Let's Play With Your Heart - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2012
  • Opdateret: 28 feb. 2015
  • Status: Færdig
Evie får sit største ønske opfyldt. Nemlig at møde One Direction. Selv om Evie altid har været den generte, følsomme type tager hun mod til sig og taler med dem. Hvad har hun at miste? Men alt går galt og Evie har aldrig følt sig så ydmyget i hele sit liv. Hendes yndlingsband, hendes idoler, ydmygede hende. Efter den dag, sætter hun sig selv et mål. Hun ændrer sit udseende, personlighed og skifter navn til Amber, med tanken om at ydmyge One Direction, ligesom de ydmygede hende. Men der er en dreng, hun ønsker at ydmyge mere end de andre, men hvorfor?

Amber vender deres verdener på hovedet. Hun er mystisk og hun leger med de fem drenge, og efterlader dem altid med et ønske om mere. Vil de blive træt af hendes forsvindingsnummer, eller vil de gennemskue hende og finde ud af hvem hun i virkeligheden er?

430Likes
554Kommentarer
62656Visninger
AA

17. You are such a liar!

En tur gennem byen på en mørk Decemberaften, med en akavet stemning hængende imellem os, var ikke lige det jeg havde set komme, og da slet ikke med Louis.

Alle butikkerne var lukket og heldet med af finde smøger, gik ikke som forventet.
Men det ville undre mig, hvis der ikke lå en tank forenden af vejen.
Med god afstand i mellem os, begav vi os langsomt derned ad. 

Dog hang Louis' øjne på mig og jeg kunne mærke, hvordan irritation gik mig på.
Hvad var hans problem lige?

"Hvem er du egentlig? Og du skal ikke sige at du er “Nialls veninde fra gamle dage„ for det ved vi begge, at du ikke er, så hvem er du?"

Louis tonefald skræmte mig, da det både lød hårdt og anklagede, men også med et lille grin i stemmen.

"Hvad mener du? Ej helt ærligt Louis. Det er jo latterligt!" Udbrød jeg og vendte øjne af han, for han skulle i hvertfald ikke tro, at jeg stod og løj overfor ham.

"Du har været hjemme en gang og kom tilbage med to tunge tasker, så det lignede at du var ved at flytte ind. Som jeg har forstået det, er du bare på besøg?" 

Han stoppede kort op og så anklagede på mig. 
"Louis... Det indviklet okay?" Mumlede jeg og drejede om for at gå videre, hvilket Louis åbenbart så som verdens dårligste ide.

Han greb min arm og vendte mig imod ham, så vores øjne var låst til hinanden.
"Kan du ikke bare starte med at fortælle mig sandheden?"

"Nej det kan jeg faktisk ikke" sagde jeg flabet, mens jeg prøvede at vride mig ud af hans stamme greb.

"Det er ikke noget, der kommer dig ved og ville du være så venlig at give slip på min arm?!"

Louis sukkede dybt og løsnede sit greb. Han lod en hånd glide igennem sit hår, mens han prøvede at lade som om, at min lille afvisning ikke gik ham det mindste på.
Selvom jeg tydeligt kunne se, at han beherskede sig.

Turen ned til tanken gik i stilhed og da jeg havde fået betalt for smøgerne, begav vi os roligt  tilbage.

Men fordi det er December og bidende koldt gik det i snegle-tempo. Det hjalp jo heller ikke, at det sneede og at jeg kun havde min sorte læder jakke over mig, som hverken kunne tåle sne eller noget. 

Smart ikk?
NOT!
Jeg ender sikkert med at blive syg og så kommer jeg til at smitte dem, hvilket gør at de ikke kan synge og så mister de deres fans, hvilket ville sige at de mister deres job og så kan de ikke få mad, og Niall han får sikkert en depression og så stjæler han og bliver kriminel, hvilket så ender med at de alle fem bliver arresteret og dør alene

Hmm..

Måske skulle jeg prøve at blive syg?
Bare for sjovt?

 

"Du fryser ikk?"

Jeg nikkede kort
Godt regnet ud Louis! 

"Cafén derover ser åben ud." Sagde han og tog min hånd.
"Kom! Jeg gi'r."

Tja.. Man har vel ikke noget valg?

**

Krampen i fingerne forsvandt med ét, da jeg satte hænderne mod den varme kop.
Tænk at mine fingere ret faktisk overlevede!

Jeg nippede af den brandvarme kakao og mærke, hvordan varmen fordelte sig i hele kroppen.
Jeg svæver, at hvis man kunne gifte sig med en varm kakao, havde jeg gjort det.
Eller måske ikke...

"Hvordan er din kakao?" Smilede Louis.

Fantastisk, vidunderlig, lækker, overdrevet lækker, mega hot...

"God" mumlede jeg kort og tog en tår mere.
God? Helt ærligt Evie, hvad blev der af poesien?

"Og hvad med løgnhistorien? Hvordan går det med den?" Sagde han roligt og skar en grimasse.

"Jeg lyver ikke. Det kommer bare ikke dig ved!" Svarede jeg og knyttede hænderne af bare irritation.

Gud hvor han irriterede mig nu og jeg kunne på ingen måde holde ham ud.
Sig mig hvornår giver den dreng op?!

"Hvad kommer ikke mig ved?"

"Hold nu op Louis!"
"Er det fordi, at du faktisk ikke har fået lov til at bo der? Er det Niall, der har talt over sig igen?"

"Nej!"

"Jamen, hvem er du så?"

"Det er indviklet og jeg gider ikke at snakke om det!
Forstå det nu!"

"Måske ville jeg forstå det, hvis du fortalte mig det!"


Louis' stemme råbte nærmest af mig og havde det ikke været fordi at cafén var stort set tom, havde vi nok fået nogle øjne på os.

Jeg orkede simpelthen ikke at skændes med ham mere, så jeg rejste mig dramatisk op og greb min jakke, mens jeg holdt øjne vidt åbnede.

"Går du?"

"Tja det kan du vel se jeg gør" snøftede jeg og mærkede, hvordan mine øjne svirede af helvedes til. Så jeg kneb øjnene sammen en enkel gang, i det jeg smækkede døren i efter mig og forlod Louis.

Hvis han vil have drama, så lad ham få drama.

"Vent Amber, hvor skal du hen?" Lød det fra Louis, i det han løb op ved siden af mig.

"Spørgsmålet er ikke hvor jeg skal hen! Spørgsmålet er hvor du skal hen. For jeg skal i hvertfald ikke hen, hvor du er!" Hvæssede jeg flabet og satte tempoet op.

"Er du sur på mig, eller er det bare den tid på måneden?" Spurgte Louis dumt og trak på skulderen.

Okay det var dråben!

Jeg stoppede med det samme og vendte mig imod han. 
Han var så... Irriterende!
Min krop rystede nærmest af vrede og jeg kunne bogstavligtalt have slået ham ihjel på stedet.

"Hvad tror du selv?!" Råbte jeg og knyttede mine næver.

"At det er den tid på..." Begyndte han langsomt, men stoppede sig selv, da han godt kunne høre, at det lød latterligt.

Eller måske var det bare mit dræberblik, der overbeviste ham.

"Du er sur"

"Godt gættet Louis!" Udbrød jeg og tørrede mine øjne.

Ligesom dengang med Liam til festen, kunne jeg åbenbart græde på kommando.
Ja det lyder underligt, men hvis det kunne redde mig nu, var det det vær.

"Okay du har ret!" Snøftede jeg og kiggede op på han.
"Jeg er ikke Nialls veninde." 

Louis sagde intet, men nøjes med at vende øjne af mig som om det slet ikke overraskede ham, hvilket det vel nok heller ikke gjorde.

"Jeg er hans kusine" sukkede jeg og kiggede ned i jorden.

Evie hvornår lærer du, at det måske er bedre at sige sandheden?
Aldrig håber jeg!

Alle ved, at det altid er nemmere at lyve sig ud af problemerne end at stå frem og sige sandheden. 
For sommetider gør sandheden ondt.

"Min forældre er lige blevet skilt, og derhjemme er ikke, som det plejer at være. Min far slår min mor, så min farmor besluttede at min lillebror og jeg kunne komme og bo hos hende, men jeg takkede nej." Fortalte jeg langsomt.

Måske var jeg dårlig til at lyve, men hvis bare han ville tro på det, kunne det gøre alting lidt lettere.

"Da jeg var mindre plejede Niall og mig at være ret meget sammen, men efter han er blevet berømt, mistede vi kontakten. Så da mine forældre blev skilt og alt gik af helvedes til, havde jeg brug for en at tale med, som kendte min familie og mig, så derfor kontaktede jeg Niall"

Da jeg var færdig, kiggede jeg op på Louis for at tyde hans reaktion.
Var han faldt for det eller havde han gennemskuet mig for længst?

Men da jeg kiggede ind i hans øjne, var de fulde af medfølelse og medlidenhed.
Jeg tror aldrig, jeg har set ham sådan før.
Hverken i nogen interviews eller i person og pludselig kom jeg i tanke om det.
Hans forældre var (også) skilt.

"Undskyld Amber... Hvis bare jeg havde vidst så.."

"Ja ja jeg ved det. Så var du brudt sammen for min skyld" afbrød jeg han og sukkede utålmodigt.

Egentlig ville jeg bare gerne have den her løgnhistorie på plads og komme videre.

"Så havde jeg nok taget det mere seriøst." Smilede han. "Så undskyld"

"Det gør ikke noget, men lad vær med at fortælle det til de andre. Jeg gider ikke at have, at de har ondt af mig." 

Louis nikkede.

"Og kan vi så ikke gå tilbage nu? Det er koldt!" sagde jeg og drejede om på hælen med kursen hjem ad.

"Ehm.. Amber?"

Jeg sukkede dybt.
"Hvad nu Louis?!" Sagde jeg irriteret, for jeg havde altså virkelig ikke tid til den slags small-talk lige nu!

"Hjem er den vej" smilede han og pegede i den modsatte retning. 

Selvfølgelig, fordi det skulle jo ikke være nemt!

**

Hvorfor var jeg ikke født med en stedsans?
Er normale mennesker ikke det?
Men helt ærlig, hvad for nogle mennesker er lige normale!?

"Vil du have min jakke?" Spurgte Louis mig for trejde gang om, eftersom jeg havde takket nej alle gangene.

"Nej Louis jeg klarer mig!" Svarede jeg i et irriteret tonefald.

Da vi nåede den næste lygtepæl og jeg bemærkede, at vi er halvvejs, vendte Louis sig mod mig igen.

"Hvad med nu?" Hviskede han og smilede svagt.

Jeg kiggede først skeptisk på han, men tilsidst gav jeg mig.
"Okay så giv mig din jakke!" Sukkede jeg og lod han lægge den om mine skuldre.

Vinden havde lagt sig en smule og havde det ikke været fordi, at vi stod udenfor en legetøjsbutik, og at den store reklame julemanden stod og sang "Jingle bells", havde det nok været et ganske romantisk øjeblik.

Dumme Reklame!

Det lykkes mig at finde ærmerne, før jeg kiggede op på Louis. Han fastholdt mit blik længe, før han blottede sine tænder i et svagt smil, som fik mig til at rødme en smule.
Hvis jeg var heldig, kunne han ikke se det for det tykke lag af foundation, som jeg havde smurt i hovedet.


Hans hånd greb ud efter min, hvilket fik mig til at gå et skidt tilbage.
Hvad havde han gang i?

"Vi burde gå videre. Det er ret...øh.. koldt" sagde jeg hurtigt for at bryde den her akavet stemning, som skræmte mig en smule.

"Ja du har nok ret" nikkede Louis og trak på skulderen.

Alligevel var der ingen af os, der rent faktisk gik videre.
Vi rykkede os ikke, men blev bare stående, mens vi stirrede på hinanden.
Ikke et ord blev sagt og det eneste der brød stilheden, var larmen fra julemanden i vinduet, som nu var nået op på sit fjerde vers.

"Louis kan vi ikke..."
Mere noget jeg ikke at sige, før ordene blev til en let mumlen mod Louis' læber, hvilket jeg ikke lige havde set komme.

__________________________________________________

 

Playlist

Look After You - The Fray

Use Somebody - Kings of Leon/Pixie Lott (Cover)

She Will Be Loved - Maroon 5

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...