Let's Play With Your Heart - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2012
  • Opdateret: 28 feb. 2015
  • Status: Færdig
Evie får sit største ønske opfyldt. Nemlig at møde One Direction. Selv om Evie altid har været den generte, følsomme type tager hun mod til sig og taler med dem. Hvad har hun at miste? Men alt går galt og Evie har aldrig følt sig så ydmyget i hele sit liv. Hendes yndlingsband, hendes idoler, ydmygede hende. Efter den dag, sætter hun sig selv et mål. Hun ændrer sit udseende, personlighed og skifter navn til Amber, med tanken om at ydmyge One Direction, ligesom de ydmygede hende. Men der er en dreng, hun ønsker at ydmyge mere end de andre, men hvorfor?

Amber vender deres verdener på hovedet. Hun er mystisk og hun leger med de fem drenge, og efterlader dem altid med et ønske om mere. Vil de blive træt af hendes forsvindingsnummer, eller vil de gennemskue hende og finde ud af hvem hun i virkeligheden er?

430Likes
554Kommentarer
64133Visninger
AA

16. Mysterious girl?


Da jeg sagde sommerfugle, mente jeg ikke sommerfugle som i "Jeg er faldet" ligesom en romantisk love story!
For det stinker sgu!

Nej så mente jeg "Jeg er faldt, fordi jeg kunne have tyret en kæmpe stor kæp i ansigtet lige i fjæset på ham", for han skulle fandeme ikke blinke til mig, som jeg var en af de piger, der bare faldt for ham på stribe.

Nej der har jeg sgu fucking været!

Engang var det ham og Zayn, der styrtede mit liv.
Jeg plejede at fortælle mig, at jeg en dag ville gifte mig med Zayn, og at vi skulle blive lykkelige med tusinde børn og børnebørn.
Og så skulle jeg have en hemmelig affære med Niall ved siden af, fordi jeg simpelhen ikke kunne vælge.

What a shame!

I mit hovedet har de altid kunne lide mig, men virkeligheden gør ondt.
Som at falde ned fra et højhus og kysse jorden.

Av!




Men tilbage til det vigtige. Fordi jeg havde på fornemmelsen at Skylar ville dræbe mig, hvis jeg ikke tog en taxa med hende tilbage, følte jeg mig ligesom tvunget.

Så derfor tog jeg hjem til mit såkaldte hjem og mine såkaldte forældre, som dårlig nok havde opdaget, at jeg havde været udenfor huset.
Jeg pakkede to små (rettelse: store) sportstasker med det vigtigste og undgik selvfølgelig trøjen bagest i skabet.
Kastede noget farve i håret for at skjule de lyse roder fra mit rigtige hår. og tog et bad for at skylde den sorte hårfarven ud.

Råbte farvel, da jeg forlod huset, men fik intet svar.

Heller ikke fordi jeg havde regnet med et svar.

Så satte jeg mig ind i en taxa og kørte mine lommepenge væk.

**

Zayn var godt optaget af mobilen, da jeg trådte ind i lejligheden, men i det mindste åbnede han for mig.

Like a Gentleman!

"Hey Amber. Du er tilbage"
Niall kom gående fra badeværelset med et smil på læben.
"Godt set." Svarede jeg og lænede mig frem for at få et glimt af, hvem Zayn skrev med.
Selvom det var absolut umuligt.

"Hvornår kommer de andre tilbage?" Spurgte jeg Niall, som lige havde sat sig i sofaen med nogle nøder eller noget.

"De skulle lige ordne noget, men jeg regner vel med, at de er tilbage klokken 14:00, da vi har nogle interviews, som skal klares" svarede han med munden fuld af nøder og stadig dybt optaget af tv'et.
En amerikanske serie rullede over skærmen, men jeg bemærkede det dårligt nok.

Lige nu ville jeg bare vide, hvem Zayn skrev med. Jeg kunne mærke, at jeg ikke ville kunne slappe af, før jeg vidste det. Min mave slog en ubehagelig knude, da et smil gled frem på Zayns læber, da han læste sin sidste besked. Jeg rykkede langsomt tættere på han af bar nysgerrighed.

Hvem var denne person?

"Hvem skriver du med?" fik jeg spurgt ham om tilsidst.
Zayn kiggede langsomt op fra mobilen, og hans mørke øjne stirrede lige ind i mine.

"Bare en der arbejdede på den restaurant, vi spiste på i går. Jeg tror hun kender os fra X-Factor" smillede han og rettede øjnene mod skærmen igen.

Hvis han tror, at jeg ikke bemærkede det lille "Hun", han puttede ind i ordet, kunne han godt tro om.

Så det er altså en pige, som få han til at smile over hele ansigtet, når han læser hendes sms'er.
En pige der kunne ødelægge min plan?

Måske.

Måske ikke.

Men på en måde var det også min egen skyld, eftersom jeg selv satte han i en friendzone. Han er bare kommet videre, hvilket ikke var en del af planen.

"Så det er en pige. Hvad hedder hun?" Smilede jeg falsk og prøvede at tvinge et begejstret tonefald frem i min stemme.

"Perrie" udtalte han langsomt uden overhoved at skænke mig et blik.

Så Perrie var navnet på pigen, der fik han til at smile.

Damn!

**
"Jeg smutter ned efter nogle smøger" råbte jeg, da vi var færdig med maden (og desserten).

Hvis jeg skulle finde ud af noget mere om denne mystiske pige, måtte jeg snakke med Zayn under fire øjne, og hvor var det bedste sted af gøre det?
Når han stod på terrassen og røg en smøg.
Så jeg måtte til det igen (helst uden at dræbe mig selv alt for meget).

"Jeg går med dig" afbrød Louis kort og greb sin jakke.

Af hvad gør han?

"Men..." Protesterede jeg på vej ud af døren.

"Man kan aldrig vide, hvad for nogle pik hoveder, der ligger på lur i Londons gader" afsluttede han med et blink og holdt døren for mig.

"Damerne først"

________________________________

Jeg ved godt, at dette kapitel er en smule korte end de andre, men jeg så det som et passende sted at stoppe.
Jeg ved også godt, at det måske er et lidt kedeligt kapitel, men der sker noget specielt i det næste..

Nå..

Men hvad synes i om, at jeg puttede lidt Perrie ind i historien?
Og er der en anden grund til at Louis gik med Evie end bare beskyttelse?

- LifeOfADirectioner

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...