Let's Play With Your Heart - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2012
  • Opdateret: 28 feb. 2015
  • Status: Færdig
Evie får sit største ønske opfyldt. Nemlig at møde One Direction. Selv om Evie altid har været den generte, følsomme type tager hun mod til sig og taler med dem. Hvad har hun at miste? Men alt går galt og Evie har aldrig følt sig så ydmyget i hele sit liv. Hendes yndlingsband, hendes idoler, ydmygede hende. Efter den dag, sætter hun sig selv et mål. Hun ændrer sit udseende, personlighed og skifter navn til Amber, med tanken om at ydmyge One Direction, ligesom de ydmygede hende. Men der er en dreng, hun ønsker at ydmyge mere end de andre, men hvorfor?

Amber vender deres verdener på hovedet. Hun er mystisk og hun leger med de fem drenge, og efterlader dem altid med et ønske om mere. Vil de blive træt af hendes forsvindingsnummer, eller vil de gennemskue hende og finde ud af hvem hun i virkeligheden er?

430Likes
554Kommentarer
63568Visninger
AA

20. Goodbye London, Hello Ireland.

"Jeg finder lige de andre og siger farvel" råbte jeg til Niall, før vi tog afsted. Niall havde åbenbart allerede gjort det, da han sad i bilen og var klar til at køre. Han så faktisk helt smadret ud, så jeg gættede på, at det der farvel nok ikke skulle tage hele dagen.

Hurtigt løb jeg ind i gaderoben, hvor de alle stod og gjorde sig klar til at køre hver til sit.

"Farvel Louis" sagde jeg rakte akavet hånden frem, men Louis ignorere det og trak mig ind i et kram. "Farvel babe" smilede han.

Efter den tur for et par dage siden og kysset udenforan legetøjsbutikken, var vores forhold i hvertfald meget bedre. Nu var der kun et problem og det var hans søde lille engel af en kæreste, som han elskede så højt ( eller noget).

"Vi ses Liam"
Liam gav mig blot et kort og kærligt kram. Ikke fordi at jeg havde regnet med noget andet, for jeg vidste godt at få ham i fælden, ikke ville blive så let som jeg havde håbet. Ham og Danielle var jo som skabt for hinanden og det var svært at konkurrere med.

Jeg smilede til Zayn, da jeg gik forbi han. "Hej hej Zayn" var det eneste jeg kunne få tvunget ud. Den mystiske pige havde virkelig ødelagt alt, og jeg håbede på en eller anden måde, at jeg havde taget ham, mens jeg kunne i stedet for at spille kostbar.

"Hvor er Harry?"

Drengene nikkede mod døren til badeværelset, hvilket ikke lige var det, jeg havde set komme.

Jeg åbnede langsom døren stak hovedet ind.

"Harry?"

"Ja" lød svaret, og jeg bevægede mig tættere på. 
Harry stod med håndklædet i hånden, som han hurtigt fik hængt på plads.
"Går du?" Smilede han svagt og kiggede forundret på mig.

"Ja og jeg ville lige sige farvel" smilede jeg og gik tættere på ham, mens jeg stirrede ind i hans funklende grønne øjne.
"Og hvordan ville du så gøre det?" Spurgte han langsom og smilede frækt.

"Måske sådan her?" Sagde jeg enkelt og lod langsomt mine læber røre hans.
Så langsomt, at det næsten drev ham til vanvid!
Jeg begravede mine hænder i hans tykke hår og nød det, at han i hvertfald var faldet pladask!

"Lov mig at du skriver, okay?"
"Jeg kan prøve" smilede jeg og kyssede ham en ekstra gang.
Min plan gik jo strålende.

**

"Fik du sagt farvel?" Kom det spørgende fra Niall, da jeg satte mig ind i bilen ved siden af ham. Ingen fans var til at se, og vejen så nærmest tom ud. Det havde åbenbart lykkes cheføren, at ryste dem af på vejen.

"Ja så'n da" sagde jeg lavt og spændte selen. 
Scenen med Harry kørte rundt i mit hoved og blev ved med at gentage sig.
Som at få en (dårlig) sang på hjernen, hvilket jeg kender ret godt til.
Tanken om at næste gang vi sad i denne bil og var på vej tilbage, ville Niall være faldet dybt nok til at min plan ville lykkes, og så kunne jeg gå videre til Louis, som egentlig også var faldet, men bare manglede lidt tid.

Så ville der kun være to tilbage, og så ville jeg være færdig. Så ville jeg endelig få min hævn. Jeg fik lyst til at skrige, fordi jeg næsten kunne ikke tro det.

Niall lænede sig pludselig opad mig, og jeg fik et chok. Han gav jo nærmest stød.
Jeg så hvordan han øjne langsomt gled, i hvorefter han lagde sig endnu engang til rette på min skuldre.

Av!
Han var jo alt for tung!

Det lykkedes mig at få skubbet hans hoved ned på mit skød, hvor han egentlig også lå bedre. Træt var han i hvertfald, da han gav en stille lyd fra sig, som mindede om en svag snorken. 

Jeg grinede kort for mig selv og lod mine hænder glide igennem hans hår, hvilket fik cheføren til at kigge op i sit bagspejl.
Han fik uheldigvis øjenkontakt med mig,  og jeg stivede.

Pinlig!

"Sover han?" Spurgte cheføren, før han vendte øjnene mod vejen. Hvad fanden ragede det ham, om han sov?

"Det tror jeg" svarede jeg tøvede. 
Jeg så, hvordan cheføren smilede lumsk i bagspejlet.
Han skræmte mig faktisk en smule.

"Så hvor lang tid?"

"Hvad?" Svarede jeg tydeligt forvirret og en smule irritabelt.

"Hvor lang tid har i to så været sammen? 3 uger?"

Jeg kunne have brændt mig på Niall. 

Med ét fjernede jeg mine hænder fra hans hår, mens jeg prøvede at fokusere på noget andet. Sig mig troede den mand virkelig, at vi var sammen? 

Som i kærester?

"Vi er ikke sammen... Ehm jeg er bare hans kusine" svarede jeg langsomt.
Manden lo kort.
"Nu forstår jeg, men i ville være et sødt par"

Bullshit! men whatever!
Han er også bare en ensom gammel mand, så hvad fanden skulle han vide om kærlighed.

Jeg lagde mit hoved mod vinduet og sukkede. Et sted helt inde var det stadig ikke gået op for mig, at jeg havde tilbragt hele den sidste uge med dem. Det føltes så uvirkeligt og urealistisk.
Og snart ville det være forbi...

**

"Amber!"
Jeg rømmede mig ved lyden af Nialls stemme. Jeg måtte være faldet i søvn, for mit hoved føltes tungt, da jeg kom til mig selv. 

"Hvor er vi?" Mumlede jeg og blinkede kraftigt, for at få mine øjne til at vænne sig til det skarpe lys.
"Vi er fremme. Vågn op!" Lød det fra Niall, der allerede var på vej ud af døren.
Jeg tog mig sammen og greb mine ting, før jeg fulgte efter ham.
Det var stadig mørkt, hvilket sagde mig, at jeg nok ikke havde sovet forfærdelig længe.

Niall stod i døren og omfavnede sin familie, som så ud til at være glade for, at han var kommet hjem. 

Sødt!

Evie, ikk sødt!

"Og du må være Amber" hilse hans mor og rakte mig hånden.
Smilet nåede hendes øjne, og hun viste mig indenfor.
Jeg ved egentlig ikke hvad jeg havde regnet med, men den venlighed som mødte mig, var i hvertfald det sidste, jeg havde set komme. 

Jeg slæbte med lidt besvær mine to tunge tasker ind på Nialls værelse. Værelset var ret småt, og det var ikke svært at se, at han stort set aldrig var hjemme. Rummet var næsten tomt, og det eneste der havde fået lov til at blive stående, var et tv, et lille bord og en seng. Det første Niall gjorde var at smide sig på sengen. Han lod hænder glide igennem håret, som strittede ud til alle sider. 

Jeg lagde mig ved siden af ham og fiskede min mobil op af lommen.
Hurtigt trykkede jeg på Twitter iconet og prøvede at knække min gamle kode. Det lykkes faktisk, efter jeg havde prøvet med tyve forskellige password, hvilket jeg egentlig var meget stolt af. Jeg spærrede øjnene op og var lige ved at skrige, da jeg så, hvor mange der fulgte mig.

"Se hvad du har gjort!" Jeg vendte skærmen, så Niall kunne se.

"Wow!" Var det eneste han sagde, før han snuppede mobilen fra mig.

"Hey.. Hvad har du gang i?" Sagde jeg og rakte ud efter den, men Nialls arme var tydeligvis længere end mine.
 
"Smil!" Sagde han, og jeg nåede lige at opfatte, at han var igang med at tage et billede.

Så jeg smilede.
Kort.

Meget kort!

Kun lige til at han havde taget billede, for så kan du tro, at jeg fik revet mobilen til mig.

 "Ej se jeg ligner jo en retarderet!" Klagede jeg, selv om billede egentlig var ret godt. Faktisk så godt at jeg fik lyst til at lægge det ud. 

Så det gjorde jeg.

Chiller med Niall Horan ## skrev jeg og trykkede >Tweet<.

Bagefter ændre jeg mit navn til Amber Wilson for at være på den sikrere side.

"Skal vi gå i seng?" Spurgte Niall om og rullede om på siden, så han kunne se mig lige ind i øjnene.

Var det slet ikke mærkeligt for ham? 

Han kendte mig jo ikke vildt godt, og for ham var jeg egentlig bare en pige, som dukkede op til en fest og havde slået sin ankel, efter vi var gået ind i hinanden på gangen. Som han så senere var mødtes med på et karneval, hvorefter hun så var mødt op i den lejlighed, hvor han boede og havde sagt, at hun var hans veninde og senere hen kusine.
Det måtte da være mærkeligt?

"Niall..?"

"Mmmm...?"

"Hvor skal jeg sove?" Smilede jeg og slog ud med armene, for så vidt jeg kunne se, var der kun en seng i det her værelse, og han havde da ikke regnet med, at vi skulle sove i samme seng.

Vel?

Tilbage til det punkt at vi rent faktisk ikke kendte hinanden.
Og det at jeg skulle forestille at være hans kusine, og at det derfor ville være upassende.

Eller er det bare mig?

Niall lod en madres, som havde stået i hjørnet, falde ned på gulvet, hvilket gjorde mig helt lettet. Han smed dyne og hovedpude på madrassen, før han ellers trak blusen over hovedet og smed den på gulvet.

Og ja hans mave var flottere i virkeligheden end på billeder. Og ja jeg overgloede ham et kort øjeblik (rettelse: et langt), for man er jo en pige og det er vel meget normalt.

Niall opdagede mit blik og løftede langsomt et øjenbryn, mens han sendte mig et skævt smil, hvilket fik mig til at slå blikket ned.

"Du så nem Amber" lo han og smed en pude i min retning.
Og jeg er bare ekspert til at lave akavet øjeblikke.

"Hvad mener du?" Sagde jeg uskyldigt og lod som ingenting. Bare koncentere dig om at gå i seng Evie og ignorer dét, at han har gennemskuet dig for længst.

Han rystede opgivende på hovedet.
"Lad nu vær med at spille dum! Du ved præcis, hvad jeg mener"

Han trak en ny bluse på, før han smed sig på sengen og greb fjernbetjening. Jeg så, hvordan en basketball kamp gled over skærmen, og noget sagde mig bare, at det tv skulle slukkes ligeså hurtigt, som det var blevet tændt. 

"Hey!" Udbrød Niall, da jeg snuppede fjernbetjening fra ham og slukkede skærmen.

"Meget bedre" sukkede jeg og smed mig ned på min madres.

"Så du kan ikke lide sport, hva?"

Niall smilede til mig, selv jeg tydelig kunne regne ud, at det havde irriteret ham.
Drenge hader bare, når man slukker for noget, der har med sport at gøre. 

Det lærte jeg hurtigt, da jeg var lille og plejede at slukke for min storebrors playstation, mens han spillede Fifa. 
Gal hvor blev han tosset, men det var ligesom også det, der var det sjove.

"Jeg har ikke noget imod sport, kun baseball" svarede jeg en smule irritable.

"Hvad er der galt med baseball?" Spurgte han om, og hvor ville jeg bare ønske, at han lod vær med at spørger så meget.

"Ikke noget. Min bror spiller det og... Tja jeg er vel bare blevet træt af at høre om det hele tiden"

"Du har en bror?" Smilede Niall og løftede et bryn. "Hvor gammel er han?"

Jeg sukkede og slog blikket ned.
Evie, hvad blev der af reglen om ikke at afsløre noget om dig selv?
Ikke fordi det gør noget, at han ved, at jeg har bror, men helst ville jeg gerne holde emnet "familie" for mig selv.

Min familie var ikke noget, jeg havde lyst til at tale med hvem som helst om.
Ikke engang Skylar.

"Han er 23 og er professionel baseball spiller" sagde jeg langsomt og prøvede at smile, men det mislykkes totalt og blev kun til et suk.

"Og hvad med resten af din familie. Hvad laver de?"

"Niall, jeg vil helst ikke tale om det. Skal vi ikke gå i seng?"

Niall nikkede og lod det ligge, hvilket jeg også havde håbet på, at han ville gøre.
Hvorfor skulle han også spørger så meget?

Var det virkelig så vigtigt for ham at vide?
Jeg fandt en t-shirt frem, som jeg smed på sengen, imens jeg prøvede at skubbe tankerne lidt ud af hovedet.

Pludselig fik jeg lyst til at give lidt igen.
Han skulle da ikke tro, at jeg ikke også havde den samme virkning på han.
Han var jo trods alt en dreng.

Jeg trak blusen over hovedet, så jeg kun stod i bh. For at gøre det lidt sjovere smed jeg også bukserne, så stort set hele min krop var blottet.

"Niall?"

Niall vendte opmærksomhed imod mig, og hans øjne blev næsten to gange større.
"Ja" svarede han og prøvede at fokusere.

Ha!
Svært når der står en halvnøgen pige foran en, ikk Niall?

"Har du set min t-shirt?" Spurgte jeg helt uskyldigt og nød det, at hans øjne slugte mig.

Da t-shirten lå på sengen foran ham, kunne han ligesom ikke sige, at han ikke havde set det. Genialt ikk?

Niall rakte mig hurtigt t-shirten, før han slog blikket ned.
Min plan virkede perfekt!

"Du er så nem Niall" gav jeg igen, før jeg trak t-shirten over hovedet, og snyd Niall for synet af min krop.

Det her ville blive sjovere end jeg havde regnet med...

 

Playlist

When You're Are Looking Like That - Westlife

Under The Sheets - Ellie Goulding

How To Be HeartBreaker - Marina And The Diamonds

Over My Head - The Fray

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...