drowning in dreamy love

hvad sker der hvis man forelsker sig i en person fra ens drømme? kan det overhovedet lade sig gøre? det kan det, for det er både Nathan og Yasmin kommet ud for. De har forelsket sig dybt i hinanden, så meget at det gør ondt. Men problemet er at de mødes kun om natten i hinandens drømme, indtil lyset kommer og skiller dem ad og de vågner. De tror begge to at personen i drømmene ikke findes og det er smertefuldt for dem begge at være forelsket i en person de er overbevist om ikke eksistere. følg med, når Nathan og Yasmin går hver deres veje for at komme sig over forelskelsen i hinanden. Mon de finder ny kærelighed eller vil kærligheden til hinanden aldrig kunne erstattes? eller måske en dag møder de hinanden i virkeligheden? og hvordan ville de reagere hvis de møder hinanden i virkeligheden? læs med!

20Likes
30Kommentarer
3329Visninger
AA

29. 28: løbet tør for håb

 

undskyld, for vente tiden. Af en eller anden grund, tror jeg altid, at jeg har mere tid til at skrive, end jeg har. Jeg er ikke supper tilfreds med dette kapitel, men det var noget jeg var nødt til at skrive, for at komme videre i historien. Lover at det næste kapitel bliver bedre.

ps. Har i hørt at Nathan har fået en kæreste, i virkeligheden?! :-0 Da jeg fandt ud af det  var jeg lige ved at dø... mest fordi han har løjet om det i et halvt år!... Når men håber I kan li' kapitlet :-/xx

 

En dag var gået. En dag mindre til jeg kom til at se Nathan igen. Jeg lå alene på mit hotelværelse, og overvejede hvad jeg skulle gøre. Jeg var halvejs på vej til at gi’ op, men der var én ting der holdt mig i gang. Mit barn. Jeg kunne ikke gi’ op på alt nu, når jeg snart skulle ha’ et barn. Jeg skulle i hvert fald løse mine problemer med Frekke, men problemet var bare, at hun var meget stædig. Hun ville måske først tro på min historie, når hun havde fået et bevis. Hvilket ville blive lidt besværligt.

Jeg ville gerne tage hjem, fordi der var ingen grund til at blive, når jeg var alene. Men jeg kunne ikke. Jeg havde stadig mit fosters blodprøve på hospitalet i London, og jeg var nødt til først at fortælle dem at jeg tog tilbage til Manchester, så de kunne sende prøven dérhen, før jeg kunne tage hjem. Hvorfor skulle alting være så besværligt?

Jeg kiggede rundt i hotelværelset, og overvejede at rejse mig fra sengen. Jeg kunne gå hen på hospitalet og bede dem sende prøven til hospitalet i Manchester, så jeg kunne komme hjem. Men jeg kunne også ligge og tænke over hvor trist mit liv var blevet, og bare forlænge tiden i London. Vent. Hvis jeg blev i London, skulle jeg også betale for mit hotelværelse i længere tid, og så ville jeg blive fattigere end jeg allerede var… så måske jeg bare skulle få min dovne røv ud derfra.

Jeg gled langsomt ned ad dobbeltsengen, indtil jeg mærkede mine fødder lande på gulvet. Min krop rejste sig automatisk op, og min udmattede krop kæmpede lidt med at holde balancen. Jeg havde ikke orket at skifte til nattøj, om aftenen, så jeg havde stadig mit tøj fra dagen inden på. Normalt ville jeg syntes at det var ulækkert, men jeg var ligeglad. Hvorfor skulle jeg gøre noget ud af mig selv? Der var alligevel ikke nogen at imponere, og desuden fortjente jeg at gå rundt i klamt tøj, på højlys dag.

Man kunne ikke ligefrem kalde det højlys dag. Da jeg kom ud på gaden, fandt jeg ud af, at det regnede. Typisk London vejr, men alligevel føltes det som en straf. Jeg krammede min sorte lederjakke godt om mig, og kiggede ned i jorden for at undgå, at få regn i ansigtet. Mine ben føltes tungere for hvert skridt jeg tog, og jeg blev pludselig et øjeblik bevidst om min egen tilstedeværelse. De små regndråber, som gennemblødte min lange manke af gyldenbrunt hår. Min nakke, som begyndte at gøre ondt, efter at holde mit hoved nede så længe. Mit tunge, bankende hjerte. Den vibrerende følelse i min baglomme.

Vibrerende følelse i min baglomme?

Mit hjerte hoppede et slag over, da det gik op for mig at det var min mobil, og jeg skyndte mig at se, hvem ringede. Da den lysende skærm kom til syne, kunne jeg ikke andet end at smile. ’Nath<3’ stod der med store, sorte bogstaver, og med et billede af ham bag teksten, hvor han smilte stort.

”Hej Nathan” Jeg fortsatte med at gå gennem regnen, med mobilen op til mit øre, godt gemt væk fra regnen, bag mit hår.

”Hej smukke” Hans varme stemme flød ud af mobilen, og varmede med det samme hele min krop op.

”Hvordan har du det? Jeg fik ikke ringet i går, det må du undskylde.” Han undskyldte fordi han ikke fik ringet efter han var taget af sted. Han var perfekt. Alt for perfekt for mig.

”Jeg har det fint. Så fint som jeg kan ha’ det uden dig. Hvad med dig?”

”Jeg savner dig, men ellers er det ret fedt indtil videre. Vi har et show i Brighton i aften. Der er næsten udsolgt.”

”Fedt, glæder du dig?”

”Ja da, jeg har aldrig optrådt på sådan en stor scene før.” Han lød meget begejstret.

”Jeg ville ønske, at jeg kunne være der og se dig.”
”Ja, det var en af grundene til at jeg ringede til dig. Så vi kunne aftale hvilken koncert du skulle komme til.”

”hvad med Manchester? Jeg har tænkt mig at tage tilbage i dag, så det ville nok være smartest.”

Jeg så hospitalet komme til syne, gennem den tykke regn, og åndede lettet ud, før Nathans overaskede stemme lød gennem mit øre.

”Hvorfor tager du hjem?”

 Jeg holdt en pause, før jeg tog mig sammen til at svare.

”Frekke og Mathias er taget hjem, så jeg er alene her i London…”

Jeg åbnede døren til hospitalet, og så mig om, før jeg satte mig hen i en sofa. Det ville nok være en god idé at snakke færdigt med Nathan nu, og ikke senere.

”hvorfor sagde du ik det noget tidligere?” Hans tone gjorde mig lidt bange. Jeg kunne kun håbe på, at han vrissede sådan, fordi han var bekymret, og ikke fordi han var sur.

”Fordi så ville du begynde at bekymre dig…”

”Nej… eller lidt jo. Men derfor ville jeg da godt ha’ fået fortalt at de begge havde efterladt dig.”

”Nathan, jeg er ikke en lille pige, faktisk er jeg ældre end dig, og du behøver ikke at passe på mig.” Det var svært at sige, om jeg blev såret af de ord han sagde, eller glad for dem. Men det at han hissede sig op over sådan en lille ting, fik mig bare til at føle mig dårligere tilpas.

”Men du kan jo stadig godt fortælle, hvad der sker i dit liv…”

”lad vær… det her er det sidste jeg har brug for lige nu…” sagde jeg stille, som om det ikke var muligt for mig, at sige det højere. Derefter lagde jeg på. Stadig i tvivl om jeg var ked af, at han bekymrede sig, eller om jeg var glad for det. Mit tunge hjerte afgjorde det ikke, men lige meget hvad det var, gjorde det mig mere trist.

Jeg så mig om i receptionen, og tog mig sammen til at rejse mig. Jeg havde ikke lyst til at snakke med flere mennesker, men jeg vidste at jeg var nødt til det. Jeg skulle bare ha’ ordnet det her, så jeg kunne tage hjem, og græde i min egen dejlige seng.

Mine tunge ben, førte mig direkte hen til den lyshårede pige ved disken. Hun smilede venligt, og fik mig til at slappe lidt mere af, bare ved synet af et venligt menneske.

”hvad kan jeg gøre for dig?” Spurgte hun, i en meget lys og blød tone.

”Jeg skal snakke med Dr. Wright.”

-

Jeg gik direkte tilbage til hotellet, efter jeg havde snakket med Dr. Wright, for at pakke mine ting. Endelig skulle jeg hjem. Væk fra det sted, hvor jeg fik knust endnu en drengs hjerte, bare fordi at Nathan var uimodståelig. Og jeg fik ødelagt et venskab, fordi jeg blev kæreste med Nathan. Nu hvor jeg tænkte over det, var Nathan involveret i alt det der var gået galt for mig, de sidste par måneder.

Det var hans skyld, at jeg blev deprimeret. Hans skyld at jeg havde brug for en psykolog. Hvad godt havde han overhovedet gjort?

Jeg rystede de negative tanker af mig, så jeg ikke blev mere trist end jeg allerede var. Jeg lynede min kuffert, og åndede lettet ud, over at jeg var færdig. Så var det bare ned og betale for hotelopholdet. Jeg tjekkede en sidste gang om jeg havde pakket alt, før jeg tog elevatoren ned til receptionen. Med et falskt smil på læben, gik jeg hen til disken og betalte med mit mastercard. Et øjeblik var jeg bange for at jeg ikke havde nok penge på kortet, da maskinen først afslog betalingen, men heldigvis var det bare fordi, at jeg havde trykket min kode forkert.

Det regnede stadig, men jeg var ligeglad. Jeg var stadig våd, efter turen tilbage til hotellet, så det gjorde ingen forskel.

 Det var underligt at få øje på togstationen. Sidst jeg havde set den, var da jeg ankom i London, fuld af håb om gode oplevelser. Nogle gode oplevelser blev der, men i alt blev turen til en stor fiasko. Jeg havde ikke længere noget håb. Alt var alligevel ødelagt. Man skulle tro at jeg havde min menstruation, så negativ jeg var.

Der var mange mennesker på stationen, men jeg følte mig helt usynlig. Det var som om, at lige meget hvor jeg gik, holdt folk mindst 3 meters afstand til mig, hvis der var plads nok til at holde sig så langt fra mig. Heldigvis var mit tog ankommet. Så skulle jeg bare først klippe.

Jeg rakte ned i min jakkelomme, for at få mit klippekort, men der var ikke andet end mine nøgler. Mit hjerte begyndte pludseligt at hoppe af skræk. Jeg troede lige at det ikke kunne blive værre, men der tog jeg fejl. Efter at ha’ tjekket min kuffert, kom jeg i tanke om at Frederikke havde kortet.

Det eneste jeg kunne håbe på nu, var at jeg havde nok penge på mit kort til at betale for turen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...