Let's Play With Your Heart - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2012
  • Opdateret: 28 feb. 2015
  • Status: Færdig
Evie får sit største ønske opfyldt. Nemlig at møde One Direction. Selv om Evie altid har været den generte, følsomme type tager hun mod til sig og taler med dem. Hvad har hun at miste? Men alt går galt og Evie har aldrig følt sig så ydmyget i hele sit liv. Hendes yndlingsband, hendes idoler, ydmygede hende. Efter den dag, sætter hun sig selv et mål. Hun ændrer sit udseende, personlighed og skifter navn til Amber, med tanken om at ydmyge One Direction, ligesom de ydmygede hende. Men der er en dreng, hun ønsker at ydmyge mere end de andre, men hvorfor?

Amber vender deres verdener på hovedet. Hun er mystisk og hun leger med de fem drenge, og efterlader dem altid med et ønske om mere. Vil de blive træt af hendes forsvindingsnummer, eller vil de gennemskue hende og finde ud af hvem hun i virkeligheden er?

430Likes
553Kommentarer
64137Visninger
AA

10. Troubles like this!

Okay, jeg havde et problem.
Et stort et af slagsen, for hvordan fanden kunne jeg mødes med fem drenge, som jeg ligesom havde leget lidt med aften til gallafesten?

Så snart de ser mig, ville de genkende mig, og min plan ville være spoleret, hvis de først fandt ud af, at de havde været sammen med den samme pige den samme aften.
Men selvfølgelig kunne jeg jo bare skrive, at jeg ikke havde tid eller sådan noget.
Finde på den dårligste undskyldning, bare fordi jeg var en kylling, men så klog kan man vidst ikke kalde mig.

Jeg havde i hvertfald lige efter at Harrys sms, svarede ja og havde fået adressen, og hvem ved?
Måske ville jeg endda overleve denne dag alligevel?
Det krævede ihvertfald en sikker plan.

-Mødes med Harry før de andre kommer.

-En god undskyldning så jeg kan være sammen med dem alle, uden at de bemærker noget

-At ligne Amber, hvilket var grunden til, at jeg var stået enormt tidligt op, så jeg kunne nå at lægge en sikker makeup som facade, og ellers nå at krølle mit mørke hår, som var begyndt at blive lyst ved rødderne.

Jeg kastede et hurtig blik på uret som tydeligt viste, at jeg ihvertfald ikke havde tiden til at kaste noget hårfarve i det, hvis jeg på nogen måde gerne ville overholde tiden, jeg havde aftalt med Harry. Så en høj knold var en løsning for så, så det idet mindste mere planlagt ud.

Jeg hev min grå sweatshirt ud og kom ved et uheld til at vælte to bunker tøj og nogle bøjler med ud i farten.

Pisse-lorte-orden-system

For ikke at rode mere, fiskede jeg efter mine blå jeans, som jeg denne gang træk helt forsigtigt ud, hvilket kun resulterede til at en sort sweatshirt røg med i købet.

Great!

Jeg skævede kort imod uret, der hang på væggen, og sagde at jeg skulle gå om ti minutter, hvis jeg skulle komme til den aftalte tid.
Så det er om at få fart på Evie, ellers kunne du godt vinke farvel til livet.

Hurtigt spottede jeg sweateren, som stadig lå på gulvet, og da jeg (langsom som jeg nu er) indså, hvilken sweater, det var (for det var ihvertfald ikke hvilken som helst sweater) kan du godt tro, at den landede bagest i skabet.

For mange minder fyldte mit hoved og dansede nærmest over mit sind.
Minder som jeg ellers havde sagt til mig selv, at jeg skulle glemme, så jeg kunne komme videre.
Om dagen da jeg fik afvide, at jeg havde fået billetter til deres koncert.
Minder om at gå alene hjem efter skole med mit sorte headset i ørene og lyde skruet helt op, så jeg rigtig kunne høre deres stemmer.
Minder om dem.

Men også mindet om tårerne efter jeg var ankommet til koncerten og fandt ud af, at mine billetter var forfalsket.
Jeg kom aldrig derind.
Jeg så dem aldrig optræde.

Jeg hoppede i de blå jeans, og da jeg mærkede, hvordan de strammede om mine lår, hoppede tankerne tilbage på lasagnen, jeg spiste igår.

Føj!

Helt klart en lasagne for meget.

**

Cirka ti minutter efter aftalt, stod jeg foran døren til lejligheden. Ret godt gået, hvis jeg nu selv skulle sige det.
Uanset hvad så stod jeg der, og overvejede hvilken knap, jeg skulle trykke på for at få adgang til hovedøren, for det havde søde Harry her da ikke skrevet i sin sms.

Slemme slemme Harry.

Jeg scannede hurtigt navnene udenfor knapperne, i håb om at finde et der bare mindede en smule om noget. der kunne bruges.

Brown
Miller
Artwood
Grey
Taylor
Leadertow-et-eller-andet

Okay jeg giver op, og ja jeg kunne godt stave, men i dag havde jeg simpelthen ikke tålmodigheden til det.

Og jeg skulle tisse. Pis!

Okay jeg blev nødt til at ringe til Harry, det her var seriøst et nødopkald, for jeg nægtede altså at tisse i offligheden for helt ærligt, så var altså for klamt.

"Ja?"

"Harry, det er Amber. Gider du godt at lukke mig ind, for jeg dur altså ikke til det der med knapper." Sagde jeg hurtigt, imens jeg begyndte at trippe lidt på stedet. Jeg tisser sgu da snart i bukserne!

"Øh, døren er altså åben. Du skal bare trykke håndtaget ned og åbne døren." Sagde Harry langsomt og prøvede at holde grinet inde.

Fuck hvor jeg hadet at idioten aka. Harry havde ret, fordi nu følte jeg mig da for alvor blondinedum.
Uanset hvad så blev den dør ihvertfald åbent, hurtigere end man kan råbe Kevin.
Awesome due, men det anden historie.

Harry var stadig flad af grin, da jeg kom styrtede ind i lejligheden som en eller anden galning.
Jeg fòr lige forbi ham for at finde den hurtigste vej til toilettet. Men i den her størrelse lejlighed, var det praktisktalt umuligt.

"Hvor fanden gemmer i toilettet?" råbte jeg frustreret, imens jeg nærmest humpede rundt for at holde mig.
Harry gik forsigtigt væk fra døren, han havde lænet sig op ad, imens han så uskyldigt på mig.

Den Djævel!

Jeg gled forbi han og smækkede døren hårdt i efter mig, hvilket ikke var meningen.
Først da jeg kom ned og sidde, kunne jeg ånde lettet ud.

Sikke en befrielse!

Da jeg kom ud fra toilet, fik jeg øje på, hvor ordenligt deres stue så ud.
Intet rod overhovedet, og det gav bare ingen mening
Altså de er fem fyre i en lejlighed så rod måtte der da være nok af, eller var det bare mig?

"Du må altså undskyld, at jeg bare sådan forlod dig til festen" sagde jeg for at bryde stilheden imellem os. For at være helt ærlig så hadet jeg den akavet stilhed, men hvem gør ikke det?
Harry kiggede op på mig med et sigende blik, som var umuligt at tyde.

"Jeg tror bare, at jeg følte mig for presset, og måske var jeg heller ikke helt klar endnu" indrømmede jeg bare og kiggede ned i jorden, da emnet jeg havde taget op egentlig ikke var noget, jeg gad at snakke om og da slet ikke med ham.
Spørgsmålet var nok ikke om jeg var klar, men om jeg turde.
Så turde jeg, at gå så langt over stregen og ligefrem..

"Amber det er ligemeget" svarede han og førte langsomt en hånd igennem hans hår for at få styr på krøllerne, som strittede ud til alle sider.

Ligemeget?

Mente han virkelig bare at det var så "ligemeget", at det ikke betød noget?
Men det skulle betyde noget, især for ham, for ellers kunne jeg ligeså godt smide min plan i vasken, for så var det hele måske gjort forgæves.

"Er det?" Spurgte jeg næsten en evighed efter.
Jeg blev nødt til at vide det.
Var det bare et lille One Night Stand som mislykkes, eller var der mere i det?
Var han faldt dybt nok, eller skulle der mere til?

Harrys øjne søgte forvirret rundt, som om han ledte efter de rigtige ord.
Han tråde et skridt tættere på mig, så han ånde ramte mig ansigt, og han slugte mig næsten med sine funklende øjne.
Indeni hørte jeg, hvordan bad for mig selv til, at han havde tabt og var faldt dybt.
Det ville bare gøre alting lidt lettere.

"Det ved jeg ikke. Hvis det ikke er lige meget for dig, er det heller ikke for mig" sukkede Harry, imens han kort bed sig i læben.

Han var faldt!

Og jeg kunne virkelig ikke beskrive, hvor lettet jeg var nu.
Med et brød jeg afstanden imellem os ved at fange hans læber med mine i et lidenskabelig kys.
Det tog Harry åbenbart lidt for alvorligt og løftede mig i en hurtig bevægelse op på hans hofter, og jeg låste mine ben om ham, imens jeg lod mine hænder rode rundt i hans tykke hår.
Jeg fnes kort imod hans læber ved lyden af noget, som smadrede imod gulvet.
Sikkert glasset, som havde stået på bord, han havde løftet mig op på.

"Ups!" kom det kort for Harry efterfulgt af et skævt smil.
Uanset hvad vi havde smadret, reagerede vi begge dårligt nok.

Harry lod blot sin fingre glide op af mit lår, hvilket sendte en kildende fornemmelse i hele kroppen og min mave vred sig nærmest på en afskyelig måde.
Først da jeg hørte, hvordan håndtaget til hoveddøren blev trykket ned, skubbede jeg nærmest Harry så hårdt væk fra mig, at han nærmest fløj væk.
En lille overdrivelse, men whatever!
Pointen var bare, at hvis en af de andre så os, var jeg så godt som død.

"Hey hvad skulle det til fo.."

"Harry hvis noget spørger, så mødte du mig på en café, og vi faldt i snak, okay?" sagde jeg alvorligt.

"Hvorfor?

"Fordi de ikke skal tro, vi har noget sammen." svarede jeg kort ligesom Liam vandrede ind.
Han fik først øje på os bagefter og gav sig bare til at smile stort.

Kunne han genkende mig?
For hvis han kunne, var det om at finde på den største løgn nogensinde. Kort gengælde jeg hans søde smil, mens jeg søgte efter svaret i hans øjne.

"Hey og du er?" Kom det kort fra ham, efter han havde smidt jakken over en stol, der stod i gangen.

Nej han kunne ikke huske mig, hvilket faktisk skuffede mig, da det bare viste, hvor dårlig min første indtryk havde virket på ham.
På den anden side var det egentlig også ret godt, da jeg så heller ikke behøvede at lyve overfor ham.

"Amber. Og du er?" Smilede jeg og lagde hovedet en smule på skrå.

"Liam. Øh, har vi ikke mødt hinanden før?"

Damn!
Han kunne huske det, og jeg havde et problem, for hvis det allerede havde sat sig fast i hans lille hoved, at vi havde, var det jo næsten ligemeget, da jeg nok ikke kunne overbevise ham.

Så hvad gør man så?

Nu skal jeg fortælle dig, hvad Amber gør!
Hun putte bare et lille smøget grin på læben og smiler falsk til ham, mens hun blinker med sine store våde dådyr øjne og hvisker:
"Det tror jeg ikke søde Liam"

Og den virker bare hver gang. Suk!

Faktisk var det ligefrem komisk, eftersom Liam straks løfteede øjenbrynene og lød dem falde igen efter hendes sødme.
Hvis bare jeg selv kunne være så selvsikker og modig som hende.

"Hey" kom det fra Zayn, der kom smilede ind ad døren, men hans smil forsvandt, ligeså snart hans blik ramte mit. Perfekt!

Drengen jeg utrolig nok stadig elskede efter hans lede ord, som havde ramt mig så hårdt, og som kunne få mit hjerte til at smelte, stod foran mig. Hans øjne borede sig ind i mine, og de lyste af forvirring.

"Hey hvad laver du her?"

Spørgsmålet var åbenlyst stillet til mig, og tro mig!
Jeg ville gøre alt for at undgå at svare på det.

Hvorfor var jeg overhovedet kommet?
Var det ikke ret sikkert, at det ville gå galt?

"Amber, det her er Zayn og" begyndte Harry.

"DET VED JEG SGU GODT!" Røg det ud af mig, og jeg sværger, at jeg kunne have dræbt mig selv på stedet.

Dog nøjes jeg bare med at bide mig selv hårdt i læben, imens jeg prøvede at komme på den bedste løgn historie for at redde mit eget skind.

Både Harry og Zayns øjne var umulige at tyde, men hvis jeg ikke tog helt fejl, så de nærmest chokkeret ud efter min lille scene.

"Du ved, i er jo kendte og alle ved jo, hvem i er." Mumlede jeg, imens jeg ledte efter tusind andre ting, som måske kunne få dem på andre tanker.

"Nå, men du en eller anden crazy fan, som er ude på at kidnappe os? Eller slå os ihjel med gulerødder, mobiler og tamponere, og hvad ellers de kaster på os?" Lød det henne fra sofaen, hvor Liam havde slået sig ned.

Næ nej søde Liam. Jeg er kun ude på at få hævn over jer.
For at knuse jeres skøbelige hjerter og efterlade jer med følelsen af at blive udnyttet.

Måske ville det give jer en lærestreg, for hvad i har gjort imod mig.

Måske ville det få jer til at tænke, før i spytter alt muligt lort ud over en lille uskyldig pige, hvis historie i aldrig kommer til at kende.
Men ligefrem at slå jer ihjel, ville være nytteløs, for så ville ikke lære en skid!

"Næ overhoved ikke." Sukkede jeg bare roligt, ligesom Niall og Louis kom ind af døren, og mit hjerte sprang op i halsen på mig.

Nu var de alle her, og jeg frygtede, hvad der nu ville ske.

Foran mig stod drengen, der bare ville i bukserne på mig. Selv om han var sød med sine krøllede lokker, skulle han i hvertfald ikke tro, at han fik lov.

Ved siden af stod fyren, som gerne måtte, dels fordi jeg har været helt skudt i ham og hans mørke hår. Men tro mig! Så snart jeg fik chancen, ville jeg springe på ham.

Over i sofaen sad mine to problemer, fordi de begge havde kærester, som de aldrig ville svigte frem for mig.

Og lige der bag mig stod drengen, der bare spillede helt uskyldig. Hans blå øjne lyste lige ind i mine, da jeg vente mig om og smilede svagt.

Om et øjeblik ville det hele gå galt, da det helt sikkert ville gå op for dem, hvem jeg var.
Der var ingen steder flygte hen, selvom jeg ville gøre alt for at slippe ud af denne akavet situtation.

Ingen stedet overhovedet!

Jeg var bare tvunget til at se det hele gå galt, imens de tusinde tanker skreg, at jeg aldrig skulle havde sagt ja da Harry skrev.

For jeg vidste jo, hvordan det ville ende.
Ydmygede, mest for mig..

"Hey Amber. Tak for i går. Det var hyggeligt" smilede Niall, før han satte kurs imod et af rummene og smækkede døren i efter sig.

-------------------------------------------------

Bare så det er helt på det rene, så skrev jeg denne historie inden Liam og Danielle slog op, så de er stadig sammen, i hvertfald i denne Movella og Zayn har ingen kæreste. Bare så i ved det.

BTW: Hvad tror i nu der sker? Opdager de at hun udnytter dem? Eller finder hun på en god undskyldning? Og er det rigtigt, at hun ikke har nogen følelser for dem? Kan hun holde sin facade hele vejen igennem?

-♥LifeOfADirectioner♥

☺☺☺Ps: Tjek den nye trailer, hvis du ikke har set den, og skriv hvad du synes.☺☺☺






Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...