Let's Play With Your Heart - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2012
  • Opdateret: 28 feb. 2015
  • Status: Færdig
Evie får sit største ønske opfyldt. Nemlig at møde One Direction. Selv om Evie altid har været den generte, følsomme type tager hun mod til sig og taler med dem. Hvad har hun at miste? Men alt går galt og Evie har aldrig følt sig så ydmyget i hele sit liv. Hendes yndlingsband, hendes idoler, ydmygede hende. Efter den dag, sætter hun sig selv et mål. Hun ændrer sit udseende, personlighed og skifter navn til Amber, med tanken om at ydmyge One Direction, ligesom de ydmygede hende. Men der er en dreng, hun ønsker at ydmyge mere end de andre, men hvorfor?

Amber vender deres verdener på hovedet. Hun er mystisk og hun leger med de fem drenge, og efterlader dem altid med et ønske om mere. Vil de blive træt af hendes forsvindingsnummer, eller vil de gennemskue hende og finde ud af hvem hun i virkeligheden er?

430Likes
554Kommentarer
63653Visninger
AA

6. Maybe you're Niall Horan, who loves food. But you called me fat.

Fuck, hvor følte jeg mig billig!
Og lidt som en player, men hvad fanden?
Jeg skulle nok overleve.
De er jo bare fem drenge, som skal leges lidt med på den hårde måde.
Ingen skulle røvrende mig, det kunne jeg godt sige dig.
INGEN!!
Vreden irriterede mig, og fik mig til at presse tænderne hårdt sammen, mens jeg gik med hastige skridt ned ad gangen.
Slap dog af!
Det var jo heeeelt okay at være så fucking egoistisk.
Jeg havde jo mine grunde.
Gode grunde.
Hey jeg har en ide!
Hvad med at lege Find Zayn?
Den ret lækre fyr, der opførte sig som et pikhoved overfor mig?
Jep!

Spændingen begyndte at boble i mig, bare jeg tænkte på ham. Han fortjente det mere end nogen anden, og når jeg engang ville finde ham, så skulle jeg nok vise ham, hvorfor.
Jeg drejede hurtigt rundt om hjørnet, ivrig efter at lede efter ham, da jeg stødte hårdt ind i en.
Smerten lammede mig, og jeg tog mig desperat til anklen.

Av!

Jeg havde vredet om i mine sorte stilletter og som om det ikke var nok, havde alle på gangen rettede deres hånlige øjne imod mig.
Fuck, pis, pis, fuck, blev det ved med at sige i mit hoved.

"Åh det må du virkelig undskylde, jeg så dig ikke" fremstammede Niall nervøst.
Jeg havde vidst, at det var ham, ligeså snart han havde åbent munden. Hans irske accent var ret afslørede, og jeg havde jo hørt den en million gange. Mine øjne fangede hans, og jeg fortrød straks vores øjenkontakt, da hans funklende blå øjne stirrede lige ind i mine. Og nej, jeg var ikke totalt varm på ham.
Kun på hans øjne.
Tøvende prøvede jeg at bevæge min ankel, mens jeg bed mig i underlæben for at holde smerten ud.
Ugh.. Det så ikke for godt ud.

"Lad mig hjælpe dig" smilede Niall og rakte en hånd frem.
Jeg kiggede et øjeblik skræmt på den, som om den kunne springe i luften når som helst, før jeg tog mig sammen og greb den. Han tvang min arm op på hans skuldre, så jeg kunne stødte mig op ad ham.

"Tak og undskyld" mumlede jeg, da han placerede mig på en stol inde i salen.

"Hey det kunne ske for en hver" sagde han med et smil der smittede.
"Jeg henter lige noget is, du kan få på"

Mine øjne fulgte ham op i baren på jagt efter is, og med et vidste jeg, at Niall var anderledes. Hvis jeg skulle såre han, skulle jeg tænke mere sød og forsigtig, end hård og sexet.
En ting var i hvertfald sikkert.
Bare fordi han var anderledes, fortjente han det ligeså meget som de andre, hvis ikke mere.

"Her - lad mig"
Langsomt bukkede han sig ned, mens han så undersøgende på min lille fod.
Forsigtig løsnede han spændet og lod stilletten falde til gulvet. Hans hænder føles varme mod min hud, før han lagde isen imod den, hvilket fik mig til at udstøde et svagt gisp.

"Undskyld" sagde han panisk og sendte mig et skævt smil.
Jeg gengælde hans smil og kom uheldigvis til, at kigge ind i hans strålende tiltrækkende øjne.

Fanden tag dig Niall!

Dig og dine øjne!

Du er måske speciel,
Men for mig er du kun et stykke legetøj, og nu skal der leges Niall, og det bliver ikke sjovt.

"Det gør ikke noget" sagde jeg sødt, mens jeg gemte mit hår bag øret og smilede forlegent.

"Det er bare typisk mig ikke at se mig for. Jeg er så kloset!"
Dramatisk slog jeg mig for panden, hvilket fik ham til at grine højt.
Gad vide om det var godt eller skidt?

Det var nok godt.

Min plan gik som planlagt, og hvis jeg skulle spille den generte, klodsede og søde pige for at vinde Nialls hjerte, gjorde jeg det gerne. Hans og Zayns ord var nemlig dem, der havde ramt mig hårdest, og derfor var det også dem, der skulle knuses mest.

"Jeg er Niall" sagde han pludselig og rakte hånden frem, som jeg stille tog.

"Amber" smilede jeg svagt, mens jeg kiggede ind i hans øjne og lod rødmen komme naturligt.

"Amber, sødt"

Pinlig stilhed!
Utåleligt slog jeg hovedet tilbage, mens min hjerne søgte efter noget at sige.
Det må ikke gå galt nu Evie.
Tænk. Tænk!

"Er du sulten?" røg det ud af mig. Et spørgsmål jeg altid havde drømt om at stille ham.
For helt ærligt! Han var jo Niall Horan, og når man er/var en Directioner, vidste man at han altid var sulten. Eller var det bare rygter?
Han sinkede øjenbrynene en smule. Lidt forvirret over mit spørgsmål, endte han med at kaste hovedet tilbage, mens han grinede højt.

"Nu forstå jeg. Du vidste godt, hvem jeg var ikk? Er du en af vores fans?" spurgte han grinende, mens han førte en hånd igennem sit lyse hår, som så silkeblødt ud.
Uhh.. Jeg måtte altså bare røre det hår på tidspunkt.
Bare lade det glide mellem fingerne og..

"Har jeg ikke set dig før? Eller er det bare mig?"
Nialls ord gav genlyd i mine ører, og der gik lige et øjeblik, før hans ord gav mening. Straks kunne jeg mærke, hvordan ordene fik min krop til at ryste af panik, og min mund til pludselig at føles utrolig tør.

Kunne han genkende mig?
Selv med det tykke lag af mascara og eyeliner, der skjulte mine øjne. Selv med det mørke hår, der snoede sig om mine skuldre. Kunne han se ligheden mellem den lyshåret pige, han havde kaldt tyk og mig?
Kunne han?

"D-Det tror jeg ikke" stammede jeg nervøst og bed mig hårdt i underlæben. Hvorfor skulle jeg også stamme så meget, når jeg blev nervøs?
Hvorfor gjorde han mig nervøs?
Var det fordi han havde ramt plet?
Måske kunne jeg ikke klare det her alligevel?
Måske skulle jeg bare give op og..

Med et var det som om min kinder fyldes med varme, og min krop reagerede elektrisk.
Afskyen boblede i min mave, og mine øjne kiggede bundløst ind i hans, mens hans ene hånd gled over min kind.
Stramt knyttede jeg mine hænder, for at styre mine næver, der havde den sygeste trang til at fare op i hans hoved og slå ham i gulvet. Jeg lagde en tyk facade over min vrede, der bare voksede, for hver gang hans ånde ramte mit ansigt. Han var kommet ret tæt på mig, og jeg kæmpede for at styre min vejrtrakniger, der lød som en svag stønnen.
En stønnen af hævn, for nu havde jeg alt kontrol over ham.

"Luk øjnene" insisterede jeg, mens jeg stoppede hans læber i at komme for tætte på mine.

"..og hold dem lukket indtil jeg siger til. Ligemeget hvad!"

Han tøvede kort, for han gjorde som jeg sagde.
Et triumferende smil pyntede mine læber, da jeg mærkede føles af selvtillid.
Han var min ligesom Louis og Harry, og nu skulle han smage følelsen af skuffelse.
Jeg lod kort min tungespids fugte mine læber, inden jeg pressede dem blidt imod hans kind. Jeg lod dem løbe begærligt ned af hans kæbe, helt ned til hans hals, hvor jeg blidt lød et støn undslippe mine læber, hvilket sendte et elektrisk stød igen ham.
Jeg vidste, at han ville have mig, og at han troede jeg ville have ham ligeså meget.
Men det vil jeg ikke.
Jeg ville bare lege.

Blidt lød jeg mig glide under hans hånd, der lå i et fast greb om stolryggen.
Jeg kiggede tilbage, mens jeg kæmpede for ikke at grine. Han sad stadig der og ventede med øjnene lukket, mens han lignede en idiot.
Lær det!
Langsom listede jeg en note op ad min taske, som jeg klistrede på stolen. Det her skulle nok blive sjovt, for mig.
Kun for mig, og man har da lov til at være egoistisk engang imellem ikk?
Hurtigt haltede jeg mig igennem salen. Hen til starten af gangen, hvor jeg endnu engang kastede et blik tilbage. Niall kiggede forvirrede rundt i salen, ivrig efter at finde pigen, der havde siddet ved sidden af han.
Bare rolig Niall.
Du skal nok få hende at se igen, tænkte jeg, før jeg drejede om hjørnet.
-------------------------------------
Og den næste blev Niall;)
Undskyld, undskyld ventetiden, men jeg har bare slet ikke haft tid til at skrive på det sidste.
Jeg håber, at i stadig kan lide den:D
-♥LifeOfADirectioner♥
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...