drowning in dreamy love

hvad sker der hvis man forelsker sig i en person fra ens drømme? kan det overhovedet lade sig gøre? det kan det, for det er både Nathan og Yasmin kommet ud for. De har forelsket sig dybt i hinanden, så meget at det gør ondt. Men problemet er at de mødes kun om natten i hinandens drømme, indtil lyset kommer og skiller dem ad og de vågner. De tror begge to at personen i drømmene ikke findes og det er smertefuldt for dem begge at være forelsket i en person de er overbevist om ikke eksistere. følg med, når Nathan og Yasmin går hver deres veje for at komme sig over forelskelsen i hinanden. Mon de finder ny kærelighed eller vil kærligheden til hinanden aldrig kunne erstattes? eller måske en dag møder de hinanden i virkeligheden? og hvordan ville de reagere hvis de møder hinanden i virkeligheden? læs med!

20Likes
30Kommentarer
3304Visninger
AA

27. 26: det sidste kys

 

endelig har jeg fået skrevet kapitlet færdigt :-D håber i stadig følger med i historien, og skriv (meget) gerne en kommentar nedenunder, om hvad i synes :-) xx

 

Jeg havde gået og holdt på hemmeligheden om Nathan i flere måneder nu. Det var kun få uger siden at jeg mødte ham, og fandt ud af at Frekke var interesseret i ham. Hvis bare jeg havde fortalt hende om de drømme noget tidligere, så ville jeg ikke stå i denne situation.

Nathan undgik alt kontakt med mig, mens vi sad i sofaen, i stuen. Vi havde fået Frekke overtalt til at blive så vi kunne forklare det, selvom hun var overbevist på at vi ikke havde nogen go’ forklaring. Det kan jeg godt forstå at hun tænkte. Nathan sad overfor mig og Frekke, som sad i sofaen og han havde presset sine tykke bryn sammen. Jeg gættede på at jeg så ud præcist som han gjorde.

”Frekke, jeg ved godt du er sur på mig… men jeg har en rimelig god grund, som du er nødt til at lytte på…” startede jeg. Hun fniste næsten, som om hun ikke troede et ord jeg sagde. Hun måtte forstå hvis jeg fortalte sandheden, medmindre hun troede at det var noget jeg fandt på, hvilket godt kunne ske, fordi det virker rimelig overnaturligt.

Uden at tænke over det lagde jeg en hånd på hendes overarm, mens hun sad med krydsede arme og stirrede direkte ud i luften, som om jeg bare var luft. ”du kan umuligt ha’ en go grund… og er du klar over hvor bekymret mig og Mathias har været?! Du kunne i det mindste ha’ sagt at du tog hen og bollede en af vores venner!!” Hendes blik mødte mit, og jeg kunne se den boblende vrede hun holdt inde. Man skulle tro at hun når som helst ville skyde med laserstråler ud af øjnene, så bitter hendes udtryk var.

”Undskyld…! Jeg glemte det bare… men det er ikke det vi skulle snakke om..” Jeg ledte efter et tegn på at hun ville bløde lidt op, men nej… hendes blik var som forstenet.

”Lige meget hvor dumt det lyder. Eller uvirkeligt, så er det rigtigt og du kan vælge at tro på det eller ej…” Mit blik fandt hen på Nathans, efter hjælp, eller støtte. Han nikkede med et varmt smil, så jeg vendte mig hen mod Frekke igen, som sad spændt og ventede.

”jeg ved det lyder underligt… men de seneste par måneder har jeg… drømt om Nathan. Hver nat. Og da jeg mødte ham i virkeligheden, fandt jeg ud af at han også havde drømt om mig…” Jeg kiggede igen på Nathan, for at se om det var OK det jeg sagde. Igen nikkede han. Hvis bare det var nemmere at forklare noget uforklarligt. ”grunden til at jeg var så deprimeret var fordi drømmene blev ved med at komme igen, og igen og det var virkelig… frustrerende” sagde jeg hurtigt og lidt lavt, i håb om at Nathan ikke lige fangede hvad jeg sagde.

”og… jeg forelskede mig..” Hendes blik var tomt. Præcis som jeg forventede, troede hun ikke et ord af hvad jeg sagde. ”det kan sku da ikke lade sig gøre” sagde hun og kiggede ned i sit skød.

”det ved jeg godt at du tror, men det er rigtigt… jeg kan heller ikke rigtig forstå hvordan det kan lade sig gøre”

”er det så også ham du er gravid med eller hvad?” spurgte hun bittert.

”nej… jeg mødte ham efter jeg var blevet gravid” sagde jeg lidt usikkert. inderst inde var jeg ret usikker om svaret, men det var det jeg måtte holde mig til, til noget andet var bevist.

Frekke svarede ikke. Hun havde sit tænke-fjæs på og bed sig i læben.

”Det er fanme den lammeste undskyldning jeg har hørt…” Sagde hun endelig, og skød sit laserstråle blik efter mig. Hun rejste sig hurtigt, og nedstirrede mig et kort øjeblik, før hun drejede om på sine hæle.

”Du er fuld af løgn Yasmin! Og som om du ikke er gravid med Mathias… Det ved jeg du er! Alt andet er umuligt! Fucking luder, som bare boller bag sin kærestes ryg…” skreg hun, uden at vende sig om. Det føltes som om hun smed et ton sten på mit bryst og min mave begyndte at snøre sig sammen. Hvordan kunne hun tro at jeg løg? Og hvordan kunne hun tro at jeg ville give mig selv lov til at være gravid med.. Mathias?

”Frederikke!” Nathan rejste sig, og gav mig et hurtigt medfølende blik før han fulgte efter hende. Der lød nogle stemmer ude fra gangen, før døren smækkede højt i. Jeg havde ikke regnet med at det ville være hendes reaktion, når jeg fortalte hende sandheden. Men det var sikkert ikke noget slemt. Hun ville snart være god igen, når hun lige havde slugt sandheden… måske.

Nathan kom stille tilbage igen, og satte sig hen i sofaen ved siden af mig. ”Hun tog det ikke så pænt…” sagde han med et suk. En klump samlede sig i min hals, og jeg prøvede at synke en helt masse gange, for at få den til at forsvinde.

”er du okay baby?” spurgte han. Han tog en pegefinger under min hage, som en krog, og løftede mit hoved så mit blik mødte hans varme smil. Svaret på hans spørgsmål slog mig pludselig: jeg var ikke okay. Jeg havde det ikke godt med Frekkes udbrud. Hun kunne godt finde på at flippe ud, men aldrig så voldsomt. Hvad hvis hun ikke ville blive go’ igen? Og Nathan ville rejse væk fra mig i dag. Min bedre halvdel ville rejse væk fra mig. Jeg kunne ikke leve uden Nathan… i en hel måned.

Nathan ventede tålmodigt på et svar, mens hans øjne hvillede blidt på mine. ”ikke rigtigt…” indrømmede jeg. Jeg mærkede mine øjne dunke med tårer, som truede med et falde. Jeg brugte alle mine kræfter på at holde tårerne inde.

Han tog fat om min røv, og løftede mig op på hans skød, så jeg stirrede direkte ind i hans øjne. ”du behøver ikke at holde tårerne inde for min skyld…” hviskede han, med et smil, og det fik mig til at knække sammen. Mit ansigt borede sig ned i hans skulder, mens tårerne listede sig ned ad mine kinder.

”Hun skal nok blive god igen. og hvis hun ikke tilgiver dig, så er hun ikke en rigtig veninde” Han vuggede mig, mens han agede mig i håret, og det var overraskende beroligende. Jeg knyttede min venstre hånd om hans t-shirt, og maste mig tættere på hans varme krop.

”Det er ikke kun det…” hviskede jeg. Han tog fat om min skuldre og skubbede mig lidt tilbage, så vores ansigter var helt tæt, og vi stirrede bare hinanden ind i øjnene. Jeg beundrede et øjeblik hans flotte grønne øjne, som havde et strejf af blå i. Hans øjne skinnede, som om han selv var ved at få tåre i øjnene. Hvilken grund havde han til at få tåre i øjnene? Det gjorde ondt at se ham trist.

”hvad er det?” hviskede han. Jeg placerede en af mine hænder på hans ene kind, og strøg den blidt med min tommelfinger, for at fange en lille tåre der slap hans øje. Hans øjne lukkede i under mine bevægelser, og han slap et kort støn ud.

”jeg har indset at jeg ikke kan tage med dig.” Hviskede jeg. Hans øjne fløj åbne ved mine ord, og hans øjne viste intet andet end smerte.

”hvorfor?”

”jeg kan bare ikke, iser ikke efter i dag. Jeg kan ikke tage væk i en måned, og efterlade alt det her til når jeg kommer tilbage” Hans hænder fandt vej rundt om min røv, så han kun skubbe mig tættere på ham. Han tog ikke øjnene fra mig et sekund, og det gjorde det svært for mig at kigge væk. Hans hænder kørte op ad min ryg, og krammede mig ind til hans bryst.

”Hvis du ikke tager med, gør jeg heller ik…”

”jo, du gør Nath… du kan ikke blive væk fra din første tour, bare på grund af mig. Jeg skal nok klare mig” Jeg gav ham et smil, og strøg min tommelfinger endnu en gang over hans kind. Jeg ville selvfølgelig ønske at han kunne blive hjemme, men jeg kunne ikke holde ham fra hans drømme.

”Det bliver den hårdeste måned nogensinde…” mumlede han. Og han havde ret. En måned uden hinanden ville blive en prøvelse. Men hvis vi kunne klare den måned uden hinanden, og vi ville være lige så forelskede når vi så hinanden igen, måtte det betyde at vi var de rette for hinanden.

Jeg lænede mig forover og fangede hans læber i et længselsfuldt kys. Det føltes som om noget inde i mig bryd sammen, ved lettelsen af at mærke hans læber. Det var ikke et vildt kys, mere et blidt og intenst kys. Jeg vidste at det ville blive en af de sidste af slagsen, i et godt stykke tid, så jeg ville tage alt hvad jeg kunne få ud af det. Jeg havde ikke lyst til at give slip på hans læber igen, for jeg vidste at han var nødt til at gå, og jeg havde ikke lyst til at lade ham gå. Han skulle blive hos mig, og passe på mig, mens jeg var gravid. Men jeg var nødt til at lade ham gå, og det var en lettelse at vide at det ikke ville være forevigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...