drowning in dreamy love

hvad sker der hvis man forelsker sig i en person fra ens drømme? kan det overhovedet lade sig gøre? det kan det, for det er både Nathan og Yasmin kommet ud for. De har forelsket sig dybt i hinanden, så meget at det gør ondt. Men problemet er at de mødes kun om natten i hinandens drømme, indtil lyset kommer og skiller dem ad og de vågner. De tror begge to at personen i drømmene ikke findes og det er smertefuldt for dem begge at være forelsket i en person de er overbevist om ikke eksistere. følg med, når Nathan og Yasmin går hver deres veje for at komme sig over forelskelsen i hinanden. Mon de finder ny kærelighed eller vil kærligheden til hinanden aldrig kunne erstattes? eller måske en dag møder de hinanden i virkeligheden? og hvordan ville de reagere hvis de møder hinanden i virkeligheden? læs med!

20Likes
30Kommentarer
3310Visninger
AA

12. 11: der findes kun én og hun er ikke blond

jeg ved ikke rigtigt hvad det her kapitel er. Det er vel bare mere til at fylde historien ud og så synes jeg at i skal vide hvad der sker på daten. Jeg lover at efter dette kapitel kommer der et meget mere spændende kapitel. blev ved med at kommenter så jeg ved om det jeg gør er rigtigt ;-) xx

 

Nathans synsvinkel

”hej!” sagde Frederikke da hun kom hen mod mig, ude foran byens bedste kinesiske. Hun havde sit store lyse hår løst, så det hang ned over hendes smalle skuldre. Hun havde et par stramme bukser på og en bluse med skriften ’yolo’ på. Ikke værst… Hun smilede stort til mig, da hun opdagede at jeg flashede hende. ”hej” jeg tvang et smil frem, på min læbe. ”Vil du med ind?” grinede hun, efter jeg havde stået lidt akavet og… irriterende nok, beundret hende. Hun var ikke grim, så hvordan kunne jeg lade vær med at kigge lidt ekstra på hende.

Jeg nikkede og fulgte med hende ind. Lige siden vi mødtes havde hun haft det største smil plastret i hendes ansigt. Hun virkede som en af de der meget smilende mennesker, som var meget åbne og udadvendte. Normalt ikke min type, men jeg kunne vel prøve noget nyt.

Vi snakkede ret godt sammen, men fra min side var det mere på en venskabelig måde. Hun virkede rigtig sød, men ikke rigtig min type. Og desuden fortalte hun også at hun kun ville være i London i lidt nogle uger, hvilket ikke ville være nok til at lære hende at kende og så få noget op at køre med hende. Hun fortalte at hun var på en slags ferie her i London med hendes veninde, som åbenbart hed Yasmin (flot navn ;-) ), i nogle uger, fordi de trængte til at komme væk fra alt det de var vandt til. Det lød ret fedt og… spontant. Ja, det var nok lidt mere spontant, end at gå på toilettet klokken otte om morgenen.

Maden smagte også godt. Chinesse er altid godt og hun så også ud til at nyde det, bortset fra at hun var lidt forsigtig med maden. Hun spiste ikke så meget af gangen. Endnu et tegn på at hun ikke helt er min type, for min pige skal kunne spise foran mig, som om jeg ikke en gang var der.

Vi spiste færdigt og betalte. Jeg betalte selvfølgelig, fordi så meget ved jeg om kvinder. De kan godt li’ når fyrrerne betaler for maden. Vi gik en tur rundt i byen bagefter. Da var klokken blevet hen af tre, så der var masere af tid før butikkerne lukkede. Jeg måtte indrømme at hun var rigtig sød. Nem at snakke med, venlig og høflig.  Vi kunne sikkert blive gode venner og så måtte vi se hvor det så førte hen. En anden ting er at, hun blev ikke skræmt væk af min personlighed. Jeg troede ellers at min personlighed var noget af det som holdt pigerne på afstand, men Frederikke var tydeligvis ikke flygtet.

”hvor kan du allerbedst li’ at være her i London?” spurgte hun. ”jeg kan meget godt li’ at gå ture i st. James park. Det er et meget fredeligt sted hvor man kan gå rundt i sin egen verden.” sagde jeg uden at kigge på hende. Jeg var bare i mine egne tanker. Sidst jeg gik en tur i St. James park var dagen efter jeg havde haft denne drøm om Yasmin, hvor vi havde sex i græsset. Det var den bedste oplevelse nogensinde og derfor var jeg nødt til lige at gå en tur alene i parken. Jeg gik i mine egne tanker og tænkte på det intense øjeblik, hvor vi begge nåede klimaks, noget jeg sikkert aldrig kommer til at opleve igen, for det virker som om at hver gang jeg prøver at gøre det med Yasmin igen, i drømmene, kommer lyset og ændre vores planner.

”Så i en by hvor der er alt fra shopping til udstillinger og teater, vælger du at gå tur i en park?” hun sagde det ikke på en snobbet måde, men det irriterede mig alligevel. Nok fordi det fik mig til at se dum ud. ”Alt det teater og udstillinger det er mere for turister. Sådan nogen som dig. Det er derfor du ikke forstår det” jeg smilede sødt til hende, fordi jeg vidste at jeg lød lidt for snærende. Det var nok fordi Yasmin igen var krybet op i mine tanker. Hun ville altid komme op i mine tanker lige meget hvad jeg lavede. Det var umuligt at leve en dag, uden at blive mindet om Yasmin 100 gange.

”det har du nok ret i” grinede hun. Heldigvis tog hun min snærende tone pænt. ”måske jeg skulle tage derned en dag. Jeg burde tage Yasmin med, hun kommer aldrig ud fra det hotel.” jeg smilede ved lyden af det navn. Det lød godt når andre sagde det. Yasmin. Det var som om mit hjerte begyndte at tikke ved hendes navn.

Der var krøbet et smil op på mine læber, mens hun blev ved med at snakke. Jeg var i min egen verden og glemte næsten at høre efter. ”er det så også der du skriver alle jeres sange?” spurgte hun. ”ja, faktisk så har jeg skrevet et par sange nede i parken. Det kommer bare til mig når jeg er der” jeg smilede ved alle de gode minder, om de sange jeg har siddet og skrevet og nynnet en melodi til dem, så de gamle mennesker rundt om mig troede at jeg var psykisk. Det glemmer jeg aldrig.

”jeg kan vise dig parken nu, hvis du har lyst. Vi har masere af tid” sagde jeg lidt for entusiastisk. ”men vi er i London! vi kunne også kigge i butikker” hun smilede stort til mig og jeg fik øje på ’forever 21’ da vi passerede forbi den.

Selvfølgelig endte det med at vi kiggede i butikker. Jeg slæbte hende også med ind i min ynglings hatte butik, for jeg tænkte at nu hvor vi var i gang, hvorfor så ikke købe en ny snapback. Det var lige som et paradis derinde. Flere hylder med snapbacks. Frederikke hyggede sig også med at prøve snapbacksne og fandt de grimmeste frem, som hun ville ha’ at jeg skulle prøve.

Jeg fik købt en med en tegneserie på, som jeg med det samme tog på. Frederikke undrede sig over mit forhold til mine snapbacks, fordi de alle var lige som mine små babyer. Jeg elskede alle mine snapbacks og ingen måtte røre dem, medmindre jeg gav personen lov.

”Jeg må nok hellere se at komme hjem, for jeg har lovet Yasmin ikke at være for længe ude, så hun ikke keder sig” der var det navn igen, så var jeg helt væk i mine tanker. Jeg nikkede kort og flashede et smil. ”det er okay. Det har ellers været hyggeligt” sagde jeg. ”ja! Så må du vise mig St. James park en anden dag.” jeg nikkede og trådte frem for at give hende et kram. Hun tog varmt imod det og jeg var den første til at trække mig fra krammet. ”ses en anden gang måske” sagde jeg mens hun gik ned ad en sidegade. ”selvfølgelig” hun vinkede, før hun drejede hovedet for at koncentrere sig om hvor hun gik.

Skulle jeg ha’ fulgt hende tilbage til hotellet? Nah, det er ikke fordi jeg vil noget med hende og derfor ville ha’ fået bonus ved at følge hende ned ad to gader. Nu skulle jeg bare hjem og forvendte en masse spørgsmål om hvordan det gik. Jeg kunne starte med at vise dem min nye snapback, som jeg var meget glad for. Så måtte vi se om jeg gad fortælle noget, men Jay skulle nok ikke forvente det han havde håbet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...