Elsket af vinden

Et tilfældigt møde.

0Likes
0Kommentarer
3323Visninger
AA

1. Elsket af vinden

 

Elsket af vinden

 

Det var årets varmeste dag. Jeg var på vej over til mit ynglings sted i parken. Mit lange mørke hår hang slapt ned af ryggen på mig. Jeg havde et par slidte shorts på, en forvasket top og selvfølgelig mit kamera under armen. Der var mange mennesker i parken i dag. De fleste lå og solede sig på græsset eller gik tur med deres hunde, men der var også enkelte der løb. Jeg fattede ikke de kunne holde det ud i den her varme.

Jeg smuttede gennem det lille hul i hækken, indtil min lille personlige oase.

Jeg gik direkte over og satte mig under piletræet, for at blive kølet ned efter den lange tur derover. Det var ligesom at gå ind under et slør af lange grene der hang ned fra dets stamme. Her kunne man sidde og samle tankerne, i fred og ro, hvis jeg altså ikke lige fotograferede. Det var hvad jeg havde tænkt mig i dag. Jeg havde fået kameraet af min far for mange år siden. Dengang havde jeg ikke vidst hvad jeg skulle bruge det til og havde derfor bare lagt det ned under min seng. Men da jeg så skulle skifte værelse fandt jeg det, tog det frem og lige siden havde det været min trofaste følgesvend. Jeg havde det altid med.

Jeg gik ud i solen igen. Og begyndte at fotografere. Jeg zoomede helt ind på en blomst med en bi på og trykkede på knappen.

”Hej.” Jeg fór sammen. Jeg var ikke vant til at bliver forstyrret hér.

Jeg vendte mig om og bag mig stod en lille pige. Hun havde lyst langt hår, der svajede utrolig smukt i vinden. Hun var som en alf. Helt fint og tyndt hår.

”Hvad laver du?” spurgte hun.

”Jeg...” fremstammede jeg, ”jeg fotograferer.”

”Hmm. Må jeg hjælpe?” spurgte hun.

”Ehm...” svarede jeg, og håbede på hun bare ville forsvinde på en eller anden alfeagtig måde.

”Jeg ved ikke helt hvad du kunne hjælpe mig med” forsøgte jeg.

”Jeg kunne holde din kamera taske imens du fotografere” sagde hun. 

”Jeg ved ikke rigtig…” sagde jeg tøvende.

Hun gav mig et blik, som én hver anden, sikkert ikke ville kunne stå for. Jeg himlede med øjnene.

Lidt efter spurgte hun ”Hvorfor fotograferer du? Arbejder du for nogen?”

”Nej” svarede jeg ”Jeg kan bare godt lide at fotografere.

Da jeg var færdig, rakte hun mig tasken, som jeg havde smit, demonstrativt på græsset. Hun smilte let. Jeg vendte mig om og gik. Hun kom lige bag mig, men skulle heldigvis ikke den samme vej hjem, som mig.

 

Næste dag var det lige så varmt. Så jeg tog hen i parken igen. Da jeg kom til mit sted, var hun der igen. I dag havde hun en lyseblå kjole på. Den faldt let ned over hendes lille krop. Hun lignede virkelig en alf.

 ”Hej” sagde hun. Jeg så på hende, ønskede mest af alt, hun ville gå sin vej. Det her var mit hemmelige sted, nu var hun kommet og spoleret min fred.

Jeg gik over og satte mig under piletræet. Hun kom lige bag mig og satte sig ved siden af mig. Der kom en lille brise, som tog i hendes hår og fik det til at svaje. Jeg fik helt lyst til at tage et foto af det, men jeg ville aldrig kunne spørge hende. Det var som om hun kom fra en anden verden.

”Skal du ikke fotografere?” spurgte hun.

”Nej, jeg tror ikke jeg gider i dag.” svarede jeg. Hun så på mig med sine store mørke dukke øjne. Det var underligt, hendes hår var næsten hvidt og hendes øjne var næsten sorte. Det var næsten skræmmende, så meget hun lignede et væsen, og ikke at menneske.

”Hvad hedder du?” spurgte hun pludselig.

”Laura” sagde jeg.

Jeg så lige ud og begyndte at dagdrømme, men blev afbrudt af hendes irriterende lille stemme.

”Hvad tænker du på?” spurgte hun.

Jeg havde ikke lyst til at svare, men følte mig tvunget til det.

”På livet” svarede jeg.

Efter en time hvor vi bare havde siddet og stirret lige ud i luften, rejste jeg mig og sagde at jeg ville gå hjem nu.

”Skal du ud at fotografere i morgen?” spurgte hun straks.

”Måske” svarede jeg vidst lidt for hårdt.

Det var først på tilbagevejen jeg kom i tanke om, at jeg ikke havde sagt til hende hvornår jeg ville komme.

Klokken tre dagen efter kom jeg til mit sted igen. Hun stod der med sin gule regn hætte godt trykket ned over hovedet.

Hun havde taget en paraply med, som hun holdte over mig imens jeg stod og fumlede med mit kamera. ”Det var så kameraet ikke skulle blive vådt” sagde hun. Jeg smilte kort.

”Hvor længe har du stået hér og ventet?” spurgte jeg.

”Nogle timer.” svarede hun, og smilte stort.

Jeg ville faktisk være kommet tidligere, men jeg regnede med, at hun også ville komme tidligt, og så ville være gået hjem, når jeg så endelig kom.

Men nej.

 

Dagen efter var det, det samme vejr og igen kom hun og holdt paraplyen over mit hoved, så kameraet ikke blev vådt.

”Mange tak for hjælpen” sagde jeg til hende da jeg gik den dag.

Jeg havde fået årlig samvittighed dagen forinden, over min uvenlighed.  

Hun smilte og gik så sin vej. Der gik 3 dage på samme måde. Hun stod bare og ventede til at var færdig med at fotografere, jeg sagde tak for hjælpen og vi gik hver til sit.

Om søndagen nåede jeg lige at spørge om hendes navn, inden hun forsvandt bag hækken.

”Viola Wilder.” svarede hun, som om hun hviskede en hemmelighed til mig. Jeg have stadig ikke fortalt hende mit navn.

Næste dag var hun ved mit hemmelige sted, som nu ikke var så hemmeligt mere. Det undrede mig lidt, men samtidig var jeg også lidt lettet. Måske var jeg endelig sluppet af med hende.

Næste dag kom hun heller ikke og heller ikke næste dag. Jeg begyndte for alvor at tro, at jeg virkelig var sluppet af med hende.

Men der var en underlig følelse, der fyldte mig, imens jeg stod og tog billeder. Tomhed? Nej det var da for dumt. Jeg satte mig ned under piletræet. Jo, tomhed, det var det. Nu hvor mit sted alligevel var blevet delt, så var det underligt pludselig, at sidde her alene.

 

Der gik flere uger, og hun kom stadig ikke. Tomheden var der stadig, og jeg insisterede stadig på at ignorere den.

Da jeg kom hjem en dag lå avisen på køkkenbordet. Jeg skimmede hurtigt siden, den var slået op på (dødsannoncerne). Et navn sprang mig i øjnene. Det stod lige der. Under Peter Jackson. Viola Wilder. Jeg satte mig ned i stolen, fordi jeg rystede over hele kroppen.

”Elsket og savnet. Du var en fe, der fortryllede vores hjerter. Familien”.

Der kom en våd på siden, og så en til, og en til.

 

Jeg glemte aldrig Viola, med det smukke hår, og jeg besøgte aldrig mit hemmelige sted igen.

 

 

Slut

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...