Let's Play With Your Heart - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2012
  • Opdateret: 28 feb. 2015
  • Status: Færdig
Evie får sit største ønske opfyldt. Nemlig at møde One Direction. Selv om Evie altid har været den generte, følsomme type tager hun mod til sig og taler med dem. Hvad har hun at miste? Men alt går galt og Evie har aldrig følt sig så ydmyget i hele sit liv. Hendes yndlingsband, hendes idoler, ydmygede hende. Efter den dag, sætter hun sig selv et mål. Hun ændrer sit udseende, personlighed og skifter navn til Amber, med tanken om at ydmyge One Direction, ligesom de ydmygede hende. Men der er en dreng, hun ønsker at ydmyge mere end de andre, men hvorfor?

Amber vender deres verdener på hovedet. Hun er mystisk og hun leger med de fem drenge, og efterlader dem altid med et ønske om mere. Vil de blive træt af hendes forsvindingsnummer, eller vil de gennemskue hende og finde ud af hvem hun i virkeligheden er?

430Likes
554Kommentarer
64122Visninger
AA

26. Game over!

Jeg måtte fortælle dem sandheden! Uden løgne eller dårlige undskyldninger. Bare sandheden præcis som dem var. Men hvordan skulle jeg gøre det?

Hvis jeg bare sagde det til dem, ville de så ikke bare tro, at det var en eller anden skør joke?

Niall sov stadig. Endnu engang var jeg tidligt oppe. Hvad fanden sker der for det?
Scenen med Zayn i går, havde overbevist mig om, at det var tid til at fortælle dem, hvem jeg var, og hvad fuck jeg overhovedet lavede her.


I morgen startede touren og drengene ville være optaget af fans og koncerter i flere uger.
Alligevel følte jeg, at jeg burde vente med at fortælle dem det. 
Bare for ikke at give dem for meget at tænke på.

Bare for at skåle dem for sandheden nogle uger endnu.

Jeg havde ikke lyst til at vække Niall eller nogen af de andre for den sages skyld, så derfor listede jeg ud af rummet over til sofabordet helt lydløst.

Ligesom dengang hjemme i mit eget værelse, hvor jeg fandt på hele planen til, hvordan jeg skulle narre og ydmyge dem, tog jeg nu et papir og en kuglepen og skrev ned, hvordan jeg nu skulle fortælle dem sandheden.

**

"Men hvem ville interviewe os på en søndag med så kort varsel?" Blev Louis ved.

"Det ved jeg da ikke? Måske en der har kludret lidt med datoerne. Anyway her er adressen"

Jeg stak et papir i hånden på ham, før jeg sendte ham ud ad døren og fik alle de andre  drengene til at følge med.

Kort blev jeg lige og vinkede til dem alle, før jeg sat kurs mod køkkenet.
Jeg skulle skynde mig for inden længe ville de opdage, at interviewet var "aflyst" og de vil alle komme tilbage.

Jeg greb den første skål, jeg fik øje på, og bevægede mig ud mod badeværelset.
Tænk nu hvis noget går galt? 

Tænk nu hvis jeg ikke nåede at blive færdig inden de kom tilbage?

Okay jeg burde virkelig ikke tænke så meget...

DAMN EVIE!

Jeg flåede nærmest hårfarven ud af æsken og fik i lyn tempo blandet tingene sammen.
Jeg havde bare at nå det!

Så stak jeg hovedet under vandhanen, før jeg mosede den giftige masse ind i mit mørke fugtige hår.

Stanken af hårfarve har jeg aldrig kunnet lide.

Føj da!

Det var nu lidt sørgeligt, da jeg ren faktisk var blevet glad for den mørke farve. At skulle vende tilbage til det tis-gule blonde, som var min rigtige hårfarve, var det sidste jeg have lyst til ligenu. 

Brun var sexet! 

Og det fik mig helt klart til at se lidt ældre og moden ud.

Imens jeg ventede på at farve skulle virke, tog jeg min make up af og fandt et par jogging bukser frem og min sorte 1D hoodie.

Ad, ad, ad!

Med en hurtige bevægelser skyllede jeg farven ud, og mit hår var lyst men mindre naturligt. Jeg sukkede og hviskede velkommen tilbage Evie til mig selv. 

Klokken slog tre og drengene kunne være tilbage når som helst, hvilket gjorde mig pisse nervøs og bange.

Om lidt ville jeg miste alt.

Jeg ville stå der og alt ville blive, som det plejede at være.

Jeg ville spille den sindssyge fan, der var skør nok til at går igennem alt det her for intet andet end hævn.

Jeg ville miste deres tillid og pladsen i deres hjerter.

Jeg ville miste ham...

Faktisk var det det, der gik mig mest på.
Niall ville aldrig kunne tilgive mig og jeg kunne vel heller ikke bebrejde ham det.
Selvom min kærlighed til ham er større end alt andet, vidste jeg jo godt, at jeg ikke kunne blive med at lyve overfor ham.
Jeg måtte bare indse, at jeg have tabt.

Min puls blev kraftigere, da jeg hørte en dør smække ude foran. 
Louis stemme kunne høres på meters afstand og jeg havde lyst til at stikke af som den kujon, jeg virkelig var. 

Døren åbnes og jeg hørte Nialls stemme som det første.

"Aargh Amber? Interviewet var aflyst. Gæt hvem der gik glip af en fodbold kamp."

Han kom styrtede rund om hjørnet med et gigantisk smil på læben og kinderne en smule røde efter kulden udenfor.

"Wow" udbrød han forvirret, da hans blik lande på mig. Harry kom op på siden af ham og tabte næsten kæben af forbavselse.

"Du.. ser... øh.. anderledes ud"  mumlede Niall og forstod ikke noget som helst af situation. Selvfølgelig gjorde han ikke det.

De tre andre drenge var lige i hælene på dem og Louis udbrød "Shit!" som det første.

Jeg havde lyst til at skrige og bryde sammen på samme tid. 

Alt var gået i tu! 

Jeg havde tabt alt og nu var jeg tvunget til at se min egen fejl i øjnene.

Jeg havde lyst til at råbe af Zayn, at hans lille dame veninde havde ødelagt det hele. 
Kaste mig på knæ for Louis og undskylde for at gå over stregen og ødelægge Eleanor og hans forhold. 
Skælde Harry ud for at have faldet for mig, fordi jeg nu kunne se, hvor lang ude jeg var og at han i sidste ende ikke fortjente det. 
Dog havde jeg skålet Liam, men han burde være klog nok til at regne ud, at han var næst i køen. 

Og Niall..

Hvad med Niall?
Jeg ville aldrig kunne se ham i øjnene igen. Tænk at han var endt med at betyde så meget for mig? Han var jo fantastisk! Han havde holdt hånden over mig så mange gange, hvor jeg bare havde stået og løget ham lige op i hovedet. Han havde tilgivet mig og været der for mig, når jeg havde mest brug for ham, og nu stod han der foran mig med et usikkert smil på læben og øjnene fulde af forvirring. 

"Jeg forstår ikke lige det her Amber. Skal det forstille at være en joke.." Begyndte han "...for så er det en dårlig en af slagsen" afsluttede Zayn. 

Jeg sukkede og klemte øjnene hårdt sammen. 
Nu var det nu.

"Mener i helt seriøst, at ikke i kan kende mig? Tror i virkelig, at det her er for sjoves skyld? For så kan i fandme tro om! " udbrød jeg og vendte dramatisk øjnene.
"Intet af det her var en joke. Intet! Undrede i jer slet ikke over at den samme pige, i alle mødte til en fest, pludselig ville dukke op og blande sig i jeres liv? At hun kun var ude på at bygge et forhold med jer på rekordtid, så hun kunne knuse alt?" 

Alle 5 fyres blikke foran mig lignede et spørgsmålstegn. Ingen af dem forstod et ord af det, jeg lige havde spyttet ud og jeg kunne vel heller ikke bebrejde dem det, da der var som om, jeg lige havde trukket dem ind i den sidste nye episode af Mean Girls.

"Nårh nej" sagde jeg kort og sørgede for at bevarede selvtilliden i min stemme. "Det vidste i jo heller ikke vel? At jeg har prøvet at bygge et bånd med hver af jer bag de andres rygge. At jeg har fået jer til at lyve overfor hinanden og har leget med jeres følelser.
Fordi jeg er så færdige med jer alle sammen. Jamen for helevedet kan i ikke se, hvem jeg er? Kan i slet ikke huske mig?" 

Mine øjne sviende af vrede og min stemme var ved at knække over i gråd. Jeg have i det mindste håbet på, at de kunne huske, hvem jeg var. Men deres tomme blikke var det eneste, der mødte mig og jeg sukkede.

"FINT SÅ!" 
Jeg slog hårdt hånden i bordet.
"Det undre mig slet ikke, at ikke kan huske mig, for dengang så i heller ikke ud til, at ville have noget med mig at gøre. Fuck alt det med at jeres fans betyder alt for jer! Virkelig fuck det! Det eneste jeg ønskede var et øjeblik af jeres dyrebare tid og opmærksomhed. I aner ikke, hvor meget det betyder for alle de millioner af piger, som er faldet på stribe for jeres charme, bare få lov til at møde jer og blive lagt mærke til. Hvor meget det betød for mig den aften ved det diskotek, dengang jeg mødte jer." 

Jeg tørrede kort mine øjnene, før jeg fortsatte. 

"I forstår det ikke! Den dag kunne have været den bedste dag i mit liv. Jeg kunne have været den lykkeligste pige i verden, hvis bare i havde taget jer lidt sammen og havde vist, at i havde et hjerte ligesom så mange andre. Men i stedet nedgjort i mig. Ydmygede mig og tog mig ikke seriøs. Husker i det nu? For det var det i gjorde! Af alle mennesker i hele verden hvorfor så mig? Hvor var det mig i skulle ydmyge og behandle anderledes? Hvorfor fucking mig? Hvad har jeg nogensinde gjort jer?!"

Drengene sad stille overfor mig og sagde intet. Deres blikke hvilede på mig og deres tanker overvejede sikkert mine ord. 
Men stilheden var ulidelig!

"SIG DOG NOGET FORFANDEN!" Skreg jeg så, og de alle fem fik nærmest et chok.

De sad lammet i stolen og gloede på mig.
"Amber.. Jeg.. Havde vi bare vidst at..." Begyndte Zayn så, og jeg kunne have slået ham.

"Så var jeg måske 'lige pludselig' blevet din type ikk? Så havde du måske givet mig en chance. Aldrig Zayn! Du var min ynglings fyr i det her fucking band! Du var den lavede små forestillinger om, og som jeg kunne se mig selv med i fremtiden, og du dømte mig på stedet og gjorde det klart, at jeg slet ikke var noget for dig. Sig mig hvor ondt tror du, at sådan noget shit gør at høre?"

Zayn svarede blot med et "undskyld" og han lignede en der skammende sig en smule.
"Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige så undskyld" sagde han endnu en gang.

"Oh god! Amber vi er så kede af, at vi har været sådan overfor dig, men der er intet vi kan gøre." Sukkede Niall. Han havde tårer i øjnene og hans stemme var usikker. 

Igen tænkte jeg bare.

Igen formor han at se så skide uskyldig og sød ud. Igen og igen, gang på gang og nu var det simpelhen nok!

"For det første så stop dog med at kalde mig Amber! Mit rigtige navn er Evie og Amber er bare et fandens navn, jeg brugte til at narre jer!"

Niall var mundlam.

"Det hele var for at narre jer til at tro, at vi havde noget sammen"
Jeg sinkede min stemme en smule og gav tårerne frit løb. "Og det har nær lykkes, hvis ikke jeg selv var faldet dybt"
Snøftede jeg og mine øjne prøvede forgæves at finde Nialls blå, men før jeg havde nået at tale færdig, var han gået. 

Jeg nåede kun at høre lyden af døren der smækkede hårdt i.

"Niall.."
Min stemme var næsten forsvundet i alt gråden, og det kom kun ud som et svagt piv.

Zayn var den næste, der gik. Han sagde intet, da han forlod rummet og tog alt med sig.

Harry var den næste.
Han kom dog hen til mig og slog armene om mig.
"Undskyld Evie. Vores opførelse var alt andet end okay. Altså vi er bare et par unge fyre, der lever vores drøm ud, og vi har også vores dårlige dage,men de burde aldrig gå ud over dig eller nogen andre"

"Tilgiv mig?.." Sagde jeg svagt.
Som om han nogensinde ville kunne tilgive alt det, jeg har gjort. Jeg ville ikke engang være i stand til at tilgive mig selv.

"Nej tilgiv mig, tilgiv os. Vi burde ikke have behandlede dig på den måde. Den dag var noget rod. Vi var alle trætte og udkørt efter flere dages koncerter og skrigende fans. Vi var taget derover for at få lidt fred og bare hygge os og så kom du. Men vi holder af vores fans og vi prøver altid at give dem den bedste dag. Du var bare uheldig. Tilgiv os?"

Jeg smilede kort over Harrys ord og nikkede. Jeg tilgav dem også selvom jeg godt vidste, at det ikke ville rette op på det rod, jeg havde lavet, så tilgav jeg dem.

Liam rejste sig og sagde undskyld, imens han deltog i krammet. 
Han sagde, at jeg altid kunne ringe, hvis jeg havde brug for noget og at han var ked af, at det skulle ende sådan. Ham og Harry forlod rummet og sagde, at de ville gå ud for at finde Niall og Zayn.

Men hvad kunne de gøre? De hadet mig jo? Niall gjorde i hvertfald.

Da døren endnu engang smækkede var jeg alene.

Med Louis.
Igen.
Han havde dårlig nok rykket sig en centimeter den sidste halve time.

"Louis?" Hviskede jeg.

"Det er okay Evie. Jeg forstår. Det hele var en leg og jeg var så naiv. Nu har jeg mistede El, fordi jeg var dum nok til at tro på hver et ord. Hvad mere kan jeg sige?"

"Jeg er ked af det" sagde jeg så. "Det var aldrig min mening at ødelægge jeres forhold. Jeg var så lang ude og.."
Jeg stoppede, da han gav mig et stort kram. 

"Evie som Harry sagde, så tilgiver vi dig. Alle har en darkside og jeg er ked af, at du skulle se vores. Vi er trods alt normale mennesker. El og mig skal nok finde ud af det."

"Det håber jeg da" smilede jeg kort og tørrede mine øjne. 

Louis rejste sig og hans øjne var mere blå end de plejede. "Jeg må heller tage hen til hende. Vi ses Evie" 

Da døren smækkede for sidste gang, brød jeg sammen.

_____________________________________________________

 

Playlist

Superstar - AlunaGeorge (Remix)

Heartless - The Fray

Break Your Plans - The Fray

Brænd Mig Helst - Clara Sofie

Turn Your Face - Little Mix

You My Everything - Ellie Gouldig

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...