drowning in dreamy love

hvad sker der hvis man forelsker sig i en person fra ens drømme? kan det overhovedet lade sig gøre? det kan det, for det er både Nathan og Yasmin kommet ud for. De har forelsket sig dybt i hinanden, så meget at det gør ondt. Men problemet er at de mødes kun om natten i hinandens drømme, indtil lyset kommer og skiller dem ad og de vågner. De tror begge to at personen i drømmene ikke findes og det er smertefuldt for dem begge at være forelsket i en person de er overbevist om ikke eksistere. følg med, når Nathan og Yasmin går hver deres veje for at komme sig over forelskelsen i hinanden. Mon de finder ny kærelighed eller vil kærligheden til hinanden aldrig kunne erstattes? eller måske en dag møder de hinanden i virkeligheden? og hvordan ville de reagere hvis de møder hinanden i virkeligheden? læs med!

20Likes
30Kommentarer
3469Visninger
AA

23. 22: operationen

 

 

2 dage efter

Jeg gik igennem dørene til det kolde rum, jeg også havde været i for nogle dage siden. Der kom med det samme to damer gående i hvide kitler, som snakkede. De kiggede på mig og smilede så sødt de kunne, med det robot agtige udtryk. Jeg skyndte mig videre ned ad gangen, til jeg nåede til Dr. McKinneys kontor. Jeg bankede blidt på døren, og vippede den lidt åben. Et lille chok skød i mig, da jeg så at han sad og gloede direkte på mig, med sine stirrende øjne. ”kom ind” sagde han. Jeg listede ind, og lukkede døren efter mig. ”tag plads” sagde han, mens han rakte sin ene hånd ud foran stolen foran hans skrivebord. Jeg satte mig, og kiggede ventende på ham.

”lægerne er lige i gang med at gøre operationen klar…” sagde han, og lænede sig frem på den irriterende måde, hvor han ligger sit hoved i begge hænder, og stirre ind i mine øjne. Det gjorde næsten ondt i mine øjne, at han stirrede så meget.

”du skal vide at denne operation kan dræbe barnet, og i værste tilfælde også ødelægge dine chancer for at blive gravid igen…” han kiggede stadig skarpt på mig, og jeg var nødt til at knippe øjnene sammen nu.

”Jeg synes stadig at det er vigtigt at jeg finder ud af hvem faren er, før jeg får barnet.” Jeg overvejede lidt om det var det rigtige at sige, da ordene slap ud af min mund. Det var måske ikke så fedt hvis jeg ikke kunne få børn igen efter operationen. Men det er heller ikke fedt at føde et barn, og så finde ud af at faren er en voldtægtsmand.

”Okay, jeg skulle bare være sikker på at du ved hvad du går ind til.” Jeg nikkede og kiggede endelig væk fra hans blik, før mine øjne eksploderede. Han rejste sig pludselig. ”kom med mig, så følger jeg dig hen til operationsstuen.” jeg rejste mig og fulgte med ham.

Han fulgte mig igennem en masse gange, før vi nåede til en elevator. Elevatoren stoppede på 4 sal, hvor vi stod af, og han fulgte mig videre ned ad nogle flere gange, til vi nåede til et værelse, hvor en hospitalsseng stod, omringet af læger.

De rakte mig en hospitalskjole og bedte mig om at gå ud på badeværelset og klæde om til den. Det var virkelig ikke det sjoveste ’outfit’ at ha’ på… Bagefter lagde jeg mig på sengen, hvor de gik i gang med operationen.

De synes ikke jeg behøvede nogen bedøvelse, så jeg skulle være fuldt vågen, mens de stod og ragede mig i skeden. Fedt. Jeg prøvede at lukke det hele ude, for ikke at tænke over de ting de havde tænkt sig at gøre…

***

”så er vi færdige Yasmin” sagde en sygeplejeske og agede mig på armen. Mine øjne sprang op, og jeg kunne se på hendes ansigtsudtryk at det var gået godt. Pyha. ”Vi klarede det uden at lave nogle skader på fostret, så det skal nok overleve.” Hun smilede sødt, og jeg nikkede igen, vidste ikke rigtig hvad jeg skulle sige.

”Du er nok lidt øm i underlivet lige nu, så jeg foreslår at du bliver her et par timer hvis du har brug for det.” jeg kiggede ud i rummet. Flere timer i det her rum. Nej tak.

”Nej, jeg tror godt jeg kan klare det, ellers tak.” sagde jeg så høfligt jeg kunne, uden at lyde snobbet. Hun nikkede, med et bekymrende blik, velvidne om at hun ikke kunne bestemme at jeg skulle blive her, det var min beslutning.

”Okay. Jeg kan jo ikke tvangsindlægge dig, men jeg tror stadig du ville ha’ godt af at blive her lidt endnu” jeg rystede på hovedet. ”men du må gerne hjælpe mig med at komme op…” jeg rakte min hånd ud, så hun kunne tage den.

”Husk ikke at anstrenge dig for meget mens du er gravid. Det kan skade barnet…” Hun gav bare ikke op… Det gjorde bare at jeg fik endnu mere lyst til at forlade det her kolde rum, og det hurtigst muligt.

”hjælp mig nu bare op” sagde jeg lidt mere vrissende. Hun greb min hånd, med hendes ene, og hendes anden hånd lagde hun blidt på min ryg. ”tak” sagde jeg lidt surt. Hun nikkede stadig med bekymret blik. Hun skulle ikke bestemme om jeg skulle blive eller ej, og hun skulle heller ikke få mig til at få dårlig samvittighed ved at forlade hospitalet. Jeg gjorde som jeg havde lyst til.

Jeg mærkede med det samme smerten sparke ind, i mit underliv. Det føltes som om at jeg var blevet udvidet, og det gjorde ondt som om nogen havde sparket på indersiderne af min livmord. ”klare du den?” spurgte hun. Jeg nikkede halv overbevisende og smilede.

Hun tog fat under min albue, og løftede mig op. Jeg fik en overraskelse med mere smerte, som skød gennem mit underliv. Jeg klamrede mig til sygeplejersken, som et lille barn, og gik lidt fremad for at mærke hvor slemt det var.

”er du sikker på at du vil af sted nu?” spurgte hun. Jeg nikkede heftigt, med et smil, men indeni var jeg lige ved at flippe ud på hende. Jeg gav slip på hende og bevægede mig langsomt hen mod min taske og mit tøj.

”kan jeg muligvis låne nogle krykker?” spurgte jeg, mens jeg bukkede mig ned for at tage mine ting. Jeg så ud af min øjenkrog at hun nikkede og forsvandt derefter ud af døren. Og der sad jeg i ikke andet end en kjole. Og når jeg mener ikke andet, så mener jeg virkelig intet andet og jeg var ikke sikker på at jeg kunne komme op igen uden hjælp.

Jeg greb fat om mit tøj og kiggede med det samme efter noget at holde fast i. En radiator. Perfekt. Jeg tog fat rundt om kanten på radiatoren, og løftede mig med skælvende ben op. wow det var hårdt. Jeg skyndte mig så hurtigt jeg kunne ud på toilettet, på den anden side af det værelse jeg lå i. Jeg ved ikke om jeg skyndte mig fordi jeg ville have det overstået, eller fordi jeg pludselig følte en trang til at kaste op. Lige som jeg kom ud på toilettet, faldt jeg til jorden og klamrede mig til toiletbrættet, mens jeg lod min kropsvarme overfuse mig, og svang mit hoved forover for at brække mig.

Jeg brugte alle mine kræfter på at holde mit hår ude af mit ansigt, og sørge for at jeg ikke kollapsede helt. Mit greb om mit tøj blev løsere, da jeg blev færdig med at brække mig. Jeg havde ingen kræfter tilbage, jeg kunne knap nok rejse mig igen, alt jeg kunne var at klamre mig til toilettet, mens mit blik vandrede hen over mit tøj, som var faldet ud af mit greb. Min telefon var faldet ud af min bukselomme, og ud på gulvet. Skærmen på min mobil lyste op, og jeg kunne se at jeg havde fået en besked.

Jeg rakte ud efter den, med min ene hånd, mens min anden stadig holdt fast i toilettet, hvis nu jeg skulle få brug for at brække mig igen. Jeg tog godt fat om mobilen, og trak den ind til mig, så jeg kunne se hvad der stod på skærmen.

-det er min sidste dag inden jeg skal på tour. Vil du ikke mødes? Xx Nathan.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...