikke eksistere. følg med, når Nathan og Yasmin går hver deres veje for at komme sig over forelskelsen i hinanden. Mon de finder ny kærelighed eller vil kærligheden til hinanden aldrig kunne erstattes? eller måske en dag møder de hinanden i virkeligheden? og hvordan ville de reagere hvis de møder hinanden i virkeligheden? læs med!

20Likes
30Kommentarer
3399Visninger
AA

30. 29: Det flækkede træ.

Nu er der nok ikke så mange kapitler tilbage, før den er helt færdig! :-( Jeg håber at i alle stadig læser med, selvom der bliver lidt lang ventetid mellem kapitlerne (y) :-)

 

”Halo…” Mine øjne kiggede forvirret rundt i mørket, og jeg prøvede at finde ud af, hvorfor jeg var her igen. På den mørke høj, der bragte så mange minder. For det meste kun gode minder. Mine øjne sprang hen til træet, som jeg huskede som et af de gode minder, og fik mig et chok. Træet var revnet, og kunne falde sammen når som helst.

Jeg satte mig i græsset, og prøvede at samle mine tanker. Mit hjerte begyndte at banke hurtigere, da jeg mærkede en hånd strejfe min ryg. Jeg behøvede ikke en gang at kigge, for at finde ud af hvem det var. Hans berøringer var ikke til at tage fejl af.

”Nathan…” Fik jeg sagt, med en tynd stemme. Jeg mærkede ham sætte sig i græsset bag mig, og derefter hans arme omgive mig, med varme. Først dér gik det op for mig hvor meget jeg havde savnet, at ha’ ham tæt på mig. Jeg havde brug for ham hvert et sekund, jeg trak vejret.

”Hvad laver vi her?” Spurgte jeg. Han strammede sit greb om mig, og kyssede blidt min hals.

”Jeg ved det ligeså godt som dig?” Sagde han blidt. Mine øjenlåg faldt i, mens jeg nød at være omgivet af ham jeg elsker. Trangen til at se hans ansigt overældede mig, og jeg vendte hurtigt i hans arme, til at blive mødt af hans blide øjne, kun oplyst af månen. Han smilede, og studerede mit ansigt. Jeg smilede også, indtil frustration over situationen kom over mig igen. Hvorfor drømte vi lige pludselig om hinanden igen? var det den rigtige Nathan, eller var det bare en normal drøm? Hvorfor var træet flækket?

”Undre du dig slet ikke, over hvorfor vi er her?” spurgte jeg, et seriøst blik smurt i mit ansigt.

”Jo… men jeg vil hellere bruge tiden på at nyde det, i stedet for at undre mig.” Sagde han med en lav, mørk stemme. Det var som om han vaskede min frustration væk, og jeg glemte alt om det, jeg undrede mig over. Det eneste jeg tænkte på var Nathan.

Jeg lænede mig tættere på ham, så vores paner rørte hinanden, før jeg lukkede mine øjne, og lagde mine læber på hans, desperat efter at mærke ham. Han kyssede igen. Han tog fat om mine ben, og placerede dem rundt om hans hofter, så vi sad helt tæt.

Efter vi havde kysset i et godt minut, lænede Nathan sig væk, og jeg kunne mærke mit hjerte længes for mere. Vi sad bare og kiggede hinanden ind i øjnene, ingen akavet stilhed, det var som om vores øjne sagde det hele. Men der lå en masse ting i baghovedet, som jeg ikke kunne holde inde meget længere. Jeg var nødt til at sige det.

”Nathan, jeg… Jeg kunne ikke komme hjem med toget. Jeg havde ikke nok penge… jeg.” Det kom ud lidt for hurtigt, og jeg vidste knap nok hvad jeg skulle sige.  Han kiggede forvirret på mig, men jeg kunne se i hans øjne, at han godt forstod hvad jeg sagde.

”Hvad mener du?” Sagde han tvivlende. Jeg var udmærket godt klar over, at hvis jeg sagde sandheden, ville han flippe ud, og det værste der kunne ske, var hvis han tog hjem fra tournéen. Han skulle ikke tro, at jeg var så hjælpeløs, for jeg kunne godt klare mig selv.

”ik- ik noget…”

”jo, hvad er der sket?” Han kiggede mig desperat i øjnene, og strammede sit greb om mig, med hans arme. Jeg undgik hans blik, og kiggede væk, ud mod fuldmånen. Han rykkede sine hænder længere op ad ryggen på mig, lagde sin hage på min skulder og krammede mig.

”Du kan godt sige det til mig.” Sagde han stille ind i mit øre. Jeg ville ikke overgive mig så let. Han skulle ikke finde ud af, hvor svag jeg var, så jeg nægtede at sige det.

Det gik op for ham, at jeg ikke havde tænkt mig at snakke, og han sukkede.

”Hvor er du så nu, hvis du ikke kunne komme med toget?” Han tog fat om min hage, og tvang mig til at kigge på ham.

”Hør, jeg er ked af at jeg kom til at råbe af dig i telefonen i går. Men jeg håbede da at du stadig ville snakke med mig.” Han smilede, og jeg kunne ikke lade værre med at smile igen. Men lige meget hvad han sagde, havde jeg ikke lyst til at fortælle om det. Jeg ville ikke ødelægge hans tourné, ved at få ham til at gå og bekymre sig hele tiden.

Min hånd sneg sig om bag hans hoved, og pressede hans hoved tættere på mit, så vores læber mødtes igen.

-

Jeg vågnede ved morgensolen, som skar sig gennem mine øjenlåg. Jeg ville vende mig om, man gav op da det gjorde for ondt. Det var helt sikkert sidste gang jeg havde tænkt mig at sove på en bænk. Jeg havde intet valg, for jeg havde lige præcist ikke nok penge på mit kort. Hvis bare jeg havde taget mit andet kort, til min anden bankkonto med. Jeg havde prøvet hele dagen i går at ringe til Frederikke, men hun tog ikke telefonen, hun sendte mig bare direkte til telefonsvarer.

Mine tanker røg tilbage på den drøm, jeg lige havde haft. Jeg havde ikke mødtes med Nathan i mine drømme, i vildt lang tid, og så lige pludselig, når han ikke var der… Men det der undrede mig mest var det ødelagte træ. Det måtte betyde et eller andet, for det havde aldrig set sådan ud før, og det skræmte mig mildest talt.

Jeg kiggede bag mig ud mod resten af St. James park, og spottede nogle få mennesker gå rundt med deres hunde. De troede sikkert at jeg var underlig hvis jeg lå og sov på bænken, så jeg skyndte mig at sætte mig op. Jeg tjekkede min mobil, men der var ingen opkald, eller sms’er. Endnu en gang prøvede jeg at ringe til hende. Jeg lænede mig tilbage på bænken og kiggede ud mod søen. Jeg kunne godt mærke, at det ikke havde gjort mig godt, at ligge på en bænk en hel nat. Min nakke gjorde vildt ondt!

”Det er Frederikkes telefonsvare. Jeg kan ikke tage telefonen lige nu, men-” Jeg lagde på. Det måtte være den 17ne gang jeg hørte den telefonsvarer, og jeg var godt nok træt af den.  Jeg spolede igennem mine kontakter, og stoppede ved ét bestemt navn. Det kunne være min sidste mulighed, og på det tidspunkt ville jeg gøre alt for at komme hjem, under min egen varme dyne.

Jeg måtte også få snakket ud med ham på et eller andet tidspunkt, selvom det ikke var sikkert at han nogensinde ville forstå hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde. Hvorfor jeg sagde ja til hans kærlighed, selvom jeg ikke ønskede den, og så bagefter knuste hans hjerte. Jeg var nødt til at fortælle sandheden, lige meget om han ville tro det eller ej.

Jeg trykkede opkald knappen, og holdt vejret, mens jeg lyttede til det ene bip efter det andet. Bip tonen stoppede, og der kom en knasende lyd efterfulgt af:

”Det er Mathias...”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...