Let's Play With Your Heart - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2012
  • Opdateret: 28 feb. 2015
  • Status: Færdig
Evie får sit største ønske opfyldt. Nemlig at møde One Direction. Selv om Evie altid har været den generte, følsomme type tager hun mod til sig og taler med dem. Hvad har hun at miste? Men alt går galt og Evie har aldrig følt sig så ydmyget i hele sit liv. Hendes yndlingsband, hendes idoler, ydmygede hende. Efter den dag, sætter hun sig selv et mål. Hun ændrer sit udseende, personlighed og skifter navn til Amber, med tanken om at ydmyge One Direction, ligesom de ydmygede hende. Men der er en dreng, hun ønsker at ydmyge mere end de andre, men hvorfor?

Amber vender deres verdener på hovedet. Hun er mystisk og hun leger med de fem drenge, og efterlader dem altid med et ønske om mere. Vil de blive træt af hendes forsvindingsnummer, eller vil de gennemskue hende og finde ud af hvem hun i virkeligheden er?

430Likes
554Kommentarer
62658Visninger
AA

5. Maybe you're the funny Louis Tomlinson, that always make me laughter But you're laughed at me.

Lige der stod han med opmærksomhed rettet mod tre små pige, der var omkring de ti år.
Tre små fans, der totalt fangirlet over ham. Deres små skrigende stemmer skar i mine ører, da de talte i munden på hinanden, for at de alle sammen kunne snakke med ham på samme tid. Jeg fnes svagt, da jeg kunne se, hvordan han kæmpede for at slippe af med dem. Igen og igen prøvede han at finde en god undskyldning for at forlade dem.

"Jeg tror, det er bedst, hvis i går tilbage til jeres mor nu. Hun undre sig sikkert over, hvor i er"

"Men Louiiiiis. Vi skal lige vise dig noget" jamrede pigerne med bedende hundeøjne, hvorefter at de at ævle løs om, hvor meget de elskede gulerødder.

Oh God!

Jeg fulgte dem med øjne, mens jeg pressede læberne samme for ikke at grine, da louis langsomt bakkede baglæns for at snige sig væk fra dem, mens han prøvede at spille uskyldig.
Helt ærligt Louis, du har jo heldet med dig i dag, din badass.
Eller det var så før jeg kom.
Nu skulle jeg bare fange hans opmærksomhed, og så var han færdig!

"Hey babe, hvor har du været henne? Jeg har ledt efter dig overalt!" sagde jeg og smilede skævt til ham, før jeg trak ham ind i et kys med det samme.
Louis stivede et øjeblik, før han indså, hvad jeg havde gang i.
Blidt gengældte han mit kys, mens hans arme gled ned om min talje.

"Kom, lad os gå tilbage" sagde jeg og greb hans hånd.

"Tak piger, fordi i passede på min kæreste" tilføjede jeg og blinkede kort til pigerne.
De stod bare og gloede på os, da de slet ikke vidste, hvordan de skulle reagere.
Tre mundlamme Directioners = unormalt.
Jeg sendte dem et hurtigt et luftkys, før jeg trak Louis med ned ad gangen og åbnede lidt ubevist døren til et rum, hvor der med stort stod; INGEN ADGANG FOR GÆSTER!

Ups.. men whatever!
Rummet lignede et slags kontor, men den der ejede det, havde en forfærdelig kedelig stil.
Mapper, bøger, bøger, mapper, computer, mapper bøger. Gråt, hvidt, gråt..

"Så du ikke skiltet? Ingen adgang... "begyndte Louis og afbrød mine tanker
"...for gæster og ja Louis, jeg så det godt" afbrød jeg ham flabet.

Hvorfor var jeg pludselig så flabet?
Det var jo meningen, at jeg skulle score ham.
Ikke at fremstå som en totalt bitch i hans øjne!
For helved Evie altså, så kom dog igang!
Det gik perfekt med Harry, så du kan altså godt. Eller måske skulle du bare droppe det hele og skåle de kære drenge.
Det ville de takke dig for.

"Tak"
Endnu engang afbrød Louis mine tanker.
Hvad takkede han dog for?

Oh god, var han mon tankelæser?
Evie, du er så meget død, hvis han er.

"For hvad?" sagde jeg panisk og lignede sikkert et spørgsmålstegn.

"For at redde mig. Seriøst, jeg troede, at de ville aldrig stoppe med at tale." sagde han efterfulgt af et grin, der lettede mig.
Puha, så han var altså ikke tankelæser og ja, jeg havde læst Twilight lidt for mange gange her på det sidste.
Nørd, men det er altså en mega awesome bog.

"No problem" smilede jeg, mens jeg tog fat i hans seler, og trak han tættere på mig.

"Jeg håber ikke, at din kæreste havde noget imod, at jeg kyssede dig." hviskede jeg hæst, mens jeg lod mine finger glide ned ad hans bryst, hvilket fik ham til at spænde musklerne.
Uhh... Hvor jeg dog elskede at have den effekt på dem!
Jeg følte mig som en lille uskyldig prinsesse, som bare kunne sno dem om min lillefinger, og fortælle dem præcis, hvad de skulle gøre. Bortset fra at jeg var langt fra uskyldig. Jeg havde en plan, der bare skulle lykkes. Hvis alt gik lige efter den, ville de om mindre end to måneder sidde med et knust hjerte og med den samme følelse, som jeg sad med. Følelsen af at blive ydmyget, af en man elsker.
Uskyldig?.. Ha!

"Jeg har ikke imod det babe"
Et smil poppede op på hans læber, mens han studerede mig nøje og holdt øjne med hver en bevægelse, jeg gjorde mig.
Lige så uskyldigt som før, tråde jeg et skridt tættere på ham uden at slippe hans tiltrækkende blå øjne, der var som limet til mine.

"Hvad med nu?" hviskede jeg forførende og lod min næsetip strejfe hans. Han ånde ramte mig og for at være helt ærligt, så lugtede han langt væk af alkohol.
Gad vide om han var fuld?
Så ville det her måske blive lettere end med Harry?
Jeg fugtede mine læber, mens jeg kunne mærke, hvordan et drillende smil automatisk gled frem.
Pludselig udstødte han et højt grin, hvilket fik min selvtillid til at falde i bund.
Han havde gjort det igen.
Han havde fucking gjort det igen!
Hans grin lød så hånligt, at det jeg måtte tvinge mig selv til ikke at stikke ham en lussing.
Min mave krympede sig sammen af vrede og fik tårerne til at presse på.

"Hør her.. "sagde han tydeligt og løftede min hage.
"... Ja jeg har en kæreste, og jeg er glad for at du reddede mig, men jeg elsker hende, hvis du forstår"

"Jeg forstår" hviskede jeg efterfulgt af et falsk smil.
Hvorfor skulle han også være så fucking tro mod sin kæreste?
Jeg vippede et par gange frem og tilbage, mens jeg overvejede, hvad jeg nu skulle gøre. Eleanor passede bare ikke ind i planen, hvis jeg skulle score Louis.
Gad vide, hvis jeg heller ikke kunne score Liam på grund af Danielle.
Jeg havde virkelig glemt alt om, at de allerede havde en kæreste, som de elskede.
Det her kunne godt gå hen og blive svære, end jeg havde regnet med, med mindre at..
Hurtigt lagde jeg hovedet tilbage, mens jeg udstødte et falsk grin, som egentlig lød ret ægte.

"Ej, det må du undskyld. Jeg ved ikke lige, hvad jeg havde tænkt på. Ehm.. Skal vi ikke tage en drink sammen, altså hvis du har lyst?." sagde jeg, hvilket fik Louis' øjne til at lyse op.

"Okay" smilede han glad og trak på skulderene.

"Hvis du lyst"
Jeg nikkede hurtigt.

"Forøvrigt så hedder jeg Louis, men det ved du jo"
Jep, det vidste jeg.
Måske lidt for godt.

"Jeg hedder Evie" mumlede jeg uden at tænke.
Jeg stivede kort, mens jeg bed mig hårdt i læben

"Amber" rettede jeg hurigt, mens jeg slog mig selv for panden.

Pis, pis, pis.

Idiot!

"Evie eller Amber?" sagde Louis med et smil.

"Amber" svarede jeg panisk.
Shit, jeg havde været så tæt på at fucke det hele op!

"Er din kæreste her?" mumlede jeg for at skifte enme.
Jeg hoppede op på bordet og krydsede benene, mens jeg ventede på hans svar.

"Nej" svarede han kort og tog et skridt tættere på mig.

"Hun skulle have været her, men vi havde et lille skænderi inden"
Hans stemme lød trist, og det var tydeligt, at det nok ikke var det bedste, jeg kunne have spurgt ham om.

Den dårlige samvittighed lurede i bag hovedet, og jeg måtte tvinge mig selv til ikke at lytte til den.
Helt ærligt Evie..
Sidder du der og har ondt af ham?
Ondt af at Eleanor ikke gad at tage med ham til festen, når det egentlig var en fordel for dig?

Fy Evie fy!

"Det er jeg ked af" svarede jeg ærligt.
Louis kiggede intenst på mig og løftede øjenbrynene. Han troede selvfølgelig ikke på mig.
Hvorfor skulle han også det?
Jeg havde jo prøvet på at forfører ham for mindre end ti minutter siden, så hvorfor skulle jeg have ondt af ham.
Men det havde jeg.
Desvære.

"Det tror jeg ikke på" sagde ham, hvilket slet ikke overraskede mig.
Pludselig gik det op for mig, hvor tæt vi egentlig stod. Hans læber var kun en håndsbredte fra mine, og jeg spekulerede på, hvad der ville ske, hvis jeg lænede mig frem og lod mine læber ramme hans.

Ville han mon blive sur?
Ville han skubbe mig væk og efterlade mig alene i det lille grimme rum?
Turde jeg at tage chancen og prøve?

Skylar plejede altid at sige, at hvis man ikke greb chancen, mens den var der, ville den måske aldrig komme igen.
Så måske var jeg nødt til det, især hvis jeg skulle opnå mit mål.

Louis lagde forsigtigt sin hånd på mit lår uden at slippe mig med øjnene.
Hans flotte blå øjne lyste, mens han langsomt blottede sine tænder og lod et skævt smil pynte hans læber
Vent lige lidt...

Louis lagde sin hånd på mit lår!

Louis fucking Tomlinson lagde sin hånd på MIT lår!

For mig gav det ingen mening, da han jo lige havde afvist mig.
Langsomt mærkede jeg, hvordan selvtillid steg igen. Nu var der ikke noget, der kunne gå galt, det var jeg sikker på.
Forsigtig lænede jeg mig frem og fangede hans læber med mine.

Du min Louis, kan du mærke det?
Du er min, hvilket det ikke er sjovt at være!

Jeg mærkede, hvordan hans hænder gled ned ad min krop, og hvordan vores tunger legede med hinanden. Med en hurtig bevægelse greb jeg fast i hans hår og begravede mine hænder i det. Louis tog fat om min røv og tvang mig op på hans hofter.
Jeg fnes, da han pressede mig op ad væggen, hvorefter jeg mærkede hans bløde læber mod min hals.
Han lod dem vandre ned til mit kraveben så ivrigt og begærligt, at jeg lod er støn undslippe mine læber.
Hans bevægelser var voldsommere end Harrys og lysten steg i mig.
Lysten til ham, nu hvor jeg vidste, at jeg havde ham. En tanke fyldte mit hoved, da jeg igen følte hans ustyrlige læber mod mine. Jeg skulle ikke forfører ham med det samme, selvom jeg inderst inde kæmpede mod lysten. Jeg skulle blot lege med ham.
Skuffe ham, ligesom med Harry.
Spille kostbar, mystisk og kold.

Jeg bed ham kærligt i læben og flyttede hans hånd, da han prøvede på at åbne min kjole.
Hans spørgende blik hvilede på mig, da jeg skubbede ham væk. Skuffelsen sad som tatoveret i hans øjne, og jeg lod et svagt smil glide over mit ansigt, før jeg tog fat om håndtaget.

"Går du?" sagde han og kiggede intenst på mig.

"Hey.." sagde jeg og lagde hovedet en smule på skrå, mens jeg gennemborede hans blik.

"Sådan er livet. Lev med det!" tilføjede jeg koldt, mens jeg fiskede en note med mit nummer op ad tasken og klistrede den på døren, før jeg forlod ham med et drillende smil.

---------------------------------------------------
Så kom det næste kapitel endelig. Sorry ventetiden, men jeg prøver virkelig, at skrive så tit jeg kan.
Nå, men hvad synes i?
Er Evie for ond?
Eller fortjener de det virkelig?
Og hvem tror i bliver den næste?

Btw: Husk at trykke like, hvis i kan lide den :)

- ♥LifeOfADirectioner♥
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...