drowning in dreamy love

hvad sker der hvis man forelsker sig i en person fra ens drømme? kan det overhovedet lade sig gøre? det kan det, for det er både Nathan og Yasmin kommet ud for. De har forelsket sig dybt i hinanden, så meget at det gør ondt. Men problemet er at de mødes kun om natten i hinandens drømme, indtil lyset kommer og skiller dem ad og de vågner. De tror begge to at personen i drømmene ikke findes og det er smertefuldt for dem begge at være forelsket i en person de er overbevist om ikke eksistere. følg med, når Nathan og Yasmin går hver deres veje for at komme sig over forelskelsen i hinanden. Mon de finder ny kærelighed eller vil kærligheden til hinanden aldrig kunne erstattes? eller måske en dag møder de hinanden i virkeligheden? og hvordan ville de reagere hvis de møder hinanden i virkeligheden? læs med!

20Likes
30Kommentarer
3334Visninger
AA

18. 17: falske forhåbninger

 

Yasmins synsvinkel

Jeg drejede endnu en gang rundt, så jeg kunne se mig selv helt i spejlet. jeg havde en stram rød kjole på, som stoppede på mit midterlår. Den havde én bred strop i venstre side, som gik stramt rundt om min solbrune skulder og den var stropløs i højre side. Kjolens udskæring i ryggen, gik langt ned. Helt ned til midt på min ryg. Mit hår var løst og bølgede let ned over min bare ryg. Jeg havde lånt et par stiletter af Frekke, med Platou.

”Perfekt,” sagde jeg lavt til mig selv. Jeg lagde en sidste finger på min make-up, før jeg begyndte at vandre rundt på mit værelse, for at vende mig til de høje stiletter, uden at falde eller snuble. Det gik okay. Jeg har aldrig været den bedste til høje hæle, men jeg bruger dem alligevel. Jeg greb min sorte clutch og bevægede mig ud på gangen og lukkede døren efter mig. Den mørke gang, tomme gang omringede mig endnu en gang og jeg skyndte mig hen til Frekkes værelse, for hvis jeg skulle være ærlig, så syntes jeg gangen var ret uhyggelig.

Tre bank på Frekkes dør før hun åbnede og jeg blev mødt med en storsmilende Frekke. Hun havde en fantastisk kjole på. Lidt for kort efter min smag, men stadig rigtig flot. Den var sort og var så kort så den kun lige dækkede hendes røv. Det var hendes smag. Jeg gik mere efter noget som dækkede lidt mere hud. ”waw” sagde hun, da hun så mig. ”Også til dig” sagde jeg blinkede til hende. ”er du klar?” spurgte jeg. ”ja.. jeg skal lige ha min…” hun forsvandt ind i hendes rum og kom tilbage, få sekunder efter med en lille taske over skulderen. ”skal vi gå?” jeg nikkede og tog en arm rundt om hendes, hvorefter vi gik ned ad gangen og hen til elevatoren.

-

Den høje musik fik gulvet til at gungre og sendte vibrationer op gennem hele min krop. Jeg kiggede ved siden af mig på Frekke og det så ud til at hun havde de samme følelser som mig. Jeg tænkte bare et ord; wow. Det var helt vildt. Tænk at sådan fem par umodne drenge kunne arrangere sådan en fest.

Varmen sendte hedeslag hen over min krop og det fik min mave til at vende og dreje af spænding. Spænding? Siden hvornår var jeg spændt over en fest? Denne gang føltes det anderledes. Jeg kunne bare ikke bryde min hjerne med hvad det var.

”du lover ikke at stikke af fra mig denne gang, ik?” råbte jeg hen over den høje musik, til Frekke som stod ved siden af mig og var stadig i gang med at sluge alle omgivelserne. ”det lover jeg… hey du skal møde drengene! De er helt vildt flinke!” Råbte hun tilbage og begyndte at hoppe som et eller andet spændt barn, på juleaften. Drenge… altså Nathan. Nu var det nu jeg skulle møde ham igen. Det var alt jeg havde tænkt på hele dagen, at jeg skulle møde Nathan kopi igen og så den anden tanke, at jeg ikke måtte komme for tæt på Nathan kopi, fordi Frekke syntes at hun ejede ham… okay, jeg kan godt se hvorfor hun skulle blive sur. Hun var ret vild med ham, så jeg skulle ikke bare komme og stjæle ham for øjnene af hende. Det ville være ondt. Men igen… det er slet ikke sikkert at han er lige som Nathan. Måske kan jeg ikke fordrage hans personlighed. Det kan jeg ikke vide og der er kun en måde at finde ud af det på…

”Hvor er de?!” Råbte Frekke, mens hendes blik gik frem og tilbage. Vi stod lige udenfor flokken af dansende mennesker. Jeg spottede pludselig en bekendt skaldet fyr gennem mængden af dansende mennesker. ”er ham der ikke med i the wanted? Ham i baren?” Råbte jeg, mens jeg pegede direkte gennem menneske flokken. ”MAX!” Råbte hun og gik direkte gennem menneskerne. Jeg fulgte efter og prøvede hårdt på at undgå at få en albue i maven eller… av… en albue i brystet.

Jeg holdt akavet min hånd over mit venstre bryst, mens vi gik hen mod manden ved baren, som åbenbart hed Max. ”hej Max!” Råbte hun da hun var kommet hen til barren. ”Frekke!” Råbte han og lænede sig hen over bardisken for at give hende et kram. Jeg stod akavet bagved Frekke og kiggede på dem snakke. Pis… jeg vidste det ville ende på den måde. Det er det værste ved at være genert, så høre det også til at være asocial og akavet.

Jeg begyndte at fortryde det hele. Jeg ville sikkert alligevel heller ikke møde Nathan kopi og jeg ville sikkert også tage hjem om en time, fordi min akavethed var steget mig til hovedet. Jeg satte akavet min hånd fast på min anden arm, som hang ned langs min side. Det gjorde det hele mere akavet. Midt i al min akavethed (hvis det overhovedet er et ord… hva’ så… det beskriver mig perfekt) mærkede jeg en anden følelse. Det var som om jeg blev overvåget, som om nogen holdt øje med mig. Mit hjerte bankede hurtigere og jeg drejede forsigtigt hovedet mod det sted, jeg kunne mærke at blikkende kom fra. Mine øjne blev mødt af nogle intense øjne. Nogle øjne som så ud til at studere mig grundigt, med løftede øjenbryn, som om han kiggede på et spøgelse. Jeg kunne ikke lade vær’ med at smile, da det gik op for mig, at det var Nathan kopi.

Han havde det fedeste outfit på og det fik min mave til lave en lille koldbøtte. Jeg skulle lige til at gå hen til ham, da det gik op for mig at jeg kun havde mødt denne fyr én gang og vi snakkede knapnok. Hans øjne kiggede hurtigt væk fra mig og ned på gulvet i stedet. Hvis bare jeg vidste hvad der forgik i hans hoved. Hvad han tænkte på. hvis jeg vidste hvad han tænkte, kunne det være at min generthed ikke ville stoppe mig fra at gå over til ham. Jeg besluttede mig til sidst for at sætte mig på barstolen ved siden af Frekke. Hun kiggede hen på mig med et overrasket blik. Hun havde nok glemt mig… ”oi Max, det her er min veninde Yasmin” han nikkede til mig og gav mig hånden. ”hej” sagde jeg genert.

 Igen overtog akavetheden mig. Det var en forfærdelig følelse, som jeg var nødt til at leve med, lige meget hvor jeg var, resten af mit liv. Fedt…

Max snakkede videre med Frekke og jeg gad slet ikke prøve at høre efter. Jeg var fanget i mine tanker. Gæt hvad tankerne handlede om. Jep… Nathan. Hver gang jeg tænkte på ham, føltes det som om jeg brændte mere og mere inde i mig selv. Jeg havde ikke drømt om ham i flere dage og nu arbejdede jeg bare på at komme mig over ham. Det føltes som om at perioden med de fantastiske drømme var ovre og jeg var langsomt ved at brænde op af længsel.

Den samme følelse vækkede mig fra mine tanker. Det samme blik. Jeg kiggede over min skulder og fandt de samme øjne på mig, men denne gang kom de tættere og tættere på. Hurtigt drejede jeg mit hoved tilbage og satte mit blik på Max, som om jeg fulgte med i deres samtale.

”hej Frekke” lød det bag os. Både mig og Frekke drejede på vores stole så vi kiggede direkte på Nathan. Han stod foran Frekke, men havde sine øjne på mig. Hans blik brændte hul i mig og et øjeblik var jeg lige ved at springe på ham af længsel, men igen måtte jeg minde mig om at det ikke var ham. ”Nathan!” skreg Frekke og sprang på ham med et kram. Han grinede lavt, men det lød ikke som om det var af glæde. Hans øjne var stadig på mig og jeg havde det som om at jeg kunne se ind til hans sjæl. Af en eller anden grund så han trist ud…

”skal i ikke ha’ noget!” råbte Max og junglerede med nogle flasker. Her så jeg min mulighed for endelig at sige noget. ”jeg skal bare ha’ en sommersby!” sådan… jeg sagde noget. ”ej, kom nu Yasmin. Du er nødt til at prøve den ægte vare på et eller andet tidspunkt.” sagde Frekke ved siden af. ”jeg tror bare at jeg holder mig til sommersby. Især nu hvor jeg er… du ved…” hun lavede et ’nåååår’ ansigtsudtryk og vendte sig mod Nathan, som så meget undrende ud og snakkede lidt med ham. Godt, så kunne jeg sidde her resten af aftenen med min sommersby i hånden, mens jeg kiggede på andre som havde det sjovt.

Jeg kiggede til siden og så til min store overraskelse at Nathan sad ved siden af, i stedet for Frekke. og Frekke… hvor var hun? ”hvor er Frederikke gået hen?” råbte jeg hen over musikken til Nathan. Han kiggede på mig, men i stedet for det glade udtryk jeg havde forventet at se i hans ansigt, viste der sig et næsten fornærmet udtryk… ”toilettet…” sagde han enkelt. Hvad var der med ham?

Jeg kiggede hurtigt væk og for at undgå hans… snerrende blik? Her kom skuffelsen… han var slet ikke lige som min Nathan. Min Nathan ville aldrig snerrer på den måde, ad en person som ikke havde gjort noget forkert. Jeg havde bare siddet helt stille på barstolen og ikke sagt et ord og lige så snart jeg siger noget, så for jeg et vredt svar. Måske var jeg bare ikke ønsket til festen. Jeg burde tage hjem. Frekke kan ha’ det sjovt alt det hun vil, men jeg vil aldrig blive god til det med fester. Det gik heller ikke godt i sidste uge da vi var til fest. Der tog jeg hjem tidligt, fordi jeg nægtede at danse.

Hvad med bare at få det overstået og tage hjem, der ville alligevel ikke ske noget spændende for mig, så der ville ikke være noget at gå glip af. Jeg besluttede mig for at drikke min sommersby færdig, før jeg ville finde Frekke og fortælle at jeg tog hjem. Okay…

Jeg gled en hånd gennem mit nyvaskede hår og sukkede dybt. Nathan sad stadig ved siden af mig, i fuld gang med en samtale med Max. Det kunne ikke være mere akavet. Jeg tog endnu en slurk fra sommersbyen, mens jeg fulgte Max med øjnene, som var på vej hen for at servere for en blond pige. Jeg mærkede et blik på mig igen og drejede med det samme mit hoved for at finde Nathans blik på mig. Jeg skulle virkelig kæmpe for ikke at tag fat i ham og stikke min tunge ned i hans hals.

 ”hvad?” spurgte jeg, godt klar over at jeg lød lidt for vred. Jeg holdt øje med hans adamsæble som hoppede, mens han sank og derefter åbnede munden for at sige noget. ”er du virkelig gravid?” hans spørgsmål, fik min hals til at snøre sig sammen. Hvor skulle han vide det fra? Og hvorfor var han interesseret i at vide det? Det er da lidt underligt at skulle starte en samtale, med en person man knap nok kender med ’er du gravid?’ ”øøm… ja... hvorfor?” han kiggede væk fra mig, sikkert for at tænke over et svar til mit spørgsmål.

Mens jeg ventede på hans svar faldt mit blik på hans hår, som sad sååå perfekt. Det krævede meget af mig for ikke at køre en hånd gennem hans hår. Det så så blødt og indbydende ud, lige meget hvor underligt det lyder…

Hans øjne faldt igen hen på mig og det fik mig næsten til at gispe, bare ved at kigge ind i de dybe intense øjne han havde. Han bed sig hårdt i læben og det gik op for mig at jeg gjorde det samme. ”ved ik…” han tog en sip af den øl han havde foran sig og kiggede tilbage på mig. Jeg gjorde det samme og tog en tår af min sommersby, men det gik op for mig at der ikke var mere tilbage. Tid til at smutte.

Jeg drejede rundt på min stol og satte mine høje hæle på gulvet. Jeg holdt fast i barstolet for at holde balancen når jeg rejste mig op. ”hvad skal du?” lød det bagved mig. Samme stemme, men mindre snerrende. Denne gang mere… intens. ”jeg skal bare på… toilettet” løg jeg og holdt øje med hans blik mens det ændrede sig til et akavet udtryk.

Jeg skyndte mig hen mod døren. Min hals begyndte langsomt at snøre sammen endnu en gang. Det prikkede i mine øjne og jeg vidste præcist hvad der havde fået tårerne frem i mine øjne. Nathan… eller rettere og sagt… at det ikke var Nathan. Alt det jeg havde håbet på og glædet mig til, sad lige foran mig og snerrede af mig. Det var det jeg havde glædet mig til. Nej… der måtte være noget mere.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...