Let's Play With Your Heart - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2012
  • Opdateret: 28 feb. 2015
  • Status: Færdig
Evie får sit største ønske opfyldt. Nemlig at møde One Direction. Selv om Evie altid har været den generte, følsomme type tager hun mod til sig og taler med dem. Hvad har hun at miste? Men alt går galt og Evie har aldrig følt sig så ydmyget i hele sit liv. Hendes yndlingsband, hendes idoler, ydmygede hende. Efter den dag, sætter hun sig selv et mål. Hun ændrer sit udseende, personlighed og skifter navn til Amber, med tanken om at ydmyge One Direction, ligesom de ydmygede hende. Men der er en dreng, hun ønsker at ydmyge mere end de andre, men hvorfor?

Amber vender deres verdener på hovedet. Hun er mystisk og hun leger med de fem drenge, og efterlader dem altid med et ønske om mere. Vil de blive træt af hendes forsvindingsnummer, eller vil de gennemskue hende og finde ud af hvem hun i virkeligheden er?

430Likes
554Kommentarer
62590Visninger
AA

23. Stupid Radio!

Jeg er ikke en af de personer, der kan stå op klokken syv og være klar til dagen.
Som sagt ved i, at jeg elsker min dyne for meget til at være sådan en person. 

Men den her dag var anderledes.
Jeg vågnede sygt tidligt og besluttede, at få noget ud af dagen.
Måske fordi jeg kunne mærke, at det ville blive en vidunderlig, fantastisk dag i dag
Bare du holder dig væk for Twitter, ikke Evie?

Jeg sprang i tøjet og sneg mig ud af rummet for ikke at vække Niall.
Han skulle have lov til at få sin beauty-søvn for ellers ville han ligne et monster.

WHAT A SHAME!

Anyway, jeg tog mig et bad og gik ud i køkkenet.
Og gæt hvad?
Der var ikke et øje, og jeg var sulten! 

Så jeg besluttede mig for at gå ned og tage bussen.
Totalt Old School, jeg ved det. 
To stop og jeg var nede i byen.

Jeg vandrede hen til den første bager jeg så og købte syv varme rundstykker.
Ikke fordi jeg havde tænkt mig at proppe alle syv ned i mig selv, for det var vidst overdrevet. Nope jeg have tænkt mig at spise en med det samme, (bare fordi jeg ikke kunne vente) og derefter gemme resten til når Niall vågnede.

Fordi man er jo sød ikk?
Eller noget.

"Hej... Ehm.. Amber ikke?"

Jeg vendte mig om, så meget som man nu kan, når man sidder på et trappetrin lige ude foran bageren med en halv rundstykke stikkende ud af munden.
Charmerende huh?
Darraghs ansigt lyste op, og han smilede venligt.

"Jep, Amber" svarede jeg og havde ikke lige regnet med at se ham her.
Eller det burde jeg, eftersom for han sikkert boede her og havde alt ret til at være her.

"Kan du ikke lide at sove, eller er du bare en af den, der er født frisk?" Darragh slog sig ned ved siden af mig, og jeg følte mig en smule utilpas, fordi jeg ikke rigtig kendte ham.

"Overhovedet ikke! Jeg kunne sove hele dagen, hvis det skulle være" svarede jeg mens jeg tyggede færdig. "I dag er det bare anderledes, tror jeg" 

Darragh nikkede.

"Jeg kan bare mærke, at det bliver en god dag i dag, har du det aldrig sådan?"

Darragh tog sig til hagen og vippede hovedet til højre og venstre. 
Åbenbart ikke.

"Du er fra London ikke?"

Jeg nikkede og undrede mig en smule over, hvorfor han spurgte.

"Man kan høre det på din accent. Godt så... Hvem er du?" Spurgte han om, og jeg løftede et bryn. 

"Altså jeg ved du hedder Amber, og at du tror alle hader dig, og at du er Nialls veninde, men hvad laver du egentlig her, hvis du bor i London? Har du ikke en familie eller nogle tætte venner, som du skulle have været sammen med juleaften? Hvorfor tage til Irland?"

Darragh smilede, mens han ventede på mit svar. 
Men hvad fuck skulle jeg svare ham? 
At jeg ikke havde den perle familie alle andre var så heldige at have? At jeg var blevet mobbet og trådt på hele min barndom? At jeg ren fantisk er så fucking langt ude som jeg overhovedet kan være, og at det er derfor alle hader mig?

At jeg bare ville have hævn?

"Hør Danny.."

"Darragh"

"Whatever! Først og fremmest er det ikke noget jeg tror, jeg ved alle hader mig og det er man ligesom nødt til at deal med, når man bliver set sammen med nutidens største boyband og er af den modsatte køn..." Begyndte jeg og lød måske en smule hård, hvilket ikke var meningen.

"...For det andet så tog jeg til Irland, fordi vi prøver at bilde alle fansene ind, at jeg er Nialls kusine..."

Ikke helt løgn faktisk.

"... Men lige meget hvad man gør, kan man åbenbart ikke få dem til at ændre mening. De ville åbenbart se Niall og mig som et par og give mig skylden for det hele." Sluttede jeg af og var faktisk overrasket over, at jeg kunne sige næsten hele sandheden.

Det var vidst første gang... Tillykke Evie!

For første gang gemte du dig ikke bag 500 løgne, men kun et par hvide af slagsen.
Godt gået!

"Så det er dem, der hader dig? Barh de hader dig jo lige meget, hvad fuck du gør. Det er en gruppe egoistisk piger, der har givet sit liv til det her band. De kan kun se dem selv med deres yndlings medlem og tænker ikke over, at Niall, Louis, Liam, Harry og Zayn også har noget at skulle have sagt." Sagde han, sikkert for at få mig til at føle bedre.

Men vidste han, at jeg havde været en del af den gruppe engang?

At jeg også havde været egoistisk og sagt til alle, at jeg nok en dag skulle blive Mrs. Malik?
Det var derfor, at det gjorde så ondt at høre ham sige, at jeg på ingen måde var hans type og at han ikke regnede med nogensinde at se mig igen.

"Du tror Niall og jeg har noget kørerne ikke?" Jeg smilede til ham, som om jeg havde gennemskuede ham for længst.

"Måske?"

"Men det er det du tror ikke?"

"Jo men hvis du siger noget andet, så tror jeg på dig" Svarede Darragh og rejste sig langsomt.

"Forøvrigt så tager vi ned i byen igen og vi ville rigtig gerne have vores buddy med, så ville du ikke spørger Niall, om han er frisk på en tur til en nat klub? Du er også velkommen." Tilføjede han og smilede uskyldigt.

Nat klub? 
Som i et sted proppet med mennesker?

Øh? Nej tak... Men på den anden side ville det var surt bare at sidde alene, mens de andre havde det sjovt... Mon ikke jeg nok ville overleve?

"Jo, jeg skal nok spørger ham... Og altså bare så du ved det, så har jeg ikke noget som helst kørende med ham. Vi er bare gode venner" svarede jeg og gjorde det klart, at vi ikke havde noget sammen, hvilket vi hellere ikke havde.

Eller måske lidt, men kun for hans side af for jeg havde jo min regler...

**

"Du ser fin ud" sagde Niall simpelt, mens han gloede på, at jeg rettede en ekstra gang på min kjole. Som fanatisk var den samme kjole, som jeg havde haft på den aften, jeg havde mødt ham.

Sort og uden stropper.

Præcis den samme!
Men sådan noget har drenge ikke forstand på. De kan dårligt nok huske, hvad de selv havde på i går. Tro mig jeg ved sådan noget, for min bror plejede at gå med det samme tøj i flere dag.
Klamt!

Jeg nåede at sukke en sidste gang, før det bankede på døren og Sean stak hovedet ind.

"Wauw" sagde han og nikkede bekræftede, mens han tyggede videre på et eller andet. Darragh var lige bag han og han havde hænderne fulde

"Vi har taget kinesisk take away med. Nogen der er sultende?" Smilede han og satte poserne på bordet, før han gik hen til spejlet for at tjekke håret. Noget sagde mig at han gik meget op i hans udseende. 

"Come on prettyboy. Det der kan vente" lød det fra Sean, mens han gav ham et klap i nakken. "Niall giver du lige en hånd?"

Niall nikkede mod Sean og lidt efter kom de ind med en hel kasse øl.
"Og der er mere hvor det kommer fra" beroligede Sean mig om, hvilket egentlig kun gav mig endnu større øjne.

Men hvorfor ikke drikke sig fuld når man jo vidste, at man skulle ud og fyrre den af. Måske ville det endda hjælpe på klaustrofobien. Heller det end at gå helt ned med flaget.

**

Fuld nåede jeg aldrig at blive, for Darragh sagde til mig at to øl var nok, når man er kvinde. Blah, hvad ved han om det! 

Klubben var overfyldt med mennesker, men jeg prøvede, at koncentrer mig om noget andet.
Niall og de andre fik mig placeret på en bar stol, mens de hilste på nogle andre fra byen. Selv Amy-pigen og hendes søster Georgia var her, hvilket ikke gjorde det meget bedre.

God undskyldning til at lade et par shots gå ned, hvis altså jeg kunne overbevise ham i baren om, at jeg var gamle nok til at drikke sådan noget stærkt noget.

Hvorfor skulle jeg også lige være født lav!
 

"Amber kom ud og dans." Råbte Sean for at overdøve musikken. Han tog min hånd og trak mig ud på dansegulvet. Jeg greb hårdt fat i hans skulder, for ikke at drukne i mængden.

"Er du okay?" Råbte han og jeg nikkede, selv om det nok ikke var helt rigtigt.
Da væggene lukkede sig om mig og det hele begyndte at sejle, vidste jeg godt at jeg var gået over stregen. Niall nåede lige at lægge armen om mig og få mig op på stolen igen, før det gik helt galt.

"Wow.." grinede han og smilede til mig, mens han mumlede noget utydeligt.

"Hvad er der galt? Er du syg? Du er helt bleg." Sagde han med et lidt anstrengt smil på læben. 

Mig? 

Syg?

Aldrig!

Jeg havde det heller ikke særligt godt, men det var noget andet. 

I hvertfald følte jeg mig ikke syg, som i rigtig syg. Jeg smilede til ham, imens jeg prøvet at komme ned fra stolen og hen til ham.

"Jeg har det fint " sagde jeg langsomt for at få ordene ud rigtigt.

Niall var ikke overbevist.

Satans også!

"Er hun okay?" Lød det fra Darragh, og han kiggede nøje på mig. Hans blik var svært at tyde, men jeg kunne sagtes lure det blik, han gav Niall. 

Blikket der sagde at han skulle følge mig hjem og det kunne ikke gå for langsomt.
Sig mig hvad var deres problem?
Jeg havde det fint!

Faktisk ikke så værst, som jeg plejede at have det, når klaustrofobien var dum . 

Ligeså snart Niall blev færdig med sin øl, tog han mig under armen og fulgte mig udenfor. 

"Går vi?" Spurgte jeg dumt og stoppede brat op.

"Ja det gør vel" svarede han kort og uden at kigge på mig.

"Men jeg ville ikke hjem!" sagde jeg stædigt.

"Amber du er helt bleg. Og hvis det er din klaustrofobi, så er det nok ikke et godt sted at være. Det er nok bedst, at vi tager hjem."

"Nej det er ej. Hør her, jeg har det fint okay? Lad os nu bare blive! " blev jeg ved og vendte mig om så hurtigt, at hælen på mine højestilletter knækkede og jeg faldt pladask.

Niall var åbenbart helt færdig af grin, at han ikke havde i tankerne at hjælpe mig.

"Av! Helt ærligt, hjælp lige!"

Han gav mig en hånd, men hælen var jo knækket, så stå det kunne jeg ikke. 

"Vi skal ikke så langt, så bare hop op på min ryg"

"Er du sikker på, at det er en god ide?" Sagde jeg med et anstrengt smil. 

Han kløede sig kort i nakken "Altså der er ikke så langt så.." 

Okay det skulle han ikke sige to gange.

Jeg hoppede let op på hans ryg og fik faktisk lidt ondt af ham, da han beklagede sig.

Jeg sagde jo, at det ikke var en god ide.

**

Selvom jeg ikke fik min vilje, havde Niall nok ret. At blive på klubben ville være dumt, især hvis man havde det dårligt og for at være helt ærlig så, havde jeg jo løjet og sagt, at jeg var ok.

 Hvilket jeg tydeligvis ikke var.

Men det var jo ikke fordi festen sluttede, når man tog hjem. Jeg havde gjort det fuldkommen klart for Niall, at vi ikke bare skulle gå i seng og han havde givet sig tilsidst, selv om jeg godt kunne se på ham, at han var smadret.

Og så var vi endt i sofaen med en film og lidt slik, samt lidt af det stærke.

Eller det var vidst kun mig, for Niall havde snuppet en øl, da han var mere til det end et glas rødvin.

Mærkelig type...

Rødvin slår alt!

Rødvin og lasagne og så er Evie kørende. To glas var allerede røget ned og filmen var dårlig nok begyndt. 
Måske skulle jeg have sparet lidt, da filmen var længere end normal?
Men det er din egen skyld Evie.
 Det var jo dig selv der valgte den, ikke?

"Kunne vi ikke havde set noget andet end Titanic?" Beklagede Niall sig.

Sig mig havde han et problem med mit valg af film, huh?

"Hey! Det er da en sød historie.. Come on helt ærligt!" 

Han klørrede sig kort i nakken og lagde hovedet lidt på skrå.
"Den er bare så lang og sørgelig." 

Arh det var det, der var galt

"Altså jeg ved godt, at drenge kan græde, så det er ikke noget at være pinligt berørt over. Du er velkommen til at fæle et par tårer, hvis det er det." Sagde jeg lige ud og Niall løftede det ene øjenbryn højere end normalt. 

"Hvem sagde noget om at græde?" Frøs han med et fnis, mens han gloede på mig, som om jeg var totalt retarto.

"Nå så du hørte det også? Jeg tror, det var radioen." Svarede jeg ironisk.

"Helt sikkert radioen!"

"Dumme radio!"

"Werido radio!"

"Lorte radio!"

"...Som ikke er tændt."

"Shhh...!" Tyssede jeg. 
Han var bare ekspert til at få mig til udstå som en total idiot.
Jeg vendte opmærksomhed mod filmen, som ingen af os rigtig fulgte med i. Jeg tømte mit tredje glas rødvin og kunne allerede mærke alkoholen i mine åre. Det endte sikkert med, at jeg ville falde i søvn inden filmens ende, men det kunne jeg sagtes leve med.

"Stakkels radio, han har din stemme" drillede Niall videre, hvilket åbenbart var dråben.

"Ehm hvad sagde du?!" 

"Ikke noget. Det var ikke mi..." Kom det kort fra ham, men han nået dårligt nok at afslutte sætning, før at jeg havde taget det glas med vand, der stod foran mig på bordet, og havde hældt det udover ham.

"Hvad fanden...?!" Udbrød han og sendte mig et blik, der kunne dræbe.
Han greb min arme og tvang mig ned mod sofaen, mens jeg skreg og grinede på samme tid.

"Sig undskyld.." Sagde han og prøvede at lyde hård, men et smil afslørede han og han grinede kort.

"Aldrig!"

Han satte sig på min mave og jeg kæmpede for at trække vejret, mens jeg grinede som aldrig før, fordi han havde sat en finger i siden på mig, hvilket kildede helt vildt.

"Er du sikker?" Blev han ved og jeg overgav mig.

"Undskyld Niall undskyld" 

Han smilede tilfreds og afsluttede det hele med at ryste sit våde hår ud over mig, før han gled ned ved siden af mig. 

Han vandt.

Satans også!

**

"Niall tror du på ægte kærlighed?" Spurgte jeg svagt om, da Rose og Jake havde lavet den berømte flyve scene og var igang med deres første kys.

"Tja, det gør jeg vel" svarede han og tog en tår af sin øl.

"Så du tror på, at du en dag ville finde din eneste ene? Sådan for alvor?"

Niall sukkede "Ja nok"
  
"Kærlighed er noget rod!" Udbrød jeg surt. "Der er altid nogle der bliver såret, fordi det viser sig ikke at være så perfekt, som de troede. Jeg tror i hvertfald ikke på det." 

"Det burde du."

"Men hvad hvis det viser sig at gå galt. Se selv! Rose mister sin eneste ene, fordi hun vælger at blive forelsket i en fra tredje klasse. Hvis det aldrig var sket, var hun ikke blevet på båden og var nok gået ned i redningsbåden til de andre. Og så havde hun ikke fået de følelser for Jack, der i sidste ende sårer hende så dybt, da hun mister ham. DÅRLIG FILM ALTSÅ!"

Niall var stille et øjeblik.
"Skal vi slukke?" Sagde han tilsidst og pegede mod filmen.

"Jo tak, ville du ikke nok?"

Niall slukkede tv'et og der blev helt stille. 
Og i ved hvordan jeg hader stilhed, især akavet stilhed.

Men denne gang var det anderledes, som om jeg faktisk nød det. Som om det faktisk fik mig til at føle mig tryg og hel for første gang i mit liv. Som om at alle negative tanker forsvandt og jeg forstod intet. 
Hvad var fuck var der galt med mig siden, at jeg på en eller anden måde følte noget. 
Noget godt endda.

Jeg havde lyst til at åbne munden og sige noget, men jeg havde ikke lyst til at ødelægge det. Til at bryde den her stilhed, der gjorde noget underligt ved mig og som fik mit hjerte til at banke hurtigere og højere

Jeg skilte læberne, fordi jeg ikke kunne bestemme mig.
Skulle jeg sige noget? 
Måske fyrre en eller latterlig joke af, som jeg plejede, når jeg blev nervøs? 
Eller skulle jeg bare holde min kæft og nyde øjeblikket?
Tilsidst besluttede jeg at holde munden lukket og nyde stilheden fuldkommen.

"Amber? Sover du?" Hviskede Niall tæt ved mit øre.

Jeg mærkede hvordan varmen fra hans hånd, som han havde lagt forsigtigt på min skulder, trængte igennem min tynde sweater som et stød, og jeg vende mig hurtigt om.

"Næ jeg... Ehm... Jeg tænker bare."

Hvorfor skulle han også lige ødelægge den der perfekte stilhed?

"Tænker?"

"Ja"

"Hvad tænker du på?" Smilede han nysgerrigt.

"Ikke noget særligt. Bare livet. Hvad tænker du på?"

Han satte sig lidt op uden at tage blikket fra mit.
"Kan du huske da vi gik ind i hinanden på gangen til den der galla fest? Der hvor jeg hjælp dig, fordi du vred om i dine stilletter?" Smilede han og jeg nikkede.

Hvorfor sagde han nu det?

"Jeg har tænkt på den dag lige siden. På dig og jeg ved ikke hvorfor? Det er sært, er det ikke?" Smilede han og grinede nervøst

"Niall jeg..." Begyndte jeg, men blev aldrig færdig.

"... Men er det ikke sært? Eller er det bare mig?"

"Ville du ikke nok lade vær Niall!. Ja det er sært, meget sært og ja det er nok bare dig" sagde jeg i et tonefald, der lyd hårdere end jeg havde regnet med.

Jeg måtte stoppe ham. Det her kunne ødelægge alting og jeg mener virkelig alting!

Nialls smil falmede og han klørrede sig nervøst i nakken.
"Okay så.." Sagde han stille og rejste sig fra sofaen med kursen mod køkkenet

Godt gået Evie! Flot! 

"Årh, for helvedet altså!" Udbrød jeg og satte efter ham.

Hvorfor fanden gik det her mig så meget på? Og hvorfor kunne jeg ikke bare være ligeglad? Det eneste jeg kunne tænke på var, at jeg havde såret ham og at alt i min krop skreg, at jeg skulle gøre noget.

"Niall for fanden undskyld"
Hans øjne lyste op, da han så mig, men hans smil var stadig forsvundet.
Jeg kunne have dræbt mig selv på stedet. 
Det havde været mindre smertefuldt. 
Alt slog klik for mig og jeg gik helt i sort.

"Det... Det jeg prøver at sige er, at jeg... jeg... Undskyld Niall" prøvede jeg men orden var næsten ikke til at få ud.

Da min hjerne endelig gad at samarbejde, gik det op for mig, at jeg havde kysset ham.
Mit hjerte havde aldrig banket så hurtigt, som det gjorde nu og jeg indså, at det ikke bare var tilfældet.

Jeg var faldet.

Ikke bare lidt, men fuldkommen.

Men jeg var for ligeglad til at skubbe ham væk. 
For ligeglad til overhovedet at prøve. 
Så i stedet for lod jeg mig rive med. Jeg træk ham tættere på og tillod mig selv at føle lidt.
Mine hænder gled gemmen hans lyse hår og hans lagde sine på mine hofter, mens de langsomt krøb ind under min trøje. Han lod trøjen glide over mit hoved og smed den på gulvet, før jeg greb fat i hans t-shirt og trak den af med en hurtig bevægelse. 

Jeg vidste godt, hvad det her ville føre til og at jeg måske stadig kunne nå at stoppe det. Men jeg gjorde det ikke. 
Min plan var glemt og jeg kunne ikke tænke klart. 

Hans fingre fumlede kort med min BH, før de gled længere ned til kanten på mine jeans. Hans hænder var overalt og da han slog armene om mig og bar mig ind mod hans værelse, vidste jeg godt, at der var ingen vej tilbage. 

Men jeg havde følte mig så ligeglad for lige nu og her, følte jeg mig elsket og tryg.
Lige her i hans arme og selv om jeg havde på fornemmelsen, at jeg helt klart ville fortryde det her i morgen, så var det som om, at jeg tvang mig selv til ikke at tænke klart. Men en ting var jeg sikker på: jeg ville have ham!

____________________________________

Så gik det ikke helt som Evie havde håbet på.

I må virkelig undskylde ventetiden, jeg ved godt, at jeg ikke skriver tit, men det her kapitel var ikke let at skrive, da jeg simplethen stinker til at skrive... øh kapitler hvor de.. you know.. gør det.. Så det var virkelig en udfordring... Men jeg håber at i er tilfredse alligevel :) 

Imellem tiden har jeg skiftet navn fra LifeOfACrazyMofo til That's Me.

Og jeg kan sige at der nu kun er 3-2 kap tilbage så hvad tror i nu der sker?

Vi ses i næste kapitel..

- That's Me xx

Playlist

Over My Head - The Fray

She Is - The Fray

Let Me Love You Until You Learn To Love Yourself - Ne-Yo

Heart Attack - Demi Lovato (cover)

She Will Be Loved - Maroon 5

Teenage Dream - Boyce Avenue

Ride - Somo

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...