drowning in dreamy love

hvad sker der hvis man forelsker sig i en person fra ens drømme? kan det overhovedet lade sig gøre? det kan det, for det er både Nathan og Yasmin kommet ud for. De har forelsket sig dybt i hinanden, så meget at det gør ondt. Men problemet er at de mødes kun om natten i hinandens drømme, indtil lyset kommer og skiller dem ad og de vågner. De tror begge to at personen i drømmene ikke findes og det er smertefuldt for dem begge at være forelsket i en person de er overbevist om ikke eksistere. følg med, når Nathan og Yasmin går hver deres veje for at komme sig over forelskelsen i hinanden. Mon de finder ny kærelighed eller vil kærligheden til hinanden aldrig kunne erstattes? eller måske en dag møder de hinanden i virkeligheden? og hvordan ville de reagere hvis de møder hinanden i virkeligheden? læs med!

20Likes
30Kommentarer
3422Visninger
AA

28. 27: aldrig gå tilbage til en fuser

 

Her er et lille kort kapitel, som jeg lige fik skrevet. Jeg lover at der meget snart kommer mere, for nu hvor jeg er begyndt at skrive igen, har jeg fået massere af nye idéer, og lyst til at skrive mere! :-) I forgårs sad jeg også og læste historien igennem, og HOLD DA Op, jeg kan godt forstå at i har klaget over stavefejl, for dem er der mange af. Jeg håber at der ikke bliver nær så mange af dem i fremtiden. xx

 

”Farvel Nath…” Jeg knugede hans krop hårdere ind til mig, fordi jeg vidste at det ville være sidste gang i lang tid. Han kyssede mig på panden og sendte gåsehud gennem min krop.

De andre drenge var kommet for ikke så lang tid siden, og nu holdt deres tourbus ude foran lejligheden og ventede på dem. Jeg stod ude på gaden med Nathan, og de andre drenge sad og stirrede med store øjne på os. De havde jo ikke vidst at mig og Nathan var sammen, før de kom hjem til mig og Nathan ovenpå hinanden.

”kun en måned, så kommer jeg hjem.” Han smilede og lænede sig væk fra krammet. Hans hånd fandt min hånd, og hans fingre begyndte at leje med mine.

”en måned.” Gentog jeg.

”Medmindre…” Hans øjne lyste pludseligt op og jeg kunne ikke lade vær’ med at smile over hans nuttede ansigts udtryk.

”medmindre hvad?” smilede jeg.

”Medmindre du kommer til en af vores koncerter.” Hans øjne lyste op over hans idé. Jeg smågrinede over hans entusiasme. Min hånd lukkede sig rundt om hans og jeg smillede stort op til ham.

”Er det en invitation?”

”ja-”

”Nathan vi køre uden dig hvis ikke snart du kommer!” Jeg kiggede bag Nathan og så den skaldede fyr, som havde præsenteret sig som Max, stikke hovedet ud af vinduet. Mit smil faldt med det samme og jeg så Nathans smil gøre det samme.

”Jeg ringer til dig, så kan vi aftale det.” Han sendte mig et sidste smil, som ikke helt nåede hans øjne, før han langsomt fjernede sig fra mig. Min hånd gled ud af hans varme hånd og det føltes som om alt varme i mig forsvandt.

”Jeg elsker dig.” Var det sidste han sagde, før han begyndte at bakke væk fra mig. Den tomme følelse som krøb op til min brystkasse, efterlod en ubehagelig kriller efter sig. Jeg var tæt på at fælle en tåre, men jeg havde lovet mig selv ikke at græde. Det var mig som sagde at jeg ikke ville med, så jeg skulle ikke stå og græde over det.

Nathan satte sig ind i bilen ved siden af de andre, og da bilen langsomt trillede ud på vejen, vinkede han farvel, med et hundehvalpeudtryk, som fik mig til at smile. Jeg vinkede tilbage, med det mest ægte smil jeg kunne lave, mens mit hjerte langsomt blev revet i tusind stykker.

Jeg stod og holdt øje med bilen, til jeg ikke længere kunne se den. Han var væk nu. For alvor væk. Jeg mærkede med det samme smerten af savn, da det gik op for mig. Jeg tog en dyb vejrtrækning, før jeg tog et skridt i den modsatte retning af den retning bilen var kørt i.

Det var kun en lille måned. Og jeg skulle åbenbart også se ham til en af hans koncerter, hvilket jeg glædede mig rigtig meget til. Det var første gang jeg skulle høre ham live. Nu skulle jeg bare tilbage og få det snakket ud med Frekke… og Mathias. Jeg var nødt til at slå op med ham nu, hvis ikke han nåede at slå op med mig først.

Mine tanker var det eneste som holdt mig fra ensomheden, mens jeg gik gennem gaderne. Gaderne var ikke tomme, men jeg følte mig alligevel alene i verden. Jeg så de forbipasserende menneskers munde bevæge sig, men deres ord nåede ikke helt mine øre. Den eneste lyd der fyldte mit hoved, var lyden af Nathans stemme.

-

Da jeg kom på hotellet, gik jeg med det samme hen for at banke på Frekkes dør. Jeg lod blidt min hånd slå på døren, og ventede utålmodigt på at døren skulle svinge op. Den svingede ikke op som jeg havde forventet. Måske var hun bare så sur, at hun ikke gad lukke op. Det kunne godt ligne hende.

”Hun er der ikke…” lød en sur stemme bag mig. Jeg drejede langsomt om på mine hæle, og kiggede ind i Mathias’ mørke øjne. Han havde mørke poser under øjnene, og det vide i hans øjne havde skiftet til en klar lys, rød farve. Han havde grædt. Og det var min skyld. Hans hår hang uldet ned over hans pande, som om han slet ikke havde gidet bruge tid på at kigge sig i spejlet den dag.

”Hun er taget hjem.” Sagde han. Hans blik kiggede hurtigt ned ad min krop, før han kiggede ind i mine øjne igen.

”Jeg tager også hjem.” Min tunge føltes helt lammet, og jeg kunne slet ikke tænke frem til et svar. Ovenpå alt det der allerede var sket den dag, havde jeg pludselig ikke nogen ord. Det var ikke nogen overraskelse at Mathias tog hjem, men alligevel kom tanken om at blive efterladt som et chok.

”Hvis du ikke har tænkt dig at sige noget, kan jeg lige så godt gå nu.” Han bakkede væk fra mig, så jeg kunne se ham i fuld figur. Det første jeg bemærkede var hans knyttede næver på hver side af ham. Ved siden af ham stod hans kuffert, klar til at tage af sted.

”Jeg er ked af at jeg har været så dum at bruge min tid på dig, men jeg er glad for at jeg endelig har fundet ud af det.” Han tog fat om sin taske og drejede væk fra mig. Jeg ville råbe efter ham, eller sige et eller andet, men intet kunne forandre hvad der skete. Han ville gå lige meget om jeg råbte at jeg elskede ham, og et undskyld ville ikke en gang være et lille plaster på såret. Jeg havde stadig brugt ham. Været ham utro.

Jeg følte mig pludselig meget klam, ved tanken om hvad jeg havde gjort. Jeg havde snuppet min bedstevenindes crush, været min kæreste utro og forresten brugte jeg kun min kæreste for at komme mig over en anden fyr. Jeg er vel nok et sødt menneske.

Hvis bare de kunne forstå mig. Hvis de kunne forstå mig, så… ville de stadig være sårede. Hvis bare jeg ikke havde glemt at tænke på andres følelser. Jeg havde så travlt med at tænke på hvor deprimeret jeg var, så jeg glemte at tænke på dem jeg holder af…

Min ryg kolliderede med døren til det nu, tomme værelse og jeg gled langsomt ned til gulvet. Det føltes som om mit hjerte trak mig ned. Det var for tungt med smerte til at jeg kunne stå. Mit blik låste sig fast på enden af gangen, i håb om at Mathias ville komme tilbage. Selvfølgelig kom han ikke. Hvorfor gå tilbage til en fuser?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...