drowning in dreamy love

hvad sker der hvis man forelsker sig i en person fra ens drømme? kan det overhovedet lade sig gøre? det kan det, for det er både Nathan og Yasmin kommet ud for. De har forelsket sig dybt i hinanden, så meget at det gør ondt. Men problemet er at de mødes kun om natten i hinandens drømme, indtil lyset kommer og skiller dem ad og de vågner. De tror begge to at personen i drømmene ikke findes og det er smertefuldt for dem begge at være forelsket i en person de er overbevist om ikke eksistere. følg med, når Nathan og Yasmin går hver deres veje for at komme sig over forelskelsen i hinanden. Mon de finder ny kærelighed eller vil kærligheden til hinanden aldrig kunne erstattes? eller måske en dag møder de hinanden i virkeligheden? og hvordan ville de reagere hvis de møder hinanden i virkeligheden? læs med!

20Likes
30Kommentarer
3334Visninger
AA

15. 14: Nathan kopi

 

jeg ved godt at jeg laver lidt for mange af den her slags kapitler, hvor jeg bare prøver at fylde lidt på historien, men jeg synes bare det ville være kedeligt hvis alle de spændende ting skete lige efter hinanden, så jeg prøver at variere det lidt. kommenter gerne hvad i synes om historien indtil videre! :-) xx

 

Noget af det jeg hadede allermest var at vente. Og det værste sted at vente var på et hospital, hvor alle de klamme plastik og medicin lugte trængte ind i mine næsebor. Der vrimlede med læger i lange hvide kitler, som gav mig kuldegysninger. Det hele virkede som noget fra en gyserfilm. I gyserfilm var der altid en klam kold stemning af sygdom og død, lige som her.

Mit blik faldt på en mand som var på vej hen mod mig. Det var nok ham jeg skulle snakke med. Han gik helt hen til mig og kiggede ned på mig, mens han holdt en udstrakt hånd ud. ”Hej. Dr. Wright. Du er Yasmin ik? Kom med mig.” Jeg nikkede, da jeg alligevel ikke behøvede at sige noget. Jeg rejste mig og fulgte med ham ind på et slags kontor. ”Du ville snakke med mig?” sagde han venligt, uden skyggen af følelse. Jeg nikkede. ”Ja… Jeg har et problem, som jeg gerne vil ha’ hjælp til.” Jeg bed mig i læben ved tanken om at jeg havde et lille bitte barn inde i mig. Det var ikke lige det jeg havde forventet at jeg ville ha’ i hvert fald før jeg fyldte 20 år. ”Sig frem” han lænede sig fra i sin stol og placerede sine albuer i bordet til at stødte hovedet.

”Jeg er vidst blevet gravid… Men problemet er at jeg er jomfru, så det kan ikke lade sig gøre vel?” Jeg lagde mine hænder, foldede på bordet og ventede på mit svar. ”Er du sikker på at du er gravid?” ”Ja, jeg har taget en graviditetstest, fordi jeg havde mange symptomer på det.” Han lænede sig tilbage i stolen igen og kløede sit baghoved. ”Du kan ikke være blevet gravid på en bytur? Det sker for mange unge.” ”Nej, den eneste bytur jeg har været på før min udeblivende menstruation, var sådan to-tre dage inden symptomerne kom.” Vi sad i stilhed og mærkede tankerne stryger igennem mit hoved. Hvad skulle han kunne gøre ved det? Han kunne da være ligeglad med hvem faren til barnet var, han skulle bare hjælpe med at føde det…

”Den var værre…” sagde han endelig. Jeg nikkede heftigt i enighed. ”Kan i ikke tage nogle prøver eller noget så jeg ved hvem faren er? Jeg har ikke så meget lyst til at føde et barn som muligvis er barn af en voldtægtsmand eller noget…” ”Desværre… Hvis der sker det at man ikke ved hvem faren til barnet er, så plejer vi at tage tests efter barnet er født. Det kan vi ikke gøre mens det er inde i din mave. Men vi har godt nok ikke prøvet at en pige kom ind og påstod at hun var jomfru og gravid.”

Jeg skulle først føde barnet før jeg kunne finde ud af hvem faren var?! Der var en risiko for at barnets far var voldtægtsmand og det ville være det værste tilfælde, så ville jeg hellere ha’ et barn med Mathias…

Der måtte sku da være en mulighed for at finde ud af sådan noget inden fødsel, så man kunne nå at beslutte sig for abort hvis det nu skulle være. Nej, jeg kunne ikke få mig selv til at havde en abort, det var forkert. Men jeg ville gerne kunne nå at forberede mig på hvordan barnet ville se ud når det blev ældre, eller bare i det hele taget hvem faren var.

”Hvorfor kan i ikke tage prøver mens det er i min mave?!” Røg det lidt for surt ud af mig. ”Jeg er ked af det, men hvis vi prøvede det, er der en chance for at vi ville dræbe barnet, man skal være meget forsigtig med sådan nogle helt små fostre og det ville meget nemt kunne gå galt.” OG HVAD SÅ… Jeg ville bare gerne vide hvordan jeg var blevet gravid uden at være i nærheden af nogen drenge. Men barnet måtte ikke dø, det ville være synd… Men… Hvorfor var jeg gravid?

”Undre du dig ikke over hvorfor jeg gravid, nu hvor jeg altså aldrig har været i seng med nogen…?!” Råbte jeg. Jeg kunne mærke at jeg var lige ved at lave en scene. Hvis ikke han stoppede med at være så kold i røven, så ville jeg lave en dramatisk scene og forlade kontoret. ”Jo, det er da mærkeligt… men jeg kan ikke gøre noget ved det.” Mine hænder knyttede sig og jeg bed hårdt ned i min underlæbe. En sidste ubrugelig kommentar fra ham og jeg kastede med der stod nærmest. Mit blik søgte hen over bordet og så at det nærmeste var en kop med kuldepenne i. Den kop ville meget snart ende på gulvet, med kuldepenne over det hele.

”du kunne prøve bare lidt hårde!” ”Okay… hvad med at jeg snakker med overlægen og ringer til dig hvis jeg finder ud af noget?” Endelig noget jeg kunne bruge til noget. Så ville den kop nok ikke ende på gulvet… Endnu. ”Jo okay… det kan vi godt sige…” Tænk at jeg til sidst gav ham ret i noget.

Jeg gav ham mit nummer og sagde farvel, hvorefter jeg gik ud på gaden foran hospitalet. Skulle jeg så bare gå tilbage til hotellet nu? Nej, nu hvor jeg var kommet ud derfra, kunne jeg vel lige så godt kigge lidt rundt. Det var tirsdag, så gaderne var ikke så fyldte som de plejede at være. Det var dejligt at kunne gå ned gennem de lidt mere stille gader. Okay… stille og stille. Der var mange mennesker, men i forhold til hvad der plejede at være, så var det ikke så mange.

Jeg kom forbi de mange butikker på gaden, indtil jeg nåede til en musik butik. Jeg kiggede op på det store skilt og overvejede at gå derind. Der var noget derinde jeg gerne lige ville tjekke, så hvorfor ikke smutte derind hurtigt?

Jeg åbnede døren til butikken og blev overfuset af aircondition luft og høj musik. Butikken var enorm, så det ville nok tage tid før jeg fandt det jeg ledte efter. Først kiggede jeg efter musikgenren. Pop. Bingo. W, w, w, w… Der! Jeg rodede igennem en kasse med cd’er indtil jeg fandt hvad jeg ledte efter. ’the wanted’ på coveret sad 5, ret attraktive fyre og jeg genkendte med det samme Nathan kopi i hjørnet. Egentlig et underligt cover. Det så ud som om at de sad på bagsædet af en stor bil og så sad skaldepande med en rygsæk på skødet.

Jeg bevægede mig ned mod kassen, hvor en und kvinde sad og trommede med sine fingre på disken. Hun var sådan en irriterende type, som gnaskede højlydt på tyggegummi og sendte elevatorblikke til hvem der nu stod foran hende. Jeg håbede ikke hun havde noget imod mit tøj, siden hun kiggede så underligt på mig. Jeg havde min ynglings top på, hvor der var et supermands skilt hen over mine bryster.

Jeg lagde forsigtigt cd’en på disken og smilede et falsk smil til hende. Hun holdt op med at gnaske på sit tyggegummi og tog fat i cd’en for at scanne den. ”Ellers andet?” ah.. hendes stemme skar lige igennem mig. Det gjorde helt ondt i ørerne, fordi hendes stemme var så peppende. ”Nej tak…” hun nikkede og puttede cd’en i en pose, som hun så rakte mig.

Det kunne ikke gå hurtigt nok med at komme ud derfra, fordi hende damen gav mig myrekryb. Jeg fortsatte med at gå ned ad gaden. Jeg vidste ikke hvor jeg var på vej hen, jeg nød bare omgivelserne og den friske luft som kom fra havet.

Der blev færre og færre mennesker, jo længere væk jeg gik, men jeg stoppede ikke. Til sidst så jeg en masse træer. Det lignede en park. Perfekt. Jeg gik hen mod åbningen af parken og blev omgivet af store grønne omgivelser. Der var et lille skilt hvorpå der stod St. James park. Der var bænke overalt derinde og en stor sø. Jeg lod mine fødder føre vej hen over græsset, hen til den nærmeste bænk.

Jeg kiggede ud mod søen og slappede helt af, for første gang i dag faktisk. Det var nemt at slappe af, med de fredfyldte omgivelser og den stilhed, hele parken var fyldt af. Jeg lænede mig helt tilbage på bænken og fandt min discman frem. Ja, jeg havde en discman i min taske, fordi jeg stadig levede i det sidste århundrede og ikke havde vendt mig til at skulle bruge ipod’s og den slags. Jeg kunne godt li’ at bruge min discman, så kunne man høre cd’er lige meget hvor man var, uden at forstyrre andre.

Jeg fandt cd’en frem fra min pose og satte den i min discman. Den bløde popmusik strømmede gennem mine øre og jeg tog mig selv i at lukke mine øre for at leve mig mere ind i musikken. Selvom jeg aldrig havde hørt Nathan synge i mine drømme, havde jeg alligevel en idé om hvornår han sang. Jeg kendte hans stemme godt nok og vidste at den var meget mørk, men stadig drenget.

Det lød som hans stemme i omkvædet på den første sang. Den sang lød bekendt. Jeg tjekkede bagsiden af cd’en og tjekkede tracklisten. Det var ’All time low’. Den sang havde jeg hørt før, den var ret god.

Jeg blev siddende i parken og lyttede hele cd’en igennem. Endnu en bekendt sang strømmede gennem mine ører. Meget bekendt endda. Replace your heart hed den… vent, det var den sang! Den sang jeg kunne høre gennem mine vægge nogle dage siden. Det var en sang the wanted havde skrevet. En sang Nathan kopi havde skrevet.

Var det endnu et tegn på… på hvad? På at Nathan kopi måske havde det på samme måde. Nej, nu prøvede jeg bare at trække svar ud af hver ting der skete i mit liv. Hvorfor skulle mit liv give mig nogle svar på mine problemer, det var meningen at jeg selv skulle finde svarene. Jeg skulle selv finde svarene. Og hvad var spørgsmålene igen? Det var ikke nogen konkrette spørgsmål, men jeg vidste bare at jeg manglede nogle svar og de svar involverede Nathan og Nathan kopi.

Jeg blev færdig med at lytte til cd’en og blev enig med mig selv om at jeg helt sikkert ville komme tilbage til den park igen, inden jeg tog hjem til Manchester. Så var der bare det med at finde tilbage til hotellet. Det ville nok tage lidt tid.

Min telefon ringede pludselig og jeg fik næsten et chok over den pludselige lyd. ”Halo?” sagde jeg. ”Hey Yasse! …Frekke. ”Jeg ville lige fortælle dig at jeg tager hjem til Nathan og hans venner. Vi har fået ordnet misforståelsen fra i søndags, der hvor han bare tog hjem igen. Og så ville jeg spørge dig om du skal med til festen?” festen? ”hvilken fest?” ”Den fest Nathan og de andre fra the wanted laver, fordi de skal på deres første rigtige tour her i Storbritanien, Nathan inviterede mig og spurgte om du også ville med. Det er faktisk lidt underlig… Nathan har spurgt ind til dig siden i søndags… men hvad siger du” hun lød meget begejstret og det var helt smittende.

Til fest hos Nathan kopi. Det ville betyde at jeg skulle leve med at se min bedsteveninde helt flirtende med Nathan kopi, en hel aften! Det kunne godt være at det ikke var drømme Nathan, men de var som to vandråber. Hvis de stod ved siden af hinanden ville jeg nærmest ikke kunne kende forskel på dem. Samme tøjstil. Samme frisure. Samme stemme. Samme krop. Samme ansigt. Men Nathan kopi virkede mere genert end min Nathan.

Min Nathan… jeg havde ikke drømt om ham siden i søndags. Jeg ved ikke hvorfor. Det var to dage uden Nathan og det var langsomt ved at dræbe mig. Jeg håbede bare hver aften på at nu ville jeg drømme om ham. Måske blev det i dag? Det kunne jeg ikke vide.

Tilbage til telefonopkaldet. ”Øøm… hvornår er det?” ”Det er i overmorgen. Og de tager af sted om en uge.” Hvorfor skulle jeg lade vær’? Jeg havde ingen grunde til ikke at gøre det… ”Okay… Så tager jeg med…”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...