drowning in dreamy love

hvad sker der hvis man forelsker sig i en person fra ens drømme? kan det overhovedet lade sig gøre? det kan det, for det er både Nathan og Yasmin kommet ud for. De har forelsket sig dybt i hinanden, så meget at det gør ondt. Men problemet er at de mødes kun om natten i hinandens drømme, indtil lyset kommer og skiller dem ad og de vågner. De tror begge to at personen i drømmene ikke findes og det er smertefuldt for dem begge at være forelsket i en person de er overbevist om ikke eksistere. følg med, når Nathan og Yasmin går hver deres veje for at komme sig over forelskelsen i hinanden. Mon de finder ny kærelighed eller vil kærligheden til hinanden aldrig kunne erstattes? eller måske en dag møder de hinanden i virkeligheden? og hvordan ville de reagere hvis de møder hinanden i virkeligheden? læs med!

20Likes
30Kommentarer
3393Visninger
AA

24. 23: sangen

 

”jeg håber at det går” sagde sygeplejersken, og rakte mig krykkerne. Jeg tog fat om dem, og kiggede lidt vandtro på dem. Jeg havde aldrig prøvet at gå med krykker før, så det ville nok blive lidt svært og måske også se lidt sjovt ud. ”vi ringer til dig i morgen, når vi har svaret på prøven” sagde hun. ”det er fint tak” sagde jeg med et falskt smil. Hun vidste intet om mit sammenbrud på toilettet lige før, og det skulle hun heller ikke. Ingen skulle vide at jeg var lige så svag som alle andre. Kun én kendte til min svage side. Nathan. Han havde set mig græde mange gange. Det er det han gør ved mig, han kan det der med at komme ind under min facade.

Jeg vendte mig om og gik ind i elevatoren. Elevatoren stoppede og jeg steg ud, og bevægede mig hen mod udgangen af hospitalet. Hvordan mon Frekke ville reagere når hun så mig? Hun havde nok ikke regnet med at jeg ville komme hjem på krykker.

Der var lidt lang vej til hotellet, her fra hospitalet. Måske jeg kunne holde pause et sted? Jeg fortsatte ned ad nogle gader, og du kunne nok forestille dig at folk gloede, når jeg kom svingende på mine krykker, med den fart. Jeg ved ikke hvorfor jeg følte at jeg havde så travlt, men jeg havde det bare som om jeg skulle skynde mig.

Det var ikke fordi jeg skulle mødes med Nathan, for jeg fik ikke svaret på hans besked. Jeg ville da gerne nå at se ham inden han tog af sted på tour, men jeg kunne da godt lige nå hjem fra hospitalet først, og det var heller ikke fordi jeg havde det specielt godt, efter operationen.

Jeg begyndte at blive udmattet, og det kan jeg godt forstå, eftersom jeg havde gået et langt stykke vej nu. Det så også ud til at det snart ville begynde at regne. Skønt. Så måtte jeg hellere skynde mig, men jeg var nødt til at holde pause.

Jeg kiggede mig omkring, for at få en fornemmelse af hvor jeg kunne sætte mig, og fik så øje på det perfekte sted. St James park. Det var et roligt sted, hvor jeg lige hurtigt kunne samle kræfter til at tage det sidste stykke vej, hen til hotellet.

Der var næsten ingen mennesker i parken. Underligt. Sidst jeg var der var der mange flere. Jeg mærkede med det samme den samme følelse af frihed, og stilhed, som første gang jeg var i parken. Men denne gang var der ingen fugle som pippede i træerne. De var nok gået i dækning, fordi de vidste at det snart ville begynde at regne.

Jeg satte mig på den samme bænk som sidst; lige foran søen. Jeg sad bare og kiggede ud over søen, og åndede stilheden ud. Jeg sukkede igen og igen, ved tanken om de sidste par dage. Aftenen med Nathan, hvor jeg vågnede op i hans seng. Mathias som pludselig dukkede op, foran mit hotelværelse, med et stort smil i fjæset.

Og nu. Jeg havde lige været på hospitalet, for at få operation, hvor jeg kunne få at vide hvem fanen faren til mit barn var.

Der skete så meget på få dage, og det var næsten ikke til at rumme. Og at tænke på at jeg snart skulle være mor?! Det var en syg tanke. En tanke jeg ikke burde bekymre mig om, i sådan en tidlig alder.

Jeg blev pludselig slået ud af mine tanker, da jeg så ud af min øjenkrog, at en person satte sig ved siden af mig. Jeg kiggede ikke på personen, for jeg vidste allerede hvem det var. Den dejlig duft af cologne var ikke til at tage fejl af.

”Har du smidt din mobil væk eller…?” Nathan. Først da jeg hørte lyden af hans stemme drejede jeg mit hoved, til at kigge direkte ind i hans grønne øjne. De så faktisk lidt blå ud, når man så dem så tæt på. ”…eller?” gentog jeg ham. ”…eller gad du ikke at svare..?” fortsatte han.

”Nathan jeg har lige været på hospitalet, hvis du ikke skulle ha’ lagt mærke til krykkerne…” jeg kiggede ned ved siden af mig, hvor krykkerne stod op ad bænken. ”hvad er der sket?” spurgte han. ”ikke noget, jeg skulle bare ha’ taget en prøve af barnet…” han kiggede undrende på mig. ”hvilken prøve?” Jeg overvejede at lyve, og sige ’moderkageprøve’ i stedet for. Han vidste jo stadig ikke at jeg var gravid med… ingen. Men hvad var grunden til at lyve over for ham? Alle andre vidste… eller Frekke og Mathias vidste, men Nathan fortjente mindst lige så meget som dem at vide det, selvom jeg nok ville få mange spørgsmål fra ham.

”..øm… der skulle tages en blodprøve af fostret…” Han mærkede sikkert min nervøsitet, og lænede sig op ad bænkens ryk, med den ene arm, så han kunne kigge direkte på mig. ”hvorfor skulle du ha’ taget en blodprøve af fostret? Dør det ikke af det?” Spørgsmålene begynder allerede, og jeg har ikke en gang sagt det endnu. ”nej, det døde ikke… jeg skulle ha’ taget prøven fordi… jeg ved ikke hvem faren er” jeg kiggede ned i mit skød, da jeg mærkede mine øjne boble op med tårer. Hvad hvis han ville tro at jeg lyver? Eller at han tror jeg er blevet voldtaget?

Jeg mærkede en arm rundt om mig, og så en til arm blive slynget foran mig, så jeg blev presset ind mod Nathans brystkasse. ”hvordan kan det være at du ikke ved det?”

”Da jeg fandt ud af at jeg var gravid, var jeg stadig jomfru… ” sagde jeg, med mit ansigt ind mod hans brystkasse. Jeg blev ved med at indånde hans duft, i al hemmelighed, for den gjorde mig rolig. Den forsikrede mig om at han var der, og han passede på mig.

”er du sikker på det?” Jeg rullede næsten med øjnene af det dumme spørgsmål. ”ja, selvfølgelig er jeg sikker…” Han klemte mig tættere på ham, og begyndte at lave små cirkler, med sin tommelfinger, på min overarm.

”lige meget hvad, så er jeg der altid for dig. Jeg kan godt hjælpe dig med barnet, hvis du vil ha’, selvom jeg ikke er faren. Jeg er god til børn. Jeg ved ikke om jeg ville være en god far, men jeg vil gøre mit bedste. Du skal bare vide at jeg forlader dig ikke” Han kyssede mig på hovedet, og jeg mærkede tårerne pible frem i mine øjne. Han var bare så perfekt, hvordan var det muligt? Men virkelighed slog mig, da det gik op for mig hvad han havde sagt.

”men du forlader mig i morgen… i en måned…” Jeg mærkede hans vejrtrækning holde inde, ved det jeg sagde. Han pustede ud igen efter mindst 3 sekunder, og fortsatte med at køre cirkler på min overarm. ”du kan tage med mig…” sagde han stille, ind i mit hår. Nu var det min vejrtrækning der holdt inde. Hvordan kunne jeg sige nej til en måned med det her? Kram, kys, kærlighed… Nathan. Men der var ingen tvivl om hvad jeg var nødt til at sige.

”nej…” Jeg mærkede hans krop stivne, og han trak sig pludselig væk fra det varme kram. ”nej?” gentog han, med et løftet øjenbryn. ”Jeg kan jo ikke tage med dig Nathan. Hvad ville Frekke og Mathias ikke tænke? De ved ikke noget om ’os’…” sagde jeg lidt mindre seriøst, for at lette stemning en smule. ”Ved Frederikke ikke en gang noget?” spurgte han. ”nej… Jeg tør ikke fortælle hende det, for hun tror at hun har noget kørende med dig…”

”…men du sagde at du ville slå op med Mathias?” fortsatte han, og lod som om han ikke hørte det jeg havde sagt.

”Det ved jeg… Men det er svære end man skulle tro. Jeg har ikke lyst til at knuse hans hjerte” sagde jeg med en barnlig stemme. Han lagde mit hoved tilbage på hans brystkasse, og jeg måtte indrømme at, det havde jeg slet ikke noget imod. ”Jeg har heller ikke lyst til at du skal knuse mit” hviskede han næsten ind i mit hår. Det knuste mit hjerte at tænke på at knuse Nathans hjerte. Det var det sidste på jorden jeg havde lyst til. Måske jeg skulle slå op med Mathias… i dag! Jeg kunne godt forstå hvis Nathan blev ked af at jeg stadig ikke havde slået op med ham, for han ved jo ikke hvad vi laver når han ikke er der.

Jeg puttede mig tættere ind mod ham, og slog mine arme tæt rundt om ham, så jeg kunne holde om ham med alt jeg havde. ”Jeg lover ikke at knuse dit hjerte...” mumlede jeg ind i hans brystkasse. ”…aldrig”

Hans greb blev strammere om mig, og det føltes som om han aldrig havde tænkt sig at gi’ slip. Jeg havde ikke tænkt mig at gi’ slip på ham, så længe jeg kunne slippe af sted med det.

Vi sad sådan i stilhed, og bare nød at være i hinandens arme. Det var underligt at holde om ham under en lys himmel, om dagen. Når jeg åbnede øjnene kunne jeg også se mennesker komme gående, og det bekræftede mig i at det var virkeligheden, det var virkelig ikke noget jeg drømte.

”jeg kan huske den dag da jeg var her i parken…” Nathan brød tavsheden. ”…jeg blev ved med at tænke på dig, og det irriterede mig at du ikke bare kunne være virkelig.” ”men det var jeg jo” afbrød jeg ham, med en drillende stemme. ”psht… det vidste jeg ikke… men altså, jeg sad faktisk på præcis den her bænk, og skrev en sang om dig” jeg lænede mig tilbage så jeg kunne kigge på ham. Han havde skrevet en sang om mig? Det var det sødeste nogen nogensinde havde gjort.

”en sang” gentog jeg med et smil, som jeg umuligt kunne holde tilbage. ”ja… hvis du har hørt mit bands album, så har du nok også hørt den… Replace your heart hedder den” mine øjne voksede sig store, ved lyden af de tre ord. Det var ikke det at han havde skrevet en sang om mig, men det at det var den sang. Den sang som hjalp mig igennem nogle af mine problemer med Nathan.

”den kender jeg godt” sagde jeg og smilede. ”har du hørt den?” jeg kunne næsten forstille mig det smil han havde i ansigtet, og jeg var lige ved at læne mig tilbage igen, for at beundre det. ”ja, jeg købte jeres album i sidste uge… og lige den sang fangede mig faktisk” en lille dråbe vand landede i min nakke, og jeg gøs ved den pludselige våde følelse. ”jeg er glad for at du kan li den…”

I løbet af kort tid styrtede det ned, og vi blev begge fuldstændig våde på få sekunder. Nathan hjalp mig op fra bænken, og støttede mig så jeg ikke behøvede at bruge krykkerne. ”Vi kan tage hjem til mig, det er hurtigst”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...