Let's Play With Your Heart - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2012
  • Opdateret: 28 feb. 2015
  • Status: Færdig
Evie får sit største ønske opfyldt. Nemlig at møde One Direction. Selv om Evie altid har været den generte, følsomme type tager hun mod til sig og taler med dem. Hvad har hun at miste? Men alt går galt og Evie har aldrig følt sig så ydmyget i hele sit liv. Hendes yndlingsband, hendes idoler, ydmygede hende. Efter den dag, sætter hun sig selv et mål. Hun ændrer sit udseende, personlighed og skifter navn til Amber, med tanken om at ydmyge One Direction, ligesom de ydmygede hende. Men der er en dreng, hun ønsker at ydmyge mere end de andre, men hvorfor?

Amber vender deres verdener på hovedet. Hun er mystisk og hun leger med de fem drenge, og efterlader dem altid med et ønske om mere. Vil de blive træt af hendes forsvindingsnummer, eller vil de gennemskue hende og finde ud af hvem hun i virkeligheden er?

430Likes
554Kommentarer
63720Visninger
AA

21. I'm The Girl Nobody Likes!!

Opmærksomhed har aldrig været noget jeg gik meget efter.
Derfor var det mest mig, der klagede, da Niall kom med den (u)geniale plan, at vise mig byen. 
For en hver vidste da at hvis han gik i byen efter middag ved højlys dag, ville der ikke gå længe, før at han ville have en flok teenagepiger efter sig. 

Og jeg orkede bare ikke spørgsmål som: "Hvem er hun?" "Er i sammen?" og "Hvorfor er du sammen med hende?"

For som du nok ved, er svarene på de spørgsmål ikke lige frem positive. 

"Hvem er hun?"

Tja jeg er bare resterne af en pige, der engang kaldte sig en Directioner.
Men det var altså før dine såkaldte idoler ødelagde det sidste, jeg havde tilbage.

"Er i sammen?"

Nej, for det ville ødelægge min geniale (rettelse: ondskabsfulde) plan.

"Hvorfor er du sammen med hende?"

Tja det er han, fordi han ikke ved, at jeg er igang med at ødelægge hans liv og knuse hans hjerte, ligesom han gjorde ved mig. Snart ville dine idolers evner til at ydmyge små uskyldige piger være borte, og de ville kun være i stand til at elske hver og en af jer (tak mig senere). Men altså kun hvis de stadig er sammen til den tid (ikke mit problem).

Men tilbage til virkeligheden.

Fordi jeg ikke er født stædig nok, lokkede Niall mig alligevel med.
Efter morgenmaden og en kort samtale om min bror, som jeg heldigvis hurtig fik stoppet, tog vi godt med tøj på, (fordi det sjovt nok sneede en smule) og begav os ud i kulen.

"Det er ikke så værst, som du gør det til" sukkede Niall, da jeg så paranoid, som jeg er udspionerede en hver person, vi gik forbi.

Jeg nikkede kort og prøvede at slappe mere af.
Men lige som jeg var begyndt at føle mig tilpas, lød to lyse stemme foran os.

"Niall? Oh my god, det er Niall Horan! Må vi ikke få et billede med dig?"

Niall nikkede.

"Du kan tage det" sagde han til mig og rakte mig den ene af pigernes kamera.

Jeg tøvede kort, hvilket fik pigens smil til at falme. Hun brød sig nok ikke om, at Niall havde givet mig hendes kamera. Hendes øjne brændte sig kort ind i mine, og jeg skyndte mig at nikke.

Da billedet var taget, rakte jeg kameraet til pigen, og vi gik videre.

"Var det ikke hende der Amber Wilson, som alle snakker om? Hun fulgtes med Harry til en nat klub her forleden, og hun har også noget kørerne med Louis, den luder" 

Hun hviske nærmest det sidste til sin veninde og troede sikkert ikke, at jeg ville høre det, da vi var kommet et stykke ned at gaden. 

Men det gjorde jeg

Jeg kunne have vendt mig om for at løbe tilbage, så jeg kunne give hende en flad, men Niall var hurtig nok til at gribe fat i min jakke.

"Drop det Amber. Det er bare rygter, dem tror alle på."

"Men hørt du hende fucking ikke? Hun skal fandme ikke kalde mig sådan noget shit!"
Min stemme var lige ved at knække over, og jeg var fuldkommen ligeglad med mit sprog.

Som regel var jeg helt ligeglad med, hvad folk kaldte mig. Jeg plejede bare at lukke det ude og ikke tage deres ord for personligt.

Men denne gang kunne jeg ikke lukke det ude. 
Måske fordi det var sandt?

Fordi jeg rent faktisk følte mig som en luder, når jeg nu var ude på at score 5 fyre og knuse deres hjerter.

Men de fortjente det, og jeg gjorde det jo ikke bare for sjovt!
De havde virkelig såret mig så meget, at jeg syntes de fortjente det.


Vi fortsatte lidt ned af vejen og inden vi fik set os om, var vi omringet at teenage piger.

Ikke sjovt når man lider af en form for klaustrofobi!

"Niall, Nial, NIALL!" Råbte de alle sammen mens de stak deres iphones og kameraer ind i hovedet på os. 
Heldigvis fik Niall ringet til sin bodyguard, så vi ikke skulle kæmpe os igennem mængden alene.
Mens Niall underskrev flere papirer, lyttede jeg til stemmerne, der kom ind fra alle sider.

Og jeg skulle ikke lytte længe, før jeg kunne høre, at de genkendte mig.

"Det er hende der Amber, som han nævnte på Twitter"

"Er de sammen? Oh my god NOO!"

"Hun har bare at fucke af. Niall er MIN!!"

"Hun så'n en player!"

Selvom de ikke sagde det direkte til mig, kunne jeg høre, hvordan de nærmest prikkede hinanden på skulderen og hviske det, mens deres blikke gennemborede mig.
Ordene kom ind for alle sider af, og da jeg vendte mig om, var Niall væk.
Men han kunne da bare ikke forsvinde!

"NIALL?" Skreg jeg, men jeg kunne dårlig nok høre mig selv for alle pigerne.

Pressen var her også.
Som om det ikke var nok!

Hvorfor fanden sagde jeg også ja til det her shit?!
Jeg vidste jo, at det ville ende galt.

Og nu var jeg fucking blevet væk.
Eller Niall var blevet væk, for jeg bliver sgu aldrig væk!

 


Pludselig var der en der tog mig om livet og gjorde plads, så jeg kunne komme forbi som ingenting. Han baner sig vej igennem mængden med mig på slæb, og jeg gad ligesom ikke at protestere, for det ville være umuligt, når han var tre gange større end mig.

Da vi nåede enden af gaden, proppede han mig ind i en bil og smækkede døren i.
Jeg nåede lige, (så dum som jeg er) at tro at ham havde kidnappet mig eller noget, (tro mig jeg ser alt for mange film af den slags) men før jeg nåede at gå i panik, mærkede jeg en der prikkede mig på skulderen.

"Du havde ret! For mange mennesker" lød Nialls stemme og han sendte mig "ups" blikket, som nok skulle forståes som en slags undskyldning.

"Jeg sagde det jo" Sukkede jeg og lagde hovedet mod vinduet. "Er du klar over, hvor bange jeg var, før Mr. Bodyguard kom og reddet mig?"

"Hans navn er ikke Mr. Bodyguard" lo Niall.

"Og jeg er sgu da også røv ligeglad!" Hvæssede jeg, selvom jeg prøvede at styrer min vrede.

Stilheden fyldte bilen og hvis jeg ikke tog fejl, ignorerede cheføren os.

Altid noget!

"Undskyld" lød det fra Niall efter en evighed.

"Det ligemeget. Jeg havde bare en grim oplevelse, da jeg var mindre, så mange mennesker er ikke lige mig" sukkede jeg og undgik en hver form for øjenkontakt"

"Har du da klaustrofobi?"

Jeg nikkede. Egentlig var det slet ikke meningen, at han skulle vide det, for det kommer ligesom ikke ham ved, men på den anden side...

"Da jeg var ti, blev jeg lukket ind i et skab på grund af mobningen. Det noget jeg helst ikke ville tale om, hvis det er okay" sukkede jeg og kunne næsten ikke fatte, hvad der lige var røget ud af min mund.

Nu tror han jo, at jeg er et eller andet stakkels mobbeofre, som intet liv har.

Godt klart Evie!

____________________________________

Jeg håber stadig, at der er nogle, der læser den her historie, for ellers ville det være ret akavet!  :)

Men nu er jeg hjemme efter 2 uger i England og 3 uger i Grækenland.. Wow!

Så det er derfor historien ikke er blevet opdateret.. Ups!

Håber i har haft en god sommerferie og at i stadig læser :)

5 kapitler tilbage og så FÆRDIG! 

- LifeOfACrazyMofo

 

Playlist

She Will Be Loved - Maroon 5

Skin - Sixx A.M.

Let Me Love You (Until You Learn To Love Yourself) - Ne-Yo

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...