Let's Play With Your Heart - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2012
  • Opdateret: 28 feb. 2015
  • Status: Færdig
Evie får sit største ønske opfyldt. Nemlig at møde One Direction. Selv om Evie altid har været den generte, følsomme type tager hun mod til sig og taler med dem. Hvad har hun at miste? Men alt går galt og Evie har aldrig følt sig så ydmyget i hele sit liv. Hendes yndlingsband, hendes idoler, ydmygede hende. Efter den dag, sætter hun sig selv et mål. Hun ændrer sit udseende, personlighed og skifter navn til Amber, med tanken om at ydmyge One Direction, ligesom de ydmygede hende. Men der er en dreng, hun ønsker at ydmyge mere end de andre, men hvorfor?

Amber vender deres verdener på hovedet. Hun er mystisk og hun leger med de fem drenge, og efterlader dem altid med et ønske om mere. Vil de blive træt af hendes forsvindingsnummer, eller vil de gennemskue hende og finde ud af hvem hun i virkeligheden er?

430Likes
554Kommentarer
62933Visninger
AA

2. You guys broke my heart.

Kender i det, når man har en drøm, som man ville gøre at for, gik i opfyldelse?
Jeg var en pige ud af tusind. Tusind med den samme drøm. En drøm om at møde de fem drenge, der havde taget England med storm.

Det var meget sent om aften, da jeg besluttede mig for at tage over til Skylar. Gaderne lå mørke og tomme i det lille kvarter. En hver vidste, at det var dumt at snige sig ud alene efter spise tid, da man aldrig vidste, hvad for nogle typer der sneg sig rundt i Londons tætte gader.
Kald mig dum men jeg var ligeglad. Jeg puttede høretelefonerne i ørene og trykkede play på min iPod, mens jeg mærkede, hvordan en kølig brise ramte mit ansigt, og fik mig til at trække min hætte over hovedet. Det var en smule koldt i aften, og stjernerne lå gemt under tykke skyer. Langsom gik jeg ned mod tovet, som var næsten tomt. Her plejede der ellers at vrimle med mennesker. En enkel bar var åben, og der var musikken ulidelig højt. Folk dansede vildt derinde, og nogle var sikkert stang stive. Fire drenge fangede min opmærksomhed, da de stod et stykke fra baren, og var de eneste mennesker udenfor. En af dem vendte sig rundt, mens han mumlede noget svagt og utydeligt til sin ven. 


Var de mon fulde? 
Egentlig kunne jeg være røv ligeglad og bare ignorere dem, men de mindede mig om noget, om nogle, men hvem? 
Drengen der havde vendt sig om skreg pludselig, og jeg gispede af forskrækkelse.

"Louis så hold dog kæft!" grinede en af de andre drenge, der stod med en smøg i hånden.
Vent lige lidt...
Louis som i Louis fra One Direction. Ej okay det var det nok ikke selv om Louis altid råbte eller skreg, og Evie du har set alt for mange Video Diaries på det seneste. 
Se og kom videre i livet.
Kort sukkede jeg, før jeg satte farten op, da jeg fik øje på det huset længere nede ad vejen, hvor Skylar boede. Hun sad sikkert og undrede sig over, hvor jeg blev af, da jeg i forvejen var kommet for sent ud af døren. Mens jeg gik gled mit blik automatisk over på de nu fem drenge, som stadig fangede min opmærksomhed. Jeg skubbede mine briller længere op på næsen, mens jeg fulgte dem med øjnene. Den femte fyr træk en grå hue ned over sit fyldige hår, mens han kom med en kommentar, der fik den lyshåret dreng til at udstøde et helt vidunderlig grin, som mindede mig om... Niall. 

Endnu engang sådan er det at være en Directioner, hvilket jeg snart havde været i et halvtandet år. 
Alt mindede mig om dem. Men tænk nu, hvis det var dem? 
Hvad var chancen for, at en helt almindelig pige mødte dem en helt normal aften? 

En til en million. 

Men tænk nu hvis det var dem!  
En af drengene lagde sit hoved tilbage, mens han kiggede opgivende på de andre. Lyset ramte hans smilede ansigt, og med ét var jeg ikke i tvivl. 
Det var Liam. 

Hårdt bed jeg tænderne sammen, mens jeg overvejede, hvad fanden jeg skulle gøre. Egentlig havde jeg mest lyst til bare at skrige, men jeg havde læst så mange steder, at de hadet når pigerne skreg og gik totalt amok. Derfor havde jeg for længe siden sagt til mig selv, at hvis jeg nogensinde fik love til at møde dem, ville jeg snakke med dem i stedet for at skrige. Men hvad fanden skulle jeg sige? 

"Hey du tabte noget!" lød en stemme, som fik mig til at fare sammen. 
Jeg blinkede hurtig et par gange, før jeg automatisk kiggede ned.

"Her" sagde Harry, mens han samlede det op.
Hurtigt lod han tingen falde ned i min hånd, før han drejede om på hælen og fortsatte tilbage til drengene.
Jeg stod lammet tilbage med munden let åben, mens jeg prøvede at finde hoved og hale på det, der lige var sket.
Langsomt fulgte jeg dem med øjnene, mens jeg prøvede at ignorere mine svedige håndflader og sommerfuglene i maven. Jeg kneb hurtigt øjnede sammen og bed mig eftertænksomt i læben. 

Tænk Evie tænk! Du skal ikke var sådan en tøsepige. De møder jo fans hver dag, så de er vel vant til at piger er nervøse. Helt seriøst, hvad har du at miste?

Hurtigt tog jeg en dyb indånding, før jeg gik med hastige skridt lige imod dem. Ingen vej tilbage nu Evie! Jo nærmere jeg kom på dem, jo mere kunne jeg genkende dem. Det var virkelig dem! Min mave slog knuder af glæde, da de vendte sig om og jeg overvejede stærkt om jeg skulle græde. Deres ansigter lyste i gadelysets skær, og afslørede deres blide og lidt forundrede blikke.

"Hey" sagde jeg svagt, mens jeg prøvede at forholde min stemme rolig. Harry vendte sig rundt igen, men denne gang krummende han let øjenbrynene, mens han kiggede koldt på mig. Drengene vendte irriteret deres blikke imod han, og hvis jeg ikke tog fejl, så de skyldig på han. 

"Please lad vær med at skrige. Hvad ville du have En autograf, et billede, hvad?" nærmest spyttede Zayn ud. Hans tonefald skræmte mig, og jeg kunne på ingen måde læse hans hårde blik. Hvad havde jeg gjordt, og hvorfor var de pludselig så kolde over for mig? Jeg ville jo bare tale med dem. Bare være venlig og imødekommen. Spille den udadvendte pige jeg ikke var for deres skyld. Hans hårde attitude havde gjordt mig mundlam. Desperat prøvede jeg at finde på noget at sige, men intet kom ud. 
Pludselig poppede et svagt smil op på hans læber, da han tog min hånd og  trak en kuglepen op af lommen. Han trak mit ærme op så huden var blottet. Det kildede i maven, da han førte kuglepennen over min arm og skrev sin autograf. Et øjeblik troede jeg, at jeg var i himlen. Han bøjede sig hurtigt frem, og lod sine læber strejfe min kind.

"Undskyld smukke. Jeg er bare træt" hviskede han svagt.
Smukke! Jeg kneb hårdt læberne sammen for at stoppe det skrig, der var lige ved at undslippe dem.

"Har du noget at skrive på?" smilede Louis, mens han tog kuglepennen fra Zayn.
Hurtig gik jeg mine lommer igennem, men jeg fandt kun et stykke krøllet papir, bedre end ingenting. 

"Hvad hedder du?" lød det kort fra Niall, mens han kastede et blik op fra papiret.
"Evie" smilede jeg bredt.

En efter en skrev drengene deres autografer på det, før Liam rakte mig det.
"Tak" 
Kærligt smilede jeg til ham. 

"Er der noget galt Liam?" tilføjede jeg venligt, da han ikke gengældte mit smil. 
Han trak langsomt på skulderne, mens han sendte drengene et utålmodigt blik. 
Ignorerede han mig? 
Ligesom på Twitter? 
Okay på Twitter var det forståeligt, for han kunne jo ikke besvare alle de millioner af piger, der sendte ham tweeds, men lige nu gav det ingen mening. 
Hvis han skulle ignorere mig, kunne jeg ligeså godt også ignorere ham.

"Billede?" blinkede jeg og trak min IPhone opad lommen, mens jeg prøvede at få styr på mine rystende hænder. 
Hvorfor skulle jeg også være så fucking genert?
Jeg stillede mig imellem Niall og Zayn med de tre andre drenge ved siden af. Zayn lagde sin arm rundt om mig og kyssede min kind, lige da jeg tog billedet.
Glad holdt jeg kameraet ind til mig, mens jeg gav drengene et smil. Det her var den bedste dag nogensinde!

"Jeg ville ønske, at vi havde mere tid, men vi skal nå et interview" sukkede Zayn dybt.

"Hvis du giver mig dit nummer, kan vi jo måske..." begyndte jeg selvsikkert. Et øjeblik havde hans lille kindkys givet mig så meget selvtillid, hvilket var meget unormalt for mig.

"Nej!" afbrød han brat. Hans søde tonefald var forsvundet med ét. Forsigtigt lænede han sig ind over mig, så hans læber var få centimeter fra mit øre.

"Jeg regner ikke med at se dig nogensinde igen. Du er ikke rigtig min type"
Et lydløst gisp undslap mine læber, og jeg stod lammet tilbage, mens jeg så efter dem.

"Hun ville have mit nummer" næsten grinede Zayn, mens ham og drengene forsatte nedad gaden. Louis udstødte et højt grin, før han lagde armen om Harry. 

"Var hun ikke ret tyk?" hviskede Niall, mens han så sig tilbage for at sikre sig, at jeg ikke havde hørt ham. Men det havde jeg. Sandheden var nemlig, at han var virkelig dårlig til at hviske.

"Jo og grim" smilede Zayn og gav Niall en high-five
Jeg stod alene tilbage, mens jeg mærkede, hvordan tårerne ramte mine læber. Den salte smag smagt bittert i munden og lige nu, havde jeg det forfærdeligt. De havde ydmyget mig. Kaldt mig tyk, ignorere mig, kigget ondt på mig, grinet ad mig og kald mig grim. Min idoler.
Jeg hulkede svagt, mens jeg gled ned på den kolde jord. Regnen tegnede pletter på mit tøj og farvede mit lyse hår brunt. 
Du burde gå indenfor Evie. Du bliver jo syg af at side herude i regnen. 
Jeg snøftede kort og tog mig sammen. Hurtigt rejste jeg mig op og løb nedad gaden til Skylar's hus.
----------------------------------------------------

Jah, det er så min nye fanfic.. Skriv hvad i synes indtil videre? Er der noget jeg kan gøre bedre? - ♥LifeOfADirectioner♥

 

 

Playlist

(De sange jeg hørte imens jeg skrev det her kapitel)

Sweet Nothing - Calvin Harris (cover)

Tættere På (feat. Siff) - Alexander Brown

Brænd Mig Helst - Clara Sofie

The A Team - Ed Sheeran

Over Again - One Direction

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...