Let's Play With Your Heart - 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 aug. 2012
  • Opdateret: 28 feb. 2015
  • Status: Færdig
Evie får sit største ønske opfyldt. Nemlig at møde One Direction. Selv om Evie altid har været den generte, følsomme type tager hun mod til sig og taler med dem. Hvad har hun at miste? Men alt går galt og Evie har aldrig følt sig så ydmyget i hele sit liv. Hendes yndlingsband, hendes idoler, ydmygede hende. Efter den dag, sætter hun sig selv et mål. Hun ændrer sit udseende, personlighed og skifter navn til Amber, med tanken om at ydmyge One Direction, ligesom de ydmygede hende. Men der er en dreng, hun ønsker at ydmyge mere end de andre, men hvorfor?

Amber vender deres verdener på hovedet. Hun er mystisk og hun leger med de fem drenge, og efterlader dem altid med et ønske om mere. Vil de blive træt af hendes forsvindingsnummer, eller vil de gennemskue hende og finde ud af hvem hun i virkeligheden er?

430Likes
554Kommentarer
62662Visninger
AA

27. EPILOG

Hun sad og gloede døren i lang tid efter døren smækkede.
Intet var gået den vej, hun ville have det til at gå.
Hvor den vej førte hen, vidste hun dårligt nok selv.

Men hun havde vel håbet lidt på, at han kunne tilgive hende. Havde håbet på, at han havde taget hende i sine arme, i stedet for at skubbe hende længere og længere væk.

Hun satte sig ordenligt op og krøb sammen som en klump med hovedet hvilende på knæene og armene om hendes ben.

Hvad nu?

Var det det?

Hun nægtede at tro det. Nægtede at tro, at selv hvis hun havde vundet det her spil, havde hun mistede alt. Hun havde intet at vende tilbage til. Ingen hun gad at vende tilbage til. Ingen der havde fået hende til at føle sig glad og elsket. Ingen overhovedet.

Kun ham.

Eller ham havde hun ikke engang.

Hun slog hovedet hårdt tilbage og lod smerten komme ud. Smerten i hendes hoved, i hendes hjerte.
Hvorfor gør det så ondt?, spurgte hun, imens hun hørte sig selv hulke højlydt.
Hvorfor får han mig til at føle sådan?

Hun havde svaret, men hun var stædig nok til at benægte det. Benægte den indflydelse, han havde på hende. Det han gjorde ved hende.

Hun ville rejse sig, men tankerne om ham gjorde hende svimmel og slog benene væk under hende. 

Han kom ikke tibage.

Ligemeget hvor meget hun håbede og ønskede, at han gjorde, så gjorde han ikke.
Hun kom på benene, men følte sig underlig tilpasse og nærmest beruset.

Hendes syn vendte op og ned på alting og hun svajede dansede igennem den gigantiske lejlighed. Tumlede ind i trædøren til rummet, før hun fik taget fat i håndtaget.

Hun blinkede tårerne væk og opdaget, at hun havde fundet ud på badeværelset.
Tøvende mødte hun sit eget spejlbillede i spejlet over vasken.

Det tis gule hår.

De lysende blå øjne, der havde mistet sin glans.
Den blege hvide hud med den sorte randen under øjnene.

Hvor var pigen der plejede at være ligeglad?
Ligeglad med hvad andre synes om hende. Ligeglad med om hun sårede folk. Så forbandet ligeglad med verden.

Hvor var hendes brune hår?

Hendes lumske smil?

Hendes mørke makeup?

Hendes selvsikkerhed?

Hvor var hun? Spurgte pigen i spejlet sig selv. Nu hvor hun havde mest brug for hende.

Smerten ramte hende igen som et lyn. Hun kneb øjnene sammen for at stoppe tårerne, der lå klar i øjnekrogen. Smerten var ulidelig og stoppede aldrig. Hun ville have den til at forsvinde væk. Til at aldrig at komme tilbage igen.

Af frustration greb hun ud mod spejlet og kylede det mod det hårde stengulv.
Glasskår fløj igennem rummet og hun krøb sammen på jorden.

Alene med stilheden, som hun så inderligt hadet.

Hvordan kunne hun stoppe smerten? Lød spørgsmålet i hendes lille fortabte hoved.

Hun vidste svaret. Hun havde nok altid vidst det. Så mange gange havde hun ofret sig til knivens magt selv om hun aldrig havde lod det gøre sin opgave helt.

Heller ikke at hun ville lade den gøre det nu.

Hun ønskede ikke mere smerte.
Kun at forsvinde.

Hun åbnede skabet og fandt glasset hun selv havde placeret. Som regel fik hun sjælden brug for dem. Kun til de værste kramper der nu kunne komme, når det nu var "den tid på måneden."

Nu skulle det gå stærkt. Hun tændte aggressiv for vandet i badekaret for at fylde det.
Hvis hun skulle være sikker på at hendes plan lykkes, ville hun heller bruge to metoder end en enkle. Hun klædte sig af og lod sig krybe ned i det kolde vand. 

Synet af sin egen krop skræmte hende først som en eller anden typisk teenage pige.
Men ingen er perfekte vel? Lød stemmen i hendes hoved.

Hun ignorerede stemmen og tog så fat om glasset, hvor efter hun forsigtig drejede låget af.

Før hun kunne nå at tøve, havde hun slugt dem alle. 
Hver og en.

Først skræmte tanken hende, men hun fortrød ikke.

Hun så blot på mens verden blev mørkere og mørkere. Mørket opslugte hende og fik hende til at føle sig ensom, bange og forladt.
Så tænkte hun på ham som noget af det sidste.

Hans lyse hår, der var mørkt ved roderne.

Hans tykke accent og vidunderlige latter, som hun aldrig havde troet, at hun skulle høre in real life.

Hans smil.

De dybe blå øjne med det gule i midten der lyste dem op.

Hans hænder, berørninger.

Ja, hendes tanker gik helt tilbage til natten, de havde tilbragt sammen.
Deres nat.

Hun huskede, hvordan han havde båret hende ind i rummet ligesom en prinsesse. Hvordan han havde sikkert sig, at hun var okay hele vejen igen. Hvor han havde holdt om hende og havde fået hende til at føle sig elsket og værdig for første gang i hendes liv. Billeder fyldte hendes hoved, og hun sukkede blot

**

"Wow" sagde Niall, da han igen vendte sig imod hende.

"Ja wow" smilede hun og rødmede.

Hendes puls var stadig voldsom og hun var næste sikker på, at han kunne hører hendes bankede hjerne på meters afstand.

"Er du okay?"  Hans stemme lød tæt ved hendes øre, og hun nikkede.

Han lå bag ved hende, så tæt at hun kunne fornemme hans ånde ramme hendes nakke.

"Er du?" Hviskede hun så og hans kærtegn sendte svaret.

"Altid"

Hun smilede, da hans hånd gled ned af hendes ryg og lagde sig blidt på hendes talje.
Hun forstod ikke, hvorfor hun ikke skubbede hans hånd væk, eller væmmes ved hans berørning. Eller hvorfor den her fantastiske irske fyr havde den her indflydelse på hende. Hvorfor han gjorde hende så glad og.... lykkelig?

"Du er så perfekt Amber." Han sukkede kort, da hun ikke svarede. "Ja, altså udover at du er svedig, og lugter af sex og... "
Hun vendte sig imod ham og så ham ind i øjnene, før hun brød ud i latter.

Enig var hun ikke. 

Ikke i at hun var perfekt.

Slet ikke.

"Niall forfanden" sagde hun, før hun lagte en finger for hans læber, og bad ham om at "Shut up". Han smilede bredt til hende, før han undskyldte. Hun fnes blot og kryb helt ind til ham, hvorefter hun lukkede sine øjne og faldt i søvn i hans favn.

**

Nej den gang havde hun heller ikke følt sig perfekt, men var det nu også det, der betød noget?

De kunne begge være de grimmeste, fattigeste, ligegyldigeste mennesker i verden og stadig være lykkelige.
Det var det, at de var der for hinanden, det var det der betød noget.

Men hun havde fejlet, løget og mistede alting.

Mistede ham.

Imens hun langsomt gled længere og længere væk, synes hun at høre hans stemme for sidste gang i det fjerne. Hans skrig.

Vent hvad?

Hvorfor skreg han? Tænkte hun panisk.

Niall?

Niall?


Slut!

______________________________________

Playlist

Turn Your Face - Little Mix

Explosions - Ellie Goulding

She Will Be Loved - Maroon 5

Say Something - A Great Big World

Stay - Rihanna

I Can't Make You Love Me - Bon Iver

You Found Me - The Fray

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...